Instruks for de i henhold til lov nr. 126 af 15. april 1959 om bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos bier m.v. ansatte bisygdomsinspektører og autoriserede tilsynsmænd
Table of Provisions (27)
Statutory Text (27 Articles)
§ 1. Ansøgning om autorisation som tilsynsmand indsendes til statens bisygdomsnævn, der fremsender ansøgningen til landbrugsministeriet ledsaget af nævnets bemærkninger, herunder evt. med indstilling om, hvorvidt og på hvilke betingelser en autorisation bør meddeles. Statens bisygdomsnævn meddeler herunder oplysninger om den pågældendes kvalifikationer som tilsynsmand og behovet for autorisation af tilsynsmænd i det område, hvor den pågældende bor eller driver biavl.
Stk. 2. Autorisation meddeles første gang for 1 år på prøve og derefter normalt for en 4-årig periode. Bisygdomsinspektør og tilsynsmænd over 70 år autoriseres dog altid kun for 1 år ad gangen.
Stk. 3. Udløbne og bortfaldne autorisationer kan efter ansøgning fornyes.
Ved ansøgning forholdes som fastsat i stk. 1.
§ 2. Såfremt en tilsynsmand eller inspektør findes skyldig i overtrædelse af bestemmelserne i bisygdomsloven eller bestemmelse udstedt i henhold til denne lov, kan landbrugsministeriet tilbagekalde autorisationen som tilsynsmand. Landbrugsministeriet kan ligeledes tilbagekalde autorisationen, såfremt ministeriet finder det godtgjort, at den pågældende ikke længere opfylder betingelserne for autorisation i henhold til § 2, stk. 4, i bisygdomsloven, hvorefter det forudsættes, at en tilsynsmand har fornøden praktisk kendskab til biavl og til behandling af sygdomme hos bier. Såfremt den pågældende tillige er ansat som bisygdomsinspektør ophører denne ansættelse med virkning fra tidspunktet for tilbagekaldelsen af autorisationen som tilsynsmand.
Tilbagekaldelsen kan ske for en nærmere angivet periode eller den resterende autorisationsperiode.
Stk. 2. I sager om fratagelse af autorisation som tilsynsmand indhenter landbrugsministeriet en udtalelse fra statens bisygdomsnævn. Det påhviler herefter nævnet at indhente en skriftlig udtalelse fra tilsynsmanden og andre evt. berørte parter i sagen, forinden det afgiver en begrundet udtalelse og indstilling i sagen.
Stk. 3. Landbrugsministeriet kan under sagens behandling suspendere den pågældende fra hvervet som tilsynsmand eller bemyndige statens bisygdomsnævn til at foretage suspensionen.
Stk. 4. En tilsynsmand, der har fået tilbagekaldt sin autorisation, og som påny ønsker at blive autoriseret, kan fremsætte anmodning herom til statens bisygdomsnævn.
Ved behandling af sagen forholdes som fastsat i § 1, stk. 1.
§ 3. Statens bisygdomsnævns afgørelser i sager om autorisation, fornyelse af autorisation samt fratagelse af autorisation som tilsynsmand kan påklages til landbrugsministeriet.
§ 4. Når en biavler af landbrugsministeriet er blevet autoriseret som tilsynsmand, eller en tilsynsmand af statens bisygdomsnævn er blevet ansat som bisygdomsinspektør ved bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos honningbier og forsynet med de nødvendige bøger, blanketter og legitimationskort, påhviler det ham efter nærmere bestemmelse af statens bisygdomsnævn at bistå ved bekæmpelse af bisygdomme i overensstemmelse med bestemmelserne i bisygdomsloven, de i henhold til loven udfærdigede bekendtgørelser og nærværende instruks. Endvidere skal bisygdomsinspektører og tilsynsmænd følge de af statens bisygdomsnævn til enhver tid givne almindelige forskrifter, der har gyldighed som tillæg til nærværende instruks.
§ 5. Når en bisygdomsinspektør er udnævnt, får han udleveret en protokol, som skal indsendes til statens bisygdomsnævn, når den er udskrevet, eller når inspektøren ophører med at fungere. Inspektøren er pligtig til på forlangende at afgive protokollen til statens bisygdomsnævn eller en herfra udsendt særlig sagkyndig. Inspektøren fører protokollen som foreskrevet i denne.
II. Pligter og beføjelser ved eftersyn.
§ 6. Når en bisygdomsinspektør eller tilsynsmand tilkaldes af en biavler til en bigård på grund af mistanke om sygdom eller for at udstede attest for bifamilier, der befinder sig i en zone beliggende inden for en afstand af to km fra bigårde, som er smittet med ondartet bipest, skal han foretage det ønskede eftersyn snarest og senest inden fire dage efter tilkaldelsen. Samme frist gælder for eftersyn eller undersøgelser, der foretages for statens bisygdomsnævn, medmindre andet særligt er foreskrevet. Hvis en bisygdomsinspektør eller tilsynsmand er forhindret i at foretage eftersyn inden denne frist, skal han underrette en anden af nævnet autoriseret person i kredsen eller statens bisygdomsnævn, så arbejdet kan blive udført snarest muligt.
Stk. 2. Bisygdomsinspektøren skal snarest underrette statens bisygdomsnævn, når han bliver klar over, at han ikke er i stand til at udføre det arbejde, som forventes udført af ham. Nævnet kan i hvert enkelt tilfælde bemyndige en inspektør til at lade sig bistå af andre kyndige biavlere.
§ 7. Ved eftersyn af en bigård skal samtlige bifamilier undersøges , og bisygdomsinspektøren eller tilsynsmanden skal undersøge alle tavler, hvori der har været ynglet, uanset om tavlerne er tilsat bifamilier eller ej.
Stk. 2. Efter bestemmelserne i § 6 i landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 214 af 27. april 1976 om smitsomme sygdomme hos honningbier skal bisygdomsinspektør og tilsynsmand mod forevisning af legitimationskort have uhindret adgang til at undersøge bistader og bifamilier samt alt til en bigård hørende materiel og voksbygning, og ejeren er pligtig til at forevise dette. Såfremt biavleren lægger hindringer i vejen for udførelsen af arbejdet, bør der gøres opmærksom på, at en bisygdomsinspektør eller tilsynsmand er berettiget til at tilkalde politiets hjælp. Såfremt undersøgelsen ikke herefter kan gennemføres uden hindringer, afbrydes eftersynet, og der rettes henvendelse til politiet om bistand.
Stk. 3. Det påhviler ejeren eller dennes repræsentant uden godtgørelse at yde bisygdomsinspektøren eller tilsynsmanden den fornødne hjælp under udførelsen af hans hverv i bigården herunder hjælp til den nødvendige rensning eller tilintetgørelse af stader og løst inventar samt rensning af stadernes omgivelser, jfr. § 16.
Stk. 4. Såfremt ejeren eller dennes repræsentant ikke kan eller vil yde den fornødne medhjælp ved undersøgelses- og bekæmpelsesarbejdet, kan de pågældende foranstaltninger udføres for ejerens regning.
Stk. 5. Før en bisygdomsinspektør eller tilsynsmand forlader en bigård, som han har undersøgt, skal han sikre sig, at dens materiel ikke henstår i strid med bestemmelserne i bekendtgørelsens § 3, nr. 2 og 3. Eventuelt arbejde, som må udføres af inspektøren eller tilsynsmanden for at bringe bigården i lovlig stand, skal betales af bigårdens ejer.
Stk. 6. Såfremt en tilsynsmand i øvrigt konstaterer forhold, der er i strid med gældende bestemmelser, skal han snarest indgive anmeldelse til politikredsens bisygdomsinspektør eller statens bisygdomsnævn. Såfremt en bisygdomsinspektør konstaterer forhold, der er strid med gældende bestemmelser, skal han snarest indgive anmeldelse til statens bisygdomsnævn.
III. Udfærdigelse af attest til brug ved flytning, vandring og
ejerskifte.
Fælles bestemmelser.
§ 8. I tilfælde af flytning, herunder gentagne flytninger fra sted til sted (vandring), eller ejerskifte af en bigård eller af biavlsmateriel, der befinder sig i en zone inden for en afstand af 2 km fra en bigård, der er smittet med ondartet bipest, skal eftersyn og attest udstedes af en bisygdomsinspektør eller tilsynsmand. Det skal ved eftersyn påses, at der ikke i bigården findes ondartet bipest eller stenyngel. Bisygdomsinspektører og tilsynsmænd skal endvidere i tilfælde af udflytning af bifamilie eller materiel af ovennævnte 2 km-zone foretage fornyet eftersyn af bifamilier eller materiellet 8 uger efter udflytningen.
Stk. 2. Attesten udfærdiges i 4 eksemplarer. Det eksemplar, der er forsynet med uddrag af lovbestemmelser, skal afleveres til ejeren. Et eksemplar skal opbevares af den udstedende bisygdomsinspektør eller tilsynsmand. To eksemplarer skal straks sendes til politikredsens bisygdomsinspektør, som i tilfælde af, at flytningen sker til et sted i egen politikreds, sender et eksemplar til statens bisygdomsnævn. Hvis der flyttes ud af politikredsen, videresendes begge eksemplarer.
Stk. 3. Politikredsens bisygdomsinspektør skal påse, at de til ham indsendte flytteattester ikke strider imod de meddelte påbud om karantæne m.v., som han har givet i forbindelse med sygdomsbekæmpelse. Inspektøren skal endvidere påse, at attester der er udstedt af kyndige biavlere, ikke omhandler bigårde i de i stk. 1 nævnte 2 km-zoner. Hvis de indsendte attester strider imod de i dette stykke nævnte forhold, underrettes statens bisygdomsnævn.
Særligt om flytning.
§ 9. Attest til brug ved flytning må tidligst være udstedt fjorten dage før flytningen finder sted. Attesten udstedes og indsendes som angivet i § 8, stk. 2, og skal indeholde fuldstændig postadresse på det sted, hvortil bierne eller materiel flyttes. Såfremt der sker flytning til flere nye adresser, skal der udfærdiges attester for hver ny adresse.
Stk. 2. Såfremt attest kan udstedes, skal staderne forsynes med statens bisygdomsnævns kontrolmærkat. I stader, som kan åbnes, påklæbes mærkatet indvendigt på stadets tag, og på stader, der efter flytningen skal stå aflåst, påklæbes det på stadets yderside under tagudhænget. Kontrolmærkaterne må ikke anvendes til andet formål.
Stk. 3. Det skal indskærpes biavleren, at stader, der efter flytning ikke bliver opstillet på dennes bopæl eller ejendom , skal forsyne
s med synlig angivelse af ejers navn og postadresse eller andet tydeligt ejendomsmærke.
Stk. 4. Flyttetilladelse. Ved flytning af bifamilier på et tidspunkt, hvor der ikke findes rigelig yngel, må der ikke udstedes flytteattest. I stedet kan udstedes flyttetilladelse (»blank attest«) med bemærkning om, at biavleren er forpligtet til at lade bierne syne på den nye adresse, såsnart der skønnes at være rigelig yngel, dog senest i begyndelsen af den følgende biavlssæsonen. Flyttetilladelse må dog kun udstedes, såfremt politikredsens bisygdomsinspektør har givet tilladelse til udstedelsen . Inspektøren kan kun give tilladelse til udstedelse a
f flyttetilladelse for bigårde, i hvilke der ikke i indeværende eller i foregående sæson, er konstateret ondartet bipest eller stenyngel. Statens bisygdomsnævn kan dog i særlige tilfælde dispensere fra dette forbud. Blanketter med flyttetilladelse udstedes og indsendes i øvrigt som angivet i § 8, stk. 2, og i nærværende paragraf, stk. 1.
Særligt om ejerskifte.
§ 10. Eftersynet foranlediges foretaget af den tidligere ejer eller dennes bo. Eftersyn skal foretages og attest udstedes, selv om bigården og materiel ikke flyttes . Dette gælder, selv om bigården kun består af tomme, brugte stader, eller overdragelsen kun vedrører brugt biavlsmateriel i øvrigt. Den tidligere ejer eller dennes bo skal gøres bekendt med, at alle ikke i brug værende udbyggede tavler skal omsmeltes. Den nye ejer skal gøres bekendt med bestemmelserne i bisygdomsloven og bekendtgørelsen. Attest udfærdiges og indsendes som angivet i § 8, stk. 2, og med oplysning om den nye ejers navn og adresse.
IV. Udfærdigelse af attest til brug ved bidronningavl.
§ 11. Der skal foretages sundhedskontrol ved en bisygdomsinspektør af bigårde, hvori der drives bidronningavl med salg for øje, samt af bigårde, hvorfra ledsagebier tages til forsendelse af dronninger, der er indført her til landet. Sundhedskontrol skal foretages mindst to gange årligt - første gang tidligst forsvarligt i sæsonen og anden gang ikke senere end 1. august. Hvis dronningavler er inspektør, skal synet foretages af en anden inspektør. I forbindelse med eftersynet udfærdiges og indsendes attest som angivet i § 8, stk. 2.
Stk. 2. Bidronninger må kun sælges, og ledsagebier må kun benyttes, såfremt det af attesten fremgår, at stenyngel eller ondartet bipest ikke er påvist i den bigård, hvorfra dronninger og ledsagebier hidrører.
Stk. 3. Det er forbudt at sælge bidronninger fra bifamilier, som er eller har været angrebet af europæisk bipest, medmindre bisygdomsinspektøren ved eftersyn har konstateret, at vedkommende familie har været i stand til hurtigt at rense sig for denne sygdom på en sådan måde, at den efter en umiddelbar bedømmelse ikke viser tegn på sygdomme.
V. Bisygdomsinspektørens og tilsynsmandens pligter, når der findes tegn på sygdom.
§ 12. Prøveudtagning og indsendelse. Såfremt bisygdomsinspektøren eller tilsynsmanden ved eftersyn af en bifamilie finder tegn på eller mistanke om yngelsygdom, eller i øvrigt konstaterer død yngel eller andre uregelmæssigheder i yngellejet, skal han i nærværelse af biavleren eller dennes repræsentant udtage et repræsentativt antal prøver af voksbygning med yngel til indsendelse til statens bisygdomsnævn.
Stk. 2. Tavleprøven indpakkes på en sådan måde, at bier ikke kan få adgang dertil eller til derfra flydende foder eller honning. Uden på den indpakkede prøve lægges karantæneblanketten (nr. 11A).
Stk. 3. Forebyggelse af smittespredning.
Efter prøveudtagningen skal bisygdomsinspektøren eller tilsynsmanden foretage de foranstaltninger, der under hensyn til årstiden og de foreliggende forhold anses nødvendige til at forebygge spredning af den formodede sygdom. Han skal herunder sikre sig, at uddøde bifamilier efter undersøgelsens afslutning ikke er åbenstående, så at smitte kan spredes yderligere ved at bier får adgang dertil. Endvidere skal der gives biavleren eller dennes repræsentant vejledning om, hvorledes bifamilier og biboliger skal behandles for at undgå smittespredning.
Stk. 4. Karantænepåbud. Samtidig med prøveudtagningen udstedes midlertidig karantænepåbud på blanket 11. Blanket 11 B gives til biavleren eller dennes repræsentant. Blanket 11 A indsendes sammen med den udtagne prøve til statens bisygdomsnævn. Ønsker tilsynsmanden at meddele yderligere oplysninger end de i skemaet anførte, kan de f.eks. skrives på bagsiden af blanketten.
Stk. 5. Eventuel senere attest. Såfremt statens bisygdomsnævn ikke konstaterer tilstedeværelse af ondartet bipest eller stenyngel, meddeles dette til den pågældende bisygdomsinspektør eller tilsynsmand. Flytte- eller ejerskifteattest kan herefter udstedes og eventuelt fremsendes pr. post til biavleren.
§ 13. Forgiftning. Dersom biernes adfærd m.v. giver formodning om forgiftningsskade, bør prøver af bier indsendes til statens biavlsforsøg. Der bør i dette tilfælde så vidt muligt tillige indsendes en redegørelse for giftanvendelse inden for en afstand af ca. to km fra bigården, samt oplysning om, hvorvidt egnens øvrige bigårde fremviser de samme tegn på forgiftning. Eventuelt nødvendige undersøgelser med henblik på at skaffe oplysning om disse spørgsmål kan dog kun foretages på biavlernes regning og skal derfor kun foretages, dersom denne er indforstået med at betale udgiften.
Stk. 2. Indsendes bier til undersøgelse (helst 50 - 100 stk.), bør det fortrinsvis være bier med pollenklumper på benene (»bukser«). Disse bier samles for sig, helst i en tændstikæske. Prøver fra tavler bør udskæres i partier med frisk indbåren pollen. Der skal så vidt muligt bruges træ- eller papemballage, da plastic og metal er uegnet.
VI. Bisygdomsinspektørens pligter når der er konstateret ondartet bipest og stenyngel.
§ 14. Når der i indsendte tavleprøver til statens bisygdomsnævn er konstateret ondartet bipest i en bigård, skal bisygdomsinspektøren drage omsorg for, at alle bigårde, der er beliggende inden for en afstand af to km fra den smittede, undersøges. Såfremt der herved konstateres smitte med ondartet bipest i nogen af disse bigårde, skal han inderkaste disse behandling efter forskrifterne i § 9 og nærværende instruks. Han fortsætter sin eftersøgning af smittekilden i alle bigårde, der er beliggende inden for en afstand af to km fra den senest fundne, smittede bigård.
Stk. 2. Såfremt der ved undersøgelsen af det i stk. 1 nævnte område findes midlertidig tilflyttede bifamilier, må disse ikke tilbageflyttes uden eftersyn af en bisygdomsinspektør eller tilsynsmand. Hvis bifamilierne flyttes uden for 2 km-zonen, skal de underkastes syn som foreskrevet i § 8, stk. 1.
§ 15. Bisygdomsinspektøren skal drage omsorg for, at bifamilier, der har taget bolig i bygninger, hule træer eller lignende steder, der er beliggende inden for en afstand af 2 km fra en bigård, i hvilken der findes eller inden for de sidste to år har været konstateret ondartet bipest, uskadeliggøres.
§ 16. Lyder diagnosen fra statens bisygdomsnævn på stenyngel, skal bisygdomsinspektøren dræbe og tilintetgøre alle smittede bifamilier i den pågældende bigård uanset deres størrelse og sikre desinfektion af bistaderne og deres nærmeste omgivelser. Inspektøren skal endvidere drage omsorg for, at honning fra bifamilier, der er eller har været angrebet af stenyngel, tilintetgøres.
Stk. 2. Angiver diagnosen, at der er ondartet bipest i en bigård, skal bisygdomsinspektøren drage omsorg for, at samtlige bifamilier i bigården dræbes, hvis ejeren ønsker det. I modsat fald skal bisygdomsinspektøren drage omsorg for, at alle smittede, svage bifamilier dræbes og tilintetgøres, medmindre han finder det forsvarligt at forene dem med andre bifamilier, og han skal desuden forestå dobbelt omsætning (Mac Evoys metode) af alle tilbageværende bifamilier i den pågældende bigård.
Stk. 3. Bisygdomsinspektøren skal i tilfælde af ondartet bipest drage omsorg for, at der sker tilintetgørelse af alle tavler, hvori der har været yngel fra smittede bifamilier, tillige med vildbygning, rammer og andet løst materiel, herunder utætte solvokssmeltere, der ikke kan renses. Alle andre tavler i bistaderne og biavlerens forråd af ikke ibrugværende udbyggede tavler skal bisygdomsinspektøren straks foranledige udskåret og forsvarligt indpakket til omsmeltning på et voksmelteri. Rammer fra sidstnævnte skal, hvis de ikke brændes, omhyggeligt renses ved kogning. Har biavleren flere bigårde, og materiellet påviseligt holdes strengt adskilt, bigård for bigård, skal kun den inficerede bigårds tavlemateriel omsmeltes.
Stk. 4. Bisygdomsinspektøren skal drage omsorg for, at honning fra bifamilier, der er smittet med ondartet bipest, bliver tilintetgjort, hvis den ikke inden en frist af fire dage efter pålægs meddelelse på betryggende måde kan slynges og sættes på beholder. Inspektøren skal endvidere instruere biavleren om reglerne vedrørende behandling af sådan honning, jfr. bekendtgørelsens § 10.
§ 17. Bisygdomsinspektøren skal drage omsorg for, at tilintetgørelse af angrebne bifamilier og desinfektion og rensning af smittet materiel så vidt muligt foretages straks ved første besøg i bigården efter modtagelsen af diagnosen fra Statens bisygdomsnævn (senest fire dage efter modtagelsen). Ejeren (evt. dennes repræsentant) er pligtig til at yde fornøden medhjælp ved rensning, udbrænding af tavler og materiel, samt rengøring af smittede stader og disses omgivelser. Undlader ejeren at hjælpe, kan bestemmelsen i § 7, stk. 4, anvendes.
§ 18. Bigårde, der behandles for ondartet bipest eller stenyngel, skal sættes i karantæne i mindst otte uger som foreskrevet i bekendtgørelsens § 8.
Stk. 2. Bisygdomsinspektøren skal drage omsorg for, at der foretages kontroleftersyn af alle bifamilier i bigården snarest efter otteugers fristens udløb. Såfremt der påny konstateres ondartet bipest eller stenyngel i en til statens bisygdomsnævn indsendt prøve fra nogen af bigårdens bifamilier, skal bisygdomsinspektøren drage omsorg for, at de syge bifamilier dræbes uanset deres størrelse og i øvrigt forholde sig som anført i bekendtgørelsens § 8. Når det drejer sig om ondartet bipest, behandles de øvrige bifamilier efter Mac Evoys metode.
Stk. 3. Når det ved et eftersyn er godtgjort, at den pågældende bigård er fri for smitte, udsteder bisygdomsinspektøren attest herom og indsender straks kopi til statens bisygdomsnævn.
Stk. 4. Hvis der ved eftersyn med henblik på ophævelse af karantæne ikke er rigelig yngel i alle bigårdens bifamilier, opretholdes forbudet mod flytning m.m., indtil bigården er underkastet et nyt syn tidligst forsvarligt i den følgende biavlssæson. Undersøgelse af bifamilier bør ikke finde sted efter den 1. august.
Stk. 5. Såfremt der efter 1. august og inden næste biavlssæsons begyndelse observeres forhold, der giver formodning om, at bifamilien er syg, eller at der foreligger overtrædelse af bestemmelserne i bekendtgørelsen, sendes indberetning til statens bisygdomsnævn, der afgør, hvad der videre skal foretages.
§ 19. Bigårde, der er behandlet for ondartet bipest eller stenyngel, skal underkastes et eftersyn i begyndelsen af den biavlsæson, der følger efter det år, i hvilket karantænen er blevet ophævet efter bestemmelserne i § 18.
VII. Bisygdomsinspektørers og tilsynsmænds pligter når der er konstateret europæisk bipest.
§ 20. Når der i en indsendt tavleprøve til statens bisygdomsnævn er konstateret europæisk bipest, skal bisygdomsinspektøren eller tilsynsmanden vejlede biavleren om, hvilke biavlsmæssige forholdsregler der bør iagttages, herunder hvorvidt og i hvilken udstrækning dronningskift vil være formålstjenligt.
VIII. Vederlag m.v.
§ 21. Bisygdomsinspektører og tilsynsmænd er berettiget til vederlag for undersøgelser, udstedelse af attest m.v., samt til godtgørelse for kørsel efter takster, der fastsættes af landbrugsministeren efter forhandling med finansministeren.
Stk. 2. Om betaling af bisygdomsinspektørens og tilsynsmandens tilgodehavende gælder følgende regler
1. Vederlag for eftersyn, der foretages på grund af mistanke om sygdom i bigården, betales af statens bisygdomsnævn. Dette gælder, hvad enten sygdom konstateres eller ej. Opgørelse over tilgodehavende med oplysning om, at tilkaldelsen er sket på grund af mistanke om sygdom sendes til statens bisygdomsnævn. Såfremt der indsendes prøve til nærmere undersøgelse, fremsendes opgørelsen sammen med denne.
2. Vederlag for det i § 8, stk. 1., foreskrevne eftersyn af bifamilier, der er flyttet fra en to km-zone om bigårde med ondartet bipest, betales af statens bisygdomsnævn.
3. Vederlag for bekæmpelsesarbejde og for undersøgelsesarbejde, der udføres efter nærmere aftale med statens bisygdomsnævn, betales af nævnet.
4. Er bisygdomsinspektøren eller tilsynsmanden tilkaldt til eftersyn med henblik på udstedelse af attest, betales vederlaget af biavleren, medmindre der findes ondartet bipest eller stenyngel.
a) Findes der sygdomstegn, sendes opgørelsen sammen med prøven til statens bisygdomsnævn. Bekræfter diagnosen, at ondartet bipest eller stenyngel er fundet, betales vederlaget af statens bisygdomsnævn.
b) Konstateres der ikke ondartet bipest eller stenyngel tilbagesendes opgørelsen til bisygdomsinspektøren eller tilsynsmanden sammen med statens bisygdomsnævns meddelelse om undersøgelsens resultat. Vederlaget skal da betales af biavleren.
Stk. 3. For vederlag, der betales af biavleren, skal bisygdomsinspektøren eller tilsynsmanden give kvittering på de af staten bisygdomsnævns udleverede kvitteringsblanketter.
Stk. 4. Regnskab for arbejde, der betales af statens bisygdomsnævn, skal aflægges på de af nævnet udleverede skemaer og vedlægges de af nævnet ønskede oplysninger.
IX. Forskellige bestemmelser.
§ 22. Statens bisygdomsnævn kan når som helst lade foretage kontrol i en bisygdomsinspektør eller tilsynsmands bigård.
Stk. 2. En bisygdomsinspektør kan efter nærmere aftale med statens bisygdomsnævn foretage kontrol i en tilsynsmands eller kyndig biavlers bigård og i bigårde, der er synet af disse.
§ 23. Det påhviler tilsynsmanden at hjælpe politikredsens bisygdomsinspektør.
§ 24. Det påhviler bisygdomsinspektøren af vejlede tilsynsmænd og kyndige biavlere i deres arbejde.
§ 25. Nærværende instruks træder i kraft straks. Samtidig ophæves landbrugsministeriets instruks af 11. maj 1959 for ansatte bisygdomsinsektører samt landbrugsministeriets instruks af 31. maj 1968 for de i henhold til lov nr. 126 af 15. april 1959 om bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos bier m.v. autoriserede tilsynsmænd.
Landbrugsministeriet den 29. juni 1976.
Vald. Hornslet
/P. Skibsted
Instruks for de i henhold til lov nr. 126 af 15. april 1959 om bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos bier m.v. ansatte bisygdomsinspektører og autoriserede tilsynsmænd
I. Autorisation af bisygdomsinspektører og tilsynsmænd samt disses arbejdsområde.