Legislator Case Law & Legislation
C19770000709 DK

Cirkulære om ændringer i lov om udstykning og sammenlægning m.m. af faste ejendomme. (Til samtlige landinspektører).

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Ændr.cirkulære (2 sp) 1977 7 Historic

Cirkulære om ændringer i lov om udstykning og sammenlægning m.m. af faste ejendomme. (Til samtlige landinspektører).

Cirkulære om ændringer i lov om udstykning og sammenlægning m.m. af

faste ejendomme.

(Til samtlige landinspektører).

Ved lov nr. 288 af 26. juni 1975 om ændring af forskellige lovbestemmelser i anledning af lov om kommuneplanlægning og byggelov er der foretaget ændringer i udstykningsloven. Ændringerne er sammen med den ændring, der blev gennemført ved lov nr. 300 af 6. juni 1973 om ændring af lov om landbrugsejendomme og lov om udstykning og sammenlægning m.m. af faste ejendomme, indarbejdet i vedlagte lovbekendtgørelse. Lovændringerne træder i kraft den 1. februar 1977, jf. dog pkt. 1 og 3 nedenfor. I det følgende omtales de enkelte ændringer af loven.

1. Bestemmelsen i § 1, stk. 4, der blev gennemført ved lov nr. 300 af 6. juni 1973, er en konsekvens af bestemmelsen i landbrugslovens § 12, stk. 3, om, at tilladelse til bortforpagtning eller udleje af en del af en landbrugsejendom for et længere tidsrum end 10 år kan meddeles, når arealet skal indgå som led i en udviklingsplan, jf. landbrugslovens § 9, stk. 4. Bestemmelsen i udstykningslovens § 11, C, stk. 4, er en følge af bestemmelsen i § 1, stk. 4. Ændringerne trådte i kraft den 15. august 1973.

2. Den hidtidige bestemmelse i lovens § 4, stk. 1, om, at ingen lod ved udstykning må udlægges med en for dens benyttelse uheldig figur, ophæves. Hjemmel for kommunalbestyrelsen til at modsætte sig udstykning af en parcel med uheldig figur er nu i nogen grad indeholdt i kommuneplanlovens § 40, stk. 3.

3. De ændrede bestemmelser i lovens § 16 og § 17, stk. 1, c, betyder, at værdigrænserne for henholdsvis arealer, der kan overføres ved skelforandring, og arealer, der kan afstås til offentlig vej på grundlag af landinspektørattest, nu kan ændres administrativt i takt med den almindelige prisudvikling. Bestemmelserne trådte i kraft den 1. juli 1975. Beløbsgrænserne er senest fastsat ved bekendtgørelse nr. 443 af 30. august 1976.

4. De hidtidige bestemmelser i § 28, stk. 2 og 4, ophæves, jf. punkt 5.

5. Bestemmelserne i § 42 b og § 42 c træder i stedet for tilsvarende bestemmelser i udstykningslovens § 28, byggelovens § 69 og § 17 i administrationsvedtægt for Københavns bygningsvæsen.

Den hidtidige bestemmelse i udstykningslovens § 28, stk. 2, har kun i begrænset omfang givet hjemmel for landinspektørerne til at færdes på privat ejendom. Efter den nye bestemmelse i § 42 b har praktiserende landinspektører og landinspektørassistenter med beskikkelse nu ret til adgang til private grunde og til andre ejendomme for at udføre opmålinger i forbindelse med matrikulære arbejder m.v.

De markarbejder, der falder ind under begrebet matrikulære arbejder, er de nødvendige arbejder med fastsættelse, afmærkning og indmåling af ejendomsgrænser i forbindelse med udstykning og anden forandring af ejendomsgrænser samt skelsætningsforretninger. Adgangsretten gælder imidlertid også, når landinspektørerne udfører andre arbejder, der har sammenhæng med skels beliggenhed, f.eks. bygningsafsætninger og servitutundersøgelser med henblik på afgivelse af servituterklæringer og servitutattester m.v. Bestemmelsen giver desuden landinspektørerne ret til at færdes på enhver ejendom, når dette er nødvendigt af hensyn til undersøgelser og opmålinger, herunder nivellementer, i forbindelse med udarbejdelse af kort, som offentlige myndigheder har rekvireret.

Adgangen til at foretage opmåling omfatter også ret til midlertidigt at anbringe de instrumenter, signaler, stokke og mærker m.v., som er nødvendige for opmålingen, og ret til at foretage nødvendige undersøgelser forud for den egentlige opmåling.

Bestemmelsen i § 42 b, stk. 2, indeholder foruden retten til anbringelse af de forskellige skelmærker også ret til at anbringe varige mærker for planfikspunkter og nivellementfikspunkter. Det er en forudsætning, at mærkerne ikke vil være til væsentlig ulempe for ejendommenes ejere eller brugere.

Til adgangsretten er knyttet bestemmelse om, at der så vidt muligt forud skal gives underretning til ejendommenes ejere eller brugere, og bestemmelse om, at landinspektøren skal forevise legitimation, hvis det forlanges.

Matrikeldirektoratet har i samarbejde med Den danske Landinspektørforening udarbejdet et legitimationskort, der gælder i områder, hvor der er fri praksisret. Når der foreligger et trykt oplag af legitimationskortene, vil direktoratet sende kortene til de landinspektører med beskikkelse (bestalling), der i øjeblikket er praktiserende landinspektører eller assistenter hos praktiserende landinspektører. I fremtiden vil legitimationskort kunne rekvireres af praktiserende landinspektører og deres assistenter med beskikkelse ved henvendelse til matrikeldirektoratet. Praktiserende landinspektører vil kunne få et legitimationskort til brug ved udførelse af ikke-matrikulære arbejder i Sønderjylland.

6. Der er i lovens § 43 optaget bestemmelser om matrikelvæsenet i Københavns og Frederiksberg kommuner. Disse bestemmelser svarer i det væsentlige til de hidtil gældende bestemmelser i § 13 i Københavns byggelov og i den almindelige byggelovs § 68 og § 69, stk. 1.

Stadskonduktøren og stadslandinspektøren er hver for sit område eneberettigede til at udføre matrikulære arbejder og andre arbejder, der ifølge lovgivningen eller bestemmelser fastsat i medfør af lovgivningen skal udføres af en landinspektør.

Bestemmelserne i lovens §§ 2, 42 b og 42 c gælder også i Københavns og Frederiksberg kommuner, medens lovens øvrige bestemmelser ikke gælder i de to kommuner.

Landbrugsministeriet, matrikeldirektoratet, den 7. januar 1977.

O. Schmølker /Tove Lense-Møller.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →