Meddelelse om frakendelse af førerret ved tilsidesættelse af ubetinget vigepligt. (* 1)

Meddelelse om frakendelse af førerret ved tilsidesættelse af ubetinget vigepligt. (* 1)

Som bekendt er vigepligtsreglerne i færdselsloven ændret ved l. 270 26.6.1975, der medførte en ny affattelse af § 37, stk. 1 og 2. Med gyldighed fra 1.5.1977 indeholdes de tilsvarende vigepligtsregler i § 26 i l. 287 10.6.1976.

1.1. Efter den praksis, der gjaldt forud for lovændringen, medførte udkørsel på hovedvej, der resulterede i sammenstød med en trafikant på hovedvejen eller i øvrigt i forvoldelse af færdselsuheld, frakendelse, selvom det i bevismæssig henseende måtte lægges til grund, at sidevejstrafikanten var standset op inden udkørslen og havde set sig for til begge sider. Hvis færdselssituationen havde været særligt kompliceret, skete dog ikke frakendelse.

Udkørsel fra en mindre betydende vej på en åbenbart mere betydende vej, der resulterede i sammenstød eller forvoldelse af færdselsuheld, medførte derimod ikke frakendelse, når sidevejstrafikanten var standset op ved indmundingslinien og havde set sig for inden fremkørslen eller havde nedsat farten så betydeligt, at han havde haft tilstrækkelig lejlighed til at iagttage trafik ad den krydsende vej og sikker mulighed for at bringe vognen til standsning i tilstrækkelig afstand og derved vist vilje og evne til at opfylde sin vigepligt overfor trafikken ad den åbenbart mere betydende vej.

Udkørsel efter standsning foran stopskilt udenfor hovedvejssituationer medførte i tilfælde af påkørsel frakendelse, når der efter den tværgående vejs karakter måtte regnes med hurtigkørende trafik ad denne vej.

1.2. Den tidligere regel i færdselsloven 1955 om ubetinget vigepligt overfor færdselen ad hovedvej er bortfaldet ved lovændringen. Ubetinget vigepligt foreligger nu, når dette er tilkendegivet ved afmærkning (§37, stk. 2), og ved udkørsel fra markvej, ejendom, over fortov og lignende (§37, stk. 3). Anvendelsen af afmærkning med stoptavle bliver fremtidig stærkt begrænset. Afmærkning om ubetinget vigepligt med trekanttavle og/eller hajtænder er derimod sket ved næsten alle vejkryds, hvor der hidtil har været afmærkning med indmundingslinier; desuden ved andre indmundinger i veje med gennemgående trafik og i andre kryds med ikke ubetydelig trafik.

1.3. At den fortrinsberettigede vej er hovedvej giver sig ikke længere til kende ved afmærkningen. Den under 1.1. beskrevne praksis, hvorefter der var forskel med hensyn til frakendelse ved fremkørsel efter standsning foran hovedvej og andre veje lader sig således ikke opretholde med afmærkningen som kriterium.

Ubetinget vigepligt er nu pålagt i langt flere tilfælde end forhen, herunder i situationer, hvor der hidtil har været afmærkning med indmundingslinier. Begrundelsen for den eksisterende hovedvejspraksis må antages at have været, at der ved udkørsel på hovedvej måtte stilles skærpede krav til agtpågivenhed på grund af den særlige risiko for alvorlige skader, der er forbundet med tilsidesættelse af vigepligten overfor hurtigkørende hovedvejstrafik. Det kan derfor ikke ventes, at der vil kunne gennemføres en praksis, der fører til frakendelse i alle tilfælde, hvor den ubetingede vigepligt er tilsidesat - hidtidig hovedvejspraksis.

2.1. Der foreligger ikke praksis fra de overordnede retter, der giver vejledning om, i hvilke situationer tilsidesættelse af ubetinget vigepligt efter lovændringen medfører frakendelse.

På grundlag af den tidligere praksis opstilles nedstående retningslinier for anklagemyndighedens påstand om frakendelse.

Anvisningerne tager kun sigte på tilfælde, hvor det bevismæssigt må lægges til grund, at den vigepligtige har holdt stille - eller (udenfor tilfælde af fuldt stop) nedsat hastigheden så betydeligt, at han derved har vist evne og vilje til at opfylde sin vigepligt - og set sig for til begge sider, men desuagtet er stødt sammen med en trafikant på den fortrinsberettigede vej eller voldt færdselsuheld i øvrigt.

2.2. Påstand om frakendelse nedlægges i almindelighed, når vigepligten er tilkendegivet ved afmærkning med stop-tavle. Denne afmærkning vil fremtidig være forbeholdt tilfælde, hvor oversigtsforholdene under fremkørslen til krydset er særligt vanskelige, og ved anvendelsen af denne afmærkning vil der også blive taget hensyn til antallet af færdselsuheld, trafikbelastningen, krydsets udformning m.m., jfr. JMCskrivelse 28.7.75.

Påstand om frakendelse nedlægges endvidere i almindelighed, når den fortrinsberettigede vej ved sit anlæg fremtræder som en betydende vej, ad hvilken hurtigkørende trafik må ventes.

Afgørelsen beror i disse tilfælde på en skønsmæssig vurdering.

Afgørende er, om føreren som følge af vejanlæggets fremtrædelsespræg har haft en opfordring til at vise skærpet agtpågivenhed, inden han kører ud i den fortrinsberettigede vej. I bytrafik og ved kørsel i villabebyggelse vil forudsætningen om, at den fortrinsberettigede vej fremtræder som en betydende vej, ad hvilken hurtigt kørende trafik må ventes, som regel ikke være opfyldt, men situationen kan foreligge f.eks. ved indmundinger i omfartsveje og andre gennemgående betydelige færdselsårer.

I landevejstrafik vil forudsætningen være opfyldt, når der er en klar forskel mellem den fortrinsberettigede vej og sidevejen. Denne forskel vil f.eks. kunne fremtræde som følge af vejenes indbyrdes bredde, den fortrinsberettigede vejs anlæg med flere vognbaner eller derved, at der er opstillet helleanlæg ved sidevejens udmunding.

I øvrigt nedlægges ikke påstand om frakendelse,medmindre der foreligger særlige forhold, som kan lægges føreren til last, som f.eks. hvis hans udsyn har været hæmmet af tilisning eller andre »selvforskyldte« udsynshindringer.

2.3. Lovændringen berører alene den under 1.1. beskrevne praksis.

Er føreren ikke standset op eller har nedsat farten og set sig for som beskrevet under 1.1., nedlægges påstand om frakendelse i overensstemmelse med hidtidig praksis. Dette gælder også, selvom den manglende standsning eller fartnedsættelse beror på, at han har overset skiltningen eller afmærkningen. Der nedlægges også som hidtil påstand om frakendelse, dersom den vigepligtige trafikant efter standsning eller fartnedsættelse kører frem, skønt han har set den fortrinsberettigede trafikant, hvadenten det må lægges til grund, at han har taget en chance, eller han har gjort sig skyldig i en fejlvurdering, medmindre fejlvurderingen af særlige grunde er undskyldelig.

Lovændringen giver heller ikke anledning til at ændre praksis i andre henseender, herunder tilsidesættelse af den ubetingede vigepligt efter § 37, stk. 3 (§ 26, stk. 3 i den nye færdselslov), ved fremkørsel mod rødt lys, ved svingning osv.

3. Frakendelse i vigepligtssager vil som altovervejende hovedregel være betinget. Kun i de sager, hvor det må antages, at der kan føres bevis for, at føreren forsætligt har voldt skade på andres person eller ting eller forsætligt har fremkaldt nærliggende fare herfor eller i øvrigt har ført køretøjet på særlig hensynsløs måde, jfr. færdselslovens § 126, stk. 2 nr. 1, nedlægges påstand om ubetinget frakendelse. Der henvises til Anklagemyndighedens årsberetning 1975 side 53 ff., især side 68.

Per Lindegaard