Vedrørende anvendelse af medarbejdere der har bestået forvaltningsfaglig afgangseksamen (FA) fra Danmarks Forvaltningshøjskole (Til samtlige ministerier og styrelser m.v.)
Statutory Text (2 Articles)
Vedrørende anvendelse af medarbejdere der har bestået forvaltningsfaglig afgangseksamen (FA) fra Danmarks Forvaltningshøjskole
(Til samtlige ministerier og styrelser m.v.)
Med henblik på at opnå større fleksibilitet inden for efteruddannelsessystemet for ikke-akademisk personale i stat og kommune har Danmarks Forvaltningshøjskole besluttet at integrere de forvaltningsfaglige efteruddannelser i et modulopbygget forvaltningsfagligt kursussystem.
I en brochure fra maj 1977 har forvaltningshøjskolen orienteret samtlige ministerier m.v. om det nye uddannelsessystem. Det er heri bl. a. fremhævet, at forvaltningsfaglig afgangseksamen (FA ) fremdeles skal kunne gennemføres på det hidtidige niveau.
Formålet med FA-uddannelsen er at kvalificere personalet til at bestride selvstændige og/eller ledende arbejdsopgaver inden for den offentlige forvaltnings forskellige grene.
Idet der i øvrigt henvises til lønnings- og pensionsdepartementets skrivelse af 31. januar 1975 vedrørende tjenestemænd, der har bestået forvaltningsfaglig afgangseksamen fra Danmarks Forvaltningshøjskole, skal administrationsdepartementet henstille, at personer, der har gennemgået denne uddannelse, bliver taget i betragtning ved besættelse af stillinger, hvortil de efter deres uddannelse er kvalificerede, på lige fod med ansøgere med andre uddannelser. Man skal tillige henstille, at det af stillingsopslaget fremgår, at FA-ere vil kunne komme i betragtning.
P. M. V.
E. B.
Helge Korsbæk