Legislator Case Law & Legislation
C19770945209 DK

Civilforsvarsstyrelsens cirkulære om sygehusberedskabet (Sygehusberedskabscirkulære nr. 2)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1977 9452 Historic

Civilforsvarsstyrelsens cirkulære om sygehusberedskabet

(Sygehusberedskabscirkulære nr. 2)

Med sygehusberedskabscirkulære nr. 1 af 7. april 1976 sendte styrelsen til orientering et notat vedrørende principperne for opbygning af sygehusberedskabet og henstillede, at notatet blev lagt til grund for allerede iværksatte planlægningsarbejder eller påtænkte planlægningsarbejder i amtskommunerne.

I fortsættelse heraf vil Civilforsvarsstyrelsen gerne oplyse

1. BEREDSKABSSYGEHUSE. I notatets afsnit IV. Beredskabssygehuse fremhæver man, at der i alle amtskommuner må udpeges lokaliteter dels til supplering, dels til erstatning for eksisterende sygehuse, idet der må planlægges ud fra en forudsætning om, at udflytning fra et eksisterende sygehus af patienter, personale og materiel til andre lokaliteter kan blive nødvendig.

Man oplyste samtidig, at det af staten anskaffede udstyr til 50 sygehusenheder, hver med 200 senge, vil blive fordelt til amtskommunerne til anvendelse i amtskommunernes beredskabssygehuse i overensstemmelse med beredskabsplanerne (jfr. nærmere herom nedenfor) i de enkelte amtskommuner.

Med henblik på en undersøgelse af de særlige problemer i forbindelse med beredskabssygehuses etablering, indretning og funktion nedsatte styrelsen i foråret 1976 en arbejdsgruppe, der fik til opgave at forberede og gennemføre etableringen af et beredskabssygehus i Felsted Centralskole i Sønderjylland. I arbejdsgruppen indtrådte repræsentanter for de i Vestsjællands og Vejle amtskommuner nedsatte arbejdsgrupper vedrørende planlægningen af sygehusberedskabet samt repræsentanter for Civilforsvarsstyrelsen. Ekspeditionssekretær John Madsen, Centralsygehuset i Slagelse, har som formand ledet gruppens arbejde.

Den af arbejdsgruppen udarbejdede rapport, der peger på en række væsentlige problemer i forbindelse med opstilling og etablering af beredskabssygehuse og i flere tilfælde anviser mulige løsninger og fremgangsmåder, vil efter styrelsens opfattelse kunne yde væsentlig hjælp ved amtskommunernes planlægning af beredskabssygehuse.

Arbejdsgruppens rapport af 15. maj 1977 vedlægges i 2 eksemplarer.

I tilslutning til udarbejdelsen af ovennævnte generelle rapport om etablering af beredskabssygehuset i Felsted Centralskole nedsatte Civilforsvarsstyrelsen en arbejdsgruppe med speciallæger og sygeplejersker for at få vurderet hensigtsmæssigheden og tilstrækkeligheden af det til beredskabssygehusene anskaffede instrumentarium. Efter indstilling fra arbejdsgruppen, hvis formand er overlæge H.J. Hansen, Centralsygehuset i Slagelse, vil beredskabssygehusenes beholdninger af instrumentarium, infusionsmateriel samt sprøjter og kanyler blive moderniseret og suppleret ved Civilforsvarsstyrelsens foranstaltning. I forbindelse hermed foretages efter arbejdsgruppens indstilling en bedre funktionsmæssig opdeling og pakningsmåde af instrumentarium m.v.

2. STANDARDBEREDSKABSPLAN. I det med Sygehusberedskabscirkulære nr. 1 udsendte notat (afsnit I) om principperne for opbygningen af sygehusberedskabet pegede styrelsen endvidere på vigtigheden af tilvejebringelse af koordinerede beredskabsplaner for de enkelte sygehuse og amtskommunernes sygehusvæsen og oplyste, at retningslinier herom var under udarbejdelse i en særlig arbejdsgruppe (cirkulærets bilag 2).

Arbejdsgruppen har i overensstemmelse med notatets opfattelse af det enkelte sygehus som det naturlige udgangspunkt for opbygningen af beredskabet i første række sigtet på udarbejdelse af en standardberedskabsplan for sygehuse. Det enkelte sygehus som et led dels i amtskommunens beredskab, dels i det samlede nationale beredskab gør det nødvendigt, at sygehusenes beredskabsplaner på visse punkter opbygges efter ensartede retningslinier, men således at planerne i øvrigt kan opbygges efter og tilpasses lokale forhold.

Udkast til en standardberedskabsplan er udsendt til samtlige sygehusforvaltninger og på et seminar på Civilforsvarets Højskole den 14. - 15. april 1977 med forvaltningscheferne, jfr. Civilforsvarsstyrelsens skrivelse af 4. marts 1977 til sygehusforvaltningerne i samtlige amtskommuner, drøftedes arbejdsgruppens forslag. På seminaret opnåedes principiel tilslutning til det foreliggende materiale.

En endelig standardberedskabsplan forventes at foreligge til udsendelse i løbet af efteråret 1977.

Den fortsatte udarbejdelse af beredskabsplaner for sygehusene bør ikke stilles i bero herpå, men helst fremskyndes med henblik på tilvejebringelse af funktionsdygtige planer for samtlige sygehuse, tilpasset hovedsynspunkterne i det til sygehusforvaltningerne udsendte planlægningsmateriale.

Man henleder i denne forbindelse opmærksomheden på betydningen af fuldstændig personalelister til beredskabsplanernes forskellige områder og de ændrede bestemmelser vedrørende designering af civilforsvarets værnepligtige personel og designering af personel, der har mødepligt ved forsvaret. Efter disse ændrede bestemmelser er amtsrådenes sygehusudvalg nu berettigede til at udstede designeringsbeviser i henhold til Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 169 af 26. marts 1976 og Forsvarsministeriets 21. hæfte af maj 1977, der begge vedlægges.

3. OM PLANLÆGNINGEN AF SYGEHUSBEREDSKABET I ØVRIGT kan man til orientering oplyse, at indstillinger fra de under sygehusberedskabsudvalget nedsatte arbejdsgrupper, efter afholdelse af samlede koordinationsmøder den 2. april og 9. december 1976 og et særligt formandsmøde den 18. februar 1977, forventes afgivet i oktober-november måned 1977.

SCHULTZ

/K.E. Fisker

Bilag udelades her

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →