Cirkulære om udfærdigelse af vurderingsfortegnelser m.v. over 16. alm. vurdering pr. 1. april 1977.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om udfærdigelse af vurderingsfortegnelser m.v. over 16. alm. vurdering pr. 1. april 1977.
I medfør af § 40 i lovbekendtgørelse nr. 363 af 1. juli 1976 af lov om vurdering af landets faste ejendomme skal man i tilslutning til statsskattedirektoratets cirkulære nr. 225 af 15. november 1976 om 16. alm. vurdering give følgende vejledning, der er godkendt af ligningsrådet, om udfærdigelse af vurderingsfortegnelser og meddelelser til ejerne samt om vurderingens afslutning i øvrigt.
1. Når vurderingen er afsluttet, og basiskortene er udfyldt og underskrevet af vurderingsrådet, skal kortene afleveres til den pågældende kommune. Afleveringsfristerne, angivet i vurderingscirkulærets afsnit II, punkt 24, må nøje overholdes, og samtlige kort skal være afleveret senest den 15. juli 1977.
Kommunerne foretager konverteringen af vurderingsresultaterne til brug for udskrivningen af vurderingsfortegnelser, stamkort m.v. Den herfor fastsatte frist må nøje overholdes.
2. I/S Kommunedatas regionale edb-centraler og Københavns kommunes edb-central udfærdiger dels meddelelser til ejerne om vurderingsresultatet, dels vurderingsfortegnelser med tilhørende matrikelnøgle til vurderingsrådene samt leverer mikrofichekopier af de kommunale ejendomsskattekontorers stamkort til statsskattedirektoratet og skyldrådene.
3. Meddelelserne til ejerne (Formular V12 i A4-format) vil indeholde de samme oplysninger om ejendommene som vurderingsfortegnelsen. Meddelelserne vil blive kuverteret og udsendt af kuverteringsbureau i tiden 5.-20. august 1977. Meddelelsen vedrørende ejendomme, der er opført på den sidste fejl- og meddelelsesliste fra edb-centralen, vil dog ikke kunne udsendes centralt, men vil gennem kommunen blive fremsendt til vurderingsformanden til fornøden kontrol og rettelse. Vurderingsformanden/sekretariatet må herefter selv kuvertere og afsende meddelelsen. Samme fremgangsmåde vil kunne anvendes i tilfælde, hvor ansættelsen undtagelsesvis ikke har foreligget ved skemaets indsendelse til kommunen eller i andre særlige tilfælde, hvor ejermeddelelsen ikke er gået til maskinel kuvertering. Kuverter hertil vil kunne fås hos kommunen og den pågældende edb-central.
Der udskrives meddelelse om vurderingsresultatet for samtlige ejendomme (herunder ejendomme, der er undtaget fra vurdering), dog med undtagelse af ejendomme, der opføres i vurderingsfortegnelsen med benyttelseskode 16 (udgået ejendom og ubrugt nr.) og 20 (moderejendom for ejerlejligheder).
På ejermeddelelsen er som afsender anført vurderingsrådet under kommunens adresse efter samme regler som betegnelsen på vurderingsskemaerne. De meddelelser, der ikke kan anbringes efter adressen, returneres af postvæsenet til "Vurderingsmyndighederne, postboks 1872, 2300 København S", hvilken adresse er påtrykt de centralafsendte kuverter. Eventuelle returnerede ejermeddelelser tilsendes derefter den pågældende kommune, som efter at have påført den rigtige adresse kuverterer og afsender meddelelsen.
Ejermeddelelsen indeholder endvidere oplysning om, til hvem klage over vurderingen kan indgives.
Der er på meddelelsen endelig givet oplysning om adgangen til at gøre sig bekendt med ansættelsen af de øvrige ejendomme inden for kommunen, jfr. i øvrigt nedenfor under 7.
4. Vurderingsfortegnelsen, formular V1, udskrives i A4-format på papir til vurderingsformanden og vurderingsmændene (et eksemplar til hver vurderingsmand). På fortegnelsesformularen er anført, hvem den pågældende fortegnelse er beregnet til.
I løbet af første halvdel af september 1977 leverer edb-centralerne de udskrevne vurderingsfortegnelser til kommunerne. Fortegnelserne færdiggøres med supplerende oplysninger, fornødne tilføjelser og rettelser m.v. ved kommunens og vurderingsformandens foranstaltning. Fortegnelserne indsættes i plasticbind, der leveres til kommunerne omkring den 1. september 1977 fra statsskattedirektoratet.
De færdiggjorte fortegnelser leveres til vurderingsformanden og vurderingsmændene senest henholdsvis 1. oktober og 1. december 1977.
Indholdsmæssigt svarer vurderingsfortegnelsen i det væsentlige til den ved 15. alm. vurdering og senere omvurderinger anvendte formular. Ejendommene er fortrinsvis opført i gadekode/husnummerorden.
Parceller, der er beliggende i vurderingsdistriktet, men vurderet under en ejendom i en anden kommune, er opført i vurderingsfortegnelsen med angivelse af kommunens navn. Parcellerne skal herefter søges i matrikelnøglen for de pågældende ejerlavsfortegnelser.
Hvis den nævnte oplysning ikke er maskinelt påført, må vurderingsformanden foranledige den påført manuelt, samt via kommunens ejendomsskattekontor indberette oplysningen til den pågældende edb-central.
I bemærkningsrubrikken under hver ejendom er tilføjet fornødne supplerende oplysninger om ansættelser og fordelinger. Bemærkningsrubrikken kan indeholde oplysninger om arealafvigelser, kommunal fordeling af grundværdi og fradrag for forbedringer, angivelse af den del af grundværdien og fradraget for forbedringer, der falder på skov/plantage og på jordrentepligtige parceller, oplysning om arealtilgang og -afgang med oplysning om arealets størrelse, betegnelse og det nye reg.nr. på den afgivende eller modtagende ejendom, differencebeløb i henhold til § 14, stk. 7, samt andre oplysninger, hvortil der ikke findes særlige rubrikker i vurderingsfortegnelsen.
Vurderingsrådet må kontrollere disse oplysninger og foretage eventuelt fornødne rettelser og tilføjelser.
I bemærkningsrubrikken anfører vurderingsformanden i øvrigt alle oplysninger, der skønnes af betydning til belysning af ansættelserne, og som ikke allerede via skemaets bemærkningsrubrik er overført til fortegnelsen, f.eks. om der på ejendommen ligger bygning, der er selvstændigt vurderet som bygning på fremmed grund, med angivelse af registernummeret, og for disse bygninger, under hvilket reg.nr. grunden er vurderet; endvidere oplysning om fiskerirettigheder, opstemningsret m.v.
5. Edb-centralerne udskriver for hvert vurderingsdistrikt til brug for vurderingsformanden et matrikelregister - matrikelnøglen, formular V2 - der angiver under hvilken beliggenhedskode og under hvilket reg.nr. i distriktet de i dette beliggende matrikelnumre er vurderet. Matrikelnøglen foreligger samtidig med vurderingsfortegnelsen og indsættes foran i vurderingsformandens eksemplar.
6. Edb-centralerne leverer i begyndelsen af september måned 1977 tre sæt mirkofichekopier af de kommunale ejendomsskattekontorers stamkort med tilhørende indeks til statsskattedirektoratet og skyldrådene. Kopierne fordeles med 2 sæt til statsskattedirektoratet og 1 sæt til skyldrådene.
7. Den tidligere bestemmelse om offentlig fremlæggelse af vurderingsfortegnelsen er erstattet af en bestemmelse om, at offentligheden ved de almindelige vurderinger og årsomvurderinger, efter forudgående offentlig bekendtgørelse, i en periode på mindst 14 dage ved personlig henvendelse gratis kan gøre sig bekendt med vurderingen af ejendomme i kommunen, jfr. vurderingslovens § 40, stk. 3. Statsskattedirektoratet orienterer i en skrivelse til kommunalbestyrelsen i slutningen af august 1977 om den praktiske fremgangsmåde.
8. Der er truffet aftale med Kommunedata og Københavns kommunes edb-central om, at disse foretager en optælling af vurderingsresultatet med henblik på beregning af honoraret til vurderingsmændene i overensstemmelse med skattedepartementets cirkulære af 27. april 1977. Om fremgangsmåden ved honorarudbetaling vil der blive fremsendt vejledning fra skattedepartementet.
9. Vurderingsskemaerne med tilhørende basiskort vil fremover blive opbevaret i kommunerne, hvorfra originalskemaet eller fotokopier heraf kan rekvireres af statsskattedirektoratet og skyldrådene til brug ved klage- og revisionsbehandling m.v.
10. Når meddelelse til ejer om resultatet af vurderingen er udsendt, må vurderingsrådet ikke på egen hånd foretage ændringer af ansættelserne begrundet i, at vurderingsskønnet anses for at være urigtig. Der må i sådanne tilfælde gives indberetning til skyldrådet med indstilling om fornøden ændring af den urigtige ansættelse.
Andre rettelser af de ansættelser, der er indført i vurderingsfortegnelserne, samt tilføjelser hertil kan vurderingsrådene foretage på egen hånd indtil udgangen af oktober måned 1977. Dette gælder både de mangler og fejl, som kommunen henleder opmærksomheden på, og de fejl, som vurderingsrådet på anden måde bliver bekendt med.
Som eksempler på sådanne mangler og fejl kan nævnes
1 grad) at en ejendom helt er glemt medtaget, eller at der mangler en af de ansættelser eller fordelinger, som det påhviler vurderingsrådet at foretage.
2 grad) at en ansættelse er sket ud fra urigtige forudsætninger om ejendommens matrikelbetegnelse, arealets størrelse, bebyggelsens omfang, ejendommens zonemæssige beliggenhed eller lignende.
3 grad) at der er sket regne- eller skrivefejl, og
4 grad) at der foreligger mangler eller fejl med hensyn til andre angivelser i vurderingsfortegnelsen, f.eks. vedrørende grundværdispecifikationen, udstykning eller sammenlægning eller året for grundforbedringens fuldførelse.
Når et vurderingsråd har foretaget sådanne ændringer eller tilføjelser, må vurderingsformanden drage omsorg for, at disse indføres i hans eksemplar af vurderingsfortegnelsen, samt at der via kommunens ejendomsskattekontor i den efterfølgende måned gives indberetning til edb-centralen om ændring af ejendommens ansættelse m.v. med deraf følgende ajourføring af mikrofiche.
Enhver ændring, tilføjelse m.v. til vurderingsfortegnelsen skal, uanset hvilken myndighed der foretager ændringen, indberettes til kommunens ejendomsskattekontor, som er ansvarlig for den videre indberetning til edb-centralen samt for den efterfølgende kontrol af, at ændringen er korrekt indført i den ajourførte mikrofiche.
Den ændrende myndighed skal endvidere, ligeledes via ejendomsskattekontoret, give meddelelse til vurderingsrådets medlemmer på de af statsskattedirektoratet udarbejdede formularer samt til ejeren.
Meddelelse til ejerne kan gives på formular V12, såfremt der er tale om manglende vurdering af en ejendom, og ellers ved brev; der må samtidig gives ejerne fornøden forklaring samt - hvor det drejer sig om ansættelser eller fordelinger - oplysning om adgangen til at klage til skyldrådet.
Ved berigtigelse af sådanne fejl eller mangler efter 1. november 1977 må vurderingsrådene først indhente fornøden bemyndigelse fra statsskattedirektoratet.
Statsskattedirektoratet, den 10. juni 1977.
Hans Westerberg.
/E. Stæhr-Larsen.
Ingen