Cirkulære vedrørende overflytning mellem anerkendte arbejdsløshedskasser. (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære vedrørende overflytning mellem anerkendte arbejdsløshedskasser. (* 2)
Arbejdsformidlingskontorerne
De statsanerkendte arbejdsløshedskasser
Stk. 1.Overflytning mellem anerkendte arbejdsløshedskasser skal finde sted
a) når et medlem af en faglig arbejdsløshedskasse for lønmodtagere (* 1) har tiltrådt arbejde inden for en anden lønmodtagerkasses faglige område,
b) når et medlem af en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere har påbegyndt selvstændig erhvervsvirksomhed,
c) når et medlem af en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende har tiltrådt arbejde inden for en lønmodtagerkasses faglige område,
d) når et medlem af en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende påbegynder selvstændig virksomhed uden for kassens område og der findes en anden kasse, hvortil pågældende kan overflyttes.
Et bidragydende medlem der ikke benytter sig af denne adgang, kan ikke senere overflyttes med bevarelse af erhvervede medlemsrettigheder, men kan kun optages som nyt medlem i den anden arbejdsløshedskasse. Er der flere kontingentgrupper, jfr. arbejdsløshedslovens § 50, bestemmer den tilflyttede kasses bestyrelse i overensstemmelse med kassens vedtægt, i hvilken gruppe det tilflyttede medlem skal indtræde. I tilfælde af uoverensstemmelser mellem 2 anerkendte arbejdsløshedskasser om et medlems tilhørsforhold, skal medlemmet bevare medlems- og dagpengeret i den kasse, han stod tilmeldt, da uoverensstemmelsen opstod, indtil denne måtte være bilagt. Regulering af kontingentbetalingen og eventuelle udbetalte dagpenge må derefter finde sted i overensstemmelse med den ved afgørelsen fastsatte dato for overflytningen.
Stk. 2. Medlemmer, der opfylder betingelserne for nydende medlemsskab i mere end en af de fagligt begrænsede arbejdsløshedskasser, har ret til overflytning mellem disse. Overflytning kan dog ikke finde sted under ledighed.
Stk. 3. Overflytning kan ikke finde sted ved tiltrædelse af arbejde uden for vedkommende medlems fag, når arbejdet udføres med offentligt tilskud til bekæmpelse af arbejdsløsheden, eller ved tiltrædelse af arbejde af ekstraordinær og begrænset karakter.
Stk. 4. Ved overflytningen må frameldt medlemsbog/medlemsbevis medbringes. Den tilflyttede kasse udsteder ny medlemsbog/medlemsbevis, hvori indføres fornødne oplysninger om erlagt kontingent og fritagelse for sådant i henhold til arbejdsløshedslovens § 76, stk. 3 og 4, samt udbetalte dagpenge.
Stk. 5. Eventuelle restancer skal erlægges til den fraflyttede kasse efter dennes regler, før dagpengeretten i den tilflyttede kasse indtræder.
Stk. 6. Et overflyttet medlem har rettigheder og pligter efter den tilflyttede kasses vedtægt, og uafbrudt medlemskab i fraflyttede kasser regnes medlemmet til gode i den tilflyttede kasse.
Ved overflytning fra en lønmodtagerkasse til en kasse for selvstændige erhvervsdrivende tæller den i lønmodtagerkassen tilbagelagte ventetid, jfr. arbejdsløshedslovens § 53, dobbelt, medens ventetid, der er tilbagelagt i en kasse for selvstændige erhvervsdrivende ved overflytning til en lønmodtagerkasse medregnes med halvdelen.
Stk. 7. Ved beregning af årligt dagpengemaksimum, jfr. arbejdsløshedslovens § 64; medregnes dagpenge oppebåret i fraflyttede kasser.
Stk. 8. Såfremt en tilflyttet kasse ikke har påbegyndt sine udbetalinger som følge af, at den ikke har virket i den i arbejdsløshedslovens § 53 angivne periode, har den alligevel pligt til at udbetale dagpenge til dagpengeberettigede medlemmer fra en fraflyttet kasse.
Ligeledes har en tilflyttet kasse pligt til at udbetale dagpenge til udlærlinge og andre nyuddannede, der har erhvervet dagpengeret i den fraflyttede kasse efter en kortere medlemstid end 6 måneder, uanset at den tilflyttede kasse ikke i sin vedtægt har optaget bestemmelser om sådan dagpengeret for udlændinge og andre nyuddannede.
Overflytningsreglerne kommer også til anvendelse på Arbejdsledernes og Værkstedsfunktionærernes Arbejdsløshedskasse, dog således, at et medlem af en anden anerkendt arbejdsløshedskasse, der har tiltrådt en stilling som arbejdsleder, vel har ret, men ikke pligt til at blive overflyttet til Arbejdsledernes og Værkstedsfunktionærernes Arbejdsløshedskasse.
Foranstående overflytningsregler er fastsat i medfør af arbejdsløshedslovens § 94, og erstatter de hidtil gældende, i direktoratets cirkulære af 25/3 1974 fastsatte overflytningsregler.
P. D. V.
V. å. Jensen
ass. kontorchef
/P. M. Toft
fuldmægtig
(* 1) Reglerne kommer ikke til anvendelse i forhold til Kristelig Arbejdsløshedskasse; der er derfor indtil videre ikke hjemmel til overflytning mellem denne kasse og andre anerkendte lønmodtagerkasser.