Legislator Case Law & Legislation
C19771105232 DK

Meddelelse om området for anvendelse af straffelovens § 287. (* 1) (Værdigrænse).

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Meddelelse 1977 11052 Historic

Meddelelse om området for anvendelse af straffelovens § 287. (* 1) (Værdigrænse).

I meddelelse af 1. februar 1973 om området for straffelovens § 287 m.fl. bestemmelser, der er optrykt i Anklagemyndighedens Årsberetning for 1973, er angivet en værdigrænse for tyveri på op mod 800 kr., for underslæb på op imod 1000-1200 kr.

Der foreligger kun få domme, der giver vejledning om afgrænsning af området for straffelovens § 287. U 1975.862 V fastslår, at bestemmelsen ikke kunne finde anvendelse på et forsøg på indbrud i en kiosk. Ved Vestre landsrets dom U 1973.985 blev tyveri af en knallert, hvis værdi var omkring 500 kr. henført under bestemmelsen. Tyveriet var begået forud for meddelelsen. I U 1975.434 har Vestre landsret anset § 287 for anvendelig på et underslæbsforhold, der bestod i, at tiltalte havde videresolgt et radioapparat, som han havde modtaget på prøve fra en forhandler, og hvis værdi var 1250 kr. Der foreligger desuden en utrykt Vestre landsrets dom, der anvender § 287 på et bedrageri ved at hæve 2000 kr. på et postgiro-hævekort, skønt der intet stod på kontoen.

Af skema II s. 5 i redegørelsen om mindre berigelsesforbrydelser i årsberetningen for 1974 fremgår fordelingen efter værdi af berigelsesforbrydelser afgjort efter § 287 i 1973/74. Det fremgår heraf, at § 287 er anvendt - omend i beskedent omfang - ved tyveri op til en værdi på 1300 kr., kun ganske undtagelsesvis ved højere værdier. En mere betydende andel af hælerisagerne angår værdier op til 1300 kr. Derimod er det relativt få underslæbs- og bedrageritilfælde, der ligger i værdiintervaller over 1000 kr.

Erklæringer, der er indhentet fra statsadvokaterne, viser ret betydelige variationer i henseende til den værdigrænse, der anvendes i de forskellige politikredse.

Da det er af betydning, at afgrænsningen for § 287 såvidt muligt administreres efter ensartede retningslinjer, skal jeg herved medele, at tyverier, der efter deres beskaffenhed kan anses som værende af mindre strafværdighed, i reglen ikke bør afgøres efter § 287, hvis gerningen har rettet sig mod værdier, der overstiger 12-1500 kr. Ved butikstyveri er varens udsalgspris bestemmende for denne vurdering. En værdigrænse op til 2000 kr. finder anvendelse ved underslæb og bedrageri, evt. lidt højere, når erstatning er betalt.

I tvivlstilfælde forelægges spørgsmålet, om § 287 kan anvendes, for statsadvokaten.

Per Lindegaard.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →