Cirkulære om stemmeafgivning i hjemmene
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om stemmeafgivning i hjemmene
I lov om valg til folketinget, jfr. lovbekendtgørelse nr. 366 af 10. august 1970, og i lov om kommunale valg, jfr. lovbekendtgørelse nr. 388 af 25. juni 1973, begge som ændret ved lov af 16. november 1977 er der tillagt vælgere, der på grund af sygdom eller menglende førlighed ikke vil kunne indfinde sig på det almindelige afstemningssted på valgdagen, adgang til at afgive stemme i hjemmet.
Afstemningen skal ske efter regler, der fastsættes af indenrigsministeren, idet det dog i valglovene er fastsat, at begæring om at afgive stemme i hjemmet skal indgives til folkeregistret i opholdskommunen senest kl. 12 14 dage før valgdagen, og at begæringen, der skal fremsættes på en af indenrigsministeren foreskrevet formular, foruden af vælgeren skal underskrives af en myndig person, der attesterer, at han kender vælgeren, og at vælgeren på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke vil kunne indfinde sig på afstemningsstedet på valgdagen. Afstemningen i hjemmet skal ske i overværelse af to valgberettigede repræsentanter for det stedlige folkeregister, men andre valgberettigede personer, der er ansat i kommunens tjeneste, kan udpeges til at virke som stemmemodtagere for folkeregistret. Det er endelig i lovene fastsat, at der ikke er pligt til at opsøge en vælger mere end een gang, og at der ikke er pligt til at opsøge vælgere, der lider af en alvorligere smitsom sygdom.
Afstemningen skal ske efter de for stemmeafgivning ved indsendelse af stemmeseddel gældende regler. Stemmeafgivningen kan derfor finde sted de 3 sidste uger før valgdagen, dog senest næstsidste søgnedag før valgdagen.
I det følgende fastsættes de nærmere regler for stemmeafgivning i hjemmet. Reglerne gælder ikke for vælgere, der har adgang til at afgive stemme på offentlige eller private sygehuse, på andre offentlige helbredelses- og plejeinstitutioner eller på private alderdomshjem eller plejehjem, med hvilke en kommunalbestyrelse i henhold til bistandsloven har indgået overenskomst. Sådanne vælgere må henvises til at afgive stemme på den pågældende institution efter de i indenrigsministeriets cirkulære af 7. og 8. januar 1974 fastsatte regler. Adgangen til at afgive stemme efter reglerne i dette cirkulære tilkommer ej heller de vælgere, der bor i lejligheder i beskyttede boliger, der drives af en kommunalbestyrelse eller af en selvejende institution, med hvilken kommunalbestyrelsen har indgået overenskomst i henhold til bistandsloven. Disse vælgere må henvises til at afgive stemme efter reglerne i indenrigsministeriets cirkulære af 5. december 1977.
I. DE STEMMEBERETTIGEDE.
Adgangen til af afgive stemme i hjemmet tilkommer alene vælgere, der på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke vil kunne indfinde sig på afstemningsstedet på valgdagen. Vælgere, der er i stand til at møde frem på valgstedet, men som på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke kan indfinde sig i selve valglokalet har adgang til at afgive stemme uden for valglokalet og vil derfor ikke i almindelighed være berettiget til at afgive stemme i hjemmet. Det er derimod ikke nogen betingelse, at vælgeren opholder sig på den adresse, hvor han ifølge folkeregistret har fast bopæl. Vælgere vil således kunne afgive brevstemme efter reglerne i dette cirkulære på et midlertidigt opholdssted udenfor hjemmet. Efter valgloven er det dog en betingelse at opholdsstedet har karakter af vælgerens »hjem«, hvorfor vælgere, der midlertidigt har ophold på et hotel, ikke vil kunne begære at afgive stemme der.
2. INDSENDELSE AF BEGÆRING OM AT AFGIVE STEMME I HJEMMET.
Vælgere, der ønsker at benytte sig af adgangen til at afgive stemme i hjemmet, skal indsende en begæring herom til opholdsstedets folkeregister. Begæringen skal fremsættes på en af indenrigsministeriet foreskrevet formular, og den skal være folkeregistret i hænde senest kl. 12 14 dage før valgdagen. Begæringen kan tidligst indgives 4 uger før valgdagen.
Er begæringen ikke underskrevet af vælgeren eller mangler attestationen, eller er begæringen i øvrigt behæftet med fejl af en sådan beskaffenhed, at den ikke uden videre kan rettes af folkeregistret, skal vælgeren skriftligt underrettes herom. Vælgeren skal samtidig oplyses om, at fejlen kan rettes inden 24 timer efter den ovennævnte frists udløb. Sker dette ikke afvises begæringen. Indenrigsministeriet skal henstille, at folkeregistret underretter vælgere, hvis begæringer ikke kan imødekommes, om at de ikke vil blive opsøgt af stemmemodtagerne. Kan fejlen umiddelbart rettes af folkeregistret (forkert fødselsdato eller -år, unøjagtig adresseangivelse o.lign.) kan folkeregistret uden videre berigtige begæringen.
Begæringsformularer er fremstillet ved indenrigsmisteriets foranstaltning og kan rekvireres hos Barfod og I. Chr. Petersen, A/S, Fabriksparken 56, 2600 Glostrup, telefon (02) 45 15 16.
Der er ikke i valglovene pålagt kommunalbestyrelserne pligt til at annoncere om adgangen til at afgive stemme i hjemmet. De fleste kommunalbestyrelser annoncerer imidlertid forud for det enkelte valg om adgangen til at afgive brevstemme på folkeregistret, og indenrigsministeriet skal henstille, at kommunalbestyrelsen på tilsvarende måde henleder vælgernes opmærksomhed på adgangen til at stemme i hjemmet samt på, hvorledes vælgerne kan rekvirere begæringsformularen.
3. AFSTEMNINGENS TILRETTELÆGGELSE.
Ansvaret for afstemningens tilrettelæggelse og gennemførelse påhviler det stedlige folkeregister.
Der er ikke på forhånd muligt at skønne over, i hvilket omfang adgangen til af afgive stemme i hjemmet vil blive udnyttet, og der kan derfor ikke oplyses noget om arbejdets omfang. Erfaringerne fra Norge, hvor der på tilsvarende måde har været gennemført afstemninger i hjemmene ved flere valg, viser imidlertid, at et hold stemmemodtagere i Oslo kommune gennemsnitligt kan overkomme mellem to og tre besøg pr. time (inclusive transporttiden). Transporten sker efter en nøje forud tilrettelagt plan med taxa og i den indre by gerne til fods. Hvorvidt samme norm kan lægges til grund her i landet vil selvsagt bl.a. bero på arten af det transportmiddel, der benyttes, og på hvor koncentreret vælgerne bor.
Blandt andet af hensyn til behandlingen af eventuelle klager er det nødvendigt, at der føres nøjagtige optegnelser over alle relevante begivenheder. Således må det nøjagtige tidspunkt for begæringens modtagelse, og tidspunktet for et besøgs aflæggelse noteres ned. Det må endvidere fremgå, om der har gjort sig særlige forhold gældende i forbindelse med stemmeafgivningen. Det er ikke påkrævet, at der føres en egentlig protokol. Det vil være tilstrækkeligt, såfremt de relevante oplysninger noteres på begæringen eller en kopi af denne.
4. UNDERRETNING AF VÆLGERE, DER HAR INDSENDT BEGÆRING.
Uanset at loven ikke foreskriver pligt dertil, finder indenrigsministeriet det rimeligt, at folkeregistret i det omfang, det er praktisk muligt, underretter vælgerne om, hvilken dag og om muligt hvilket omtrentligt klokkeslæt han vil blive opsøgt af repræsentanterne fra folkeregistret.
Der er ikke efter valglovene pligt til at opsøge en vælger mere end een gang, men især i de tilfælde, hvor besøget er aflagt, uden at vælgeren i forvejen er orienteret herom, vil det være ønskeligt, om vælgeren kan aflægges endnu et besøg.
Meddeler vælgeren efter udløbet af fristen for begæringens indsendelse, at han har skiftet opholdssted, er der ikke pligt til at opsøge ham på det nye opholdssted.
I de tilfælde, hvor stemmemodtagerne aflægger forgæves besøg, skal de altid lægge en meddelelse herom til vælgeren med angivelse af tidspunktet for besøgets aflæggelse.
5. STEMMEAFGIVNINGEN.
Stemmeafgivningen i hjemmet sker overfor to stemmemodtagere. Loven forudsætter, at hvervet som stemmemodtager i almindelighed varetages af ansatte under folkeregistret, men også personer, der er ansat i kommunens tjeneste udenfor folkeregistret kan - om nødvendigt - udpeges til at virke som stemmemodtagere. Endelig kan kommunalbestyrelsen med henblik på gennemførelsen af brevstemmeafgivningen på afsides beliggende øer, der ikke udgør et selvstændigt afstemningsområde, i overensstemmelse med bestemmelsen i folketingsvalglovens § 56, stk. 4, og den kommunale valglovs § 56, stk. 4, udpege to af øens vælgere som stemmemodtagere. Personer, som skal virke som stemmemodtagere, skal alene opfylde betingelserne for valgret til folketinget.
Også ved afstemning, der finder sted i private hjem, bør det sikres, at stemmeafgivningen finder sted uset af andre. Medmindre vælgerens helbredstilstand gør det nødvendigt, at der ydes vælgeren den nødvendige bistand ved stemmeafgivningen af stemmemodtagerne, må disse, i det omfang det er muligt, sikre sig, at vælgeren får lejlighed til at afgive sin stemme uset af andre. Er vælgeren blind eller svagsynet, eller er han af anden årsag ude af stand til at foretage afstemningen egenhændigt, kan den ene stemmemodtager i overværelse af den anden foretage afstemningen efter vælgerens begæring og anvisning, ligesom følgebrev m.v. i dette tilfælde udfyldes og underskrives af stemmemodtagerne.
De udpegede stemmemodtagere skal give vælgeren den fornødne mundtlige vejledning om fremgangsmåden ved stemmeafgivningen, men de må på ingen måde give vælgeren råd, anvisning eller opfordring med hensyn til, på hvilken kandidat eller liste han skal stemme.
Efter at vælgeren har forevist fornøden legitimation, udleverer stemmemodtagerne en stemmeseddel med tilhørende konvolut, følgebrev og omslag - ved kommunale valg to stemmesedler med tilhørende konvolutter samt fælles følgebrev og omslag. Afstemningen skal foretages straks efter modtagelsen af stemmematerialet.
Afstemningen foretages iøvrigt på følgende måde
A. FOLKETINGSVALG.
Stemmematerialet består af en hvid stemmeseddel indlagt i en blå konvolut, et følgebrev samt et omslag (en stor gul konvolut).
På stemmesedlen skriver vælgeren enten navnet på eller bogstavbetegnelsen for et af de partier, der har kandidater på valg i den stor- eller amtskreds, der omfatter det afstemningssted, hvor vælgeren er opført på valglisten, eller navnet på en af de opstillede kandidater, eventuelt med tilføjelse af partibetegnelsen eller bogstavbetegnelsen.
Når stemmesedlen er udfyldt, indlægger vælgeren sedlen i den dertil hørende blå konvolut, som han tilklæber. Derefter udfylder han følgebrevet og underskriver dette i overværelse af stemmemodtageren, som derpå skal underskrive den på følgebrevet optagne attest. Foruden stemmemodtagerens underskrift skal attesten forsynes med folkeregistrets eller kommunens stempel.
Når attesten er underskrevet, nedlægger vælgeren konvolutten med stemmesedlen og følgebrevet i omslaget (den store gule konvolut), som han - om fornødent med bistand fra stemmemodtageren - tilklæber og adresserer til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor han er opført på valglisten. Vælgeren udfylder dernæst den på bagsiden af omslaget anbragte rubrik med tydelig angivelse af sit navn og sin nøjagtige bopæl i den nævnte kommune. Stemmemodtageren bør påse, at den nævnte rubrik er udfyldt. Endelig udfylder vælgeren den på forsiden af omslaget anbragte rubrik, idet der her skal angives, at stemmesedlen vedrører folketingsvalg. Omslaget skal derefter afleveres til stemmemodtageren, som må drage omsorg for, at omslaget opbevares på betryggende vis enten i en transportabel stemmeurne eller en aflåselig mappe. Ved tilbagekomsten til folkeregistret overgives omslaget til registrets leder, der drager omsorg for, at det fremsendes til vedkommende kommunalbestyrelse. Såfremt omslaget skal forsendes med postvæsenet, må vælgeren selv betale portoen.
Fremsendelse af brevstemmematerialet til kommunalbestyrelsen bør ske snarest muligt efter afstemningens foretagelse. For at forsendelse af brevstemmemateriale kan udskilles fra anden post til kommunalbestyrelsen, skal fremsendelsen ske i de originale omslag, der ikke må nedlægges i andre kuverter.
B. KOMMUNALE VALG.
Stemmematerialet består af en hvid stemmeseddel indlagt i en blå konvolut (kommunalbestyrelsesvalget) og en gul stemmeseddel indlagt i en gul konvolut (amtsrådsvalget), et fælles følgebrev samt et omslag (en stor blå konvolut).
Vælgere, der er bosat i Københavns eller Frederiksberg kommune, skal alene afgive stemme til kommunalbestyrelsesvalget, og skal således ikke have udleveret stemmeseddel til amtsrådsvalget, hvorfor den gule konvolut med tilhørende stemmeseddel må udtages af brevstemmematerialet, inden dette overgives til vælgeren.
Afstemningen skal foretages særskilt for de to valg.
På de respektive stemmesedler skriver vælgeren enten listebetegnelsen eller bogstavbetagnelsen for den kandidatliste (parti), som han vil stemme på, eller navnet på en af listens kandidater, evt. med tilføjelse af listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen.
Når stemmesedlerne er udfyldt, indlægger vælgeren dem i de dertil hørende konvolutter, som han tilklæber. Derefter udfylder han følgebrevet og underskriver dette i overværelse af stemmemodtageren, som derpå skal underskrive den på følgebrevet optagne attest.
Med hensyn til den videre fremgangsmåde for afstemningen henvises til det ovenfor under A (folketingsvalg) anførte.
C. FOLKEAFSTEMNING.
Stemmematerialet består af en hvid stemmeseddel indlagt i en rød (eventuel orange) eller grøn konvolut, et følgebrev samt et omslag (en stor gul konvolut). I modsætning til ved folketingsvalg og kommunale valg er stemmesedlen påtrykt ordene »Ja« og »Nej« over hinanden, adskilt ved en trykt vandret streg.
Afstemningen sker ved, at den pågældende vælger på stemmesedlen sætter kryds ud for ordet »Ja«, såfremt han stemmer for det lovforslag eller den lov, der er genstand for folkeafstemning, eller sætter kryds ud for ordet »Nej«, såfremt han stemmer imod lovforslaget eller loven.
Iøvrigt henvises til det under A (folketingsvalg) anførte.
INDENRIGSMINISTERIET DEN 6. DECEMBER 1977
EGON JENSEN
/Vilh. Brockmeyer
Ingen