Legislator Case Law & Legislation
C19761813609 DK

Kørselsgodtgørelse og rejsegodtgørelse

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1976 18136 Historic

Kørselsgodtgørelse og rejsegodtgørelse

Statsskattedirektoratet har ved cirkulære nr. 466 af 2. juni 1976 givet nye retningslinier for, i hvilket omfang der ved siden af det faste lønmodtagerfradrag kan gives fradrag for kørselsudgifter, jf. bestemmelsen i kildeskattelovens § 24, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., og § 24, stk. 1, nr. 2, 2. pkt.

Disse retningslinier har også virkning for fastsættelse af de A-indkomster, hvori der ikke skal indeholdes A-skat, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 251 af 4. juni 1970 vedrørende kildeskat af rejsegodtgørelser som ændret ved bekendtgørelse nr. 508 af 18. december 1971.

Idet man henviser til cirkulæret, skal man give følgende vejledning vedrørende trækordningen.

1. Kørselsgodtgørelse

Godtgørelse for kørsel i egen bil m.v. kan, når den er baseret på antallet af faktisk kørte kilometre, udbetales uden indeholdelse af A-skat.

Godtgørelsen kan overstige de af staten fastsatte takster for benyttelse af eget befordringsmiddel på tjenesterejser, men må være fastsat således, at den alene tilsigter at dække de faktiske udgifter ved kørslen.

Kørselsgodtgørelse, der er baseret dels på en godtgørelse pr. km og dels på faste tilskud pr. måned eller år, samt kørselsgodtgørelse, hvorefter der udelukkende gives faste tilskud, kan ligeledes udbetales uden indeholdelse af A-skat, når følgende betingelser er opfyldt

a. Størrelsen af godtgørelsen er fastsat på grundlag af en vurdering af det gennemsnitlige erhvervsmæssige kørselsbehov.

b. Godtgørelsen tilsigter alene at give dækning for de formodede faktiske kørselsudgifter.

c. Arbejdsgiveren fører løbende kontrol med omfanget af den erhvervsmæssige kørsel og med, at omfanget heraf stort set svarer til det, der er forudsat ved fastsættelsen af kørselsgodtgørelsen.

Det påhviler arbejdsgiveren at påvise grundlaget for fastsættelsen af kørselsgodtgørelsen. Størrelsen af kørselsgodtgørelsen må optages til ny vurdering ved udskiftning af bil.

Hvor kørselsgodtgørelsen også skal dække udgifter til kørsel ud over den i kildeskattelovens § 24, stk. 1, nr. 1 og 2, omhandlede art, f.eks. til kørsel mellem hjem og den faste arbejdsplads, skal det udbetalte beløb i sin helhed henregnes til A-indkomst, hvori der skal indeholdes A-skat.

2. Rejsegodtgørelse

Retningslinierne i statsskattedirektoratets cirkulære nr. 466 er tillige afgørende for, i hvilket omfang der kan udbetales rejsegodtgørelse uden indeholdelse af A-skat.

Rejsegodtgørelse, der udbetales på grundlag af et faktisk antal rejsedage, og hvor der tages hensyn til hvor mange rejsedage, der er forbundet med overnatning, kan udbetales uden indeholdelse af A-skat. Rejsegodtgørelsens størrelse må være fastsat således, at den alene tilsigter at dække de faktiske udgifter til ophold og fortæring under rejsen.

Rejsegodtgørelse, der udbetales med faste ugentlige, månedlige eller årlige beløb, kan ligeledes udbetales uden indeholdelse af A-skat, når samtlige følgende betingelser er opfyldt

a. Størrelsen af godtgørelsen er fastsat på grundlag af en vurdering af antallet af rejsedage.

b. Beregningen af godtgørelsen pr. rejsedag med eller uden overnatning tilsigter alene at give dækning for den gennemsnitlige faktiske udgift til ophold og fortæring under rejse.

c. Arbejdsgiveren fører løbende kontrol med, at omfanget af rejseaktiviteten ikke er mindre end forudsat, herunder med fordelingen mellem rejsedage med/uden overnatning.

Det påhviler arbejdsgiveren at påvise grundlaget for fastsættelsen af rejsegodtgørelser.

Rejse må i almindelighed anses at foreligge, når indkomstmodtageren som følge af sit arbejde må tage ophold uden for den kommune, hvori det sædvanlige arbejdssted ligger, dog mindst 4 km fra dette. Rejse anses dog altid for at foreligge, når den pågældende enten må tage ophold mere end 15 km fra sit normale arbejdssted, eller han som led i sit arbejde har tilbagelagt mindst 30 km i løbet af den pågældende dag. De nævnte ophold behøver ikke at være forbundet med overnatning.

3. Forskellige bestemmelser

Det er en forudsætning for, at kørsels- og rejsegodtgørelsen kan udbetales uden indeholdelse af A-skat, at de øvrige betingelser herfor i bekendtgørelse nr. 251 af 4. juni 1970 med senere ændring er opfyldt.

Kørsels- og rejsegodtgørelser skal som hidtil anføres som A-indkomst i felt 13 på oplysningssedlen og kan, når godtgørelsen omfattes af foranstående regler, tillige anføres i felt 20 på oplysningssedlen.

Godtgørelser, der ikke udbetales i overensstemmelse med ovenstående regler, er almindelig trækpligtig A-indkomst. Dette gælder således f.eks. faste kørsels- og rejsegodtgørelser, hvad enten der er tale om daglige, ugentlige, månedlige eller årlige beløb, når disse ikke er fastsat under hensyn til de forventede faktiske udgifter ved den erhvervsmæssige kørsel/rejse, eller i tilfælde af at arbejdsgiveren ikke fører den fornødne kontrol. I disse tilfælde må godtgørelserne ikke anføres i felt 20.

Såfremt det konstateres, at en arbejdsgiver udbetaler kørsels- og rejsegodtgørelse uden skattetræk, uden at betingelserne foran er opfyldt, skal arbejdsgiverkontrollen påtale forholdet over for arbejdsgiveren samt drage omsorg for rettelse af eventuelt fejlagtige oplysningssedler.

Kun i tilfælde hvor arbejdsgiveren trods påtale undlader at indeholde samt i tilfælde, hvor det må formodes, at der foreligger forsæt til at unddrage det offentlige skat, eller i tilfælde hvor arbejdsgiveren i øvrigt groft har tilsidesat de pligter, der påhviler ham, skal indberetning i henhold til kildeskattelovens § 74 finde sted.

Opmærksomheden henledes på, at der for domstolene for øjeblikket kan versere straffesager for overtrædelse af kildeskattelovens § 74 og 75, hvor de af statsskattedirektoratet tidligere fastsatte regler om kørsels- og rejsegodtgørelse har været tilsidesat. Kommunerne og amtsskatteinspektoraterne bemyndiges til at frafalde tiltale for de forhold, for hvilke der ikke fremtidig vil blive rejst tiltale efter foranstående regler, samt til at nedsætte størrelsen af den påståede bøde.

De beløb, de henføres til forhold, der udgår af tiltalerejsningen, skal udgå af bødeberegningen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →