Vejledning om ændring af skattekontrolloven.
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om ændring af skattekontrolloven.
(Skattemæssig kontrol med renteindtægter i pengeinstitutter m.v.).
Ved lov nr. 286 af 9. juni 1977 er skattekontrolloven ændret på flere væsentlige punkter. Der er bl.a. indført kontrol med renteindtægter i pengeinstitutter m.v. og med obligationsrenter m.v.
I nærværende vejledning omtales alene de nye bestemmelser om kontrol med renteindtægter i pengeinstitutter m.v. Der henvises i øvrigt til ministeriet for skatter og afgifters bekendtgørelse nr. 336 af 24. juni 1977.
De nye regler går ud på, at banker, sparekasser, andelskasser, postgirokontoret, bankierer, vekselerere, advokater og andre, hos hvem der kan oprettes rentebærende indskudskonti, efter udløbet af hvert kalenderår skal give meddelelse til skattemyndighederne om størrelsen af de renter, som kontohaveren har opnået i det forløbne år. Endvidere skal indeståendet ved årets udgang oplyses.
For at sikre at en sådan indberetningsordning kan fungere, er det nødvendigt, at de konti, der omfattes af indberetningsordningen, er forsynet med oplysning om kontohavers personnummer (CPR-nr.) eller arbejdsgivernummer efter kildeskattesystemet (CIR-nr.). Herudover må der foreligge korrekte oplysninger om kontohavers navn og adresse.
I. Nye konti.
a) Personer med bopæl eller ophold i Danmark og selskaber, foreninger, legater og stiftelser m.v. med hjemsted i Danmark.
1. Nedenstående regler gælder, når den, der ønsker at oprette en indskudskonto på oprettelsestidspunktet har bopæl i Danmark eller har opholdt sig her i over 3 måneder. Reglerne gælder også for selskaber og foreninger m.v., når institutionen har hjemsted her på det tidspunkt, hvor kontoen ønskes oprettet.
Ifølge de nye bestemmelser kan en indskudskonto fra og med den 1. juli 1977 kun oprettes, hvis der samtidig gives banken, sparekassen, andelskassen, postgirokontoret etc. oplysning om kontohaverens CPR-nr. eller CIR-nr. Kontohaverens navn og adresse skal også oplyses.
For kontohavere, der både har CPR-nr. og CIR-nr., bør fortrinsvis anvendes CPR-nr. Hvis kontohavers CPR-nr. anvendes, skal bopælsadresse noteres. Den pågældende bank, sparekasse, etc. kan dog, når ganske særlige forhold taler derfor, i stedet for bopælsadresse notere en virksomhedsadresse.
Oplyses kontohavers CIR-nr., noteres virksomhedens adresse.
De nye oplysningskrav opfyldes ved, at den person, der opretter kontoen, foreviser et legitimationspapir, hvoraf kontohaverens CPR-nr. eller CIR-nr. fremgår. Som legitimation kan anvendes ID-kort udstedt af en bank eller sparekasse. Endvidere kan anvendes kontohavers personnummerbevis eller CIR-registreringsbevis, men også anden dokumentation kan anvendes, hvis den af en offentlig myndighed er forsynet med fortrykt CPR-nr. eller CIR-nr. Det kan være sygesinkringsbevis, skattekort, førerbevis, forsvarets identitetskort etc. Fotokopi af disse legitimationspapirer kan også benyttes.
Oprettes kontoen af en anden end den, der skal være berettiget til indeståendet, er det den berettigedes CPR-nr. eller CIR-nr. samt navn og adresse, der skal oplyses.
Oprettes en konto, således at renterne af indeståendet, skal tilfalde en anden end indeståendets ejer, skal der gives oplysning om såvel ejerens som rentenyderens CPR-nr. eller CIR-nr.
2. Indskudskonto kan som hidtil oprettes ved skriftlig henvendelse til den bank eller sparekasse m.v., hvor kontoen ønskes oprettet. Den krævede dokumentation vedrørende kontohavers identitet skal da medsendes, evt. i fotokopi.
Ved en arbejdsgivers oprettelse af lønkonti for de ansatte kræves der ikke medsendelse af dokumentation for de ansattes personnummer m.v., såfremt arbejdsgiveren har sikret sig, at CPR-nr. er korrekt.
3. For selskaber, foreninger, legater, stiftelser og lignende, som hverken har CPR-nr. eller CIR-nr., gælder nogle særlige regler.
Ved oprettelse af en indskudskonto for de nævnte må udover selskabets, foreningens, legatets eller stiftelsens navn oplyses CPR-nr. eller CIR-nr., navn og adresse for formanden eller en anden person, der er berettiget til at handle på kontohaverens vegne. Dokumentation for rigtigheden af de givne oplysninger må forevises eller indsendes som nævnt ovenfor.
For at undgå at indvundne renter og indeståender på sådanne konti henføres til beskatning hos den pågældende person, skal sådanne konti af den kontoførende forsynes med en kodebetegnelse, således at skattemyndighederne til sin tid kan være opmærksom på spørgsmålet.
Såfremt bestyrelsen af et legat er henlagt til en kommunalbestyrelse eller anden offentlig myndighed oplyses dennes CIR-nr.
4. Oprettes indskudskonto i forbindelse med bobehandling, for eksempel dødsbo eller konkursbo, skal der oplyses CPR-nr. eller CIR-nr. for den skifteret, eksekutor eller advokat, der varetager bobehandlingen. Sådanne konti vil ligeledes af den kontoførende blive forsynet med en kodebetegnelse som nævnt under pkt. 3.
5. Ved oprettelse af såkaldte "midlertidige konti" f.eks. deponeringskonti og konti, der oprettes i forbindelse med ejendomshandler, kan opretterens personnummer og navn m.v. oplyses og noteres, selvom indeståendet og renter evt. senere skal frigives til en anden person. Når ejendomsforholdet til indeståendet på en sådan konto er afklaret f.eks. ved dom eller ved, at det er dokumenteret, at de aftalte vilkår i en ejendomshandel er opfyldt, skal de oprindeligt givne identifikationsoplysninger erstattes af oplysninger om den berettigedes identitet.
6. Oprettes en konto, således at indestående og renter tilhører flere personer, f.eks. et interessentskab, hvor de enkelte "anpartshavere" har CPR-nr. eller CIR-nr., skal der ved oprettelsen oplyses og dokumenteres identifikationsnummer for en eller flere af de pågældende ejere efter parternes ønske. Det samme gælder, når en konto oprettes for en flerhed af personer, uden at disse udgør en forening eller lignende. Som eksempel kan nævnes en skoleklasses oprettelse af en konto med henblik på opsparing til et bestemt formål (en rejse eller lignende).
Sådanne konti skal også af den kontoførende forsynes med en kode som nævnt under pkt. 3.
b) Personer med bopæl eller ophold i udlandet og selskaber, foreninger, legater og stiftelser m.v. med hjemsted i udlandet.
7. Hvis en person på det tidspunkt, kontoen ønskes oprettet, hverken har bopæl i Danmark eller har opholdt sig her i mere end 3 måneder, skal den pågældende oplyse navn og adresse, hjemland samt CPR-nr. eller CIR-nr., hvis han har fået tildelt sådant registreringsnummer. Såfremt anmodningen om oprettelse af konto sker ved personlig henvendelse til pengeinstituttet m.v., skal der forevises pas eller anden legitimation som pengeinstituttet anser for betryggende.
Hvis den pågældende har CPR-nr. eller CIR-nr. skal dokumentation forevises.
Hvis anmodningen om oprettelse af konto fremkommer skriftligt, er det overladt til pengeinstituttets skøn at afgøre, i hvilken udstrækning der skal indsendes dokumentation for de givne oplysninger.
For selskaber, foreninger etc., der på det tidspunkt, hvor en konto ønskes oprettet, ikke har hjemsted i Danmark, gælder samme regler som nævnt vedrørende personer med bopæl eller ophold i udlandet. Det samme gælder for dødsboer og konkursboer etc., der ikke behandles her i landet.
Ophold eller bopæl i Grønland eller på Færøerne er sidestillet med ophold eller bopæl i udlandet.
Konti, der tilhører personer med bopæl eller ophold i udlandet og selskaber m.fl. med hjemsted i udlandet, forsynes med en særlig kodebetegnelse.
8. Hvis en kontohaver som nævnt under pkt. 7 tager bopæl eller varigt ophold (dvs. over 3 måneder) her i landet, skal han underrette den kontoførende om sit CPR- eller CIR-nr. og sin adresse.
II. Kongehuset.
9. Undtaget fra kontrolordningen vedrørende renteindtægter i pengeinstitutter m.v. er, jfr. kildeskattelovens § 3, stk. 1, Kongen og dennes ægtefælle, medlemmer af det kongelige hus, som er børn af danske konger, eller for hvem, der i henhold til grundlovens § 11 er fastsat årpenge, samt deres ægtefæller. Endvidere dødsboer efter de nævnte personer.
Andre medlemmer af det kongelige hus, som betaler kommuneskatter, er omfattet af kontrolordningen.
Det samme gælder de pågældendes ægtefæller.
III. Udenlandske repræsentationer etc.
10. I den bekendtgørelse, der er udsendt den 24. juni 1977, er det fastsat, at konti tilhørende fremmede staters herværende diplomatiske repræsentationer er undtaget fra kontrolordningen. Når en fremmed stats ambassade eller anden repræsentation ønsker at oprette en konto i en bank eller sparekasse etc., skal der derfor ikke kræves andre oplysninger, end hvad der hidtil er krævet efter vedkommende pengeinstituts interne forskrifter.
Undtaget fra kontrolordningen er endvidere konti tilhørende personer, som overfor udenrigsministeriet er anmeldt som diplomater. Sådanne personer skal heller ikke give andre oplysninger ved oprettelse af en konto, end hvad der følger af pengeinstituttets interne regler. Til dokumentation for disse personers diplomatiske status har udenrigsministeriet udfærdiget et særligt identitetskort for diplomater (rødt kort), som kan kræves forevist.
Udover det egentlige diplomatiske personale ved fremmede staters repræsentationer findes nogle andre personalegrupper, som er undtaget fra kontrolordningen.
Det drejer sig om det administrative og tekniske personale samt tjenestepersonale forudsat, at de pågældende ikke er danske statsborgere. Disse persongrupper har af udenrigsministeriet fået udstedt et særlig identitetskort (grønt kort), som kan kræves forevist.
Undtaget fra kontrolordningen er endvidere det diplomatiske personales og det administrative og tekniske personales familiemedlemmer, forudsat at de pågældende hører til husstanden og ikke er danske statsborgere.
De nævnte personer er også i besiddelse af identitetskort som nævnt ovenfor eller vil kunne få sådanne kort ved henvendelse til udenrigsministeriet, protokollen.
Familiemedlemmer til tjenestepersonale er ikke undtaget fra kontrolordningen.
IV. Bestående konti.
11. For konti, der er oprettet før den 1. juli 1977. skal der gives kontoførende pengeinstitut etc. de samme oplysninger om kontohaverens CPR-nr. eller CIR-nr. osv. som beskrevet ovenfor i afsnit I. Oplysningerne kan gives ved personlig henvendelse til banken eller sparekassen osv. eller pr. brev. Vedrørende postgirokonti vil kontohaverne få vejledning fra postgirokontoret. Hvis kontohaveren ved en tidligere lejlighed har givet den kontoførende korrekte oplysninger om sit CPR-nr. eller CIR-nr. og navn og nuværende adresse, er det dog ikke nødvendigt at foretage noget, uden anmodning fra det pågældende pengeinstitut m.v.
12. Hvis det kontoførende pengeinstitut etc. ikke har modtaget oplysning om kontohaverens CPR-nr. eller CIR-nr. osv. senest den 1. oktober 1977, er det i skattekontrolloven bestemt, at der ikke må foretages udtræk på kontoen. Denne spærring ophører, når kontohaveren giver banken eller sparekassen etc. de nødvendige identifikationsoplysninger. Spærringens bortfald kræver ikke godkendelse af nogen skattemyndighed.
13. Konti, der er oprettet før den 1. juli 1977 og som i henhold til valutalovgivningen er noteret som tilhørende valutaudlændinge, omfattes ikke af de nævnte regler om notering af CPR-nr. eller CIR-nr. og om spærring af kontoen.
Der skal ikke foretages noget vedrørende sådanne konti, men de skal forsynes med en særlig kodebetegnelse.
V. Sømænd.
14. For konti tilhørende her i landet hjemmehørende sømænd, der omfattet af sømandsskatteordningen, finder reglerne i afsnit Ia anvendelse.
For konti tilhørende sømænd, der ikke er hjemmehørende her i landet, gælder reglerne i afsnit Ib.
Såfremt pengeinstituttet er bekendt med, at en sømand som følge af sejlads i udenrigsfart ikke er i stand til inden 1. oktober 1977 at underrette pengeinstituttet om sit CPR-nr., kan pengeinstituttet ved skriftlig henvendelse til Sømandsskattekontoret, Borgergade 16, 1300 København K, få den pågældendes CPR-nr. oplyst. Ved henvendelsen bør så vidt mulig oplyses, hvilket skib den pågældende er påmønstret.
VI. Ændring af CPR-nr eller CIR-nr.
15. Hvis der sker ændring af CPR-nr., CIR-nr., navn og adresse, som er oplyst overfor det pengeinstitut etc., hvor kontoen føres, skal kontohaveren give meddelelse om ændringen til pengeinstituttet. Dette samme gælder ved formandsskifte eller lignende hos foreninger og legater osv. Meddelelsen bør gives inden 1 måned, efter at ændringen er sket, dog for så vidt angår adresseændringer alene, inden 1 år efter ændringen er sket.
Der skal forelægges dokumentation for de skete ændringer på samme måde som ved oprettelse af en ny konto.
Skattedepartementet, den 26. juli 1977.
Hans P. Gøtrik.
/ Mogens Winther.
Ingen