Civilforsvarsstyrelsens vejledning for indkvarterings- og forplejningstjenesten på landet

Civilforsvarsstyrelsens vejledning for indkvarterings- og forplejningstjenesten på landet

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. INDLEDNING

2. TILRETTELÆGGELSEN AF INDKVARTERINGS- OG FORPLEJNINGSTJENESTEN PÅ LANDET

3. LEDELSEN AF INDKVARTERINGS- OG FORPLEJNINGSTJENESTEN PÅ LANDET

a. Almindeligt b. Kommunelederens opgaver c. Kommunelederens kommandostation 1o. Kommandostation 2o. Personel 3o. Kort, planer m.v. 4o. Transportmidler 5o. Tjenesteplan

4. HJÆLPESTATIONERS BELIGGENHED, INDRETNING OG MARKERING

5. HJÆLPESTATIONENS OPGAVER

a. Kommandostation b. Oplysningshold c. Forplejningshold d. Indkvarteringshold e. Førstehjælpshold f. Børnepasningshold g. Hold til sikring af hjælpestationens drift 1o. Tekniske opgaver 2o. Ordensmæssige opgaver 3o. Brandmæssige opgaver

6. HJÆLPESTATIONENS PERSONEL OG MATERIEL

a. Personel b. Materiel

7. HJÆLPESTATIONENS MOTORKØRETØJER

8. FORMERING AF MOBILE ENHEDER

1. INDLEDNING

Nærværende vejledning indeholder praktiske arbejdsregler og oplysninger for indkvarterings- og forplejningstjenesten på landet.

Der er ved udarbejdelsen af vejledningen taget hensyn til, at indkvarterings- og forplejningstjenesten i landdistrikterne - uanset at denne tjenestegren principielt opbygges efter ensartede regler såvel i som uden for bymæssigt bebyggede områder - i højere grad benytter sig af »faste« hjælpestationer.

2. TILRETTELÆGGELSEN AF INDKVARTERINGS- OG FORPLEJNINGSTJENESTEN PÅ LANDET

Indkvarterings- og forplejningstjenesten på landet må tilrettelægges således, at den kan arbejde uden hjælp udefra og således, at de indkvarteringsgrupper og forplejningsgrupper, der evt. følger med evakueringsstrømmen ud fra de skaderamte områder og/eller enheder fra kommuner, der ikke er berørt af krigshandlinger, kan indgå i samarbejde med de lokale enheder.

Ved tilrettelæggelsen må man således være opmærksom på, at der må kunne opstilles mobile enheder af indkvarteringsgrupper og forplejningsgrupper, der i givet fald kan indsættes til løsning af omsorgsopgaver på steder (i såvel som uden for kommunens eget område), hvor der er behov derfor. Opmærksomheden må endvidere være henledt på, at det i tyndt befolkede områder, hvor det er vanskeligt at finde egnede lokaliteter til særlige forhold, f.eks. forplejningstilberedning, kan være hensigtsmæssigt, at to nabokommuner i fællesskab opbygger en hjælpestation eller træffer aftale om fællesbenyttelse af en eller flere lokaliteter.

3. LEDELSEN AF INDKVARTERINGS- OG FORPLEJNINGSTJENESTEN PÅ LANDET

a. ALMINDELIGT

I kommuner uden for civilforsvarsområderne forestås organisationen og opbygningen af indkvarterings- og forplejningstjenesten af en af kommunalbestyrelsen udpeget leder af tjenestegrenen. I sådanne kommuner, hvor der tillige er etableret frivillige civilforsvarsordninger (sogneværn) er det som hovedregel forudsat, at kommunens samlede hjælpetjeneste er organiseret under en af kommunalbestyrelsen udpeget kommuneleder.

I det følgende dækker betegnelsen »kommuneleder« hans funktion som leder af indkvarterings- og forplejningstjenesten.

Det må i det følgende tillige erindres, at politimesteren i vedkommende politikreds uden for civilforsvarsområderne fører tilsyn med hjælpetjenesten og leder denne i katastrofetilfælde.

b. KOMMUNELEDERENS OPGAVER

Kommunelederens opgaver i kommuner, hvor den eneste pligtige civilforsvarsforanstaltning er indkvarterings- og forplejningstjenesten, har en noget snævrere afgrænsning, end tilfældet er for civilforsvarslederen i bymæssigt bebyggede områder (civilforsvarsområderne).

Kommunelederens opgaver kan i denne afgrænsede form opstilles således

1o. Overledelse af kommunens hjælpetjeneste, herunder det centrale mellemled mellem politimesteren og kommunens hjælpetjeneste.

2o. Assistanceformidling internt samt fra anden hjælpetjeneste uden for kommunen.

3o. Regnskabsmæssige foranstaltninger.

4o. Rekvisition af levnedsmidler m.v.

5o. Tilvejebringelse og uddannelse af personel til hjælpetjesten.

Omfanget af opgaverne kan beskrives som følger

Ad 1o. Kommunelederen udøver den øverste ledelse af kommunens hjælpetjeneste, herunder arbejdet på hjælpestationerne, og han drager omsorg for, at udpegede lokaler, telefoner og motorkøretøjer sikres til det ønskede formål.

Under kommunelederens udøvelse af den øverste ledelse af kommunens hjælpetjeneste kan der blive tale om at varetage opgaver i forbindelse med nedfaldvarslingstjenesten i det omfang, løsningen af sådanne opgaver pålægges hjælpetjenesten.

Kommunelederen er således det eneste kommandoled mellem hjælpetjenesten i kommunen og politimesteren, hvorfor alle ordrer og signaler mellem politimesteren og denne hjælpetjeneste, herunder de enkelte hjælpestationer, formidles gennem kommunelederen.

Ad 2o. Såfremt en hjælpestation må rekvirere hjælp, f.eks. til indkvarterings- og forplejningstjeneste, brandslukning og ambulancekørsel, sker dette gennem kommunelederen, der ved tildelingen af hjælp fra styrker inden for egen kommune må sørge for, at den øvrige hjælpetjeneste i kommunen fortsat kan løse opgaver i overensstemmelse med de af politimesteren trufne dispositioner vedrørende evakueringen. Politimesteren orienteres herom.

Skal assistancen ydes af styrker uden for kommunen, skal kommunelederen anmode om en sådan assistance gennem vedkommende politimester. En sådan anmodning om hjælp må som minimum indeholde oplysninger om arten og omfanget af den ønskede hjælp samt angivelse af, hvor hjælpen ønskes (kontaktpunkt).

Ad 3o. Kommunelederen forestår de med indkvarterings- og forplejningstjenesten forbudne regnskabsmæssige foranstaltninger i overensstemmelse med de af kommunalbestyrelsen udgivne retningslinier for kommunens økonomiske forvaltning og i overensstemmelse med de for fordelingen af udgifter mellem stat og kommune gældende regler.

Ad 4o. Kommunelederen udarbejder oversigter over, hvilke muligheder der er i kommunen for at tilvejebringe materiel til brug for hjælpetjenesten, samt mulighederne for at fremskaffe levnedsmidler i større omfang inden for kommunen.

Ad 5o. Personellet til hjælpetjenesten tilvejebringes efter de herom gældende regler.

c. KOMMUNELEDERENS KOMMANDOSTATION

1o. Kommandostation.

Der indrettes en kommandostation, hvorfra kommunelederen kan udøve ledelsen af kommunens hjælpetjeneste. I mange tilfælde kan det være praktisk, at kommandostationen, hvor pladsforholdene tillader det, indrettes i eller i umiddelbar nærhed af kommunekontoret, hvor man i forvejen råder over egnede installationer, og så vidt muligt i en sikret kælder.

Kommandostationen bør, afhængig af de lokale forhold, indrettes med flere lokaler, således at der kan blive et lederkontor til kommunelederen, eventuelt et tilsvarende kontor til hans hjælpere og et eller to andre lokaler til de nødvendige telefonister og ordonnanser. Indretningen af rummene må foretages efter de lokale behov og under hensyn til det nedenfor om personel, kort, planer m.v. anførte, ligesom de principper, der gælder for indretning af kommandocentraler i civilforsvarsområderne, i rimelig udstrækning må følges.

2o. Personel.

Der bør som stedfortræder for kommunelederen udpeges 3 personer, hvoraf mindst 1 er til stede, når beredskab er beordret. Herudover bør der til kommandostationen knyttes et antal telefonister samt et antal ordonnanser.

En egentlig stabsopbygning vil kun undtagelsesvis være nødvendig uden for bymæssigt bebyggede områder, men det vil ofte være hensigtsmæssigt, at de udpegede stedfortrædere og eventuelt yderligere et par hjælpere danner en gruppe, der kan aflaste kommunelederen.

3o. Kort, planer m.v.

Kort over kommunen, eventuelt politikredsen, til indtegning af evakueringsruter, ophobninger m.v., alarmeringsplaner, styrkeplaner, indkvarteringsoversigter, detailplaner for samtlige kommunens hjælpestationer, signalblanketter etc. bør efter forholdene anskaffes til kommandostationen.

4o. Transportmidler.

Kommandostationen bør råde over mindst een personmotorvogn. Til ordonnanskørsel vil cykler med hjælpemotor være egnede.

5o. Tjenesteplan.

Tjenesteplanen på kommandostationen bør tilrettelægges således, at der, når beredskab er beordret, altid er en stedfortræder for kommunelederen, 1-2 telefonister og ordonnanser til stede samt andet personel i et sådant omfang, at tjenesten kan udføres.

Kommunelederen deltager normalt ikke i den faste tjenesteplan, men er til stede som overleder, når forholdene gør det påkrævet.

4. HJÆLPESTATIONERS BELIGGENHED, INDRETNING OG MARKERING

Placeringen af kommunens hjælpestationer skal ske under hensyntagen til evakueringsplanlægningen i politikredsen. Såfremt der til en eller flere hjælpestationer i en kommune er knyttet en sirenerute, der skal betjenes af stationens personel, må placeringen og tilrettelæggelsen af stationens arbejde ske under hensyntagen hertil.

Hjælpestationerne bør placeres med en indbyrdes afstand af 4-10 km langs eller i umiddelbar nærhed af de veje, der tænkes anvendt under en evakuering. Afstanden mellem stationerne bestemmes i øvrigt af tilstedeværelsen af egnede lokaliteter i tilstrækkeligt omfang, ligesom der ved placeringen bør tages hensyn til, at hjælpestationen skal ligge nogenlunde centralt i det område, hvori de evakuerede skal indkvarteres fra den pågældende hjælpestation.

Som hjælpestation vil eventuelt kunne anvendes store samlede lokaliteter, f.eks. skoler, men af hensyn til de særlige forhold for hjælpetjenesten i kommuner uden bymæssig bybyggelse bør man som hovedregel anvende hele landsbyer eller mindre samlede bebyggelser med tjenestegrenene anbragt i passende indbyrdes afstand dels af sikkerhedshensyn, dels for derved at lette indplaceringen af tilkommanderede assistancestyrker i omfattende evakueringssituationer.

Af hensyn til den praktiske gennemførelse af arbejdet på hjælpestationerne er det hensigtsmæssigt at fordele arbejdet på et antal hold, der står under fælles ledelse af en hjælpestationsleder.

Hjælpestationslederen udøver sin ledelse fra en kommandostation.

Den direkte betjening af de evakuerede varetages af

oplysningshold forplejningshold indkvarteringshold førstehjælpshold og børnepasningshold.

Der må derudover til sikring af hjælpestationens drift oprettes hold, der i og omkring hjælpestationen kan forestå fornøden vagttjeneste, regulering af færdslen o.lign.; endvidere må der tilvejebringes mulighed for nødvendig teknisk bistand.

Hvor forholdene gør det muligt, vil det være rigtigt at vælge lokaliteter til de enheder, der direkte skal betjene de evakuerede, på samme side af marchvejen, således at tværgående trafik på marchvejen undgås. Når strømmen af evakuerede ankommer til hjælpestationsområdet, kan de evakuerede, der har behov for hjælp, ledes bort fra marchvejen f.eks. ind på en parallelgående sidevej, hvor sådanne lokaliteter kan indrettes. Når hjælpen er ydet, ledes de evakuerede ud på marchvejen i den modsatte ende af hjælpestationsområdet.

Ved planlægningen af hjælpestationens indretning må man være opmærksom på, at de evakuerede kan ankomme med retning fra andre større bymæssige bebyggelser end den nærmeste. Oplysningsholdet bør placeres tæt ved marchvejen og i den ende af hjælpestationen, hvortil de evakuerede først vil ankomme. Det kan derfor være påkrævet at have forberedt placeringer af oplysningshold ved flere indfaldsveje til hjælpestationsområdet.

Hjælpestationens eventuelle lagerbeholdninger samt stationens vognholdeplads (sted for opmarch af stationens egne køretøjer) bør være under opsyn og helst anbragt således, at de ikke kan ses af de evakuerede.

Hjælpestationens kommandostation bør ikke være markeret ved skiltning og bør placeres således, at de evakuerede ikke fristes til at opsøge hjælpestationslederen (ikke synlig fra marchvejen).

Hjælpestationsområdet, herunder navnlig oplysning, forplejning, indkvartering, børnepasning og førstehjælp, bør markeres ved tydelig skiltning. I det omfang, der måtte være behov for skiltemateriel ud over det i indkvarteringsgruppepakningerne medtagne standardmateriel, må dette fremstilles lokalt.

Ved valg af skiltestørrelse og placering må bl.a. tages hensyn til sted og belysning, om skiltene skal kunne ses af evakuerede i kø (høj anbringelse) eller f.eks. fra motorkøretøjer (lavere anbringelse).

5. HJÆLPESTATIONENS OPGAVER

a. KOMMANDOSTATION: 1. Overledelse af hjælpestationens personel. 2. Signalformidling fra hjælpestationen til kommunelederen, og signalformidling mellem hjælpestationens enheder. 3. Forsynings- og erstatningstjeneste. 4. Overledelse ved større opgaver, hvor flere enheder skal samarbejde under indsats. 5. Formidle assistanceydelser enhederne imellem samt, hvis stationen ikke selv kan løse opgaverne, rekvirere assistance hos kommunelederen. 6. Vejlede og kontrollere holdledere i deres udførelse af arbejdsopgaver. 7. Føre personel- og materielfortegnelser samt journal over hjælpestationens arbejde og afgive situationsrapport derom til kommunelederen.

b. OPLYSNINGSHOLD: 1. Vejlede de evakuerede, såvel når de i større grupper ankommer til eller opholder sig på hjælpestationen, som når de som enkeltpersoner henvender sig på oplysningskontoret. 2. Formidle generelle oplysninger til de evakuerede om hjælpestationens indretning, anvisning af hvileplads m.v., og oplysninger i øvrigt af generel interesse for de evakuerede, f.eks. om de skal blive på hjælpestationen eller fortsætte til andet indkvarteringsområde. I førstenævnte tilfælde, hvorledes de skal forholde sig på hjælpestationen, og hvorledes indkvarteringen gennemføres; i sidstnævnte tilfælde, hvornår, hvordan og hvortil der skal fortsættes. 3. Formidle peronefterlysninger ved hjælp af højttaler på hvilepladser og andre steder, hvor mange er forsamlet. 4. Formidle personefterlysninger via kommunelederen til politiet efter de derom givne lokale bestemmelser, eller vejlede de evakuerede om, hvorledes de skal forholde sig, når de ønsker en efterlysning iværksat. 5. Modtage og i nødvendigt omfang videregive anmeldelser og oplysninger, selv om disse ikke ubetinget har civilforsvarsmæssig interesse. Det vil være psykologisk rigtigt, at oplysningstjenesten ved denne form for hjælp og vejledning til de evakuerede øver en beroligende indflydelse på de evakuerede.

c. FORPLEJNINGSHOLD: 1. Tilberedning af spise- og drikkevarer til de evakuerede og til civilforsvarspersonellet. 2. Udlevering af spise- og drikkevarer til de evakuerede og til civilforsvarspersonellet.

Forplejningstilberedningen kan ofte med fordel gøres uafhængig af den enkelte hjælpestation. Tilberedningen kan f.eks. gennemføres i egnede lokaliteter et enkelt sted i kommunen til dækning af samtlige hjælpestationers behov. Det vil da være kommunelederen, der giver regler for løsning af transportproblemet, således at forsyningerne rettidigt og i tilstrækkelig mængde kommer ud til den enkelte hjælpestation.

Uanset hvorledes forplejningstilberedningen tilrettelægges, er det indkvarteringsholdet på den enkelte hjælpestation, der forestår udlevering af mad og drikke på stedet.

Ved planlægningen af udlevering af spise- og drikkevarer til de evakuerede må det iagttages, at denne udlevering ofte bør foregå på en hurtig måde af hensyn til de evakueredes tilstand og/eller for at undgå unødvendige forsinkelser på vejen til det endelige indkvarteringsområde. Et hensigtsmæssigt system for udlevering bør således i forvejen nøje være planlagt.

d. INDKVARTERINGSHOLD

Begrebet »Indkvarteringstjenesten« dækker i princippet alle socialt betonede opgaver som hjælp, modtagelse, indkvartering, børnepasning og førstehjælp. Indkvarteringsholdet har imidlertid kun nogle af indkvarteringstjenestens opgaver, nemlig

1o. Indkvartering på hjælpestationen. 2o. Indkvartering i private hjem. 3o. Indkvartering i større egnede lokaliteter. 4o. Registrering af de evakuerede.

Ad 1o. Indkvartering på hjælpestationen, der alene omfatter en nødtørftig underbringelse af de evakuerede, anvendes normalt kun, hvor der er tale om et nødvendigt kortvarigt ophold på hjælpestationen, hvor de evakuerede snarest skal videre til det endelige indkvarteringsområde.

Ad 2o. Ved indkvartering i private hjem vil navnlig ældre mennesker og kvinder med små børn, der sidst vil kunne vende tilbage til det forladte område, og som således vil være indkvarterede i længst tid på fremmed sted, have særligt behov for at blive indkvarteret under gode forhold.

Beregningen af et indkvarteringsområdes kapacitet kan erfaringsmæssigt foretages af lokalkendte, der ret præcist vil være i stand til at vurdere de enkelte lokaliteters kapacitet. I større kommuner, hvor lokalkendskabet kan være utilstrækkeligt, vil de nødvendige oplysninger ofte kunne fås fra kommunens tekniske forvaltning, der råder over kortmateriel over alle nyere bygninger i kommunen.

Oplysninger om områdets øjeblikkelige beboerantal kan gives af det stedlige folkeregister, der også vil være i stand til at give oplysninger om større udsving til brug for ajourføring af planen.

En egentlig ajourføring af indkvarteringsplanen vil ofte være unødvendig. I de fleste kommuner vil det være tilstrækkeligt, såfremt planen kontrolleres f.eks. hvert andet eller hvert tredie år. I kommuner, hvor der foregår en stærk udvikling, vil det dog være nødvendigt med en noget hyppigere kontrol, men denne kan, som ovenfor anført, ofte klares ved hjælp af oplysninger fra det stedlige folkeregister og/eller den lokale tekniske forvaltning, sammen med lokalkendte personers kendskab til indkvarteringsområdet.

Ad 3o. Indkvarteringsmulighederne i private hjem er i visse evakueringssituationer utilstrækkelige, hvorfor der bør være rekognosceret for indkvarteringsmuligheder i større lokaliteter, f.eks. skoler. Ordningen er således et nødvendigt supplement til den private indkvartering, men kan også med fordel anvendes i stedet for privat indkvartering, når det ved iværksættelsen er sandsynligt, at der kun bliver tale om indkvartering af kort varighed.

Hvor forholdene gør det sandsynligt, at de ovennævnte indkvarteringsmuligheder er utilstrækkelige, og at enhver anden mulighed derfor skal udnyttes, bør der på fabriksvirksomheder, teglværker, i avlsbygninger til større landbrugsejendomme, ridehuse, lagerbygninger m.m. forberedes nødindkvartering, der kan underlægges nærmeste hjælpestations ledelse, og hvor et betydeligt antal evakuerede kan underbringes for kortere tid.

Ad 4o. Registrering af de evakuerede må af praktiske grunde ofte udskydes til et tidspunkt efter, at indkvartering har fundet sted, således at en ophobning på hjælpestationen af registreringshensyn undgås.

Som et hurtigt virkende fordelingssystem kan nævnes

Til hver hjælpestation knyttes et indkvarteringsområde,

der opdeles i mindre indkvarteringsdistrikter, hvert med en sådan afgrænsning, at en enkelt vejviser kan anvise samtlige evakuerede de respektive indkvarteringssteder i distriktet.

For hvert indkvarteringsdistrikt udarbejdes en indkvarteringsliste indeholdende indkvarteringsstedernes adresser og indkvarteringskapacitet.

Vejviseren, der i dette tilfælde bliver den, der udøver indkvarteringsmyndigheden, og som derfor må være en voksen, myndig person, tæller det antal evakuerede op, der skal indkvarteres i distriktet, hvorefter de pågældende ledsages til indkvarteringsstederne. På en liste noteres hvor mange der indkvarteres hvert sted, således at det personale, der senere skal foretage registreringen på listen kan se, hvor mange der er indkvarteret de enkelte steder.

Som et andet system kan nævnes

Indkvarteringsområdet opdeles som ovenfor i indkvarteringsdistrikter. Inden for det enkelte indkvarteringsdistrikt opføres hver enkelt indkvarteringslokalitet på et katotekkort (i to eksemplarer). På hjælpestationen udleveres til hver enkelt familie eller gruppe af evakuerede et kartotekkkort, der angiver adressen på indkvarteringsstedet og indkvarteringskapaciteten. Såfremt kapaciteten ikke udnyttes fuldt ud, påføres kortet det faktiske antal indkvarterede. Vejviserne, der ved dette system blot kan være lokalkendte store børn, viser derefter de evakuerede hen til indkvarteringssttederne.

Det personale, der senere skal foretage selve registreringen, afvikler denne ved hjælp af det andet kartotekkort.

e. FØRSTEHJÆLPSHOLD: 1o. Yde førstehjælp til syge og sårede. 2o. Gennem hjælpestationslederen (og kommunelederen til politimesteren) foranledige ambulancer tilkaldt til syge og sårede, hvis tilstand kræver lægelig behandling. 3o. Eventuelt iværksætte transport af syge og sårede til anvist indlæggelsessted.

Ad 1o. Der må på civilforsvarets hjælpestationer være førstehjælpere, der kan yde hjælp til tilskadekomne.

Under en pludselig iværksat evakuering må det påregnes, at mange er henvist til at gå længere strækninger. Da en del i en sådan situation næppe bærer hensigtsmæssigt fodtøj eller ikke er i marchtræning, vil de få vabler eller åbne sår på fødderne. Behandling af disse fodsyge foregår på førstehjælpsstationen; men i tilfælde, hvor der er særlig mange fodsyge, kan behandlingen med fordel udføres på hvilepladser og andre steder ingen for hjælpestationens område, hvor de evakuerede er samlet i større grupper.

Ad 2o. Det påhviler holdlederen i det enkelte tilfælde at skønne, om der vil være behov for indlæggelse på sygehus.

Såfremt dette er tilfældet, afgives der melding derom via hjælpestationsleder og kommunelederen til politimesteren, der drager omsorg for tilvejebringelse af de fornødne ambulancer og oplysning om indlæggelsessted.

Ad 3o. I tilfælde, hvor der f.eks. på grund af omfattende skader i nærliggende byer ikke er muligt inden for en rimelig tid at skaffe ambulancer til veje, vil kommunelederen efter politimesterens bestemmelse muligvis være nødt til at overlade til vedkommende hjælpestation at løse transportproblemet, f.eks. ved anvendelse af hjælpestationens lastbiler.

I sådanne situationer må transporten ikke iværksættes, før kommunelederen har oplyst, hvilket behandlingssted (sygehus), der skal køres til. Kommunelederen indhenter oplysningerne gennem vedkommende politimester.

I kommuner, hvor der som led i etableringen af frivillige civilforsvarsordninger (sogneværn) er etableret redningshold, bør sådanne hold indgå i hjælpestationens arbejde og her varetage førstehjælpsholdets opgaver.

f. BØRNEPASNINGSHOLD

1o. Yde evakuerede mødre med små børn fornøden hjælp bl.a. med hensyn til forplejning og pleje af børnene og nødvendig beklædning. 2o. Yde barselhjælp og anden form for hjælp til gravide, såfremt holdet ikke kan få bragt den fødende til et egentligt behandlingssted eller få tilkaldt læge eller jordemoder. Såfremt hjælpestationens bemanding er således, at der til den her nævnte opgave er bedre egnede hjælpere f.eks. i førstehjælpsholdet, bør opgaven overdrages til dette personale. 3o. Tage sig af børn, hvis forældre er beskæftiget i hjælpetjenesten på stedet.

g. HOLD TIL SIKRING AF HJÆLPESTATIONENS DRIFT

På landet må indkvarterings- og forplejningstjenesten tilrettelægges således, at den kan arbejde uden hjælp udefra. Det kan f.eks. ikke påregnes, at politiet under alle forhold kan stille mandskab til rådighed til løsning af ordensmæssige og trafikregulerende opgaver på hjælpestationen.

Udover opgaver med direkte relation til de evakuerede er der en række opgaver vedrørende hjælpestationens oprettelse og drift. Opgaverne kan opdeles i opgaver af teknisk, ordensmæssig og brandmæssig karakter.

I kommuner, hvor der tillige er oprettet frivillige civilforsvarsordninger (sogneværn), bør disse opgaver fordeles på de inden for de respektive tjenestesteder etablerede hold.

1o. Tekniske opgaver: - Oprettelse og afmærkning af hjælpestationen i henhold til foreliggende planer samt teknisk vedligeholdelse af stationen. - Tilvejebringelse af nødbelysning og reservedrikkevandsforsyningen i henhold til foreliggende planer. - Etablering af latriner i omfattende evakueringssituationer, hvor eksisterende toiletter suppleret med tørklosetter fra indkvarterings- og forplejningstjenestens gruppepakninger er utilstrækkelige, eller hvor strøm- og vandsvigt gør de eksisterende toiletter uanvendelige. - Etablering og drift af motor- og cykelreparationsværksted, hvor nødtørftige mindre reparationer kan foretages såvel på hjælpestationens egne køretøjer som på andre evakueringstransportkøretøjer.

2o. Ordensmæssige opgaver: - Færdselsregulering inden for hjælpestationens område. - Regulering af kødannelser f.eks. ved oplysningskontor, forplejningsudlevering m.v. - Bistand til oplysningsholdet f.eks. ved formidling af oplysninger under anvendelse af højttaler på hvilepladser og andre steder, hvor mange er forsamlet.

- Vagt ved vognholdeplads (stationens egne køretøjer) - - parkeringsplads (de evakueredes køretøjer) - - oplysningskontor - - soverum - - latriner - - hvileplads - - evt. plads til ompakning af bagage - - forplejningsudleveringen - - drikkevandsbeholdning.

- Ved ordre herom, kan det endvidere pålægges en hjælpestation at udføre færdselsregulering og vejvisning for de evakuerede på marchvejen mellem den foranliggende hjælpestation og egen hjælpestation, når denne opgave ikke kan løses af andre, f.eks. politimesteren underlagte enheder.

Til brug ved udøvelsen af ordenens opretholdelse har civilforsvarspersonel myndighed, jfr. civilforsvarslovens § 38, 1. stk.: »Borgerne er pligtige at rette sig efter de påbud, som vedkommende myndigheder måtte udstede med henblik på civilforsvaret.«

3o. Brandmæssige opgaver: - Udsættelse af brandvagter, hvor opmærksomheden navnlig må være rettet mod lokaliteter, der benyttes til eller er tilgængelige for de evakuerede, og navnlig lokaliteter, der er særlig brandfarlige eller indeholder brandfarlige oplag. - Tilvejebringelse af nødtørftige slukningsmidler.

6. HJÆLPESTATIONENS PERSONEL OG MATERIEL

a. PERSONEL

Styrketallet for personel til indkvarteringstjenesten er vejledende sat til ca. 1% af indbyggertallet i landdistrikterne, medens styrketallet til forplejningstjenesten må fastsættes ud fra kendskabet til de lokale muligheder for tilberedning af forplejning. For forplejningstjenesten gælder i kommuner med bymæssig bebyggelse den samme regel, dog således at der bør regnes med en personelstyrke på ca. 1 promille (mindst en forplejningsgruppe) til betjening af feltkøkkener.

I katastrofetilfælde vil der kunne stilles feltkøkkener til rådighed fra regionale depoter. Det er derfor nødvendigt, at der uddannes personel til betjening heraf. Hertil kommer personel til opstilling af de på den enkelte hjælpestation nødvendige hold. Som hovedregel må man regne med, at den mindste styrke, der kan anvendes på en hjælpestation af hensyn til stationens effektivitet, er 40-50 voksne frivillige; men da størrelsen og antallet af nødvendige hold kan variere fra kommune til kommune, og da hjælpestationerne skal placeres med ikke for store mellemrum, kan det i tyndere befolkede egne være nødvendigt at anvende procentvis mere personel end i tættere befolkede egne. Det er ikke muligt at angive nærmere dimensioneringsregler for hjælpetjenestens samlede personelstyrke.

Ved opbygningen af hjælpetjenesten bør mandskabet inden for de enkelte hold organiseres i grupper i overensstemmelse med de i retningslinierne for de forskellige tjenestegrene anførte regler, idet samarbejdet mellem styrkerne fra forskellige kommuner derved lettes.

b. MATERIEL

Hver CF-region tideles materiel til et antal indkvarteringsgrupper og forplejningsgrupper. Ca. halvdelen af dette materiale opbevares på regionale depoter, hvorfra det i givet fald efter behov vil blive stillet til rådighed for indkvarterings- og forplejningstjenesten på landet. En fast tildeling af ovennævnte materiel til kommuner uden bymæssig bebyggelse påregnes ikke gennemført.

Hjælpetjenesten skal med det materiel, der stilles til rådighed fra regionen og i samarbejde med de fra de skaderamte områder kommende styrker, normalt kunne løse de opgaver, der vil blive pålagt den.

Da der imidlertid kan indtræffe situationer, hvor hjælpetjenesten må arbejde uden denne bistand, må der allerede i fredstid udarbejdes en fortegnelse over den enkelte hjælpestations materielbehov, ligesom der må foreligge planer om, hvorfra dette materiel i den aktuelle situation kan fremskaffes ved lokal foranstaltning, evt. ved rekvisition i henhold til civilforsvarsloven.

Særlig for forplejningstjenestens vedkommende må der forberedes muligheder for lokal tilberedning af forplejning, idet en sådan tilberedning ofte er så langvarig, at den må iværksættes på så tidligt et tidspunkt, at der endnu ikke er nået forplejningsenheder frem til den pågældende hjælpestation.

7. HJÆLPESTATIONENS MOTORKØRETØJER

Antallet af motorkøretøjer til brug for samtlige hold på en hjælpestation kan vejledende opgøres til

4 personbiler 1 omnibus (kan evt. erstattes af 1 a 2 lastvogne) 2 lette lastvogne (kan evt. erstattes af traktorer med fladvogne) 2 kassevogne og 4 solomotorcykler (kan efter omstændighederne erstattes af cykler og knallerter).

Behovet for køretøjer opgøres af kommunelederen og indberettes af politimesteren til Civilforsvarsstyrelsen, der derefter videresender behovsopgørelsen til Motorudskrivningstjenesten, der udskriver det ønskede antal køretøjer med tillæg af 10%. Ejeren får tilsendt et udskrivningsbevis og civilforsvaret en genpart af udskrivningsbeviset for de pågældende køretøjer samt et indkaldelseskort.

Tilvejebringelse af køretøjerne bør ske i takt med opbygningen af hjælpetjenesten, og sideløbende hermed bør der etableres en »chaufførordning«, således at der er rutinerede førere til køretøjerne. Såfremt der til en hjælpestation er knyttet en kørerute med henblik på varsling mod radioaktivt nedfald, skal personvognen hertil være forsynet med 12 volts akkumulator.

Indkaldelsen af køretøjerne ved en beredskabsforøgelse sker i overensstemmelse med civilforsvarets beredskabsbestemmelser. Det skal af de lokale beredskabsplaner fremgå, hvorledes modtagelsen skal iværksættes, hvor køretøjerne skal møde, opmarcheres, kontrolleres og formelt overdrages, ligesom der skal være udarbejdet fordelingslister over køretøjerne til hjælpestationerne. Ved et ringe antal køretøjer kan modtagelsen iværksættes uden større foranstaltninger, medens der ved modtagelse af et større antal køretøjer må opstilles et egentligt motormodtagehold til at forestå de med modtagelsen forbundne foranstaltninger.

På hjælpestationen indgår samtlige køretøjer i stationens »vognpark«, der sættes under ledelse af en dertil udpeget person (kan være en af de frivillige chauffører).

Køretøjerne anvendes efter behov af samtlige hold til forsynings- og transporttjeneste og anvendes desuden til transport af evakuerede, der f.eks. på grund af alder eller svagelighed ikke selv er i stand til at fortsætte marchen til det endelige indkvarteringsområde. Køretøjerne anvendes endvidere til afløsning for evakueringstransportkøretøjer, der skal returnere til det område, hvorfra der evakueres, for at afhente flere immobile evakurede.

8. FORMERING AF MOBILE ENHEDER

I hjælpetjenesten på landet skal indgå mobile indkvarteringsgrupper bestående af 8 personer incl. gruppeføreren. Hertil kommer 1 chauffør, der ikke behøver at være fast tilknyttet gruppen.

Der regnes med, at hver hjælpestation i påkommende tilfælde skal kunne afgive mandskab og materiel til indsats uden for hjemstedet, evt. i samarbejde med indkvarteringsgrupper fra andre steder. En sådan gruppe skal forsynet med materiel til en indkvarteringsgruppe selvstændigt kunne varetage omsorgen for 125 - 250 evakuerede.

Til fremføring af gruppen anvendes et motorkøretøj fra vedkommende hjælpestations vognholdeplads.

Den i fredstid valgte placering af hjælpestationer ved de større veje bevirker, at man i givet fald har hjælpestationer ved veje, ad hvilke der i den aktuelle situation ikke foregår evakuering, medens andre hjælpestationer måske overbelastes. Dette forhold kan afhjælpes ved hel eller delvis flytning af personel og materiel fra de ubenyttede stationer til de steder, hvor der er behov for hjælp. Også i en sådan situation benyttes hjælpestationens egen vognpark af personel og materiel (evt. ved pendulkørsel) til indsatsstedet, hvorefter køretøjerne, medmindre andet beordres, er til rådighed for den stedlige ledelse, indtil hjemkørsel beordres.

Ingen