Cirkulære om ændringer i lovgivningen vedrørende brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.

§ 1. Bygninger med mere end 2 etager, der helt eller delvis benyttes til beboelse, skal opfylde kravene i §§ 2-7, medmindre andet godkendes af kommunalbestyrelsen efter lovens § 6 eller besluttes af boligtilsynet efter lovens § 7.

Stk. 2. Tagetager, der benyttes til beboelse eller ophold, medregnes som etage.

Stk. 3. Bygninger, hvor gulvet i øverste etage er beliggende mere end 4,5 m over terræn, betragtes som bygninger med mere end 2 etager.

Stk. 4. Bygninger, som på grund af skrånende terræn el.lign. har 2 etager til den ene side og mere end 2 etager til den anden side, betragtes som bygninger med mere end 2 etager.

Stk. 5. I bygninger, som herefter er omfattet af kravene, gælder disse for samtlige etager.

Stk. 6. Undtaget fra kravene i §§ 2-7 er bygninger, hvor de enkelte beboelseslejligheder eller beboelsesrum har adgang til sikkerhedstrappe i overensstemmelse med bestemmelserne i bygningsreglementet (BR-72, kap. 4.1.5., stk. 3).

Stk. 7. De brandtekniske definitioner og klassifikationer i bygningsreglementet (BR-72, kap. 6) finder anvendelse på de i bekendtgørelsen anvendte brandtekniske betegnelser.

Fælles krav.

§ 2. Hver lejlighed skal i hver etage have mindst 1 redningsvindue, som kan nås af brandvæsenets redningsstiger.

Stk. 2. Vægge mellem lejligheder (lejlighedsskel) skal mindst svare til BD-bygningsdel 60.

Stk. 3. I brandvægge og tilsvarende adskillende konstruktioner skal åbninger lukkes med en konstruktion svarende til væggen m.m., dog mindst svarende til BS-bygningsdel 60.

Stk. 4. Loft i kælder skal have overflader mindst svarende til beklædning af klasse 1.

Trapper. § 3. Indvendige trapper skal være anbragt i trapperum med uhindret adgang direkte til det fri gennem forrum eller gang.

Stk. 2. Vægkonstruktioner og etageadskillelser i trapperum, forrum og gange, der tjener som flugtvej, skal svare til BD-bygningsdel 60. Væg mod kælder skal svare til BS-væg 60. I Bygninger med mere end 3 etager, hvor hver lejlighed kun har adgang til 1 trappe, skal etageadskillensen mellem kælder og trapperum med tilhørende forrum eller gang mindst svare til BS-bygningsdel 60 eller BD-bygningsdel 90.

Stk. 3. Overflader på vægge og lofter i trapperum samt undersider af trappeløb skal mindst svare til beklædninger af klasse 1. I bygninger, hvor hver lejlighed har adgang til 2 trapper, kan eksisterende vægpaneler i trapperum dog bibeholdes, når panelerne har overflader, der mindst svarer til beklædninger af klasse 2 og ikke er højere end 1,5 m.

Stk. 4. I trapperum må ikke forefindes gasmålere, træskabe til el-målere og trappelysautomater m.m. eller skabe og skabsrum.

§ 4. I hver etage må der til hver trappe højst være adgang fra 4 lejligheder.

Stk. 2. I bygninger, hvor hver lejlighed har adgang til 2 trapper, må der kun være forbindelse mellem de 2 trapper gennem de enkelte lejligheder og gennem en eventuel tagetage.

Døre.

§ 5. Døre fra trapperne til lejligheder skal svare til BD-entredør 30. I lejligheder med adgang til 2 trapper kan kravet fraviges efter følgende regler

a) i lejligheder, hvor der er mindst 1 tætsluttende trædør uden plaspartier mellem de 2 døre til trapperne, kan trappedørene udføres som tætsluttende trædøre uden glaspartier,

b) i lejligheder, hvor der er mindst 2 tætsluttende trædøre uden glaspartier mellem de 2 døre til trapperummene og mindst 8 m mellem trappedørene, kan plaspartier bibeholdes i den ene trappedør, når den pågældende trappe ikke har forbindelse til kælder, jfr. stk. 2.

Stk. 2. Døre fra trapperum til kælder skal mindst svare til BD-dør 30. Direkte adgang fra trapperum til kælder må i bygninger med 2 trapper kun forefindes ved den ene trappe. I bygninger med 1 trappe må direkte adgang fra trapperum til kælder kun forefindes i følgende tilfælde

a) når gulvet i øverste lejlighed ligger højst 10 m over terræn.

b) når gulvet i øverste lejlighed ligger højere end 10 m over terræn, såfremt trappen svarer til mindst BS-bygningsdel 30, og såfremt der fra hver lejlighed, hvis gulv ligger højere end 10 m over terræn, er adgang til en altan, der vender ud mod brandredningsvejen.

Stk. 3. I tagetager, der kun delvis anvendes til beboelse, skal døren til den del af tagetagen, der ikke anvendes til beboelse, være mindst BD-dør 30. Er der ikke beboelse i tagetagen, skal døre fra trapperum til tagetager mindst være tætsluttende trædøre uden glaspartier.

Stk. 4. Andre døre i trapperum end de i stk. 1-3 nævnte skal mindst være tætsluttende trædøre uden glaspartier. Dette krav gælder ikke udgangsdøre til det fri og døre til wc-rum, hvortil der kun er adgang fra trapperum.

Erhvervslokaler i bygninger med beboelse.

§ 6. Døre fra trapperum til erhvervslokaler skal udføres i overensstemmelse med følgende regler

a) døre fra trapperum til erhvervslokaler, hvis samlede bruttoetageareal er mindre end 150 m2, skal udføres efter bestemmelserne i § 5. Er bruttoetagearealet større end 150 m2, skal døre fra trapperum udføres mindst som BD-dør 60,

b) døre fra trapperum til erhvervslokaler med større brandbelastning og til lokaler, hvori der foregår brandfarlige arbejdsprocesser, skal uanset lokalernes størrelse udføres mindst som BS-dør 60,

c) ved erhvervslokaler med særlig stor brandbelastning eller brandfare kan kommunalbestyrelsen forlange, at lokalerne fornynes med selvstændig adgang til det fri, og at døråbninger m.v. til trapperum lukkes med væg mindst svarende til BS-væg 60.

Elevatorer. § 7. Elevatorer med tilhørende spil m.v. skal være adskilt fra kælder med væg mindst svarende til BS-bygningsdel 60. Dør fra kælder til elevator og spillerum m.v. skal mindst svare til BD-dør 60.

Anmeldelse om brandsikring.

§ 8. De i loven foreskrevne indberetninger til kommunalbestyrelsen og boligtilsynet om gennemgang af bygningerne og om de foranstaltninger, som er nødvendige for at opfylde kravene om brandsikring, skal ske på særlige af boligministeriet udfærdigede skemaer, betegnet »Indberetning om brandsikring«. Skemaerne rekvireres hos kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. I indberetningen skal ejeren oplyse, hvilken teknisk sagkundskab han har benyttet til gennemgangen og udarbejdelsen af forslag til brandsikring.

Beboernes medvirken.

§ 9. Er der i medfør af lejeloven valgt beboerrepræsentanter for ejendommen, skal ejeren give dem underretning om, hvornår den i loven foreskrevne gennemgang af bygningerne vil finde sted. Det skal i indberetningsskemaerne angives, om beboerrepræsentanterne har bemærkninger til de foreslåede brandsikringsforanstaltninger. Bemærkningerne skal påføres skemaet eller vedlægges dette.

Stk. 2. Er der ikke valgt beboerrepræsentanter, skal ejeren ved meddelelse til lejerne eller ved opslag gøre lejeren bekendt med indberetningen til kommunalbestyrelsen. Meddelelsen skal indeholde oplysning om, hvor en genpart af indberetningen ligger til gennemsyn for lejerne.

Fredede bygninger.

§ 10. Er bygningen fredet i medfør af lovgivningen om bygningsfredning, skal ejeren i indberetningen gøre opmærksom herpå. Forslaget til brandsikring indsendes af kommunalbestyrelsen til Frednigsstyrelsen til forelæggelse for Det særlige Bygningssyn. Arbejdet må først ivnærksættes, når kommunalbestyrelsen efter modtagelsen af Fredningsstyrelsens udtalelse har godkendt forslaget.

Ordensforskrifter m.m.

§ 11. Ejendommens adgangsarealer, brandredningsarealer (brandveje), trapper og gange samt adgang hertil må ikke indrettes eller benyttes til andre formål end adgang eller tilkørsen. Arealerne, trapperne og gangene m.v. skal stedse holdes ryddelige. De må heller ikke anvendes til henstilling af biler, cykler og barnevogne m.v. eller til oplagring af varer og affald m.m., der kan befordre en brands udbredelse eller hindre personers flugt og brandvæsenets indsats i tilfælde af brand.

Stk. 2. Lofts- og kælderrum, der hører til de enkelte lejemål, skal holdes forsvarligt aflåst. Ejeren skal sørge for, at sådanne rum tømmes ved lejerskifte.

Undtagelser.

§ 12. Bekendtgørelsen gælder ikke for fritliggende en- og tofamiliehuse.

Stk. 2. For andre en- og tofamiliehuse, der kun har 3 etager, gælder kravene i §§ 3 og 5 ikke, såfremt følgende krav opfyldes

a) i hver etage skal være mindst 1 redningsvindue mod gaden,

b) kælderen skal adskilles mod trappen med en konstruktion mindst svarende til BD-bygningsdel 60 og med dør mindst svarende til BD-dør 30,

c) i tofamiliehuse skal tillige døre fra trapperum til lejligheder, herunder værelser være tætsluttende trædøre uden glaspartier,

d) værelser i tofamiliehuse, hvorfra der kun er adgang til det under a) nævnte redningsvindue gennem trapperummet, skal være forsynet med et redningsvindue, jfr. § 2, stk. 1.

Stk. 3. Bekendtgørelsen gælder ikke for lokaler, der omfattes af justitsministeriets bekendtgørelse nr. 252 af 21. maj 1974 om brandværnsforanstaltninger i ældre hoteller m.v.

Ikrafttræden.

§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bilag 3.

Vejledning af 66 af 15. marts 1977 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger.

(udelades her).

Bilag 4.

Boligministeriets bekendtgørelse nr. 175 af 29. april 1977 om ændring af bekendtgørelse om almennyttig boligvirksomhed.

(Udelades her).

§ 17 c stiller ikke - som normalt ved realkreditfinansiering af forbedringsarbejder - krav om, at der som vilkår for optagelse af den gunstigere belåning skal være tilført ejendommen en værdiforøgelse af en bestemt størrelsesorden.

Nødvendige brandsikringsarbejder vil efter bestemmelsen kunne belånes op til en lånegrænse på 100 pct. af de afholdte udgifter. Realkreditlånet kan dog ikke være større, end at de årlige ydelser på lånet kan dækkes inden for et beløb, der svarer til 2 pct. af ejendommens værdi ved 15. alm. vurdering af landets faste ejendomme.

Lånet skal endvidere have sikkerhed inden for en lånegrænse på 75 pct. af den brandsikrede ejendoms værdi i handel og vandel.

Lånets løbetid kan højst andrage 20 år.

Er betingelserne for optagelse af et sådant realkreditlån opfyldt, kan lånet udbetales indtil udgangen af marts 1980.

Fordelingen inden for lovens rammr af lån til brandsikringsarbejder på almindelig og særlig realkredit er ikke til hinder for, at hele lånet ydes som særlig realkredit, hvis dette af det pågældende realkreditinstitut skønnes hensigtsmæssigt ud fra en vurdering af bl.a. lånets størrelse og de økonomiske og administrative konsekvenser, der vil være forbundet med en opdeling af långivningen.

Dersom en bygherre i medfør af brandsinringsloven eller anden lovgivning eventuelt måtte modtage kontant tilskud eller rente- og afdragsfri lån fra det offentlige som direkte støtte, forudsættes det, at der ikke til sammen bliver tale om finansiering af de udførte brandsikringsarbejder med mere end 100 pct.

Bestemmelsen i § 17 c giver herudover - eventuelt i kombination med finansieringen af brandsikringsarbejder - mulighed for hel eller delvis finansiering af udgifter til almindelige forbedrings-, opretnings- og isoleringsarbejder m.v. i udlejningsejendomme til helårsbeboelse. Der gælder her de samme vilkår for ydelse af lån som for brandsikringsarbejder, dog med den undtagelse, at der ikke til opretningsarbejder m.v. kan ydes større lån end, at de årlige ydelser på dette kan dækkes inden for et beløb svarende til 1 pct. af ejendomsværdien ved 15. alm. vurdering. Denne regel er nærmere omtalt i boligministeriets cirkulære af 20. juli 1977 om ændringer af boligreguleringsloven.

7. Indførelsen af den nye § 17 c i realkreditloven udelukker ikke, at der i visse tilfælde supplerende kan ydes lån til brandsikringsarbejder i medfør af samme lovs § 17 b. Denne bestemmelse, der indeholder en andenmidlertidig udvidet adgang til realkreditbelåning, blev indføjet i realkreditloven ved lov nr. 422 af 25. august 1976.

For at der kan ydes lån efter denne bestemmelse, er det imidlertid en forudsætning, at de udførte brandsikringsarbejder (eventuelt i forbindelse med andre forbedringsarbejder) har medført en vædiforøgelse på mindst 10 pct. af bygningsværdien inden forbedringens gennemførelse. Det er endvidere en betingelse, at de pågældende byggearbejder er påbegyndt i tiden 1. oktober 1976 til udgangen af marts 1978. Det påhviler låntageren at godtgøre, at byggearbejdet er påbegyndt i dette tidsrum, og er videreført uden afbrydelse på normal måde. Inden udløbet af marts 1978 skal låntageren anmelde byggearbejdets påbegyndelse til det realkreditinstitut, hvori lånet ydes.

Såfremt disse betingelser er opfyldt, kan lån ydes inden for en lånegrænse på 90 pct. af den værdiforøgelse, forbedringen har tilført ejendommen. Lånet skal endvidere for ejendommen som helhed have sikkrhed inden for en samlet lånegrænse på 75 pct. af den brandsikrede ejendomsværdi i handel og vandel.

Lånets løbetid kan højst andrage 20 år.

Er betingelserne for optagelse af et sådant realkreditlån opfyldt, kan lånet udbetales indtil udgangen af marts 1979, dog udgangen af 1979 for byggearbejder, hvis værdi overstiger 1 mio kr.

En kombination af lånereglerne i realkreditlovens § 17 b og § 17 c giver herefter i visse tilfælde mulighed for, at brandsikringsarbejder, der (eventuelt sammen med andre forbedringsarbejder) medfører en værdiforøgelse på mere end 10 pct. af den oprindelige bygnings værdi, kan realkreditbelånes efter 2 lånegrænser: nemlig 100 pct. af en så stor del af udgifterne, at de årlige ydelser på lånet kan holdes inden for 2 pct. af ejendommens værdi ved 15. alm. vurdering og 90 pct. af den værdiforøgelse, som de resterende brandsikringsudgifter skønnes at have tilført ejendommen. Det er herved stadig forudsat, at den samlede lånegrænse for ejendommen som helhed ikke kommer til at overstige 75 pct., og at der ikke i forbindelse med ydelse af tilskud eller lignende bliver tale om en finansiering med mere end 100 pct. af udgifterne ved de udførte arbejder.

8. For at sikre, at Grundejernes Investeringsfond i videst muligt omfang har disponible midler til udlån til brandsikringsforanstaltninger, er den hidtidige adgang efter boligreguleringslovens kap. V til at kræve frigivet midler til dækning af visse vedligeholdelses- og opretningsarbejder, herunder brandsikringsarbejder, ophævet ved den stedfundne ændring af boligreguleringsloven den j9. maj 1977. Dette indebærer, at der heller ikke som tidligere forudsat i medfør af brandsikringslovens § 10 og § 11 kan ske frigivelse af bundne beløb vedrørende ejendommen i investeringsfonden.

Såfremt en indskyder i tillid til frigivelsesmuligheden til de nævnte formål, har iværksat sådanne arbejder inden 16. marts 1977 (datoen for lovforslgets fremsættelse), kan der dog ske udbetaling af bindingsbeløb, når udgiften er afholdt efter arbejdets fuldførelse, og kravet om refusion af den afholdte udgift er rejst over for investeringsfonden inden 31. december 1977.

Samtidig er det ved en tilføjelse til boligreguleringslovens § 36 (nyt nr. 5) tydeliggjort, at investeringsfonden også kan yde lån til forbedringer i form af brandsikringsarbejder.

Rentesatsen på sådanne udlån er efter lovændringen 8 pct. p.a.

Lånets løbetid fastsættes som hidtil af fonden efter reglerne i boligreguleringslovens § 38, stk. 3, og udgør normalt 15 år.

Lånegrænsen er også uændret efter lovens § 38, stk. 1, på 85 pct. af den af fonden fastsatte låneværdi for ejendommen. Men som noget nyt er der ved lovens § 38, stk. 5, indført adgang til at yde investeringsfondslån til brandsikringsforanstaltninger udover denne lånegrænse, når pantesikkerheden suppleres med en kommunal garanti efter brandsikringslovens § 10, stk. 4, jfr. cirkulærets pkt. 9.

Lånet udbetales kontant.

Lån kan ydes, hvis forbedringerne og udgifterne skønnes rimelige.

Som følge af det store behov for lånemidler fra fonden til brandsikringsforanstaltninger kan det indtil videre ikke påregnes, at fonden kan afse midler til andre låneformål.

Ud fra de samme hensyn vil udlån fra investeringsfonden forlods blive reserveret til finansiering af brandsikringsudgifter i § 2-ejendomme. Der henvises herom til pkt. 5 og til pkt. 11-23, der behandler de særlige finansieringsregler, der gælder for de forskellige bygningskategorier.

9. I de særlige tilfælde, hvor lån, som det er nødvendigt at optage til dækning af udgifterne, kun kan forventes ydet i tilstrækkeligt omfang mod supplerende sikkerhedsstillelse, åbnes der adgang for kommunalbestyrelsen til med tilsynsmyndighedens samtykke at yde garanti for sådanne lån, jfr. lovens § 10, stk. 4. For lån, der ydes med garanti efter denne bestemmelse, hæfter låntageren såvel personligt som med den pantsatte ejendom.

Da gennemførelsen af brandsikring i almindelighed må forudsættes at medføre en værdiforøgelse af ejendommen, svarende til de afholdte udgifter, og da de pågældende lån i de alt overvejende tilfælde må påregnes ydet på sådanne vilkår, at lånene vil kunne færdigamortiseres inden for den pågældende bygnings tilbageværende levetid, vil der næppe i almindelighed være behov for denne supplerende garantistillelse, ligesom kommunerne i de tilfælde, hvor garanti ydes, kun i helt specielle tilfælde vil blive påført tab som følge deraf.

Behov for ydelse af kommunegaranti må navnlig forventes at kunne opstå i forbindelse med långivning i ejendomme, der i forvejen er højt prioriteret. Der kan f.eks. være behov for, at kommunen yder sikkerhedsstillelse for lån til nyetablerede andelsboligforeninger, som endnu ikke har kunnet oparbejde en rimelig egenkapital.

Om ydelse af kommunegaranti for lån i ejendomme, der brandsikres efter beslutninger truffet af boligtilsynet i medfør af lovens § 7, stk. 2, henvises til pkt. 18 og 21.

10. Efter § 26 i lov om boligtilsyn må en ejendom, for hvilken boligtilsynet har nedlagt forbud mod benyttelse, som udgangspunkt ikke prioriteres eller omprioriteres ud over ejendommens grundværdi med offentlige midler eller med midler fra offentligt anerkendte eller godkendte selskaber, institutter m.v. For at denne bestemmelse ikke skal være til hinder for, at finansieringen til gennemførelse af brandsikringsforanstaltninger af kondemnerede ejendomme kan ske ved låneoptagelse på det organiserede lånemarked, er det i brandsikringslovens § 10, stk. 5, bestemt, at det nævnte belåningsforbud i boligtilsynsloven ikke finder anvendelse på lån, der optages til dækning af udgifter til brandsikring, der gennemføres efter brandsikringsloven.

Særlige finansieringsregler for bygninger som er opført før år 1900, og som ikke er omfattet af brandsikringslovens § 3.

11. Som omtalt ovenfor i pkt. 8 er adgangen til at få bundne beløb frigivet fra Grundejernes Investeringsfond til dækning af visse vedligeholdelses- og opretningsarbejder ophævet samtidkg med, at udkånsrenten for fondslånene er forhøjet til 8 pct. p.a.

Der er herved skabt grundlag for en øget udlånsindsats fra fonden til finansiering af brandsikringsudgifter, og det er herefter forudsat, at fonden over en 3-årig periode stiller ca. 300 mio kr. til rådighed for brandsikring af bygninger opført før år 1900 (§ 2-bygningerne).

I det omfang udgifterne til brandsikring søges dækket ved optagelse af lån, vil investeringsfondslånene normalt blive givet til finansiering af halvdelen af de kontante udgifter til brandsikring, idet der til dækning af det resterende lånebehov forudsættes optaget realkreditlån efter §§ 17 c og eventuelt tillige 17 b i realkreditloven, jfr. pkt. 6 og 7. Om den administrative tilrettelæggelse af låneproceduren henvises til pkt. 15.

12. Afholder ejeren udgifterne til brandsikring helt eller delvis uden låneoptagelse kan den del af udgiften, der ikke lånefinansieres, i sådanne lejemål, der er omfattet af kap. II i boligreguleringsloven (lejemål der helt eller delvis anvendes til beboelse i kommuner med huslejeregulering), som hidtil afskrives på ejendommens opretningskonto, jfr. boligreguleringslovens § 15, stk. 2.

Ved ændringen den 9. maj 1977 af denne lov er der indført en tilsvarende adgang for udlejeren til at afholde udgiften til brandsikring over ejendommens konto for udvendig vedligeholdelse, jfr. lovens § 15, stk. 1. Kan udgiften ikke dækkes af kontoene i det regnskabsår, hvori den er afholdt, kan det manglende beløb afskrives senere, idet der er adgang til at overføre en negativ saldo på kontiene.

Om forholdene til lejerne henvises til pkt. 24-27.

13. Dækkes udgifterne til brandsikringen ved optagelse af lån, herunder lån i Grundejernes Investeringsfond, kan lånebeløbet hverken afskrives over vedligeholdelses- eller opretningskontoen.

På vedligeholdelseskontoen kan heller ikke afskrives de årlige ydelser på lånene.

Derimod skal de årlige ydelser til renter og afdrag på lånet i muligt omfang afholdes over ejendommens opretningskonto.

Om forholdet til lejerne henvises til pkt. 24-27.

14. Ved ændringen den 9. maj 1977 af brandsikringsloven (ny § 10 a) er der indført adgang til at yde statstilskud til delvis dækning af brandsikringsudgifterne i beboelsesbygninger, som er opført før år 1900, og som ikke er omfattet af lovens § 3.

Da det må forudsættes som overvejende hovedregel, at brandsikringsudgifterne for disse bygninger i forvejen vil blive søgt helt eller delvis finansieret med lån fra Grundejernes Investeringsfond, er det af rationelle administrative grunde overladt til fonden på statens vegne at yde disse tilskud inden for et samlet beløb på 30 mio kr. Midlerne stilles af statskassen til rådighed for fonden.

Ansøgning om tilskud skal bilægges dokumentation for de udgifter, der er forbundet med brandsikringsarbejderne, jfr. pkt. 15.

Tilskuddet kan alene ydes til beboelseslejligheder med et bruttoetageareal på ikke over 60 m2, idet det her må forventes, at brandsikringsudgifterne beregnet i gennemsnit pr. lejlighed bliver størst samtidig med, at mulighederne for at imødegå store lejeforhøjelser (ved at afskrive over vedligeholdelses- og opretningskontiene) er de mindste.

Tilskuddet udgør 25 pct. af den del af de på sådanne lejligheder hvilende brandsikringsudgifter, der overstiger 4.000 kr. Tilskuddet kan højst udgøre 2.000 kr. for hver lejlighed. Tilskud, der efter disse beregninger vil udgøre mindre end 500 kr. for en lejlighed, udbetales ikke. Det fremgår heraf, at brandsikringsudgiften pr. lejlighed mindst skal udgøre 6.000 kr. for, at tilskud kan komme til udbetaling. Det maksimale tilskudsbeløb på 2.000 kr. udløses ved en brandsikringsudgift på 12.000 kr. eller derover pr. lejlighed.

Enhver beboelseslejlighed, der i øvrigt opfylder lovens krav vedrørende størrelse og brandsikringsudgifter, er berettiget til tilskud, hvad enten den er beboet af ejeren eller er udlejet. Dette gælder også, hvor værelser som led i brandsikringen omdannes til lejligheder samt i blandede lejemål, hvori beboelsesandelen ikke overstiger 60m2, og hvor den på boligarealet hvilende udgift i øvrigt opfylder betingelserne for, at der kan ydes tilskud.

Lejlighedernes bruttoetageareal beregnes efter samme regler, som anvendes ved beregning af etagearealer ved lejefastsættelse efter kap. II i lov om midlertidig regulering af boligforholdene, jfr. nærmere herom i pkt. 27. I ejendomme, der er opdelt i ejerlejligheder, kan ejerlejlighedsarealet således ikke lægges til grund ved afgørelsen af, om en lejlighed med hensyn til arealstørrelse kan få tilskud.

I de brandsikringsudgifter, der danner grundlag for beregningen af eventuelt tilskud indgår sædvanlige omkostninger, herunder byggelånsrenter, stempelafgift og indskud, men derimod ikke kurstab.

Baggrunden for at tilskud kun kan ydes i det omfang, beboelsesbygninger indeholder lejligheder på maksimalt 60 m2, har som nævnt været, at det må forventes, at brandsikringsudgifterne i gennemsnit pr. lejlighed her bliver størst. Dette hænger igen sammen med, at de overvejende udgifter til brandsikring i almindelighed vedrører forhold uden for den enkelte lejlighed (adgangsarealer, vægge mellem lejligheder, trapper, gange, døre til lejligheder, kældre og tagetager), som forholdsmæssigt vil belaste lejen mest i små lejligheder.

Lovens tilskudsregler bygger derfor på det princip, at man ved afgørelsen af, om tilskud kan ydes, fordeler den del af bygningens samlede brandsikringsudgifter, der hviler på beboelsesarealerne, ligeligt pr. lejlighed og derefter -afhængig af hvor stor brandsikringsudgiften herved bliver - beregner om og i bekræftende fald i hvilket omfang, der kan ydes tilskud til lejligheder på højst 60 m2. Disse principper vil derfor blive lagt til grund ved Grundejernes Investeringsfonds administration af tilskudsmidlernes fordeling.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvem tilskuddet skal komme tilgode, fører disse forudsætninger på samme måde til, at tilskuddet - dersom de nødvendige lejeforhøjelser også af ejeren fordeles ligeligt efter lejlighedsantal - udelukkende kommer lejerne i de tilskudsberettigede lejligheder tilgode.

Hvis ejeren derimod vælger, at den endelige fordeling af de nødvendige lejeforhøjelser skal ske i forhold til de enkelte lejligheders m2-etageareal eller i forhold til det hidtil gældende lejeniveau, er der ikke behov for i særlig grad at tilgodese de små lejligheder ved tilskudsfordelingen. Det tilskud, der efter de ovennævnte regler kan udbetales fra investeringsfonden, bør derfor i ddtte tilfælde af ejeren fradrages de totale brandsikringsudgifter, inden den endelige fordeling af lejeforhøjelserne pr. m2-etageareal eller lejeniveau finder sted.

tilskuddet er ikke indkonmstskattepligtigt for tilskudsmodtagerne. Om den nærmere behandling af tilskuddet i relation ti skattelovgivningen henvises til brandsikringslovens § 10 a, stk. 3.

Om forholdet til lejerne henvises til pkt. 24-27.

15. For § 2-bygningerne er der mellem realkreditinstitutterne og Grundejerens Investeringsfond indgået aftale om en fælles administrative tilrettelæggelse af långivningen og en forenklet långivningsprocedure i brandsikringssager, hvor udgifterne helt eller delvis søges dækket både med realkreditlån og investeringsfondslån.

I sådanne tilfælde starter lånesagen me, at låneansøgningen indsendes til det pågældende realkreditinstitut, som derefter i samarbejde med investeringsfonden foretager besigtigelse og teknisk sagsbehandling samt afgiver eet fælles lånetilbud dækkende både realkreditlån og lån fra fonden.

Med henblik herpå er der udarbejdet et fælles ansøgningsskema, som fås ved henvendelse til realkreditinstitutterne eller Grundejernes Investeringsfond. Sammen med ansøgningsskemaet skal indsendes en genpart af det skema »Indberetning om brandsikring«, som tidligere af ejeren er fremsendt til kommunalbestyrelsen, og som indeholder en opregning af de foranstaltninger, som er nødvendige for at opfylde brandsikringskravene. Hvis der søges om udbetaling af tilskud fra investeringsfonden i henhold til brandsikringslovens § 10 a, skal ansøgningen indeholde oplysning herom og skal være bilagt dokumentation for de udgifter, der er forbundet med brandsikringsarbejderne.

Ved en sådan integreret lånesagsbehandling vil det være muligt i een ekspedition at klarlægge det samlede finansieringsbehov og mulighederne for, at dette - eventuelt sammen med tilskud efter brandsikringslovens § 10 a - kan dækkes ved ydelse af realkreditlån (jfr. pkt. 6 og 7) og lån fra investeringsfonden. Herved kan man endvidere tilgodese, at der sker den mest hensigtsmæssige indbyrdes placering af långivningen i ejendommen samtidig med, at man kan få klarlagt behovet for eventuel kommunegaranti samt sikre, at der ikke finder en overfinansiering sted med realkreditlån.

Da det ikke kan udelukkes, at der i en række tilfælde kan være tale om, at der i forbindelse med brandsikringsarbejderne samtidig udføres opretnings- og andre forbedringsarbejder, skal det understreges, at det kun er rene brandsikringsudgifter, der kan forventes finansieret med lån fra Grundejernes Investeringsfond.

Det kan som udgangspunkt påregnes, at det opgjorte lånebehov normalt vil blive dækkt med lån fra investeringsfonden på halvdelen af de rene kontante udgifter til brandsikring.

Ansøgning om lån til brandsikring skal først indsendes, når arbejdet er udført. Dette skal ses på baggrund af, at der er tale om et stort antal relativt små lån. Hvis låneansøgningen derfor skulle behandles både med henblik på afgivelse af forhåndsudtalelser og endeligt lånetilbud, ville det føre til en stærk belastning af det administrative apparat med deraf følgende lang ekspeditionstid.

Særlige finansieringsregler for bygninger med begrænset levetid. § 3-bygninger.

16. For bygninger, der uanset opførelsestidspunktet, af kommunalbestyrelsen er udpeget i medfør af brandsikringslovens § 3, og for hvilke boligstyrelsen i medfør af § 7, stk. 2, har besluttet, at der skal gennemføres brandsikring, gælder særlige finansieringsbestemmelser, der tager sigte på at undgå, at lejerne i disse bygninger bliver belastet økonomisk hårdere end beboere i andre ejendomme, der skal brandsikres. Det har herved været lagt til grund, dels at brandsikring af disse bygninger i almindelighed må forventes at blive dyrere end sikring af andre ejendomme, dels at disse bygningers restlevetid er meget begrænset samtidigt med, at lejlighedernes brugsvædi er relativ lav, således at den vanskeligt kan være en væsentlig forhøjelse.

Det bemærkes herved, at den adgang til optagelse af lagt forrentede lån i Grundejernes Investeringsfond, som er tilvejebragt for så vidt angår § 2-bygninger (ovenfor pkt. 11 og 15) ikke kan bringes i anvendelse ved finansieringen af brandsikringsudgifter i § 3-bygninger. Derimod gælder der for disse bygninger andre regler, der skal tilgodese, at brandsikringsudgifterne mindst muligt påvirker lejeniveauet. Der gives således bl.a. mulighed for, at der kan ydes offentlig støtte til brandsikringen dels i form af kommunegaranti for lån alene med pantesikkerhed i ejendommen, dels i form af ydelse af rente- og afdragsfrit lån, som stilles til rådighed af kommune og stat i forening.

17. Ejere af bygninger, for hvilke brandsikringskrav er beslutet i medfør af lovens § 7, stk. 2, har i de huslejeregulerede kommuner pligt til i videst muligt omfang at søge de udgifter, der vedrører beboelseslejligheder, dækket med beløb, der ved arbejdets fuldførelse henstår på ejendommens vedligeholdelseskonto, jr. § 15, stk. 1, i boligregulerigsloven.

Endvidere har ejeren adgang til at afskrive yderligere udgifter på ejendommens opretningskonto, jfr. boligreguleringslovens § 15, stk. 2.

Såfremt de beløb, der ved arbejdets fuldførelse indestår på ejendommens vedligeholdelses- og opretningskonti, ikke er tilstrækkelige til at dække udgifterne, kan ejerne, hvis han selv afholder udgiften, løbende afskrive beløbet, efterhånden som der afsættes yderligere midler på kontiene (overførelse af negativ saldo).

Dækkes udgifterne ved optagelse af lån, kan lånebeløbene ikke afskrives på nogen af de nævnte konti, men til gengæld skal de årlige låneydelser så vidt muligt afskrives på kontiene.

Det har dog ikke været tanken, at hele ejendommens opretnings- og vedligeholdelseskonto over en årrække skal beslaglægges til forrentning og afdrag på brandsikringslån. Der bør fortsat være mulighed for at afskrive udgifter til nødvendig vedligeholdelse på kontoen. I ejendomme, der består af flere bygninger, bår afskrivning således kun ske på den del af bedligeholdelseskontoen, der vedrører den del af bygningen, der skal brandsikres efter § 7, stk. 2. Brandsikringen heraf bør ikke medføre forringede vilkår for lejerne i ejendommens øvrige bygninger.

Om forholdet til lejerne henvises til pkt. 24-27.

18. Er det nødvendigt at optage lån til dækning af brandsikringsudgifterne, og kan sådant lån kun forventes ydet mod supplerende sikkrhedsstillelse udover pantesikkrhed i ejendommen, er der som nævnt under pkt. 9 adgang til for kommunalbestyrelsen at yde garanti for sådanne lån.

I modsætning til, hvad der gælder ved ydelse af kommunegaranti efter brandsikringslovens § 10, stk. 4, hæfter låntageren ved kommunal garanteret låneoptagelse i § 3-bygninger i henhold til lovens § 11, stk. 4, ikke personligt, men alene med den pantsatte ejendom.

Staten godtgør kommunen halvdelen af de eventuelle tab, som kommunen lider ved garantistillelse efter lovens § 11, stk. 4. Sådanne tab kan bl.a. tænkes at opstå, hvor en indgået garantiforpligtelse for lånet bliver aktualiseret, f.eks. som følge af, at bygningen nedrives som led i en sanering, inden lånet er fuldt tilbagebetalt, jfr. pkt. 20 og 21.

19. I henhold til brandsikringslovens § 12 kan kommunen, når særlige forhold taler derfor, yde rente- og afdragsfrit lån med pant i ejendommen.

Et sådant lån kan højst udgøre halvdelen af de samlede brandsikringsudgifter - i de huslejeregulerede kommuner dog efter fradrag af det beløb, som indestår på ejendommens vedligeholdelseskonto ved arbejdernes afslutning, jfr. pkt. 17.

Lånet ydes uden personlig hæftelse for låntageren.

Om forholdet til lejerne henvises til pkt. 24-27.

20. Boligministeren kan inden for de midler, der bevilges i henhold til lov om sanering, yde statslån til dækning af helvdelen af kommunens udgifter til rente- og afdragsfri lån.

Et af kommunen ydet rente- og afdragsfrit lån forfalder til indfrielse, når ejendommen gøres til genstand for sanering med støtte efter lov om sanering. Herved vil man kunne undgå, at den forøgelse af ejensommens værdi, der hidrører fra forbedringer, som er finansieret med dette lån - og som vil give sig udslag i størrelsen af den erstatning, der ydes ejeren for afståelse af ejendommen i forbindelse med saneringen - skal virke fordyrende i forhold til det offentlige. Ved lånets indfrielse tilbagebetaler kommunen statens andel af lånet.

Er ejendommen ikke blevet omfattet af en sanering, når der er forløbet 6 år efter lånets udbetaling, kan kommunalbestyrelsen forlænge rente- og afdragsfriheden for indtil 4 år. Er ejendommen heller ikke inden udløbet af denne periode saneret med offentlig støtte, skal lånet tilbagebetales over 5 år. Der svares ikke renter af lånet over tilbagebetalingsperioden, men restlånet forfalder til indfrielse, hvis ejendommen saneres med offentlig støtte, inden lånet er fuldt tilbagebetalt.

Hvis der til brandsikring er en bygning er ydet rente- og afdragsfrit lån, og bygningen derefter, inden en sanering er gennemført, eller inden lånet efter foranstående regler er tilbagebetalt, undergives forbud mod benyttelse i medfør af boligtilsynslovens § 12, medfører forbudets ikrafttræden ikke i sig selv, at lånet forfalder til indfrielse. Baggrunden herfor er den, at ejeren ved en bygnings kondemnering efter boligtilsynsloven ikke vi kunne gøre erstatningskrav gældende som følge af selve forbudets nedlæggelse. Der vil således ikke i disse tilfælde være tale om, at de bygningsforbedringer, der er finansieret med de offentlige lån, har tilført ejeren en økonomisk fordel, som kan kapitaliseres ved forbudets nedlæggelse. Lånet forbliver derfor indestående i ejendommen, indtil det efter foranstående regler forfalder til tilbagebetaling. Hvis ejendommen ikke inden udløbet af ovennævnte frister gøres til genstand for sanering, og kommnen skønner, at lånet - for hvilket låntageren alene hæfter med den pantsatte ejendom - ikke vil kunne dækkes af pantets realisationsværdi, kan kommunalbestyrelsen beslutte at afskrive sit tilgodehavende helt eller delvis. I dette tilfælde vil kommunen i almindelighed kunne forvente, at staten afskriver sit tilgodehavende i tilsvarende omfang.

21. Brandsikringslovens bestemmelser om adgang til at yde offentlig støtte skal som nævnt ses på baggrund af, at der her er tale om den allerdårligste bygningsmasse, hvor gennemførelse af brandsikring i nogle tilfælde kan være så bekostelig, at det under hensyn til ejendommens meget begrænsede levetid kan forekomme urimeligt at pålægge ejendommens ejer og lejere i fuldt omfang at afholde udgifterne til brandsikringen. Kommunens stillingtagen til, om der til nedbringelse af udgifterne bør ydes garanti fo lån og/eller rente og afdragsfri lån, må ske ud fra en vurdering af, om omkostningerne ved de gennemførte brandsikringsforanstaltninger uden en sådan støtte gennemsnitlig vil stille ejeren og beboerne økonomisk dårligere end ejere og beboere i andre ejendomme eller vil resultere i lejeforhøjelser, der ikke kan siges at modsvares af en tilsvarende øget brugsværdi. Kommunen bør i denne forbindelse være opmærksom på de problemer, der vil kunne opstå i de frie områder, hvor det ikke er muligt at aholde udgifterne til brandsikring over særlige konti m.v., og hvor udlejeren, selv med en mulig lejeforhøjelse efter § 35 i lov om leje, eventuelt ikke vil kunne gennemføre den fornødne brandsikring uden at få urimelige tab på driften af ejendommen i de år, den endnu skal bestå.

Omvendt må det være udgangspunktet for kommunens administration af lovens støttebestemmelser, at en eventuel offentlig støtte ikke stiller ejer og lejere gunstigere end ejere og lejere i tilsvarende ejendomme, der ikke falder ind under de særlige støttebestemmelser.

Ved kommunalbestyrelsens afvejning af omfanget og karakteren af den offentlige støtte, der i det enkelte tilfælde bør ydes, vil det ofte kunne tænkes, at støtten må ydes som en kombination af garanti for lån og direkte ydelse af rente- og afdragsfrit lån. Det må således påregnes, at det for den heromhandlede kategori af bygninger formentlig ofte vil vise sig nødvendigt, at der - som supplement til ydelse af offrentlige lån - stilles særlig sikkerhed i form af kommunegaranti for låneoptagelse over det almendelige lånemarked. Endvidere vil det, som en yderligere støtte til nedbringelse af omkostningerne ved brandsikringen, kunne komme på tale, at garantien ydes for lån med længere løbetid end den pågældende bygnings forventede restlevetid. Dette vil eksempelvis kunne blive aktuelt for bygninger, der kun skal stå meget kort tid, eller for hvilke brandsikringsudgifterne har været uforholdsmæssigt store, og hvor de årlige ydelser på lånet ellers - uanset at der ydes rente- og afdragsfri lån til nedbringelse af omkostningerne - vil kunne være meget tyngende.

22. Kommunens afgørelser af, om der i det konkrete tilfælde ydes støtte til udførelse af brandsikring og i bekræftende fald omfanget af denne støtte, kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed og kan således heller ikke indbringes for boligministeriet.

Udbetaling af rente- og afdragsfrit lån kan først finde sted, når der er modtaget dokumentation for, at de i medfør af § 7, stk. 2, påbudte brandsikringsforanstaltninger er udført. I øvrigt fastlægger den enkelte kommune selv de nærmere retningslinier vedrørende fremgangsmåden ved ansøgning om og ydelse af offentlig støtte, herunder om rente- og afdragsfrit lån bør ydes på grunslag af et meddelt forhåndstilsagn eller efter ansøgning fra ejeren efter brandsikringsarbejdernes udførelse. Det bemærkes herved, at boligtilsynets krav om brandsikrng af bygning efter § 7, stk. 2, skal opfyldes, uanset om der ydes offentlig støtte til dækning af de hermed forbundne udgifter. Afgivelse af et forhåndstilsagn om ydelse af rente- og afdragsfrit lån må derfor i almindelighed i relation til ejeren skønnes ufornødent.

Ansøgerens andragende om offentlig støtte skal bilægges oplysninger om arbejdets omfang med tilhørende udgifter, ejendommens økonomiske forhold, herunder størrelsen af indestående på opretnings- og vedligeholdelseskonti m.v. Ejeren bør herudover indsende et driftsbudget for ejendommen med oplysning om, hvorledes den resterende del af udgifterne agtes finansieret, genpart af den ansøgning, han måtte have indsendt til realkreditinstitut, bank eller sparekasse, samt vilkår for allerede optagne lån ellr for imødekommelse af ansøgninger om lån.

Finansieringsregler for »øvrige« bygninger.

23. For »øvrige« bygninger d.v.s. bygninger som er opført år 1900 eller senere, og som ikke er omfattet af brandsikringslovens § 3, gælder der med een undtagelse principielt de samme regler om finansiering af brandsikringsudgifter, som for bygninger opført før år 1900 (ovenfor pkt. 6-10 og pkt. 11-15).

Undtagelsen går ud på, at der ikke kan ydes statstilskud i medfør af brandsikringslovens § 10 a til nedbringelse af brandsikringsudgifterne i sådanne nyere ejendomme.

Hertil kommer imidlertid, at de midler, der af Grundejernes Investeringsfond løbende kan frigøres til udlån til brandsikring, forlods vil blive anvendt til dækning af lånebehovet i § 2-bygninger, hvor problemerne i almindelighed må antages at være størst, og hvor gennemførelsen af brandsikringsarbejderne generelt er undergivet en særlig tidsfrist.

Indtil investeringsfonden nærmere har afklaret udlånsbehovet til denne kategori af bygninger, kan der derfor ikke siges noget endeligt om, hvornår og i hvilket omfang fonden tillige vil være i stand til at yde lavtforrentede lån til dækning af brandsikringsudgiften i nyere bygniner.

Det er bl.a. på denne baggrund at den tidsmæssige iværksættelse af brandsikringsarbejder ved en ændring af brandsikringslovens § 4 er søgt udskudt, jfr. cirkulærets pkt. 4.

Der er derfor heller ikke for så vidt angår finansiering af brandsikringsudgifter i sådanne bygninger truffet nogen aftale om fælles lånesagsbehandling mellem Realkreditrådet og Grundejernes Investeingsfond, men ejeren må i stedet, hvis der søges optaget fondslån, rette henvendelse direkte til fonden for nærmere at orientere sig om udlånsmulighederne herfra.

Forholdet til lejerne.

24. Gennemførelse af brandsikringsforanstaltninger anses som en forbedring. Som følge heraf har en udlejer, der gennemfører brandsikring, som udgangspunkt ret til lejeforhøjelse.

Lejeforhøjelse er dog udelukkende overalt i landet i det omfang, brandsikringsudgifterne finansieres med statstilskud via Grundejernes Investeingsfond (ovenfor pkt. 14) eller med rente- og afdragsfrit kommunelån (ovenfor pkt. 19).

I øvrigt beror forholdet til lejerne på, om lejemålet alene omfattes af lejelovens regler, eller om lejemålet er omfattet af reglerne i kap. II i lov om midlertidig regulering af boligforholdene (lejemål om beboelse i kommuner med huslejeregulering).

25. I lejemål, der ikke er omfattet af boligreguleringslovens kap. II (lejemål om beboelseslejligheder i kommuner uden huslejeregulering og erhvervslejemål i hele landet) afgøres spørgsmål om lejeforhøjelse for forbedringer efter lejelovens § 35.

Efter reglerne heri kan parterne frit aftale lejeforhøjelse som følge af forbedringer, men kan der ikke opnås en aftale mellem parterne, kan udlejeren få lejeren kendt pligtig til at indgå en til den øgede brugsværdi svarende forhøjelse af lejen, jfr. lejelovens § 35, stk. 3.

Begrebet »øget brugsværdi« er uddybet ved en bestemmelse i lovens § 35, stk. 5, hvorefter der skal tages hensyn til forbedringens karakter og betydning i forhold til ejendommens hidtidige tilstand og størrelsen af de udgifter, der med rimelighed er afholdt til forbedringen. Lejeforhøjelsen skal som udgangspunkt give mulighed for en passende afkastning af disse udgifter og rimelig afskrivning samt dækning for øgede udgifter til skatter, afgifter, vedligeholdelse, administration og forsikring i rimeligt omfang.

Såfremt lejeren ikke kan acceptere udlejerens krav, og udlejeren desuagtet ønsker at fastholde kravet, må udlejeren anlægge sag ved boligretten, jfr. lejelovens § 35, stk. 6.

26. For lejemål, der er omfattet af kap. II i lov om midlertidig regulering af boligforholdene gælder særlige regler for iværksættelse af forbedringer, der medfører lejeforhøjelser for forbedringer.

Særreglerne for iværksættelse af forbedringer i boligreguleringslovens § 13, stk. 1-4, omfatter forudgående huslejenævns kontrol inden iværksættelse af større forbedringsarbejder, adgang for lejerne til at kræve erstatningsbolig og til at kræve større arbejder udskudt, indtil der er forløbet en vis tid, efter at en ny ejer har overtaget ejendommen.

Disse regler finder ikke anvendelse på forbedringsarbejder, der er påbudt i henhold til lov om brandsikring.

Baggrunden for, at disse bestemmelser ikke finder anvendelse ved påbudte brandsikringer er, at der her er tale om myndighedskrav. Hvor der er beboerrepræsentanter, har lejerne endvidere haft mulighed for at være medbestemmende om, hvad der udføres. I andre tilfælde er lejerne blevet orienteret om, hvilke arbejder skal skal udføres.

Hvad angår lejeforhøjelsens størrelse, kan udlejeren efter boligreguleringslovens § 13, stk. 5, kræve en lejeforhøjelse, der modsvarer det lejedes brugsværdi (omkostningerne ved foranstaltningen).

Lejeforhøjelse er dog udelukket i det omfang, brandsikringsudgifterne eller de årlige ydelser til renter og afdrag på lån til dækning af brandsikringsudgifterne afholdes over ejendommens opretnings- eller vedligeholdelseskonto.

Udgangspunktet for lejeforhøjelsen er, at den skal kunne dække den forøgelse af ejendommens driftsudgifter, der er en følge af forbedringens gennemførelse.

Långivning til brandsikring gennem Grundejernes Investeringsfond suppleret med tilskud til mindre lejligheder, hvor udgiften er særlig stor, står åben for alle ejere af § 2-bygninger. Huslejenævnet vil derfor være berettiget til at nægte at godkende en større lejeforhøjelse, end den der kunne være opnået, hvis der var søgt billige lån og tilskud i muligt omfang.

I de regulerede områder kan udlejeren i visse tilfælde kræve lejeforhøjelse efter en enklere procedure, jfr. § 13 a, stk. 2.

Reglerne går nærmere ud på, at en udlejer, der har udført brandsikring og finansieret dette arbejde med lån i Grundejernes Investeringsfond, kan varsle og gennemføre en lejeforhøjelse til brandsikring efter samme regler, som gælder for forhøjelser af ejendomsskatter m.v., jfr. lejelovens § 43. Beløbet, der kan varsles efter denne regel, kan dække udgifterne udover den årlige tilgang på opretningskontoen. Det forudsættes således, at opretningskontoen forlods anvendes til dækning af den årlige ydelse i muligt omfang, for at denne regel kan bruges.

Det er yderligere en betingelse, at lånet udelukkende er optaget til dækning af brandsikringsudgifter, og den således krævede lejeforhøjelse ikke overstiger 15 kr. pr. m2.

Ordningen betyder, at lejeforhøjelserne kan udlignes på de brugere af ejendommen, der har fået deres brugsret øget gennem forbedringen, således at lejeforhøjelsen fordeles efter samme princip som normalt ved forbedringsforhøjelse. Det særlige er, at udlejeren ikke skal indbringe sagen for nævnet, hvis 1/4 af lejerne protesterer, men hver enkelt lejer har fortsat adgang til i medfør af boligreguleringslovens § 14 at indbringe spørgsmålet om lejen for huslejenævnet.

27. Lejlighedernes bruttoetageareal beregnes efter de samme regler, som anvendes ved beregning af etagearealer i henhold til lov om midlertidig regulering af boligforholdene, jfr. pkt. 8 i boligministeriets cirkulære af 26. juni 1975 om omkostningsbestemt leje i private udlejningsejendomme.

Bruttoetagearealet defineres som lejlighedens samlede areal, heri medregnet ydervægge og andel i adgangslokaler, herunder trapper.

Den tekniske definition findes i bygningsreglement 1972, kap. 2.2.4. med de undtagelser, der følger af reglerne for støttet byggeri. Vejledning herom er optaget som bilag 2 til nævnte cirkulære.

Dette bruttoetagearealbegreb anvendtes i lov om lejevurdering af 1966, og for ejendomme, der er omfattet heraf, vil de tidligere anvendte arealer kunne lægges til grund, medmindre det påvises, at disse er fejlagtige.

Opmærksomheden henledes på, at den arealopmåling, der er foretaget ved opdeling af bygningerne i ejerlejligheder, ikke medtager ejerlejlighedernes andel i trapperum m.v.

Den her anførte beregningsmåde skal anvendes ved beregningen af, om en lejlighed er tilskudsberettiget, jfr. pkt. 14, og ved fordeling af lejeforhøjelser efter areal, jfr. pkt. 26 i dette cirkulære.

Afsnit III.

Genhusning.

28. Hvis boligtilsynet i medfør af brandsikrngslovens § 7, stk. 3, nedlægger forbud mod en bygnings benyttelse, påhviler det kommunalbestyrelsen at sikre genhusning af de husstande, der som følge af forbudets nedlæggelse må fraflytte deres lejligheder. Dette fremgår af lovens § 8, hvorefter et sådant forbud betragtes som meddelt i medfør af § 12 i lov om boligtilsyn med de virkninger, der følger heraf med hensyn tl bl.a. genhusning af beboerne, jfr. kap. XI i saneringsloven.

Genhusningspligten omfatter udover genhusning af lejere af beboelseslejligheder tillige genhusningspligt for indehavere af private andelslejligheder og ejerlejligheder, der må fraflytte deres bolig som følge af forbud efter brandsikringslovens § 7.

Fremskaffelse af lejligheder.

29. Husstanden kan selv skaffe sig en anden lejlighed. I så fald er kommunalbestyrelsens pligt til genhusning bortfaldet.

Genhusning kan ske inden for det almennyttige bybyggeri, hvor anvisning kan finde sted af ledige lejligheder, som ved tilsagn om statsstøtte er forbeholdt anvendt til husstande, der bliver husvilde bl.a. som følge af beslutninger i medfør af boligtilsynsloven.

Genhusning kan tillige ske i den ældre boligmasse i det almennyttige gyggeri, idet genhusningsreglerne i boligministeriets bekendtgørelse nr. 157 af 24. april 1975 om almenhyttig boligvirksomhed § 15, stk. 7 og 8, i et vist omfang vil kunne finde anvendelse. Efter disse regler har samtlige et selskabs afdelinger i visse tilfælde pligt til at stille hver 5. ledige lejlighed i i den ændre boligmasse til rådighed for genhusning. Denne genhusningsforpligtelse gælder imidlertid kun, hvor der er tale omhusstande, der er blevet husvilde som følge af egentlig saneringsvirksomhed, og genhusning i denne boligmasse vil derfor kun kunne ske i forbindelse med nedlæggelse af forbud i medfør af brandsikringsloven, dersom det tillige vil være nødvendigt at rømme lejlighederne af hensyn til en sameringsplans gennemførelse.

De nærmere regler herom findes uddybet i pkt. 15 i boligministeriets cirkulære af 24. juni 1975 om organisation og udlejning af almennyttigt byggeri.

Da brandsikringslovens genhusningsforpligtelse rejser de største problemer i hovedstadsområdet, er der ved boligministeriets bekendtgørelse nr. 175 af 29. april 1977 § 1, nr. 3, foretaget en midlertidig ændring af ovennævnte bekendtgørelse af 24. april 1975.

Ændringen går ud på, at der i perioden 1. juni 1979 sker en udvidelse af genhusningspligten af afdelinger i hovedstadsområdet (Københavns og Frederiksberg kommuner samt Københavns Frederiksborg og Roskilde amter). Disse boligafdelinger skal i denne periode i stedet for hver femte stille hver tredie ledige lejlighed til rådighed, og genhusningspligten omfatter i denne periode ikke alene husstande, der bliver husvilde som følge af beslutninger i medfør af § 7 i lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.

Genhusning af husstande, der bliver husvilde ved nedlæggelse af lejligheder som følge af forbud i medfør af § 7, vil endvidere kunne ske i kommunens egne ejendomme.

Det skal i denne forbindelse oplyses, at Københavns kommune har givet tilsagn om midlertidigt at ville foretage en udvidelse af genhusningen i kommunens beboelsesejendomme svarende til udvidelsen for det ældre almennyttige bygger.

Endelig er der i brandsikringslovens § 13 fastsat særlige regler om fremskaffelse af lejligheder til genhusning af husstande, der må fraflytte deres hidtidige bolig som følge af beslutninger i medfør af lovens § 7. Ifølge disse bestemmelser åbnes der mulighed for kommunalbestyrelsen til at indgå aftaler med sammenslutninger af grundejere og af almennyttige boligselskaber om fremskaffelse af lejligheder til genhusning.

Som et led i indgåelse af sådanne aftaler kan kommunalbestyrelsen give tilsagn om at ville udbetale et beløb til dækning af omkostninger m.v. i forbindelse med genhusningen til den sammenslutning, der ifølge aftalen formidler genhusningen. Af dette beløb kan sammenslutningen stille en del til rådighed for udlejeren af den lejlighed, der benyttes til genhusning. Efter brandsikringslovens § 13, stk. 3, refunderer staten inden for nærmere afstsatte rammr kommunen halvdelen af det udbetalte beløb. Det fastsættes herved,at statens andel af et af kommunalbestyrelsen udbetalt beløb højst kan andrage 450 kr. for hver gennemført genhusning, der finder sted i medfør af aftalen. Statens udgifter hertil afholdes inden for de midler, der bevilges i henhold til lov om sanering.

De lejligheder, der fremskaffes ved aftaler mellem kommunalbestyrelsen og sammenslutninger, kan efter kommunalbestyrelsens beslutning herom tillige bruges til genhusning af lejere, der må fraflytte en lejlighed i en beboelsesbygning, som kommunalbestyrelsen i medfør af boligreguleringslovens § 60 har givet samtykke til at nedrive som følge af, at bygningen er brandfarlig.

Økonomisk støtte til beboerne.

30. Af bestemmelsen i § 8 om, at boligtilsynets beslutning efter § 7, stk. 3, anses som meddelt i medfør af § 12 i lov om boligtilsyn, følger, at de husstande, der skal genhuses, har mulighed for at opnå støtte til betaling af indskud m.v. i en ny lejlighed samt boligsikring efter særlig gunstige regler.

Kommunalbestyrelsen (eller samarbejdsudvalget) kan i medfør af saneringslovens § 64 betale eller yde lån til hel eller delvis betaling af depositum, boligandel, boligindskud eller forudbetalt leje, såfremt husstanden skønnes at have behov herfor.

Endvidere kan ydes lån til betaling af indskud i almennyttigt boligbyggeri efter reglerne i kap. XI i bekendtgøelse nr. 317 af 31. maj 1976 af lov om boligbyggeri. Disse regler er særlig gunstige for boligtagere, som har måttet fraflytte den hidtidige lejlighed som følge af sanering, kondemnering eller gennemførelse af offentlige anlæg. Der henvises herom til cirkulære af 24. juni 1975 om organisation og udlejning af almennyttigt byggeri, afsnit III.

Endelig kan der i medfør af § 3 a i lov om boligsikring ydes en særlig boligsikring til husstande, der må flytte som følge af sanering, kondemnering m.v. Der henvises herom til cirkulære om boligsikring af 11. november 1976, afsnit IV.

Ovennævnte bestemmelser i saneringslovens § 64 og boligsikringslovens § 3 a finder tillige anvendelse i de tilfælde, hvor der sker genhusning i medfør af brandsikringslovens § 14 som følge af, at en udlejer får tilladelse til at nedrive en beboelsesejendom, jfr. brandsikringslovens § 14, stk. 2.

Reglerne i saneringslovens § 64, boligbyggerilovens kap. XI og boligsikringslovens § 3 a gælder såvel, når bolig anvises, som når husstanden selv skaffer sig anden lejlighed.

Afsnit IV.

Tekniske krav.

31. I medfør af lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. § 1 og § 21 stk. 1, fastsatte boligministeren i bekendtgøelse nr. 81 af 27. februar 1976 tekniske krav til brandsikring af de bygninger, der er omfattet af loven. Bekendtgørelsen indeholder endvidere regler af administativ karakter samt ordensforskrifter. Denne bekendtgørelse er siden ændret ved bekendtgøelse nr. 501 af 6. oktober 1976, og bekendtgørelse nr. 95 af 15. marts 1977, jfr. bilag 2.

Ændringen af 6. oktober 1976 indeholder nogle lempelser med hensyn til kravet om, at der ikke må være direkte adgang fra trapperum til kælder i en-trappehuse, og med hensyn til gasledninger i trapperum. Derudover er der foretaget en tydeliggørelse af bekendtgørelsens bestemmelser om krav til døre i tagetager.

Ændringen af 15. marts 1977 indeholder en lempelse af kravene til brandsikring af sammenbyggede en- og tofamiliehuse i 3 etager.

32. I tilknytning til den oprindelige bekendtgørelse lod boligministeriet udarbejde pjecen »Brandsikring af ældre ejendomme« (den røde vejledning), der indeholder en beskrivelse af kravene til brandsikring samt nogle anvisninger på, hvordan kravene kan opfyldes. Denne pjece er tænkt som en støtte for ejerne og deres rådgivere, samt for de beboere, der i medfør af brandsikrningsloven inddrages i brandsikringsproceduren.

Siden pjecen blev udsendt i marts 1976, er der som ovenfor anført sket ændringer i de tekniske krav til brandsikring. Endvidere er der rejst en række spørgsmål til uddybning af forståelsen af kravenes indhold. Endelig er der i praksis indhøstet en række erfaringer med hensyn til brandsikringens gennemføelse. På dette grundlag blev der efter forhandling med Grundejernes Landsforbund og lejernes Landsorganisation udarbejdet en supplerende vejledning om brandsikring af ældre beboelsesbygninger, dateret den 15. marts 1977. Vejledningen er optrykt som bilag til cirkulæret. Vejledningen vedrører størrelsen af de redningsåbninger, som kræves i hver lejlighed, samt hvordan man kan udbedre eksisterende fyldningsdøre, således at de svarer til BD-entredør 30 eller BD-dør 30.

Pejcen af marts 1976 er på grund af de ovenfor anførte ændringer samt supplerende oplysninger forældet på en række områder. Der er derfor udarbejdet et rettelsesblad til pjecen, som er udsendt til samtlige kommunalbestyrelser. Rettelsesbladet medtager kun en del af, hvad der er anført i den supplerende vejledning af 15. marts 1977, og bør derfor læses i sammenhæng med denne. Rettelsesbladet behandler også ændringerne i bekendtgørelsen.

33. I boligministeriets cirkulære af 10. marts 1976 blev anført, at kommunalbestyrelsen bør foretage stikprøvekontrol af, om de foreslåede foranstaltninger til brandsikring er tilstrækkelige til at opfylde kravene.

Under behandlingen i folketinget af ændringen til brandsikringsloven af 9. maj 1977 blev kommunernes kontrol med, at brandsikringsforanstaltningerne bliver gennemført i overensstemmelse med lovens krav, draget frem. I betænkningen fra folketingets boligudvalg over lovforslaget er anført følgende

»Udvalget har under et amråd med boligministeren drøftet kommunernes kontrol med, at brandsikringsforanstaltningerne bliver gennemført i overensstemmelsemed lovens krav. Boligministeren oplyste, at han i et cirkulære over for kommunalbestyrelserne vil fremhæve betydningen af, at der i fornødent omfang føres kontrol med, at brandsikringen foretages i overensstemmelse med forskrifterne«.

Under henvisning hertil opfordres kommunalbestyrelserne til at føre en sådan kontrol med brandsikringslovens gennemførelse, at det sikres, at brandsikringen foretages på forsvarlig vis.

Boligministeriet, den 9. juli 1977.

Ove Hove.

/ Keld Christiansen.

Bilag 1.

Lovbekendtgørelse nr. 228 af 26. maj 1977 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.

(Udelades her).

Bilag 2.

Boligministeriets bekendtgørelse nr. 81 af 27. februar 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. som ændret ved bekendtgørelse nr. 501 af 6. oktober 1976 og bekendtgørelse nr. 95 af 15. marts 1977.

I medfør af §§ 1 og 21, stk. 1, i lov nr. 53 af 25. februar 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. fastsættes

Cirkulære om ændringer i lovgivningen vedrørende brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.

Indledning.

Lov nr. 53 af 25. februar 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. (brandsikringsloven) er senere ændret ved 2 love

lov nr. 617 af 17. december 1976 (boligtilsynets beslutninger),

lov nr. 182 af 9. maj 1977 (fristforlængelse, finansiering m.v.)

og er nu optrykt som boligminsteriets lovbekendtgørelse af 26. maj 1977.

Ændringerne går i hovedtræk ud på, at de oprindelige tidsfrister for boligtilsynets beslutninger om brandsikring samt tidsfristerne for udførelse af brandsikringsarbejder er blevet udskudt. Der er samtidig skabt gunstigere muligheder for, at grundejerne kan få finansieret de udgifter, der medgår til brandsikringen.

Den seneste ændring af brandsikringsloven skal ses i sammenhæng med de samtidig ved lov nr. 183 af 9. maj 1977 og lov nr. 181 af 9. maj 1977 gennemførte ændringer i henholdsvis realkreditloven og lov om midlertidig regulering af boligforholdene, der ligeledes er af betydning for finansieringen af brandsikringsudgifter.

De tekniske krav til brandsikring, indeholdt i boligministeriets bekendtgørelse nr. 81 af 27. februar 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v., er senere ændret ved bekendtgøelse nr. 501 af 6. oktober 1976 og bekendtgørelse nr. 95 af 15. marts 1977. Vejledning om brandsikring af ældre beboelsesbygninger er udsendt med boligministeriets skrivele af 15. marts 1977.

Reglerne om genhusning i den ældre almennyttige boligmasse er midlertidig udvidet ved boligministeriets bekendtgørelse nr. 175 af 29. april 1977 om ændring af bekendtgørelse nr. 157 af 25. april 1975 om almennyttig boligvirksomhed.

Dette cirkulære indeholder en gennemgang af de gennemførte ændringer, herunder en samlet redegørelse for de finanieringsregler, der nu gælder på brandsikringsområdet.

Cirkulæret erstatter afsnit II og III i boligministeriets cirkulære af 5. maj 1976 (Cirkulære om brandsikring af beboelsesbygninger med begrænset levetid. Finansiering af brandsikringsudgifter m.m.).

Boligministeriets cirkulære af 10. marts 1976 om lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. opretholdes med de ændringer, der følger af det under afsnit I omhandlede om ændringer af tidsfrister.

Cirkulæret er inddelt i følgende afsnit

Afsnit I: Tidsfrister.

Afsnit II: Finansiering af brandsikringsarbejder.

Afsnit III: Genhusning.

Afsnit IV: Tekniske krav.

Som bilag til cirkulæret er optaget

Bilag 1. Bekendtgørelse af 26. maj 1977 af lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.

Bilag 2. Bekendtgørelse nr. 81 af 27. februar 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v., som ændret ved bekendtgørelse nr. 501 af 6. oktober 1976 og bekendtgørelse nr. 95 af 15. marts 1977.

Bilag 3. Vejledning om brandsikring af ældre beboelsesbygninger dateret den 15. marts 1977.

Bilag 4. Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om almennyttig boligvirksomhed af 29. april 1977 (midlertidig udvidelse af visse almennyttige boligselskabers genhusningsforpligtelse m.v.).

Afsnit I.

Tidsfrister.

1. Kravet om brandsikring omfatter efter loven i princippet alle bygninger på mere end 2 etager til beboelse ellr ophold for mennesker, uanset hvornår de er opført. Der er imidlertid - på grund af omfanget af de brandsikringsarbejder, der skal udføres - foretaget en prioritering af brandsikringsindsatsen for at sikre, at de ældste bygninger, hvor problemerne i almindelighed må antages at være størst og mest presserende, forbedres særlig hurtigt.

Kravet om udførelse af brandsikringsarbejder skal således inden for en kort frist være opfyldt, dels i beboelsesbygninger der er opført før år 1900, dels i bygninger der må forventes at have en begrænset levetid.

Ved de ændringer af brandsikringsloven, der er gennemført ved lov nr. 617 af 17. december 1976 og lov nr. 182 af 9. maj 1977 er lovens oprindelige frister for udførelse og beslutninger omkring brandsikring i den ældre og dårligere boligbebyggelse blevet forlænget (se nedenfor under pkt. 2 og 3). Samtidig er der gennemført en midlertidig begrænsning i kommunalbestyrelsernes adgang til at fastsætte krav om gennemførelse af brandsikringsarbejder i bebyggelse, som er opført efter år 1900 (se nedenfor under pkt. 4.).

Beboelsesbygninger med begrænset levetid.

(Lovens § 3.

2. Ifølge brandsikringslovens § 7 skal ejeren af en beboelsesbygning, som af kommunalbestyrelsen er udpeget i medfør af lovens § 3, inden den 1. september 1976 have indsendt en indberetning til det stedlige boligtilsyn om sin gennemgang af bygningen og om de nødvendige brandsikringsforanstaltninger. Det drejer sig her om bygninger, der uanset opførelsestidspunktet enten må forventes nedrevet eller ombygget væsentligt inden 1. marts 1982 som led i en sanering eller inden samme tidspunkt er eller må forventes forbudt til benyttelse eller ophold for mennesker.

Efter loven skulle boligtilsynet oprindelig inden 3 måneder efter, at indberetningen var modtaget, træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger der skulle iværksættes med henblik på brandsikring af den enkelte bygning. Denne frist blev ved lov nr. 617 af 17. december 1976 forlænges generelt, således at boligtilsynets beslutning nu i alle tilfælde - uanset hvornår indberetning rent faktisk har fundet sted - skal være truffet inden 1. juni 1977.

Beboelsesbygninger der er opført før år 1900.

(Lovens § 2).

3. For beboelsesbygninger, der er opført før år 1900, gjaldt oprindelig ifølge brandsikringslovens § 2, at ejeren skulle sørge for, at kravene var opfyldt inden 1. april 1977.

Denne frist er ved lov nr. 182 af 9. maj 1977 blevet forlænget med 1 år, således at kravene nu først skal være fuldt opfyldt inden den 1. april 1978.

Under folketingets behandling af forslaget om forlængelse af færdiggørelsesfristerne for brandsikringsarbejder i disse bygninger fremhævedes stærkt nødvendigheden af, at der nu straks tages fat med at få udført de manglende arbejder. Herfor taler først og fremmest hensynet til beboerne i disse bygninger, som har krav på, at der hurtigst muligt skabes betryggende forhold i brandmæssig henseende. Hertil kommer også som noget meget væsentligt, at det må være i alles interesse, at forlængelsen af fristen ikke blot fører til en almindelig udskydelse af initiativerne. Hvis mange grundejere venter til sidste øjeblik med at iværksætte brandsikringsarbejderne, kan der let lokalt opstå kapacitetsproblemer navnlig med hensyn til leverance af nødvendige materialer, men også med hensyn til at skaffe den fornødne arbejdskraft.

For at undgå at brandsikringsarbejderne skal hobe sig op i de sidste måneder før fristens udløb, har boligministeriet iværksat en informations- og annoncevirksomhed over for grundejerne med henblik på at skabe baggrund for en løbende gennemførelse af brandsikringsforanstaltninger.

For at sikre størst mulig effekt af denne informationskampagne bør kommunalbestyrelserne følge denne virksomhed op på lokalt plan, f.eks. ved annoncering, ved afholdelse af pressemøder, ved løbende stikprøvevise undersøgelser af, om de pågældende arbejder er påbegyndt eller lignende. Det bør i denne forbindelse understreges over for ejerne af de pågældende bygninger, at en overskridelse af færdiggørelsen vil kunne straffes med bøde eller hæfte efter brandsikringslovens § 20, stk. 1.

Andre bygninger.

(Lovens § 4).

4. Det er som nævnt kun for beboelsesbygninger, der enten er opført før år 1900, eller som er særlig udpeget af kommunalbestyrelsen i medfør af lovens § 3, at ejerens pligt til brandsikring er lagt fast i en særlig procedure med bestemte frister for gennemførelsen. Efter lovens § 4 kan kommunalbestyrelsen imidlertid beslutte, at der også for andre bygninger, der er omfattet af lovens § 1, skal gælde særlige frister for indberetning om gennemgang og for opfyldelse af kravene, jfr. pkt. 9 i boligministeriets cirkulære af 10. marts 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.

Ved ændring af brandsikringsloven, der blev gennemført ved lov nr. 182 af 9. maj 1977, er der imidlertid sket en begrænsning i kommunalbestyrelsens adgang til selvstændigt at træffe sådanne beslutninger. Lovændringen går ud på, at den enkelte kommunalbestyrelse i perioden frem til 1. april 1979 ikke uden boligminsterens godkendelse kan træffe beslutning om at udvide kravene i lovens § 2 vedrørende gennemgang, indberetning og udførelse af brandsikring til også at gælde for andre bygninger end beboelsesbygninger, som er opført før år 1900. Denne begrænsning i den tidsmæssige iværksættelse af brandsikringsarbejder i nyere bygninger har forud for lovforslagets fremsættelse været forhandlet med repræsentanter for kommunerne, Grundejernes Landsforbund og Lejernes Landsorganisation.

Baggrunden for begrænsningen er, at gennemførelsen af brandsikringsarbejder i den ældste og dårligste boligmasse under alle omstændigheder må påregnes at kræve en så betydelig økonomisk indsats, at de nyere ejendommes brandsikring bør udskydes noget, således at brandsikringsinvesteringen kan blive udstrakt over en længere periode.

Denne udskydelse af brandsikringsinitiativerne i ejendomme fra efter år 1900 skal ses i sammenhæng med de ændringer på det finansieringsmæssige område, der er sket ved de samtidig gennemførte ændringer af realkreditloven og lov om midlertidig regulering af boligforholdene. Ved disse ændringer, der nærmere er omtalt i afsnit II, er der bl.a. skabt grundlag for en øget udlånsindsats til lav rente fra Grundejernes Investeringsfond til finansiering af brandsikringsudgifter. Efter de ældrede regler forudsættes Grundejernes Investeringsfond over en 3-årig periode at frigøre og udlåne ca. 450 mio. kr. til brandsikring, hvoraf ca. 300 mio. kr. forlods reserveres til finansiering af brandsikringsudgifter i ejendomme fra før år 1900.

Det er væsentligt for denne udlånsvirksomhed fra investeringsfonden, at der tidsmæssigt finder en udskydelse sted af brandsikringen i de nyere ejendomme. Herved vil ejerne af disse bygninger også bedre kunne afpasse deres forbrug af vedligeholdelses- og opretningsmidler efter den kommende brandsikringsinvestering.

Lovændringen indebærer, at enhver kommunal beslutning, der træffes før 1. april 1979, skal godkendes af boligministeren. Dette gælder altså også beslutninger, der går ud på, at brandsikringsproceduren først skal iværksættes efter 1. april 1979.

I denne forbindelse skal man henlede kommunalbestyrelsernes opmærksomhed på, at beslutninger efter lovens § 4 om udvidelse af kravene i lovens § 2 må forudsætte, at der samtidig træffes bestemmelse om frister for gennemgang, indberetning og brandsikring.

Ved administrationen af den midlertidige godkendelsesordning vi boligministeriet tilstræbe, at de enkelte kommuners beslutninger kan indpasses i og koordineres med den samlede indsats på brandsikringsområdet samtidkg med, at lokale forudsætninger omkring beskæftigelse, levering af materialer m.v. kan indgå i overvejelserne om godkendelse. Godkendelse vil dog altid kunne forventes meddelt for enkelte bygninger eller for bygninger inden for et afgrænset område, hvor en tidsmæssig fremrykning af brandsikringsindsatsen skønnes nødvendig. Lovændringen berører ikke den enkelte ejers mulighed for selv at bestemme tidspunktet for iværksættelse af brandsikringsarbejder til opfyldelse af den generelle pligt i lovens § 1.

Beslutninger, der efter lovens § 4 er truffet af kommunalbestyrelsen forud for ændringslovens ikrafttræden den 13. maj 1977, bevarer i princippet deres gyldighed.

Ud fra de ovenfor refererede hensyn bag lovændringen henstilles imidlertid til kommunalbestyrelserne at overveje at omgøre eller ophæve tidligere trufne beslutninger, for så vidt disse går ud på, at brandsikringsarbejderne skal være endelig udført inden 1. april 1979. Det samme gælder, hvor en overholdelse af de ved beslutningerne fastsatte tidsfrister gør det nødvendigt, at brandsikringsarbejserne i almindelighed påbegyndes inden denne dato.

Kommunalbestyrelsernes beslutninger om ophævelse eller forlængelse af tidligere fastsatte frister for gennemgang, indberetning og udførelse kan ske uden forelægeelse for boligministeriet.

Afsnit II.

Finansiering af brandsikringsudgifter.

5. Som omtalt i indledningen til cirkulæret blev der den 9. maj 1977 gennemført en række ændringer i lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v., lov om realkreditinstitutter og lov om midlertidig regulering af boligforholdene, der set i sammenhæng giver gunstigere muligheder for finansiering af udgifterne til brandsikring. Ændringerne tager sigte på at skabe sikkerhed for grunderjernes finansiernig af udgifterne til brandsikring og samtidig at sikre en finansiering, der begrænser de hermed forbundne lejeforhøjelser.

Baggrunden for disse lovgivningsinitiativer har været, at en opgørelse over finansieringsbehovet på grundlag af allerede projekterede og udførte brandsikringsarbejder havde vist, at de gennemsnitlige brandsikringsudgifter pr. lejlighed - i hvert fald for de ejendomme der skal brandsikres i første omgang - ligger væsentligt over udgiftsniveauet i det erfaringsmateriale, man havde til rådighed i sin tid ved udarbejdelsen af brandsikringsloven.

Gennemførelsen af lovændringerne på det finansielle område går i hovedtræk ud på følgende

a. Ved en midlertidig ændring af realkreditloven udvides adgangen til at optage realkreditlån til finansiernng af brandsikringsudgifter.

b. Ved en række ændringer i lov om midlertidig regulering af boligforholdene, der bl.a. vedrører Grundejernes Investeringsfonds udlånsformål og -vilkår, anbringelse af midler samt afvikling af bundne beløb, skabes der rundlag for en øget udlånsuindsats fra fonden til finansiering af brandsikringsudgifter. Det forudsættes herved, at Grundejernes Investeringsfond over en 3-årig periode kan udlåne ca. 450 mio kr. til brandsikring, hvoraf ca. 300 mio kr. reserveres til finansiering af brandsikringsudgifter i ejendomme omfattet af brandsikringslovens § 2.

c. For at undgå brandsikringsarbejder medfører lejeforhøjelser i større omfang end højst nødvendigt, at der ved en ændring af den midlertidige boligreguleringslov generelt givet udlejeren adgang til at afholde udgiften til brandsikring over kontoen for udvendig vedligeholdelse. Ydelser på eventuelle lån til brandsikring kan dog ikke afskrives på denne konto. (For de særlige § 3-ejendomme gælder der fortsat særregler for anvendelsen af kontoen for udvendig vedligeholdelse til dækning af brandsikringsudgifter eller til dækning af årlige ydelser på brandsikringslån).

d. Ved en ændring af brandsikringsloven stilles der af staten 30 mio kr. til rådighed for Grundejernes Investeringsfond til ydelse af skattefrit tilskud til brandsikringsarbejder på ejendomme omfattet af lovens § 2. Disse statslige tilskud kan alene ydes i tilfælde, hvor brandsikringsudgiften for den enkelte lejlighed er særlig stor, og kun hvor der er lejligheder med et lille boligareal. For § 3-ejendomme er der i forvejen efter reglerne i brandsikrngslovens § 12 mulighed for, at stat og kommune yder et rente- og afdragsfrit lån til delvis dækning af brandsikringsudgifterne.

Disse forbedringer i finansieringsvilkårene, herunder mulighederne for at få statstilskud, gælder ikke blot for fremtidige brandsikringsarbejder, men skal også kunne komme de ejere - og dermed tillige de lejere der bor i de pågældende bygninger - tilgode, som allerede har udført eller påbegyndt brandsikringsarbejder. Dette gælder også, selv om disse arbejder midlertidigt er finansieret på anden måde.

I det følgende er der foretaget en nærmere gennemgang af de regler for finansiering af brandsikringsudgifter, der nu gælder efter de den 9. maj 1977 skete ændringer.

Pkt. 6 til 10 omhandler de finansieringsbestemmelser, der er fælles for brandsikrede ejendomme.

Pkt. 11 til 15 behandler de særlige finansieringsregler, der gælder for bygninger opført før år 1900 (§ 2-bygninger).

Pkt. 16 til 22 behandler de særlige finansieringsregler, der gælder for bygninger med begrænset levetid (§ 3-bygninger).

Pkt. 23 redegør for de særlige forhold, der gør sig gældende med hensyn til finansiering af brandsikringsudgifterne i øvrige bygninger, der ikke er omfattet af brandsikringslovens § 2 eller § 3.

Endelig omhandler pkt. 24 til 27 forholdet til lejerne.

De bestemmelser i lov nr. 184 af 9. maj 1977 om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene, der ikke direkte vedrører brandsikringsarbejders iværksættelse eller finansiering, er nærmere omtalt i boligministeriets cirkulære af 20. juli 1977 om ændringer af boligreguleringsloven.

Fælles finansieringsbestemmelser for brandsikrede ejendomme.

6. Ved den stedfundne ændring af realkreditloven den 9. maj 1977 (indførelse af § 17 c) er der skabt en midlertidig udvidet adgang til realkreditbelåning til hel eller delvis finansiering af brandsikringsarbejder, som udføres i medfør af brandsikringsloven, og som påbegyndes inden udgangen af marts 1979 (det påhviler låntageren at godtgøre dette over for låneinstituttet).

Ingen