Legislator Case Law & Legislation
C19770305009 DK

Cirkulære vedrørende beskæftigelse i ægtefællens virksomhed. (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1977 3050 Historic

Cirkulære vedrørende beskæftigelse i ægtefællens virksomhed. (* 1)

Arbejdsformidlingskontorerne

De statsanerkendte arbejdsløshedskasser

Under den 26. oktober 1976 har ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen meddelt følgende afgørelse

»Ved skrivelse af 27. september 1973 har Malernes Fagforening, Odense afdelingen, for medlem nr..........., indanket arbejdsdirektoratets afgørelse af 7. september 1973, hvorefter medlemmet ikke kan anses for at være lønarbejder i arbejdsløshedslovens forstand. Hun vil derfor være at overflytte til bidragydende medlemsskab, efter omstændighederne fra datoen for direktoratets afgørelse.

Den 13. december 1972 anmodede arbejdsformidlingen arbejdsdirektoratet om at tage stilling til medlemmets berettigelse til nydende medlemsskab af kassen samt berettigelse til at få udbetalt dagpenge, idet medlemmet var ophørt med at arbejde den 4. december 1972 på grund af arbejdsmangel. Arbejdsformidlingen bemærkede, at medlemmets ægtefælle var malermester samt at det fra afdelingen var oplyst, at ægtefællen var ene indehaver (..........) i det firma, hvor medlemmet var beskæftiget. Firmaet var en mindre virksomhed, hvor den anden indehaver (..........) underviste på lærlingeskolen. Hovedledelsen har den 21. december 1972 under henvisning til arbejdsløshedslovens § 58, stk. 1, nr. 2, vedtægtens § 21, med henvisning til bilag 8 b udtalt, at medlemmet ville kunne få udbetalt dagpenge, såfremt hun forud for hver udbetaling havde haft mindst 130 dages beskæftigelse inden for de sidste 12 måneder. Hovedledelsen fandt ikke grundlag for tvivl om medlemmets ret til at stå som medlem af kassen.

Malermester..........har oplyst, at han daglig varetager firmaets administration, ligesom han lejlighedsvis deltager i firmaets produktive værkstedsarbejde og endvidere er deltidsansat timelønnet faglærer ved malerfagets fagskole med et stærkt svingende timetal.

Medlemmet har den 2. august 1973 oplyst, at hun siden 1967 har arbejdet i firmaet .......... uden afbrydelse af anden art end sygdom og arbejdsløshed, samt at hun på daværende tidspunkt var beskæftiget i firmaet 41 3/4 time ugentlig.

Efter sagens indankning har ankenævnet indhentet supplerende indtægtsoplysninger fra Aarup kommune.

Ankestyrelsen har endvidere indhentet supplerende oplysninger fra malermester.......... Denne har oplyst, at firmaet..........er ophørt pr. 1. januar 1974, samt at..........indtil firmaets ophør i egenskab af lønmodtager var tilmeldt ATP og at der var betalt lovpligtig forsikring og feriegodtgørelse efter gældende love.

Ankenævnet har endvidere efter sagens indankning anmodet direktoratet om en udtalelse om principperne for bedømmelsen af medlemsret for personer, der arbejder i ægtefællens virksomhed, herunder om direktoratet lægger vægt på eventuel kompagniskab med andre og på om medlemmet opfylder de øvrige betingelser for at være lønmodtager.

Direktoratet har bl.a. udtalt, at ægtefæller i almindelighed anses for at have et sådant økonomisk fællesskab, at de - i tilfælde, hvor den ene driver en selvstændig virksomhed - i relation til arbejdsløshedsloven betragtes som lige interesserede i virksomheden.

Direktoratet har endvidere bl.a. bemærket, at det forhold, at virksomheden drives i kompagniskab med andre, og at ægtefællen derfor ikke er enerådende med hensyn til disse spørgsmål, ikke i sig selv vil medføre, at medlemmets forhold til arbejdsløshedsforsikringen kan bedømmes, som om ægtefællen ikke drev selvstændig virksomhed; men der må i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret bedømmelse af hele situationen. Da medlemmets ægtefælles indflydelse på den heromhandlede virksomheds strategi og politik må bedømmes til ikke at være under 50%, vil medlemmet efter direktoratets opfattelse ikke kunne betragtes som lønarbejder i arbejdsløshedslovens forstand, og vil følgelig ikke kunne være nydende medlem af arbejdsløshedskassen.

Direktoratet har ment, at det, når det drejer sig om at vurdere, om et medlem driver selvstændig virksomhed, eller om pågældende skal betragtes som lønarbejder, vil kunne være vejledende for bedømmelsen af arbejdets karakter, om pågældende er omfattet af ATP m.v., men at dette, når det drejer sig om en selvstændigs ægtefælle, næppe vil kunne tillægges samme vejledende betydning, fordi de omhandlede ordninger - ATP m.v. - ville kunne etableres uden en forudgående vurdering og godkendelse af det enkelte arbejdsforhold, hvis interessefællesskabet mellem ægtefællerne måtte tilsige det.

Sagen har været behandlet i ankenævnets møde den 9. september 1976, hvor der blev truffet følgende AFGØRELSE

Under henvisning til det af arbejdsdirektoratet anførte tiltræder ankenævnet, at..........ikke under sin beskæftigelse i firmaet..........kunne anses som lønarbejder i arbejdsløshedslovens forstand, og at hun derfor måtte overflyttes til bidragydende medlemsskab af Malersvendenes Arbejdsløshedskasse.«

P.D.V.

E.B.

V.Å. Jensen

ass. kontorchef

/E. Møller Hansen

sekretær

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →