Legislator Case Law & Legislation
C19770007910 DK

Cirkulæreskrivelse om ligsyn og dødsattester m.v.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1977 79 Historic

Cirkulæreskrivelse om ligsyn og dødsattester m.v.

1. Oversigt over almindelige gennemførelsesbestemmelser m.v.

I forbindelse med gennemførelsen af lov nr. 279 af 26. maj 1976 om ligsyn m.v., som træder i kraft den 1. april 1977, har justitsministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 45 af 7. februar 1977 om dødsattester og bekendtgørelse nr. 46 af 7. februar 1977 om lægers adgang til at foretage ligsyn og udstede dødsattest. Bekendtgørelserne træder ligeledes i kraft den 1. april 1977.

I tilslutning til den nye ligsynslov har sundhedsstyrelsen udstedt cirkulære af 10. marts 1977 om ligsyn og udstedelse af dødsattester m.v.

Indenrigsministeriet har samtidig i medfør af lov nr. 67 af 31. marts 1953 om karantæneforanstaltninger mod smitsomme sygdomme udstedt bekendtgørelse nr. 84 af 7. marts 1977 om transport af lig til eller fra udlandet. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1977. Sundhedsstyrelsen har ved cirkulære af 10. marts 1977 fastsat nærmere regler for udstedelse af ligpas.

2. Dødsattester.

Ved bekendtgørelse nr. 45 af 7. februar 1977 om dødsattester er det bestemt, at disse skal udfærdiges på en ny blanket - formular 1231, grå. Denne blanket skal anvendes ved ethvert dødsfald, herunder også dødfødsel. Sundhedsstyrelsen har i bilag 1 til cirkulære af 10. marts 1977 om ligsyn og udstedelse af dødsattester m.v. fastsat nærmere retningslinier for udfyldelse af dødsattester. I tilknytning til den nye dødsattestformular er der udarbejdet en udskrift af dødsattester til brug ved udstedelse af ligpas.

Såfremt dødsattest udfærdiges efter retslægelige ligsyn, skal underskriftrubrik D på dødsattestformularens forside anvendes til politiets påtegning i medfør af ligsynslovens § 9, stk. 2. 2. punktum.

3. Lægers inhabilitet.

A. Ved bekendtgørelse nr. 46 af 7. februar 1977 om lægers adgang til at foretage ligsyn og udstede dødsattest er der fastsat bestemmelser om lægers inhabilitet på dette område. Efter bekendtgørelsens § 1 må en læge ikke foretage ligsyn og udstede dødsattest, når den afdøde har været lægens ægtefælle, er lægens barn m.v., slægtning i opstigende linie, eller på dødstidspunktet tilhørte lægens husstand.

I tilknytning hertil har kirkeministeriet ved cirkulærskrivelse af 24. marts 1977 om dødsattester bl.a. anmodet de som begravelsesmyndighed fungerende præster og kordegne om at have opmærksomheden henledt på de tilfælde, hvor det af dødsattesten m.v. fremgår, at bekendtgørelsens § 1 er overtrådt, eller hvor der er grund til mistanke herom, og i givet fald omgående at foretage indberetning til politiet - bilagt dødsattesten.

Har en læge udstedt en dødsattest i strid med bekendtgørelsens § 1, bør der så vidt muligt afholdes et retslægeligt ligsyn og udstedes en ny dødsattest af embedslægen.

Sundhedsstyrelsen har samtidig ved cirkulærskrivelse af 21. marts 1977 om embedslægernes opgaver i forbindelse med den rutinemæssige gennemgang af dødsattester bl.a. anmodet embedslægerne om at have opmærksomheden henledt på tilfælde, hvor det af dødsattesten m.v. fremgår, at lægen efter bekendtgørelsens § 1 er inhabil, eller der er grund til mistanke herom. Såfremt dette er tilfældet, vil embedslægen straks foretage indberetning til politiet. Har en læge udstedt en dødsattest i strid med bekendtgørelsens § 1, bør der også i disse tilfælde så vidt muligt afholdes et retslægeligt ligsyn og udstedes en ny dødsattest af embedslægen. Hvis ligbrænding eller begravelse ikke gør det praktisk muligt at afholde et sådant ligsyn, bør embedslægen på grundlag af politirapport afgøre, om der er tilstrækkeligt grundlag for at udstede en ny dødsattest.

Foreningen af politimestre i Danmark har i tilslutning hertil bl.a. udtalt, at embedslægens indberetning i disse tilfælde, hvor ligbrænding eller begravelse i almindelighed har fundet sted, ikke bør føre til, at politiet uden videre indleder en omfattende politimæssig efterforskning med henblik på, om der foreligger drab, men man vil, også uden at en sådan undersøgelse foretages, ofte have mulighed for at danne sig et indtryk af, om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at mistanke er begrundet, og en nærmere undersøgelse bør iværksættes. I så fald vil en sådan undersøgelse også kunne indbefatte opgravning og undersøgelse af liget.

Justitsministeriet kan tiltræde politimesterforeningens udtalelse.

B. I tilslutning til den under A nævnte bekendtgørelse har sundhedsstyrelsen i sit cirkulære af 10. marts 1977 om ligsyn og udstedelse af dødsattester m.v. under punkt 3.4. henstillet, at en læge undlader at foretage ligsyn og udstede dødsattest vedrørende personer, som de har et særligt tilknytningsforhold til. Som eksempler kan nævnes søskende og uægteskabelige forbindelse m.v.

Kirkeministeriet har i forbindelse hermed i cirkulærskrivelse af 24. marts 1977 om dødsattester anmodet begravelsesmyndigheden om at underrette embedslægen, såfremt begravelsesmyndigheden rent faktisk bliver bekendt med, at en læge ved udstedelse af dødsattest har tilsidesat henstillingen. Hvis der er holdepunkter for mistanke om et kriminelt forhold, vil begravelsesmyndigheden straks foretage indberetning til politiet.

Sundhedsstyrelsen har endvidere i cirkulærskrivelse af 21. marts 1977 anmodet embedslægerne om at foretage indberetning til politiet, såfremt der i tilfælde af en overtrædelse af nævnte henstilling er holdepunkter for mistanke om et kriminelt forhold.

4. Retslægeligt ligsyn.

A. Vedrørende retslægelige ligsyn i Københavns kommune har justitsministeriet i medfør af ligsynslovens § 5, stk. 2, godkendt, at professoren i retsmedicin ved Københavns Universitet eller en af dennes assistenter deltager i retslægelige ligsyn. De pågældende træder endvidere i stedet for den i ligsynslovens § 4, stk. 2, nr. 2 og 3, og § 5, stk. 1, nævnte »embedslæge«. Dette gælder for fremtiden også for retslægelige ligsyn vedrørende personer, som er afgået ved døden på et sygehus i Københavns kommune.

B. Efter ligsynslovens § 4, stk. 1, jfr. § 3, stk. 1, nr. 6, skal der som udgangspunkt iværksættes retslægeligt ligsyn, når dødsfald forekommer i fængsler, arresthuse og lignende institutioner. Opmærksomheden henledes på, at tilføjelsen »lignende institutioner« kun omfatter institutioner under Direktoratet for kriminalforsorgen.

Vedrørende ligsynslovens § 5, stk. 2, bemærkes, at justitsministeriet - udover professoren i retsmedicin ved københavns Universitet - har meddelt professorerne ved retsmedicinsk institut i Århus og i Odense og deres assistenter tilladelse til at deltage i retslægelige ligsyn i de tilfælde, hvor de pågældende som statsobducenter deltager i en findestedsundersøgelse.

For så vidt angår ligsynslovens § 5, stk. 2, 2. punktum, henledes opmærksomheden på, at bestemmelsen navnlig vil kunne anvendes i ekstraordinære situationer, hvor en embedslæge (embedslægeinstitution) er forhindret, og hvor der ikke fungerer en vikar for embedslægen. Justitsministeriet anmoder politimestrene om at forhandle med embedslægen (embedslægeinstitutionen) om, hvilken eller hvilke stedlige læger der i disse ekstraordinære tilfælde må anses som egnede til at blive tilkaldt.

5. Retslægelig obduktion.

A. Vedrørende ligsynslovens § 6, stk. 2, skal man meddele, at den ved justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 22. oktober 1970 fastlagte ordning om foretagelse af lovmæssig obduktion i tilfælde af dødsfald, der må antages at stå i forbindelse med misbrug af euforiserende stoffer, opretholdes. Der vedlægges kopi af cirkulæreskrivelsen.

B. For så vidt angår ligsynslovens § 7, stk. 1, bemærkes, at den hidtidige ordning, som fastlagt ved justitsministeriets cirkulære nr. 207 af 20. december 1937 angående foretagelse af lovmæssige obduktioner, som ændret ved cirkulære nr. 214 af 28. oktober 1959, indtil videre opretholdes med de tilpasninger, som er sket i praksis. Opmærksomheden henledes herved navnlig på, at henvendelser vedrørende retslægelige obduktioner på Fyn og i de sønderjyske landsdele skal rettes til Det retsmedisinske institut ved Odense Universitet. J. B. Winsløwsvej 15, 5000 Odense, telefon nr. (09) 11 33 33. Endvidere er adressen for Retsmedicinsk Institut i København nu Frederik den V's Vej 11, 2100 København Ø, telefon nr. (01) 37 32 22.

Der vedlægges en kopi af de to cirkulærer.

C. Efter ligsynslovens § 7, stk. 2, skal afdødes nærmeste, såfremt omstændighederne tillader det, førend obduktionen foretages, underrettes om dødsfaldet og om, at der vil blive foretaget obduktion, ligesom den pågældende samtidig skal gøres bekendt med adgangen til domstolsprøvelse. Justitsministeriet anmoder politiet om at underrette afdødes nærmeste som foreskrevet i bestemmelsen. Foretager politiet underretningen telefonisk, bør der straks udfærdiges en skriftlig notits herom. Det bør af notitsen udtrykkeligt fremgå, om den pågældende protesterer imod politiets beslutning om obduktion.

For så vidt angår tilfælde, hvor omstændighederne ikke tillader en sådan underretning, førend obduktionen foretages, er det i betænkning nr. 537 (1969) vedrørende revision af ligsynsloven side 35 anført, at denne bestemmelse f.eks. vil kunne få betydning i drabssager, hvor det i nogle tilfælde såvel af efterforskningsmæssige grunde som ud fra et lægeligt synspunkt vil kunne være af afgørende betydning, at obduktion kan foretages straks uden at afvente underretning af de nærmeste, hvis opholdssted måske ikke kendes. I betænkningen anføres endvidere som andre eksempler, opdrivende lig eller andre dødfundne, hvis identitet ikke umiddelbart kan fastslås, og hvor ligets tilstand tilsiger hurtig obduktion. I sådanne tilfælde kan selve obduktionen udgøre et vigtigt led i identifikationsarbejdet. I tilslutning hertil har Foreningen af politimestre i Danmark udtalt, at denne bestemmelse i ligsynslovens § 7, stk. 2, for så vidt angår de i lovens § 6, stk. 1, omhandlede tilfælde i praksis vil betyde, at de nærmeste ikke bliver involveret, hvis politiet f.eks. en enkelt eller enkelte gange forgæves har søgt at træffe den pågældende på bopælen. Politimesterforeningen har tilføjet, at der normalt ikke kan iværksættes nogen omfattende eftersøgning af den pågældende indenfor den tid, der er til rådighed. Foreningen har endvidre udtalt, at dette også fører til, at der i sådanne tilfælde ikke bliver adgang til efterfølgende prøvelse ved domstolene.

Justitsministeriet kan tiltræde de af politimesterforeningen fremsatte synspunkter.

Vedrørende formuleringen »afdødes nærmeste« bemærkes, at afgrænsningen må foretages konkret. Det er i betænkningen vedrørende ligsynsloven side 36 anført, at afdødes »nærmeste« i hvert fald omfatter ægtefælle, slægtninge i lige linie, og alt efter de konkrete forhold søskende. Adoptivbørn vil som regel, og plejebørn vil jævnligt være omfattet af reglen, og bestemmelsen vil efter omstændighederne - navnlig hvor afdøde ikke har efterladt sig ægtefælle, med hvem han har samlevet, forældre eller børn - kunne omfatte samlevere, forlovede, slægtninge, som afdøde var nært knyttet til, samt nært besvogrede.

Justitsministeriet anmoder politiet om indenfor denne kreds af »afdødes nærmeste« så vidt muligt først og fremmest at søge at underrette den person, som har været afdødes samlevende ægtefælle, eller afdødes myndige børn, eller i givet fald andre, som umiddelbart kan antages at have haft den nærmeste tilknytning til afdøde. Der kræves normalt kun underretning af en af afdødes »nærmeste«.

D. Efter ligsynslovens § 8, stk. 1, skal politiet, såfremt afdødes nærmeste modsætter sig retslægelig obduktion, inden 24 timer indbringe spørgsmålet om lovligheden af beslutningen herom for retten.

For så vidt angår afgrænsningen af formuleringen »de nærmeste« henvises til det under C anførte. Opmærksomheden henledes på, at det i betænkningen vedrørende ligsynsloven side 36 er anført, at »inden for den kreds, som herefter i det enkelte tilfælde må anses at udgøre afdødes nærmeste, må protest fra blot en enkelt normalt medføre, at spørgsmålet af politiet indbringes for retten«.

Spørgsmålet om lovligheden af obduktionsbeslutningen bør i givet fald af politiet indbringes for retten i den politikreds, hvor begæringen om obduktion er truffet. Omfatter denne politikreds flere retskredse, bør sagen indbringes for retten i den retskreds, hvor vedkommende er afgået ved døden, eller liget er fundet, men sagen kan dog indbringes for en anden ret inden for politikredsen, hvis politiet i det konkrete tilfælde finder dette mere hensigtsmæssigt.

Efter ligsynslovens § 8, stk. 3, kan obduktion i de i § 6, stk. 1, nævnte tilfælde foretages, inden rettens afgørelse foreligger, såfremt der er nærliggende fare for, at øjemedet ellers vil forspildes. Som ovenfor anført forudsætter bestemmelsen, at omstændighederne har tilladt underretning af afdødes nærmeste. Retten skal efter § 8, stk. 3, tage stilling til spørgsmålet om obduktionsbeslutningens lovlighed, uanset om obduktionen er foretaget inden kendelsens afsigelse. Efter justitsministeriets opfattelse må det endvidere antages, at retten som et led i denne prøvelse også skal tage stilling til, om sagen har været tilstrækkelig hastende til at lade obduktionen foretage, inden rettens kendelse foreligger. Justitsministeriets anmoder derfor politiet om at underrette retten, såfremt obduktion foretages i medfør af § 8, stk. 3, således at retten har mulighed for efterfølgende ved kendelse også at afgøre, om betingelserne herfor har været tilstede.

E. Efter ulykkesforsikringslovens § 49, stk. 2, 2. punktum, er sikringsstyrelsen berettiget til at forlange obduktion foretaget efter reglerne om lovmæssige obduktioner.

Såfremt der ikke af politiet træffes beslutning om, at retslægelig obduktion skal foretages efter ligsynslovens § 6, anmoder justitsministeriet politiet om telefonisk at underrette sikringsstyrelsen, ulykkesforsikringsafdelingens 4. kontor, telefon (01) 29 95 33 herom i overensstemmelse med hidtidig praksis. Udenfor kontortid kan der straks telefonisk, når det er påkrævet, rettes henvendelse til kontorchefen for 4. kontor eller en af de øvrige kontorchefer i ulykkesforsikringsafdelingen på disses private telefonnummer. Underretning af sikringsstyrelsen bør ske, såfremt dødsfaldet efter de for politiet foreliggende oplysninger kan skyldes en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, som kan medføre krav efter ulykkesforsikringsloven. Der henvises i denne forbindelse til sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 380 af 30. juni 1976 i medfør af ulykkesforsikringslovens § 1 A om fortegnelse over erhvervssygdomme.

Såfremt sikringsstyrelsen begærer obduktion foretaget, skal afdødes nærmeste underrettes i medfør af ligsynslovens § 7, stk. 2. I forbindelse hermed anmoder justitsministeriet efter henstilling fra sikringsstyrelsen politiet om at gøre afdødes nærmeste opmærksom på bestemmelsen i ulykkesforsikringslovens § 50, stk. 6, hvorefter de efterladte kan fortabe deres krav, såfremt de modsættter sig foretagelsen af en af styrelsen begæret obduktionsforretning. Såfremt afdødes nærmeste modsætter sig obduktionen, bør politiet straks telefonisk underrette sikringsstyrelsen herom, således at styrelsen kan tage stilling til, om en sådan obduktion skal foretages. Hvis sikringsstyrelsen fortsat begærer obduktion foretaget, skal sagen af politiet i medfør af ligsynslovens § 8 indbringes for retten med henblik på en prøvelse af lovligheden af styrelsens beslutning om, at obduktion skal foretages.

Såfremt det af de for politiet foreliggende oplysninger fremgår, at afdøde har tegnet en livsforsikringspolice, og politiet ikke træffer beslutning om at lade foretage retslægelig obduktion, anmoder justitsministeriet endvidere politiet om som hidtil telefonisk at underrette vedkommende forsikringsselskab, således at dette på egen bekostning kan lade foretage obduktion.

5. Bestemmelser, som bortfalder eller opretholdes.

A. Ved den nye ligsynslovs ikrafttræden den 1. april 1977 bortfalder Kongelig resolution nr. 169 af 4. august 1922 og resolution nr. 201 af 23. december 1930 vedrørende lovmæssige ligsyn i København.

For så vidt angår bestemmelser, som ophæves, henvises først og fremmest til § 12, stk. 2, i ligsynsloven. Opmærksomheden henledes særligt på, at bestemmelsen i § 2, stk. 5, i lov nr. 225 af 31. maj 1968 om anmeldelser af fødsler og dødsfald ophæves. Det bemærkes dog, at politiets pligt til i medfør af § 27, stk. 2, i justisministeriets bekendtgørelse nr. 375 af 22. december 1961 om førelsen af de borgerlige personregistre i de sønderjyske landsdele at foretage anmeldelse af dødsfald efter lovmæssigt ligsyn m.v. indtil videre opretholdes.

I øvrigt ophæves fra den 1. april 1977 justitsministeriets cirkulære nr. 101 af 15. juni 1934 om foretagelse af lovmæssige obduktioner, justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 6 af 17. januar 1975 om lægers adgang til at foretage ligsyn vedrørende deres nærmeste, samt justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 17. januar 1975 til begravelsesvæsenerne i København, Frederiksberg, Gentofte, Odense, Århus, Randers, Ålborg og Esbjerg kommuner.

B. Som anført ovenfor under punkt 4 opretholdes indtil videre justitsministeriets cirkulære nr. 207 af 20. december 1937 angående foretagelse af lovmæssige obduktioner som ændret ved cirkulære nr. 214 af 28. oktober 1959 samt justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 22. oktober 1970 til politiet om foretagelse af lovmæssig obduktion i tilfælde af dødsfald, der må antages at stå i forbindelse med misbrug af euforiserende stoffer.

Endvidere opretholdes indtil videre justitsministeriets regulativ nr. 331 af 6. juni 1921 for behandling af lig, justitsministeriets instruks nr. 446 af 2. november 1942 for foretagelsen af lovmæssige obduktioner samt justitsministeriets cirkulære nr. 312 af 2. november 1942 til rigsadvokaten, statsadvokaterne, politidirektøren i København og politimestrene om indsendelse af materiale til retskemisk undersøgelse på Universitetets farmakologiske Institut.

6. Ligpas.

Justitsministeriet henleder opmærksomheden på, at ligpas efter § 1, stk. 1, i indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 84 af 7. marts 1977 fra den 1. april 1977 her i landet udstedes af vedkommende embedslægeinstitution og i Københavnds kommune af stadslægen.

7. Indberetning til justitsministeriet.

Justitsministeriet anmoder politiet om indtil videre at undlade at begære politisektion, men således at der i stedet begæres foretaget almindelig retslægelig obduktion.

Justitsministeriet anmoder politimestrene (politdirektøren i København) om ved udgangen af 1977 at give justitsministeriet underretning af de foreløbige erfaringer vedrørende den nye ligsynslovs anvendelse, herunder om der bør fastsættes yderligere supplerende bestemmelser i medfør af ligsynslovens § 10, stk. 2. Endvidere bedes oplyst, hvorvidt der bør foretages ændringer i den såkåldte »blå rapport« (P 154, 8/70), samt om behovet for eventuelt at genindføre politisektioner.

Justitsministeriet, den 30. marts 1977.

P.M.V.

Niels Madsen

/Lundbæk Andersen.

(Til politiet).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →