Cirkulære om mentalundersøgelse i straffesager (Til samtlige statsadvokater, politimestre og politidirektøren i København)

Cirkulære om mentalundersøgelse i straffesager (Til samtlige statsadvokater, politimestre og politidirektøren i København)

Efter bemyndigelse fra justitsministeriet fastsætter jeg herved følgende retningslinier for foretagelsen af mentalundersøgelse i straffesager.

I. Afgørelsen af, om mentalundersøgelse skal iværksættes.

Ifølge retsplejelovens § 800 b skal sigtede underkastes mentalundersøgelse, når dette findes at være af betydning for sagens afgørelse.

Mentalundersøgelse vil herefter navnlig være indiceret i nedennævnte tilfælde

A. Hvis der kan være grund til at formode, at sigtede er sindssyg eller åndssvag.

B. Når der i øvrigt, f.eks. på grund af de strafbare handlingers art, er grund til at formode, at sigtedes mentale tilstand afviger fra det normale, således at der kan være spørgsmål om anvendelse af særforanstaltning i medfør af straffelovens § 69.

C. Når sigtelsen angår en grov forbrydelse, som f.eks. drab, røveri af særlig farlig karakter, forsætlig brandstiftelse uden økonomisk motiv, en grov eller gentaget sædelighedsforbrydelse over for børn, voldtægt eller blodskam.

D. Når der opstår spørgsmål om anvendelse af forvaring efter straffelovens § 70.

Denne opregning er, som det fremgår af teksten, ikke bindende og ikke udtømmende. Også i andre tilfælde kan mentalundersøgelse være formålstjenlig. Dette gælder således med hensyn til lovovertrædere, hvis kriminalitet må antages at være begrundet i, at de er forfaldne til misbrug af alkohol, eller som er afhængige af euforiserende stoffer, når mentalundersøgelse kan antages at være af betydning for sanktionsvalget. Det samme gælder unge lovovertrædere, for hvis vedkommende der kan være spørgsmål om anvendelse af ubetinget fængselsstraf, men som frembyder tegn på væsentlige intellektuelle eller andre psykiske afvigelser. Ligeledes er mentalundersøgelse indiceret, når sigtede er over 60 år, men ikke tidligere straffet, og nu sigtet for en lovovertrædelse, der skønnes at ville medføre ubetinget fængselsstraf, hvis der kan være grund til at formode, at kriminaliteten står i forbindelse med en aldersbetinget sjælelig svækkelsestilstand.

Om mentalundersøgelse skal foretages, beror på en samlet vurdering, der foruden det umiddelbare indtryk af sigtede under afhøringerne og hans adfærd under en eventuel varetægtsfængsling omfatter den aktuelle sag, tidligere sager og oplysningerne om hans personlige forhold, herunder de i afsnit II.A. nævnte erklæringer; også udtalelser i en § 800 a-undersøgelse vil kunne være vejledende for skønnet.

Er sigtede fængslet, kan arresthuslægen i tvivlstilfælde rådspørges. På steder, hvor der ar aftale med nærliggende psykiatriske hospitaler eller sygehusafdelinger om foreløbige undersøgelser med henblik på, om mentalundersøgelse er indiceret, kan hospitalets læger som hidtil konsulteres derom, men også i øvrigt peges på muligheden for at drøfte spørgsmålet med den retspsykiatriske klinik eller den embedslæge, som i givet fald skal foretage undersøgelsen.

Oplysninger fra en tidligere psykiatrisk undersøgelse vil kunne gøre en mentalundersøgelse upåkrævet, når der kun er gået få år fra den sidste undersøgelse, og sigtedes tilstand efter de nu foreliggende oplysninger ikke skønnes væsentligt ændret. Har sigtede været underkastet psykiatrisk behandling, behandling mod misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer eller undergivet epileptikerbehandling, eller har han været inddraget under åndssvageforsorg, kan mentalundersøgelse ofte spares ved sagens forelæggelse for den pågældende institution med anmodning om en erklæring om patientens psykiske tilstand.

Ved afgørelsen af, om mentalundersøgelse skal finde sted, må det tillige tages i betragtning, at undersøgelsen ofte vil være en væsentlig belastning for sigtede og vil kunne medføre en forsinkelse af sagen. Det må derfor iagttages, at mentalundersøgelse kun iværksættes, når undersøgelsen må antages at kunne få betydning for sagens afgørelse. Mentalundersøgelse bør i reglen ikke iværksættes, når der ikke er spørgsmål om anvendelse af anden retsfølge end bøde.

II. Grundlaget for mentalundersøgelsen.

A. Til brug for mentalundersøgelsen påses det, at der foreligger følgende erklæringer

1) Erklæring om sigtedes forhold i skolen. Er sigtede over 25 år, indhentes skoleerklæring ikke.

2) Erklæring fra det sociale udvalg, såfremt sigtede har modtaget hjælpeforanstaltninger efter kap. 8 i lov om social bistand. Har han været anbragt i døgninstitution for børn og unge bør der tillige foreligge erklæring fra dennes leder. Er der grund til at tro, at sigtede har været mentalundersøgt ved det sociale udvalgs foranstaltning, søges erklæringen tilvejebragt.

3) Erklæring fra tilsynsmyndigheden, dersom sigtede har været undergivet tilsyn i henhold til tiltalefrafald eller dom.

4) Erklæring om forløbet af opholdet og en eventuel prøvetid, dersom sigtede har afsonet fængselsstraf udenfor arresthus eller været undergivet anden frihedsberøvende strafferetlig retsfølge eller særforanstaltning efter straffelovens § 68.

5) Erklæring fra det forsorgscenter, hvorunder sigtede hører, såfremt han er under åndssvageforsorg.

6) Erklæring fra Filadelfia, såfremt den pågældende er under epileptikerforsorg.

Eventuelt manglende erklæringer rekvireres og kan om fornødent eftersendes.

Andre erklæringer, der foreligger, og som kan være af betydning for undersøgelsen, såsom udtalelser om sigtedes adfærd under ophold i varetægsfængsel, vedlægges.

B. Til brug for mentalundersøgelsen bør der endvidere så vidt muligt foreligge personlige oplysninger om nedennævnte forhold

1) Eventuel familiær forekomst i sigtedes slægt af tilfælde af sindsygdom, epilepsi, selvmord, nervesygdomme, åndsvaghed, karakterafvigelser, kriminalitet eller misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer a) i opstigende linie, b) i sidelinierne eller c) hos hans eventuelle børn.

2) Sigtedes legemlige helbredstilstand i barndommen og som voksen, herunder særlig om han har lidt af krampeanfald eller besvimelser, har pådraget sig alvorligere læsioner i hovedet, har lidt af langvarige, eventuelt invaliderende sygdomme, og i bekræftende fald hvilke.

3) Hans miljø, opdragelse og åndelige udvikling i barndommen og under opvæksten.

4) Hvorvidt han som voksen har frembudt sjælelige abnormiteter og i så fald hvilke. Er det oplyst, at sigtede har været indlagt til psykiatrisk behandling, på epileptikerhospital, eller at sigtede på grund af epileptiske anfald eller anden organisk hjernelidelse har været indlagt på en neurologisk eller neurokirurgisk specialafdeling, søges tid og sted for indlæggelsen konstateret ved afhøring af sigtede og gennem akterne. Tilsvarende gælder, når det er oplyst, at sigtede har været inddraget under åndsvageforsorg.

5) Sigtedes forbrug af alkohol og euforiserende stoffer.

6) Hans arbejds- og erhvervsforhold.

7) Sådanne mere specielle forhold, som kan antages at være af betydning for bedømmelsen af den pågældende og hans forhold til den lovovertrædelse, han sigtes for, særlig om hans miljø og om hans væsen og adfærd før, under og umiddelbart efter handlingen.

I det omfang det skønnes nødvendigt, underbygges og suppleres sigtedes oplysninger om ovennævnte forhold ved henvendelse til hans nærmeste pårørende og slægtninge, tidligere og nuværende arbejdsgivere og arbejdskammerater og eventuelle andre personer, med hvem han nu eller tidligere har været i nærmere forbindelse. Opmærksomheden henledes på retsplejelovens § 800 c, hvorefter sådanne henvendelser kun kan ske, hvis sigtede har samtykket deri, eller retten har truffet bestemmelse derom.

Hvad enten henvendelse til de omhandlede personer sker i henhold til sigtedes samtykke eller mod hans ønske, bør det i videst muligt omfang søges undgået, at der herved sker forstyrrelse af hans forhold, navnlig ved udbredelse af sigtelserne til personer, der ikke er bekendt med dem.

Er der tidligere foretaget personundersøgelse af sigtede, eller foreligger der iøvrigt oplysninger om de forannævnte forhold i de under A. nævnte erklæringer, bør yderligere udspørgen kun ske, såvidt det er nødvendigt for at supplere og ajourføre de oplysninger, der allerede er til stede.

De under 7) nævnte oplysninger meddeles af politiet. De øvrige oplysninger tilvejebringes gennem en personundersøgelse ved Kriminalforsorgen, medmindre politimesteren træffer anden bestemmelse. For ikke at forhale sagen er det af vigtighed, at de personlige oplysninger så vidt muligt fremskaffes samtidig med, at sagens undersøgelse i øvrigt foregår. Foretages observationen af et psykiatrisk hospital eller en psykiatrisk afdeling, tilvejebringes disse oplysniger af hospitalet eller afdelingen, medmindre anden aftale træffes.

C. Endvidere vedlægges akter og forakter. Akter vedrørende visse overtrædelser af politilovgivningen - navnlig volds- og beruselsessager - samt sager angående meddelse eller overtrædelse af § 265-tilhold eller -tilhold om ikke at færdes på bestemte strækninger - indeholder ofte oplysninger af lægelig interesse, og sådanne akter bør derfor søges fremskaffet såvidt det kan ske uden forsinkelse af sagens behandling. Endvidere vedlægges udskrift af rigsregistraturen.

Der vedlægges yderligere en oversigt over de nu rejste sigtelser indeholdende en kortfattet beskrivelse af lovovertrædelserne og den måde, hvorpå de er eller antages at være udført, og en angivelse af, om sigtede erkender eller benægter det faktum, der ligger til grund for sigtelserne. Er der udfærdiget forundersøgelsesbegæring eller forholdsfortegnelse, vil en henvisning hertil og til en eventuel retsbogsudskrift ofte være tilstrækkelig. Er der tvivl om handlingsforløbet, herunder ledsagende biomstændigheder, der kan være af betydning for den psykiatriske vurdering, f. eks. af motivet, vil det kunne være hensigtsmæssigt at søge hændelsforløbet fastlagt i et retligt forhør inden mentalundersøgelsen, således at det enten ved tilførsel til retsbogen eller i fremsendelsesskrivelsen til lægen præciseres, hvilke alterntive kendsgerninger eller sæt af kendsgerninger der må tages i betragtning.

Der vedlægges tillige en oversigt over eventuelle tidligere straffesager mod sigtede med oplysning om sagernes udfald, herunder om domfældelse er sket mod den pågældendes benægtelse. Oversigten bør så vidt muligt angive de tidsrum, i hvilke sigtede har afsonet straf eller været indsat i anstalt. Sager, der er afsluttet med frifindelse eller uden tiltale medtages i oversigten, men det skal tydeligt markeres, f.eks. derved at beskrivelsen af sagen sættes i parantes, hvis udfaldet skyldes utilstrækkelig bevis.

III. Forelæggelse for Retslægerådet.

Mentalundersøgelsen forelægges som regel for Retslægerådet i følgende tilfælde.

1) Når sigtede ifølge erklæringen formodes at være sindssyg.

2) Når sigtede ifølge erklæringen formodes at være åndssvag.

3) Når sigtede betegnes som forfalden til misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer, og der kan være spørgsmål om mere indgribende reaktion end betinget dom med vilkår om afvænningsbehandling, om fornødent på hospital eller i særlig institution.

4) Når der skønnes at kunne blive tale om anvendelse af foranstaltninger over for sindssyge eller anbringelse i forvaring.

5) Når sigtelsen angår en grov forbrydelse som f.eks. drab, røveri af særlig farlig karakter, forsætlig brandstiftelse uden økonomisk motiv, en grov eller gentaget sædelighedsforbrydelse over for børn, voldtægt eller blodskam.

6) Når der i øvrigt foreligger særlig anledning til, at rådets erklæring indhentes.

Ved forelæggelsen medsendes sagens akter.

IV. Andre bestemmelser.

Politimesteren afgør, om der af anklagemyndigheden skal fremsættes begæring om mentalundersøgelse og tager bestemmelse om anklagemyndighedens stilling til begæringer fra anden side. I tvivlstilfælde forelægges spørgsmålet for statsadvokaten.

Er ingen særlig ordning gennemført, foretages mentalundersøgelsen af embedslægen. Stiller det sig under hensyn til sagens og mentalundersøgelsens betydning som en nærliggende mulighed, at hospitalsmæssig observation vil være påkrævet, eller foreslås dette af den undersøgende læge, forelægges sagen for statsadvokaten, der tager stilling til, om anklagemyndigheden skal begære mentalundersøgelsen foretaget under indlæggelse på hospital i henhold til retsplejelovens § 800 b, stk. 2.

Det er mentalundersøgelsens hovedopgave til brug for afgørelsen af den verserende sag at give oplysning om sigtedes mentale tilstand på undersøgelsestidspunktet og på gerningstiden og under hensyn hertil fremkomme med en udtalelse om sanktionsvalget.

Nægter sigtede sig skyldig, kan det være nødvendigt for lægen at formulere erklæringen således, at afhængighedsforholdet mellem skyldsspørgsmålet og den lægelige bedømmelse træder tydeligt frem, og om fornødent afgive alternativ konklusion. Som følge heraf bør det som nævnt fremgå af den under II.C nævnte oversigt, om sigtede nægter sig skyldig. Når der i øvrigt kan være tvivl om faktiske handlingsforløb af betydning for mentalundersøgelsen, f.eks. tilstedeværelsen eller ikke-tilstedeværelsen af en affekttilstand, kan der ved fremsendelsen være særlig anledning til at pege på denne tvivl, jfr. ovenfor under II.C.

Sigtes der mod sagens foretagelse på et bestemt tidspunkt, f.eks. et bestemt nævningeting, gøres opmærksom på, at erklæringen så vidt muligt ønskes afgivet inden dette tidspunkt. Det påhviler i alle tilfælde politimesteren at holde sagen i erindring, således at der om fornødent rettes forespørgsel til lægen eller hospitalet.

Anmeldelse til observation fremsendes, så snart beslutning om mentalobservation i henhold til retsplejelovens § 800 b foreligger. Samtidig med anmeldelsen eller snarest muligt derefter fremsendes sagens akter og de foran omtalte oplysninger til lægen.

I enhver straffesag, i hvilken der er foretaget mentalundersøgelse, tilstiller politiet den undersøgende læge (vedkommende hospital eller anstalt) en udskrift af dommen, herunder også af en eventuel ankedom. Domsudskrift tilstilles tillige Retslægerådet, hvadenten dette har afgivet erklæring i sagen eller ej.

Afsluttes sagen uden tiltalerejsning, underrettes lægen og Retslægerådet herom, og om de vilkår, der måtte være knyttet til afgørelsen.

Samtidig hermed bortfalder JMC 128 af 5.7.1934, JMC 63 af 30.4.1935, JMC 40 af 5.3.1940 og JMC 110 af 15.5.1950, RAC 260 af 7.12.1932 for så vidt angår bestemmelserne om abnorme lovovertrædere og RAC 64 af 1.5.1935 samt JMC-skrivelser af 14.1.1957 og 15.2.1960.

Rigsadvokaten, den 23. december 1977.

Per Lindegaard

Ingen