Meddelelse om færdselssager, hvor udenlandske motorførere er impliceret. (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse om færdselssager, hvor udenlandske motorførere er impliceret. (* 1)
1. I meddelelsesblad nr. 7 pkt. 2 (juli 1957) har jeg givet retningslinier for behandlingen af færdselssager, hvor udenlandske motorførere er impliceret. Efter at reglerne om uforsvarlig kørsel og spirituskørsel er ændret ved færdselsloven af 1976, fastsættes følgende
2. Sager mod udenlandske motorførere skal som hovedregel behandles på samme måde som andre sager, såvel med hensyn til tiltalerejsning som med hensyn til straf- og frakendelsespåstand, se dog nedenfor under 6.
3. Spirituskørsel med promille over 1,50, begået af en udlænding, kan ikke anses for omfattet af ordlyden i færdselslovens § 117, stk. 1, om »mindre grove tilfælde«, hvorfor en påstand om hæftestraf ikke kan erstattes af påstand om bøde.
4.1. Promillekørsel og som hovedregel også uforsvarlig kørsel medfører som bekendt betinget frakendelse, jfr. færdselslovens § 126. Der er ikke mulighed for at undlade frakendelsespåstand i sager, der er omfattet af denne bestemmelse.
4.2. Spirituskørsel medfører ubetinget førerretsfrakendelse, jfr. § 125. Under særlig formildende omstændigheder kan frakendelse ske betinget, men frakendelsen kan ikke undlades (cfr. fl. af 1955 § 70, stk. 2 sidste pkt.). Det kan ikke anses som en »særlig formildende omstændighed«, at motorføreren er udlænding.
5. Det er af ganske særlig betydning, at sager mod udenlandske motorførere fremmes med størst mulig hurtighed, således at de søges afgjort og fuldbyrdet, inden de pågældendes udrejse af landet. Kan dette ikke ske, eller kan den idømte eller vedtagne bøde ikke betales, må køretøjet foranlediges tilbageholdt efter reglerne i fl. af 1955 § 69, stk. 6 (pr. 1.5.1977 § 120, stk. 1 i fl. af 1976). Dette gælder dog ikke førere, der er hjemmehørende i de nordiske lande.
6. Ved mindre betydningsfulde overtrædelser af færdselsloven begået af udlændinge kan den fremgangsmåde, der ellers ville være blevet fulgt, fraviges, såfremt omstændighederne, herunder den pågældendes betalingsmuligheder, taler herfor. Ligeledes kan sager, der alene angår bagatelforseelser, henlægges i videre omfang, såfremt et eventuelt erstatningsspørgsmål er ordnet, og praktiske hensyn iøvrigt taler derfor. Der bør dog udvises tilbageholdenhed, når forseelsen er begået af en erhvervschauffør.
7. I mange tilfælde vil sager, der ikke kan afgøres inden den pågældendes udrejse af landet, kunne retsforfølges i hans hjemland. Opmærksomheden henledes i den forbindelse på min meddelelse af 4.9.1972.
8. Efter fl. § 60, stk. 3 skal en fører, der er frakendt førerretten betinget for uforsvarligt kørsel, som hovedregel inden en vis frist aflægge en orienterende køreprøve. Denne bestemmelse kan ikke antages at gælde for personer, der har bopæl i udlandet.
9. Rigsadvokatens meddelelsesblad nr. 7 punkt 2 ophæves.
Per Lindegaard.