Meddelelse om reaktionsvalget ved spirituskørsel efter forudgående promillekørsel. (* 1)

Meddelelse om reaktionsvalget ved spirituskørsel efter forudgående promillekørsel. (* 1)

1. Ved Korsør rets dom af 21. marts 1972 var T for overtrædelse af færdselslovens § 16 idømt bøde og frakendt førerretten for 1 år, 6 måneder. Promillen ca. 2 1/2 time efter kørslen havde en middelværdi på 0,84. Regnet fra dommen udløb frakendelsestiden den 21. september 1973.

2. Nu havde T den 13. april 1976 ført motorvogn med en promille, hvis mindsteværdi 3/4 time efter kørslen var 2,58.

Ved Østre landsret var straffen fastsat til hæfte i 30 dage, frakendelse 2 år - den reaktion, der sædvanligvis fastsættes i førstegangs tilfælde af kørsel med en promille af denne størrelse.

Under henvisning til Højesterets domme i U 1974.39 og 40 om straf og frakendelse ved gentagen overtrædelse af færdselslovens § 16 (kommenteret U 1974 B s. 160) blev sagen anket til skærpelse både med hensyn til straffen og frakendelsen.

Ved Højesterets dom af 15. februar 1977 blev straffen stadfæstet, men frakendelsestiden forlænget til 3 år, idet Højesteret henviste til, at overgangsreglen i § 138, stk. 3, jfr. § 126, stk. 2 nr. 4 i færdselsloven af 1976 ville have medført gentagelsesvirkning med hensyn til frakendelse af førerretten, såfremt den nye kørsel havde været promillekørsel.

Højesteret må således antages at have lagt til grund, at gentagelsesvirkningen ved kombinationen promillekørsel - spirituskørsel ophører, når 3 år er forløbet fra den endelige dom i den forudgående sag (eller - for så vidt angår frakendelse i et overgangstilfælde - 3 år fra udløbet af frakendelsen i sag nr. 1).

Frakendelsestiden i sådanne gentagelsestilfælde bestemmes til 3 år, også når den i et førstegangstilfælde ville være 2 år.

Afgørelsen er således i overensstemmelse med notatet fra arbejdsgruppen af dommere, som er offentliggjort i Advokatbladet 1976 s. 177, men afviger fra anvisningerne i Rigsadvokatens meddelelse 6/1976 3.3.1. og 3.3.2., der korrigeres, således at de stemmer med resultatet af denne dom som resumeret i de to foregående afsnit.

Per Lindegaard.