Legislator Case Law & Legislation
C19770027209 DK

Cirkulære om årsomvurderingen pr. 1. april 1978

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1977 272 Historic

Cirkulære om årsomvurderingen pr. 1. april 1978

I henhold til lov om vurdering af landets faste ejendomme, jfr. ministeriet for skatter og afgifters bekendtgørelse nr. 363 af 1. juli 1976, skal der foretages årsomvurdering pr. 1. april 1978.

Til gennemførelse af omvurderingen gives følgende anvisninger, der er godkendt af ligningsrådet

I.

I medfør af vurderingslovens § 39, som denne er ændret ved lov nr. 310 af 10. juni 1976, foretages vurderingerne af vurderingsrådet på grundlag af oplysninger fra det kommunale ejendomsstamregister, fra bygnings- og boligregistret, fra andre registre med oplysninger om fast ejendom, fra de indkomne udfyldte skemaer og ud fra vurderingsrådets personlige kendskab til ejendommene.

Dette indebærer, at der ved årsomvurderingen pr. 1. april 1978 ikke i skemaform skal afkræves ejerne oplysninger om forhold, der er oplyst til de anførte registre. I stedet fremsendes til ejerne en udskrift af vurderingsgrundlaget; denne udskrift kræves kun tilbagesendt i udfyldt stand til vurderingsmyndighederne, såfremt ejer mener, at udskriften er behæftet med mangler eller fejl, eller hvor særlige forhold f.eks. vedrørende udlejningsejendomme, skovejendomme og frugtplantager m.v. kræver supplerende oplysninger fra ejeren til brug ved vurderingen, jfr. nedenfor punkt 9.

II.

Almindelige retningslinier for omvurderingen.

1. Den tekniske del af vurderingsarbejdet varetages af vurderingssekretariaterne, jfr. skattedepartementets cirkulære nr. 14 af 14. januar 1977 om kommunernes sekretariatsbistand i henhold til vurderingslovens § 39A.

De kommunale edb-centraler medvirker ved fremstilling af udskrift af vurderingsgrundlaget, vurderingsfortegnelser og meddelelser til ejerne om vurderingens resultat m.m. samt ved levering af udskrift af ejendomsstamregistret på mikrofiche.

2. Omvurderingsreglerne er behandlet i Vurderingsvejledningen ("den grønne bog") side 205-211. De heri givne anvisninger vil med de i det følgende under punkterne 3, 4 og 6 anførte afvigelser, som skyldes ændringer i vurderingsloven ved lov nr. 324 af 18. juni 1969, § 2 i lov nr. 255 af 4. juni 1970 (lov om ændring af lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom) og lov nr. 310 af 10. juni 1976, kunne lægges til grund ved årsomvurderingen pr. 1. april 1978. Ændringerne omfatter udover en række af omvurderingsgrundene, jfr. nedenfor punkt 3, reglerne for ansættelsen af grundværdien for jord, der på vurderingstidspunktet benyttes til landbrug m.v., jfr. nedenfor punkt 6b, endvidere bestemmelsen om vurderinger i henhold til vurderingslovens § 4A, jfr. nedenfor punkt 4, samt endelig reglerne om vurdering af ejerlejligheder, jfr. nedenfor punkt 6c.

3. Omvurderingsgrundene i vurderingslovens § 2, stk. 2, punkterne 1-11, er med virkning fra årsomvurderingen pr. 1. april 1978 på følgende punkter ændret i forhold til vejledningen i "den grønne bog", side 206-211

1 grad. I § 2, stk. 2, nr. 1, er det mindstebeløb, afholdt til forbedringer m.v., der udløser årsomvurdering, forhøjet fra 10.000 kr. til 25.000 kr.

2 grad. I § 2, stk. 2, nr. 6, om omvurdering af ejendomme, hvis værdi er steget som følge af offentlige foranstaltninger, er det i overensstemmelse med hidtidig praksis blevet præciseret, at der er omvurderingsgrund for ejendomme, der uden at være omfattet af § 4A, overføres fra landzone til byzone eller sommerhusområde, fra sommerhusområde til byzone, eller for hvilke der er givet dispensation til udstykning eller bebyggelse i landzone.

3 grad. I § 2, stk. 2, nr. 7, er der sket den tilføjelse, at hvor der er sket væsentlig nedgang i en ejendoms forskelsværdi som følge af nedrivning af bygninger, skal der automatisk ske omvurdering.

4 grad. I § 2, stk. 2, nr. 8, er der i konsekvens af loven om kommuneplanlægning (lov nr. 287 af 26. juni 1975), hvorved der bl.a. åbnedes mulighed for at overføre ejendomme fra byzone eller sommerhusområde til landzone, sket den tilføjelse, at også en sådan zoneændring automatisk udløser omvurdering.

5 grad. I § 2, stk. 2, nr. 9, om omvurdering af nye ejendomme, er det tydeliggjort, at også ejerlejligheder, der er opstået ved en ejendoms opdeling i ejerlejligheder, samt nyopførte bygninger på lejet grund, anses for nye ejendomme, som skal optages til omvurdering.

6 grad. I § 2, stk. 2, nr. 10, om omvurdering af ejendomme efter begæring fra ejeren eller den bruger, hvem det ifølge lovgivningen påhviler at udrede skatterne af ejendommen, er der sket den ændring, at der ikke mere ubetinget stilles krav til ejer eller bruger om indgivelse af et udfyldt og underskrevet vurderingsskema (nu udskrift af vurderingsgrundlaget). Dette indebærer, at en skriftlig, men i øvrigt formløs anmodning fra ejer om omvurdering må anses for tilstrækkelig.

Det bemærkes i denne forbindelse, at det i § 2, stk. 4, 4. pkt., er fastsat, at udgifterne ved omvurdering efter begæring kun afholdes af det offentlige, hvis ejendomsværdien eller grundværdien ansættes mindst 10 pct. lavere end ved nærmest forudgående vurdering. Den tidligere regel om, at det offentlige betalte udgifterne til omvurdering efter udstykning, er bortfaldet.

Ud over de anførte ændringer af omvurderingsgrundene indskærpes det, at man nøje må påse, at ejendomme, der er omfattet af ekspropriation, optages til årsomvurdering i overensstemmelse med lovens § 2, stk. 2, nr. 5.

4. Hel eller delvis inddragelse af en til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage benyttet ejendom fra landzone til byzone eller sommerhusområde medfører, at der straks efter inddragelsen skal foretages vurdering af ejendommen i henhold til vurderingslovens § 4A.

Er inddragelsen sket umiddelbart før omvurderingsterminen, kan ejendommen i stedet medtages til årsomvurdering, og der gives da forlods meddelelse om vurderingsresultatet til ejeren, kommunen og statsskattedirektoratet.

5. Reglerne for ansættelse af ejendomsværdien for de ejendomme, der er optaget til omvurdering, er uændrede i forhold til de regler, der var gældende ved 16. alm. vurdering og årsomvurderingen pr. 1. april 1976. Der henvises herom til "den grønne bog" side 205 og siderne 92-116 samt statsskattedirektoratets cirkulære af 15. november 1976 om 16. alm. vurdering.

Idet henvises til det på side 70 i Vurderingsvejledningen, "den grønne bog", anførte om, hvilke anlæg der skal medtages ved vurderingen af fast ejendom, bemærkes, at ligningsrådet på sit møde den 3. oktober 1977 har vedtaget, at fundamenter og bærende stålkonstruktioner til maskiner, kedler m.v. ikke skal medtages ved vurderingen i de tilfælde, hvor fundamentet eller stålkonstruktionen er opbygget specielt til det pågældende driftsmiddel, men må betragtes som en del af eller som tilbehør til dette.

Nærmere retningslinier herom vil senere fremkomme fra statsskattedirektoratets vurderingsafdeling; såfremt spørgsmål af denne art foreligger ved årsomvurderingen, bedes de forelagt statsskattedirektoratet.

Ejendomsværdien skal ansættes efter ejendommens faktiske og retlige tilstand på omvurderingstidspunktet, men efter prisforholdene ved 16. alm. vurdering pr. 1. april 1977, jfr. vurderingslovens § 3. Der erindres særligt om, at et vurderingsråd ikke har beføjelse til ved en årsomvurdering at foretage ændring af det til grund for ansættelsen ved sidste almindelige vurdering liggende værdiniveau. Finder vurderingsrådet, at en sådan ændring er påkrævet, skal dette straks indberettes til skyldrådet, således at rådet kan foretage revision af ansættelsen ved den almindelige vurdering og ved omvurderingen, inden sidstnævnte får skattemæssig virkning.

6a. Reglerne for ansættelse af grundværdi er uændrede fra 16. alm. vurdering. For ansættelsen af andre ejendomme end de til landbrug m.v. benyttede henvises - bortset fra reglerne om grundværdiansættelsen af ejerlejligheder - til "den grønne bog" siderne 205 og 117-137.

6b. For ejendomme, der benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, og som på vurderingstidspunktet er beliggende i landzone, skal grundværdiansættelsen ske efter samme regler som ved årsomvurderingen pr. 1. april 1976 og 16. alm. vurdering, d.v.s. efter reglerne i vurderingslovens § 14, stk. 1-4, jfr. stk. 5 ("bondegårdsreglen"), og der ansættes et differencebeløb i henhold til § 14, stk. 6.

Grundværdien for ejendomme i landzone, som ved 14. alm. vurdering pr. 1. august 1969 anvendtes til nævnte formål, men som efter dette tidspunkt enten er blevet tilplantet, uden at arealet er undergivet fredskovspligt, eller som ikke længere bliver benyttet, ansættes efter samme regler.

I statsskattedirektoratets cirkulære af 15. november 1976 om 16. alm. vurdering, pkt. 6b, er der givet en udførlig vejledning om reglerne for vurdering efter "bondegårdsreglen" og for ansættelse af differencebeløb efter vurderingslovens § 14, stk. 6 og stk. 7. Der henvises hertil, idet det understreges, at vurderingsrådet må være opmærksom på at fremskaffe så nøjagtige oplysninger som muligt om ejendommens zonestatus.

6c. Bestemmelserne om grundværdiansættelsen for ejerlejligheder findes efter vurderingslovens seneste ændring i dennes § 16A, der bygger på nyere domspraksis og stadfæster den praksis, der blev fastlagt ved statens ligningsdirektorats (nu statsskattedirektoratet) cirkulære nr. 73 af 28. februar 1973. Der henvises herom til statsskattedirektoratets cirkulære om 16. alm. vurdering, punkt 8.

7. Reglerne for ansættelse af fradrag i grundværdien for forbedringer er uændrede i forhold til 16. alm. vurdering. Der henvises til "den grønne bog", side 146-61, samt vejledningen i statsskattedirektoratets cirkulære af 15. november 1976 om 16. alm. vurdering, pkt. 7.

III.

Udtagelse af ejendomme til omvurdering.

8. Ansvaret for udtagelse af ejendomme til omvurdering påhviler vurderingsformanden. Udtagelsen foretages af vurderingsformanden og vurderingssekretariatet.

De udtagne ejendomme indberettes til de kommunale edb-centraler til udskrift af vurderingsgrundlaget (formular V 2), der erstatter det tidligere vurderingsskema. Der henvises herom til statsskattedirektoratets skrivelse af 13. september 1977 til samtlige vurderingsformænd, vurderingssekretariatet samt kommunens BBR-myndighed om udtagelse af ejendomme til årsomvurdering pr. 1. april 1978 og indberetning heraf til bygnings- og boligregistret.

For de udtagne ejendomme indberettes tillige notatlinier til ejendomsstamregistret om specielle forhold, der har ført til udtagelsen, herunder om byggetilladelser og igangværende - men ikke afsluttet - byggeri. Der henvises herom til statsskattedirektoratets skrivelse af 23. november 1977 om ejerlejligheder og om notatlinier for påbegyndt byggeri.

a. For de ejendomme, der er omfattet af bestemmelserne i vurderingslovens § 2, stk. 2, foretages der indberetning til edb-centralen ved løbende ajourføring af kommunens stamregister, eller således som det på anden måde er aftalt mellem kommune og edb-central, idet f.eks. ejendomme med benyttelseskode 15 maskinelt udtages af centralen uden indberetning fra kommunen.

b. For de omvurderingsgrunde, der er omhandlet i vurderingslovens § 2, stk. 2, nr. 6-8, 10 og 11, giver vurderingsformændene underretning til vurderingssekretariatet.

Ved undersøgelsen af, hvilke ejendomme der skal optages til omvurdering, benytter vurderingsformanden bl.a. de meddelelser om fredninger, pålæg af fredskovspligt, byplanvedtægter, bygningsvedtægter, lokalplaner og dispensationer fra sådanne planer m.v. samt om § 15-rammer, der i årets løb er tilsendt vurderingsrådet.

Hvis de foreliggende meddelelser om reguleringer m.v. i henhold til de anførte planer giver vurderingsrådet anledning til tvivl, f.eks. om arealets størrelse i tilfælde, hvor kun en del af et matrikelnummer er omfattet af reguleringen, eller tvivl om en ejendoms zonemæssige placering, skal vurderingsrådet søge nærmere oplysninger ved henvendelse til den pågældende kommune.

Vurderingssekretariatet udtager de ejendomme, for hvilke der efter de for kommunen foreliggende oplysninger kan blive tale om omvurdering i henhold til vurderingslovens § 2, stk. 2, nr. 1, 2, 3, 4, 5 og 9.

Vurderingsformanden afgør endeligt, hvilke ejendomme der skal optages til omvurdering, og om de nyudstykkede parceller skal vurderes særskilt eller sammen med anden ejendom.

Det understreges, at vurderingsformændene ved afgørelsen af hvilke ejendomme, der skal vurderes som selvstændige ejendomme, nøje må holde sig til de herfor i henhold til vurderingslovens §§ 8 og 11 gældende regler. Det må navnlig påses, at de i "den grønne bog" side 75-76 gengivne bestemmelser i landbrugslovens § 2 og udstykningslovens §§ 1 og 2 om landbrugsejendomme iagttages.

Meddelelse om yderligere udtagne eller slettede ejendomme gives senest den 15. marts 1978 til vurderingssekretariatet.

9. Senest den 31. marts 1978 skal vurderingssekretariatet underrette edb-centralen om, for hvilke ejendomme der skal fremstilles udskrift af vurderingsgrundlaget pr. 1. april 1978. Udskrivningen sker kommunevis i overensstemmelse med den gældende ejendomsnummerering, og der anvendes kun en blankettype (formular V 2). Der anvendes ikke særskilt udskrift vedrørende ejerlejligheder, der ikke er solgt, idet oplysningerne om disse anføres på udskriften vedrørende moderejendommen. Det samme gælder for ejerlejligheder, der er solgt, men fortsat er udlejet i almindeligt lejemål. Der henvises i øvrigt herom til statsskattedirektoratets ovennævnte skrivelse af 23. november 1977.

Udskriften består af to sammenhængende sider i A 4-format, betegnet henholdsvis side A og side B.

Side A, der er beregnet til ejers brug, indeholder oplysninger fra ejendomsregistret om 1) ejendommens identifikation og beliggenhed, herunder kommune, vurderingskreds, distrikt og ejendomsnummer, 2) for nyopståede ejendomme, for ejerlejligheder og for bygninger på lejet grund: en henvisning til moderejendommens ejendomsnummer, 3) ejers og eventuel administrators navn og adresse, 4) vurderingsrådet ved angivelse af kommunens (ejendomsskattekontorets) adresse.

Udskriften indeholder desuden 5) oplysninger om ejendommens enkelte matrikelnumre og disses areal og vejareal, matrikulær notering og zonebeliggenhed samt oplysninger om eventuelle afvigelser fra matriklens arealangivelser (ekspropriation m.v.). For hver af de registrerede omvurderingsgrunde udskrives 6) en tekst med henvisning til den eller de pågældende bestemmelser i vurderingslovens § 2, stk. 2.

Endvidere er de i bygnings- og boligregistret pr. 1. april 1978 indeholdte oplysninger udskrevet i tekstform. Det er ikke muligt ved omvurderingen i 1978 at udskrive oplysninger fra bygningsog boligregistret om de siden 16. alm. vurdering stedfundne ændringer, der ikke er afsluttet med en ibrugtagningstilladelse, hvorfor den i ejendomsregistret optagne notatlinie om fasen i byggesagsbehandlingen vil blive overført til udskriften.

Endelig udskrives de eventuelle spørgsmål, ejeren skal besvare.

Udskriften vedrørende solgte ejerlejligheder, der ikke fortsat er udlejet i almindeligt lejemål, indeholder oplysninger om lejlighedernes bolig- eller erhvervsenheder, medens de tilsvarende oplysninger for de øvrige ejerlejligheder udskrives sammen med bygningsoplysningerne på udskriften vedrørende moderejendommen.

Side B, der indeholder tilsvarende oplysninger, er beregnet til tilbagesendelse til vurderingsmyndighederne dels i de tilfælde, hvor ejeren har konstateret mangler eller fejl i de på udskriften anførte oplysninger om registrenes indhold, dels i de tilfælde, hvor ejerne skal besvare de særlige spørgsmål på de for skovejendomme og frugtplantager udarbejdede bilag samt oplysninger om husleje for udlejningsejendomme. Side B er forsynet med oplysninger om vurderingsrådets adresse og kan tilbagesendes i rudekuvert, der fremsendes sammen med udskriften.

Udskrift af vurderingsgrundlaget vil blive fremstillet med en kopi, hvoraf side C er beregnet til vurderingsrådets behandling af de ejendomme, hvor side B ikke er tilbagesendt af ejer med oplysning om mangler og fejl m.v. i vurderingsgrundlaget. Side D er beregnet til vurderingsrådets meddelelser til registerføreren for bygnings- og boligregistret om angivne mangler og fejl vedrørende de fra dette register udskrevne oplysninger, jfr. nedenfor punkt 22.

Udskriften med kopier vil foreligge hos kommunerne senest den 20. april 1978.

10. Vurderingsformanden er ansvarlig for udsendelsen af udskrift af vurderingsgrundlaget til ejerne. Udsendelsen varetages af vurderingssekretariatet og sker i de fleste tilfælde maskinelt, jfr. a.

a. Der er mellem statsskattedirektoratet og de kommunale edb-centraler truffet aftale om maskinel kuvertering og forsendelse af de udskrifter af vurderingsgrundlaget, der kun fylder en side, ikke er behæftede med kontrollerbare fejl og mangler, eller af anden grund (f.eks. ilægning af de under b. nævnte bilag) på forhånd er markeret til manuel forsendelse. Dog kan maskinel kuvertering ikke foretages for udskrifter vedrørende moderejendomme til ejerlejligheder.

b. Hvor udsendelsen foretages manuelt, er fremgangsmåden følgende

Snarest efter modtagelsen af udskrifter og afkrydsningslister må vurderingsformanden/vurderingssekretariatet foretage fornødne rettelser og tilføjelser, herunder ændringer vedrørende ejerforhold, adresser o.lign.

Vurderingsformanden må drage omsorg for, at der i hver udskrift indlægges en vejledning samt for ejendomme med skov og frugtplantage de hertil beregnede bilag og for udlejningsejendomme huslejebilag. Skovbilagene vil herfra blive tilsendt vurderingsformanden. Bestillingsliste til de øvrige bilag, fremsendes samtidig med dette cirkulære. Med samtlige udskrifter skal endvidere følge en returkuvert. Kuverter tilsendes vurderingssekretariatet fra pågældende edb-central. Forinden udsendelsen må det påses, at udskrifterne indeholder den adresse, hvortil ejeren skal tilbagesende udskriften.

c. Udsendelsen af udskrifter af vurderingsgrundlaget til ejerne skal ske senest den 28. april 1978.

11. For ejendomme, hvor det først efter den 1. april 1978 konstateres, at omvurderingsgrund har foreligget senest pr. 31. marts 1978, udskrives vurderingsgrundlaget manuelt af vurderingsformanden/ vurderingssekretariatet. Ved udsendelsen skal der gives ejeren mindst 14 dages frist til en eventuel tilbagesendelse af udskriften.

Kontrollen med udskrifternes udsendelse, modtagelse, tilståede udsættelser, rykkerskrivelser m.v. foretages af vurderingssekretariatet ved hjælp af særlige lister (afkrydsningslister), hvis indhold er godkendt af statsskattedirektoratet.

Rykkerskrivelser til brug ved omvurderingen kan rekvireres i statsskattedirektoratet.

IV.

Fremgangsmåden ved vurderingens foretagelse m.v.

12. Vurderingsrådenes arbejde med omvurderingen i de enkelte vurderingskredse skal indledes med afholdelse af et orienterende møde med deltagelse af vurderingsformanden, vurderingsmændene i vurderingskredsen/kommunen og vurderingssekretariatet. Ved dette møde aftales den nærmere fremgangsmåde ved vurderingen.

Vurderingsarbejdet kan påbegyndes den 10. maj 1978, der er sidste frist for ejers eventuelle rettidige tilbagesendelse af udskriftens side B.

Af hensyn til vurderingsarbejdets rettidige afslutning må vurderingssekretariatet nøje påse, at udskrifter, der forudsætter en besvarelse fra ejeren i særlige bilag, søges tilbagesendt straks efter fristens udløb, at eventuelt fornødne rykninger foretages straks, og at eventuelt tilståede udsættelser ikke overskrides. For at arbejdet kan afsluttes inden for de under punkt 13 anførte tidsfrister, er det nødvendigt, at vurderingsrådene går i gang med det egentlige vurderingsarbejde straks efter tilbagesendelsesfristens udløb. For nyopståede ubebyggede ejendomme bør vurderingsarbejdet dog påbegyndes allerede ved vurderingsrådenes modtagelse af basiskortene.

Som et led i de mellem boligministeren og ministeren for skatter og afgifter trufne aftaler om bygnings- og boligregistrets oprettelse er det påkrævet, at vurderingsrådene ved omvurderingen søger bygnings- og boligoplysningerne efterprøvet for alle ejendomme, hvor registrets indhold efter det oplyste er behæftet med mangler eller fejl. Denne efterprøvelse må i almindelighed ske ved besigtigelse.

Der skal ved årsomvurderingen benyttes sagkyndig bistand til vurderingen efter reglerne i vurderingslovens § 25, jfr. "den grønne bog" side 227-231.

Omkring den 1. maj 1978 vil arbejdsgrundlaget for vurderingen af den enkelte ejendom foreligge i form af et basiskort, som er udformet som basiskortet for 16. alm. vurdering, jfr. statsskattedirektoratets cirkulære om 16. alm. vurdering, punkt 19, samt statsskattedirektoratets cirkulære af 8. marts 1977 om vurderingsrådenes udfyldelse af basiskort ved 16. alm. vurdering.

13. Når vurderingen er foretaget, afleveres samtlige basiskort, kopier af udskrifterne samt de fra ejerne modtagne udskrifter med påførte ændringer til vurderingssekretariatet. Af hensyn til den rettidige bearbejdelse af vurderingsmaterialet og overførelsen af vurderingsresultatet til elektronisk databehandling må materialet afleveres etapevis. En halvdel skal afleveres senest den 9. juni og den anden halvdel senest den 3. juli 1978.

Vurderingssekretariaterne leverer herefter vurderingsresultaterne til edb-centralen i maskinlæsbar stand senest den 26. juni (første halvdel) og den 17. juli 1978 (anden halvdel) til maskinel udskrivning af vurderingsfortegnelse og stamkort samt af meddelelser til ejerne om vurderingsresultatet.

Senest den sidstnævnte dato skal tillige resultatet af § 4- og § 4A-vurderinger, foretaget i tidsrummet fra 1. april 1977 til 31. marts 1978 været leveret til edb-centralen til brug ved maskinel indførelse i vurderingsfortegnelsen.

14. Meddelelserne til ejerne om vurderingsresultatet (formular V 12) vil indeholde de samme oplysninger om ejendommene som vurderingsfortegnelsen. Meddelelserne bliver kuverteret og udsendt i tiden 10.-14. august 1978. Meddelelser vedrørende ejendomme, der er opført på den sidste fejl- og meddelelsesliste fra edb-centralen, vil ikke kunne udsendes centralt, men vil gennem kommunen blive fremsendt til vurderingsformanden til fornøden kontrol og rettelse. Vurderingsformanden/sekretariatet må herefter selv kuvertere og afsende meddelelsen. Samme fremgangsmåde vil kunne anvendes i tilfælde, hvor ansættelsen undtagelsesvis ikke har foreligget ved udskriftens indsendelse til edb-centralen eller i andre særlige tilfælde.

På ejermeddelelsen er som afsender anført vurderingsrådet under kommunens adresse efter samme regler som betegnelsen på udskriften af vurderingsgrundlaget. De meddelelser, der ikke kan anbringes efter adressen, returneres af postvæsenet til "Vurderingsmyndighederne, postbox 1872, 2300 København S.", hvilken adresse er påtrykt kuverterne. Eventuelt returnerede ejermeddelelser sendes derefter af statsskattedirektoratet til det pågældende vurderingssekretariat, som efter at have påført den rigtige adresse kuverterer og afsender meddelelsen.

Ejermeddelelsen indeholder endvidere oplysning om, til hvem klage over vurderingen - senest den 31. december 1978 - kan indgives, samt om adgangen til at gøre sig bekendt med ansættelsen af de øvrige ejendomme inden for kommunen, jfr. i øvrigt nedenfor under punkt 18.

Der udsendes ikke ejermeddelelse vedrørende indførte § 4- og § 4A-vurderinger samt udgåede ejendomme.

15. Vurderingsfortegnelsen (formular V 1) udskrives i A 4-format på papir til vurderingsformanden og til hver af vurderingsmændene.

På grundlag af vurderingssekretariatets indberetninger vil de i tiden 1. april 1977 - 31. marts 1978 foretagne § 4- og § 4A-vurderinger maskinelt blive indført i fortegnelser og stamkort, forsynet med oplysning om dato for vurderingen; er der foretaget flere § 4-vurderinger af samme ejendom, indføres alene den sidste. § 4- og § 4A-vurderinger indføres dog ikke, hvis ejendommen er medtaget til omvurdering pr. 1. april 1978.

I løbet af første halvdel af september 1978 leverer edb-centralerne de udskrevne vurderingsfortegnelser til vurderingssekretariaterne. Fortegnelserne færdiggøres med supplerende oplysninger, fornødne tilføjelser og rettelser m.v. ved vurderingsformandens/vurderingssekretariatets foranstaltning. Om arten og omfanget af de supplerende oplysninger, der skal indføres i vurderingsfortegnelsen, henvises til punkt 4 i statsskattedirektoratets cirkulære af 10. juni 1977 om afslutningen af 16. alm. vurdering.

De færdiggjorte fortegnelser leveres til vurderingsformanden og vurderingsmændene senest henholdsvis 1. oktober og 1. december 1978.

16. Edb-centralerne udskriver for hvert vurderingsdistrikt til brug for vurderingsformanden et matrikelregister - matrikelnøglen (formular V 11) - der angiver, under hvilken beliggenhedskode og under hvilket reg.nr. de i distriktet beliggende matrikelnumre er vurderet. Matrikelnøglen, der omfatter samtlige ejendomme i distriktet, såvel omvurderede som ikke omvurderede med angivelse af tidspunkt for sidste vurdering, foreligger samtidig med vurderingsfortegnelsen og indsættes foran i vurderingsformandens eksemplar.

17. For de omvurderede ejendomme, herunder ejendomme der er optaget til § 4- og § 4A-vurdering, leverer edb-centralerne i begyndelsen af september måned 1978 via kommunen tre sæt mikrofichekopier af det kommunale ejendomsstamregister med tilhørende indeks til statsskattedirektoratet og skyldrådene. Kopierne fordeles med 2 sæt til statsskattedirektoratet og 1 sæt til skyldrådene.

18. Den tidligere bestemmelse om offentlig fremlæggelse af vurderingsfortegnelsen er erstattet af en bestemmelse om, at offentligheden ved de almindelige vurderinger og årsomvurderinger, efter forudgående offentlig bekendtgørelse, i en periode på mindst 14 dage ved personlig henvendelse gratis kan gøre sig bekendt med vurderingen af ejendommene i kommunen, jfr. vurderingslovens § 40, stk. 3. Statsskattedirektoratet orienterer i en skrivelse til kommunalbestyrelserne i slutningen af august 1978 om den praktiske fremgangsmåde.

19. Der er truffet aftale med I/S Kommunedata og Københavns kommunes edb-central om, at disse foretager en optælling af vurderingsresultatet - bortset fra indførte § 4- og § 4A-vurderinger - med henblik på beregning af det vurderingsmændene tilkommende honorar. Denne optælling vil foreligge samtidig med omvurderingsfortegnelserne.

20. Udskrifterne af vurderingsgrundlaget med tilhørende basiskort vil blive opbevaret i vurderingssekretariaterne.

21. Når meddelelse til ejer om resultatet af vurderingen er udsendt, må vurderingsrådet ikke på egen hånd foretage ændringer af ansættelserne begrundet i, at vurderingsskønnet anses for at være urigtigt. Der må i sådanne tilfælde gives indberetning til skyldrådet med indstilling om fornøden ændring af den urigtige ansættelse.

Andre rettelser af de ansættelser, der er indført i vurderingsfortegnelserne, samt tilføjelser hertil, kan vurderingsrådene foretage på egen hånd indtil udgangen af december 1978. Dette gælder både de mangler og fejl, som vurderingssekretariatet henleder opmærksomheden på, og de fejl, som vurderingsrådet på anden måde bliver bekendt med.

Om eksempler på sådanne mangler og fejl samt om berigtigelsesformen henvises til punkt 10 i statsskattedirektoratets cirkulære af 10. juni 1977 om afslutningen af 16. alm. vurdering.

22. Senest den 1. september 1978 giver vurderingsformanden/vurderingssekretariatet meddelelse til registerføreren for bygnings- og boligregistret om de af ejerne oplyste mangler og fejl i registret samt om de mangler og fejl, der i øvrigt er konstateret af vurderingsrådet i forbindelse med vurderingen. Til denne meddelelse benyttes side D af kopien af vurderingsgrundlaget.

23. Vedrørende ejendomme, der er helt eller delvis jordrentepligtige, henvises om selve vurderingen til "den grønne bog" side 185-186.

Om den praktiske fremgangsmåde ved behandlingen af jordrentepligtige ejendomme henvises til statsskattedirektoratets cirkulære om 16. alm. vurdering, punkt 13.

Der skal ikke ved årsomvurderingen foretages særskilt ansættelse til jordrentesvarelse (1919-brug).

24. Dette cirkulære fremsendes til vurderingsformændene, vurderingssekretariaterne (til disse og til fordeling til vurderingsmændene) samt til kommunens BBR-myndighed.

Statsskattedirektoratet, den 30. december 1977

HANS WESTERBERG

/E. Stæhr-Larsen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →