Legislator Case Law & Legislation
C19771125210 DK

Cirkulærskrivelse om udlevering af socialrapport til adoptionssøgende.

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1977 11252 Historic

Cirkulærskrivelse om udlevering af socialrapport til adoptionssøgende.

Adoptionsnævnet har behandlet spørgsmålet om, hvorvidt adoptionssøgende, der er godkendt som adoptivforældre, kan gøre krav på udlevering af socialrapporten i deres sag.

Spørgsmålet har foreligget i en konkret sag, hvor adoptionssamrådet havde nægtet at udlevere afskrift eller fotokopi af socialrapporten til ansøgerne, der havde oplyst, at de ønskede på egen hånd at skaffe sig kontakt med en udenlandsk institution, hvorfra de ville kunne få anvist et barn til adoption. Samrådets afgørelse blev indbragt for nævnet.

Nævnet er bekendt med, at spørgsmålet er blevet aktualiseret i den senere tid, og at det er gjort gældende, at offentlighedslovens regler om partsindsigt giver godkendte ansøgere et retskrav på udlevering af socialrapporterne eller kopier deraf. Man har derfor fundet det rigtigt at orientere om adoptionsnævnets overvejelser om spørgsmålet

1. Danske myndigheder kan selvsagt ikke have indvendinger imod, at adoptionssøgende, der er godkendt som adoptivforældre, får anvist et udenlandsk barn til adoption. Det må imidlertid forudsættes, at anvisning først finder sted, når man har sikkerhed for, at barn ikke bringes til landet med henblik på adoption, før spørgsmålet om anvisningens godkendelse har været forelagt de danske myndigheder, og disse har godkendt anvisningen, og indrejse- og opholdstilladelse er meddelt, jfr. bemærkningerne side 13 i betænkning nr. 775 om godkendelse som adoptivforældre.

2. Udlevering af socialrapporten til de adoptionssøgende skaber en risiko for, at de danske regler om børns indrejse til landet med henblik på adoption tilsidesættes. Dette gælder også, selvom ansøgerne erklærer sig indforstået med at overholde reglerne.

Udleveres socialrapporterne til godkendte adoptionssøgende, vil rapporterne kunne benyttes overfor udenlandske institutioner eller myndigheder til at få anvist barn, der enten ikke burde godkendes til adoption, eller som ikke burde godkendes til adoption hos ansøgerne.

3. En sådan situation må undgås navnlig af hensyn til de børn, der eventuelt bringes til landet i strid med de danske regler, men også af hensyn til det offentliges interesse i, at reglerne i gældende lovgivning overholdes.

Der henvises til tilsvarende betragtninger i adoptionslovskommentaren side 316-17 samt side 333 om de tidligere kendte »foreløbige« plejetilladelser.

4. På denne baggrund er det adoptionsnævnets opfattese, at socialrapporterne ikke bør udleveres til de adoptionssøgende. Denne opfattelse har klar støtte i offentlighedslovens § 10, stk. 1, 2. pkt., hvorefter reglerne om parternes adgang til at blive gjort bekendt med sagens dokumenter ikke gælder, »hvis partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige eller private interesser.'Dette hovedsynspunkt må så meget des mere kunne begrunde undtagelse fra hovedreglen i offentlighedslovens § 10, stk. 4, om partens adgang til at få afskrift eller fotokopi af sagens dokumenter.

Hvis konkrete omstændigheder i enkelte sager efter samrådets opfattelse kan begrunde fravigelse fra den nævnte regel, vil samrådet kunne forelægge spørgsmålet for adoptionsnævnet.

5. Dette er ikke til hinder for, at der gives adoptionssøgende adgang til at gennemse sagens dokumenter på stedet, hvis de ønsker det.

6. Adoptionsnævnet har endvidere intet imod, at der ydes ansøgere, der har kontakt med en myndighed eller institution, der i udlandet driver lovlig virksomhed med anvisning af børn til adoption i Danmark, bistand til at få anvist barn, hvis ansøgerne ønsker udenlandsk barn hjemtaget uden bistand af autoriseret dansk adoptionsformidlende organisation. Det må dog være en betingelse, at det drejer sig om en myndighed eller institution, hvis virksomhed er lovlig i hjemlandet, og som ikke har aftale om samarbejde med Adoption Center, Danadopt eller Terre des Hommes. Det må yderligere forlanges, at den udenlandske forbindelse afgiver erklæring om, at man er indforstået med direkte til vedkommende socialcenter at sende oplysninger til brug for samrådets beslutning om, hvorvidt anbringelse af barnet hos ansøgerne kan godkendes, og med at barn ikke vil blive anvist til adoption i Danmark, før danske myndigheder har godkendt anbringelsen.

7. Adoptionsnævnet vil i tvivlstilfælde kunne oplyse, om den udenlandske forbindelse opfylder de førstnævnte betingelser.

8. Hvis betingelserne er opfyldt, vil det kunne tilbydes ansøgerne, at de fornødne dokumenter ved socialcentrets foranstaltning, men for ansøgernes regning, bliver oversat og senere fremsendt direkte til den udenlandske mellemmand eller institution, efter at erklæringen fra denne er kommet samrådet i hænde. Afslår ansøgerne tilbuddet, bør udlevering af afskrift eller fotokopi nægtes.

Der vedlægges til orientering en standardskrivelse til ansøgerne (med engelsk oversættelse), der eventuelt vil kunne benyttes i forbindelse med tilvejebringelse af de omtalte erklæringer fra udenlandske mellemmænd eller institutioner. (*1)

Man skal samtidig anmode om, at det fremtidig i skrivelser om godkendelse som adoptivforældre udtrykkelig bemærkes, at godkendelsen ikke giver ansøgerne ret til at hjemtage barn, således at det undgås, at godkendelsesskrivelsen benyttes som grundlag for hjemtagelse af udenlandsk barn i strid med de danske regler herom.

p.n.v.

Hornslet

Samtlige adoptionssamråd.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →