Cirkulære vedrørende udstedelse af certifikater for danske ægprodukter der udføres til Vesttyskland
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære vedrørende udstedelse af certifikater for danske ægprodukter der udføres til Vesttyskland
(Til samtlige autoriserede ægproduktvirksomheder)
Det meddeles herved, at statskontrollen sammen med Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles Institut for Mikrobiologi og Hygiejne kan attestere det i den vesttyske Verordnung über Gesundheitliche Anforderungen an Eiprodukte und deren Kennzeichnung af 7. november 1974 som bilag 5 nævnte certifikat for indførsel af ægprodukter i Vesttyskland. Kopi af certifikatet vedlægges.
En betingelse for udstedelsen er bl.a.,
at det pågældende parti ægprodukter er fremstillet af danske æg, der opfylder de i certifikatets punkt V, stk. 1a, nævnte krav, samt
at der i virksomheden gennemføres en helbredskontrol i overensstemmelse med følgende regler
1. Alle personer, der på virksomheden er beskæftiget med erhvervsmæssig udvinding, bearbejdelse eller forarbejdning af ægprodukter eller transport af disse levnedsmidler i uemballeret stand, skal underkastes årlig helbredskontrol for de i vedlagte helbredsattest foreskrevne undersøgelser.
Kun personer, for hvilke der foreligger tilfredsstillende helbredsattest, må beskæftiges med det heromhandlende arbejde.
2. Alle personer, der antages til at udføre arbejde som anført under 1, skal inden 14 dage efter ansættelsen ved henvendelse til deres sædvanlige læge foranledige, at der til virksomheden afleveres en helbredsattest på en formular som vedlagte.
Virksomheden skal udfylde afsnit A og pålægge den, der skal undersøges, at udfylde afsnit B inden besøg hos lægen.
3. Udgifter til helbredsundersøgelser samt til embedslægens medvirken skal afholdes af virksomheden.
4. De af vedkommende læge udfærdigede attester vil blive fremsendt til virksomheden gennem embedslægen, hvorefter virksomheden skal opbevare attesterne i et særligt arkiv.
5. Helbredskontrollen omfatter bl.a. undersøgelser for bakterier, der fremkalder mave- og tarmsygdomme. Disse undersøgelser foretages af Statens Seruminstitut.
Indsendelsen af de nødvendige fæcesprøver foretages af den undersøgte selv, medmindre virksomheden påtager sig indsendelsen. Såvel prøveglas med dertil hørende formular som emballage vil blive udleveret af den læge, der foretager den kliniske undersøgelse.
6. Virksomheden har ansvaret for, at kun personer, der har tilfredsstillende helbredsattest, beskæftiges ved de under 1 nævnte arbejder, og det er virksomhedens pligt at foranledige lægeundersøgelse foretaget i de tilfælde, hvor der er rimelig grund til at formode, at en ved sådant arbejde beskæftiget person ikke opfylder kravene til nævnte helbredsattest.
Opmærksomheden henledes på, at anmodning om udtagelse af prøver til brug ved udstedelse af certifikat skal meddeles vedkommende distrikt mindst 10 dage, før partiet skal afsendes.
E.B.
E. Rasmussen
Tilføjelse til distrikterne
NB: Ved prøveudtagningen anmodes distrikterne om at sikre sig, at de i certifikatet under punkterne II, IV og V 1a og b, og V 5, nævnte krav er iagttaget. Der vedlægges fotokopi af Anlage 2, hvoraf antallet af prøver, der skal undersøges, fremgår. Prøver til bakteriologisk undersøgelse indsendes til Institut for Mikrobiologi og Hygiejne, og prøver til kemisk undersøgelse indsendes til V. Steins laboratorium.
Ingen