Legislator Case Law & Legislation
C19761134132 DK

Meddelelse om reaktionsvalget ved promillekørsel og spirituskørsel. (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Meddelelse 1976 11341 Historic

Meddelelse om reaktionsvalget ved promillekørsel og spirituskørsel. (* 1)

I min meddelelse nr. 5/76 af 18.6.1976 har jeg gennemgået de ændringer i færdselsloven vedrørende kørsel under indflydelse af alkohol, medicinpåvirkning etc., som træder i kraft den 1.7.1976, jfr. lovbekendtgørelse 288 10.6.1976. Denne meddelelse indeholder oplysninger om afgrænsningen mellem promillekørsel og spirituskørsel og lovreglerne om reaktioner, men ikke nærmere anvisninger om anklagemyndighedens holdning til reaktionsvalget i de forskellige situationer.

De nye regler fører til, at betinget frakendelse erstatter ubetinget frakendelse inden for lavpromilleområdet, og at anvendelsesområdet for bøde udstrækkes til tilfælde, hvor promillen har været op til 1,50. Bemærkningerne til lovforslaget indeholder intet om konsekvenserne for reaktionsvalget i andre tilfælde, men som følge af lovændringerne må der ventes en forskydning af de hidtil anvendte strafpositioner, ligesom det må forudses, at der i praksis vil ske formildelser for at udjævne overgangen til de promilleintervaller, hvor lovændringen fører til, at der skal statueres betinget frakendelse og bøde.

Til vejledning for anklagemyndighedens stilling til reaktionsvalget ved promillekørsel og spirituskørsel i typiske tilfælde fastsættes nedenstående retningslinier.

A. Motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort.

1. Førstegangskørsel uden skærpende omstændigheder.

1.1.1. Af lovens § 117, stk. 2 smh. med § 53 fremgår, at straffen indenfor promilleområdet fra 0,80 til 1,20 er bøde. Bøden fastsættes som hidtil i lavpromillesager til et beløb, der svarer til en måneds nettoløn. Det må tilstræbes, at dette niveau fastholdes, således at der eventuelt sker en a jour føring af de hidtil anvendte bødebeløb. Bøden varieres ikke efter promillens højde. Der tilvejebringes økonomiske oplysninger dels ved skatteattest dels ved afhøring om økonomiske forhold. Særligt for andre end lønmodtagere søges sigtedes almindelige indkomstniveau, levestandard og formue belyst, jfr. blanket P 269.

1.1.2. Frakendelse sker i disse tilfælde betinget, medmindre der foreligger flere tilfælde af frakendelsesbegrundende karakter til samtidig påkendelse, jfr. § 126, stk. 2.

1.2.1. Er promillen over 1,20 foreligger spirituskørsel, jfr. § 53, stk. 1, men overstiger promillen ikke 1,50 må forholdet i almindelighed bedømmes som et mindre groft tilfælde, hvor straffen ifølge § 117, stk. 1 er bøde.

1.2.2. I tilfælde af spirituskørsel sker frakendelse ubetinget, jfr. § 125. Af de i indledningen anførte grunde er det muligt, at frakendelsestiden vil blive reduceret, og anklagemyndigheden vil i sædvanlige tilfælde kunne akkviescere ved en frakendelsestid på 1 år.

1.3.1. Er promillen højere end 1,50 kan forholdet ikke henregnes til de mindre grove tilfælde, og anklagemyndighedens strafpåstand må derfor være hæfte. Som følge af de i indledningen nævnte betragtninger kan det forudses, at den hidtil anvendte strafposition på hæfte i 14 dage vil blive reduceret.

Strafpositionen hæfte i 14 dage har hidtil dækket et promilleområdet på 0,60 (fra 1,20 til 1,80). Der er grund til at formode, at denne udstrækning i alt væsentligt vil blive fastholdt. Under hensyn hertil vil anklagemyndigheden kunne akkviescere ved en hæftestraf på 10 dage indenfor promilleområdet 1,50 til 2.

1.3.2. som nævnt under 1.2.2. kan det forudses, at frekendelsestiden vil blive reduceret til 1 år i mindre grove tilfælde af spirituskørsel. Overstiger promillen 1,50 er der ikke grundlag for kortere frakendelsestid end den hidtil gældende på 1 1/2 år, men det må antagelig ventes, at denne frakendelsesposition vil blive udstrakt noget længere end hidtil. Der vil som følge heraf kunne akkviesceres ved frakendelse i 1 1/2 år op til en promille på 2.

1.4.1. Hidtil er der indtrådt en strafskærpelse ved en promille på omkring 1,80. Som følge af den under 1.3.1. omtalte forskydning kan strafskærpelse til hæfte i 20 dage først ventes ved en promille på omkring 2. Hvis promillen overstiger 2,50 bør anklagemyndigheden nedlægge påstand om skærpelse af straffen til hæfte i 30 dage.

1.4.2. Af de foran omtalte grunde må det ventes, at en forlængelse af frakendelsestiden til 2 år først vil indtræde ved en promille på omkring 2. Der er ikke i hidtidig praksis grundlag for at vente en længere frakendelsestid, selvom promillen ligger over 2,50.

2. Førstegangskørsel med skærpende omstændigheder.

2.1. For spirituskørsel straffes ifølge § 53, stk. 2, den, som fører motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at han ikke kan føre køretøjet på betryggende måde. Som omtalt i meddelelse nr. 5/76 punkt 2 rejses tiltale for spirituskørsel selvom promillen er under 1,20, når der er konkrete holdepunkter for at antage, at føreren ikke har været i stand til at føre køretøjet på betryggende måde. Denne situation foreligger navnlig, når det af oplysningerne i sagen fremgår, at føreren ved at volde uheld eller nærliggende fare herfor eller ved grove kørselsfejl har demonstreret, at han ikke har haft herredømme over køretøjet. Det er derfor som hidtil vigtigt ved efterforskningen at have opmærksomheden henvendt på fremskaffelse af oplysninger, der kan være af betydning for bedømmelsen af kørselsforløbet. Ved udformningen af anklageskriftet må der i tilfælde, hvor kørselsfejl kan være at betydning for skyld- eller sanktionsspørgsmålet, medtages en beskrivelse af kørslen og citering af færdselsloven vedrørende ikke uvæsentlige færdselslovsovertrædelser, som er begået i forbindelse med kørslen.

De nedenfor angivne retningslinier gælder ikke, når kørslen har medført uagtsomt manddrab eller uagtsom betydelig legemsskade. I disse tilfælde må den hidtil fulgte praksis søges fastholdt.

2.2.1. Er promillen under 1,20 medfører relevante kørselsfejl som beskrevet under 2.1., at forholdet bedømmes som spirituskørsel med den konsekvens, at førerretten frakendes ubetinget.

Da fejlen har udløst denne skærpelse, kan det næppe ventes, at der også vil blive lagt vægt på den ved straffastsættelsen, medmindre fejlen er af særlig grov karakter. Der vil derfor kunne akkviesceres ved bøde også i disse tilfælde.

2.2.2. Frakendelse sker som nævnt ubetinget, og der vil, når promillen er under 1,20, kunne akkviesceres ved en frakendelsesperiode på 1 år.

2.3.1. Ligesom hidtil må det ventes, at der vil blive tillagt kørselsfejl af den under 2.1. beskrevne karakter vægt som en skærpende omstændighed ved reaktionsvalget. Anklagemyndigheden bør derfor påstå de under 1. angiven positioner for straf og frakendelse for hvert promilleinterval skærpet til det nærmeste højere trin. Er promillen over 2,50 må der således nedlægges påstand om hæfte i 40 dage; ved en promille af denne størrelse i forbindelse med en relevant kørselsfejl nedlægges påstand om frakendelse i 3 år.

3. Gentagelsestilfælde.

3.1. Den hidtil brugte forlængelse af frakendelsestiden ved gentagen spirituskørsel bør som nævnt nedenfor søges fastholdt. Dette vil medføre en frakendelsesperiode på 5 år ved spirituskørsel efter forudgående spirituskørsel. Som følge heraf må der ved promillekørsel efter forudgående promillekørsel, søges fastsat en frakendelsestid som er længere end den, der anvendes i førstegangstilfælde af spirituskørsel på laveste niveau. Om gentagelsesvirkningens varighed med hensyn til straf og frakendelse henvises til meddelelse nr. 5/76 pkt. 3 og 4.

3.2.1. Ved promillekørsel nedlægges i gentagelsestilfælde påstand om hæfte og frakendelse 2 år. Der vil kunne akviesceres ved en hæftestraf på 10 dage, jfr. 1.3.1. Det anførte gælder som udgangspunkt, uanset om det tidligere forhold bestod i promillekørsel eller spirituskørsel. Afhængig af recidivets hurtighed og den tidligere frakendelses varighed kan der nedlægges påstand om frakendelse i 3 år. Ved meget lave promiller, eller hvis den gentagne kørsel ligger i slutningen af gentagelsesperioden (5 år, jfr. straffelovens § 81), kan der akkviesceres ved en forhøjet bøde.

3.2.2. Bestod det tidligere forhold i kørsel på knallert under indflydelse af alkohol, nedlægges sædvanligvis alene påstand om bødestraf. Der er i så fald ikke hjemmel til ubetinget frakendelse. Tilsvarende gælder om tidligere afgørelser med hensyn til de i § 54, stk. 2, nævnte befordringsmidler.

3.2.3. Er førerretten tidligere frakendt - betinget eller ubetinget - på grund af andet end kørsel under indflydelse af alkohol, nedlægges som udgangspunkt påstand om frakendelse i 1 år, når den tidligere frakendelse har gentagelsesvirkning. Der er i disse tilfælde ikke hjemmel for anden straf end bøde.

3.3.1. Ved spirituskørsel nedlægges påstand om hæftestraf, således at de strafpositioner, der er anført under 1. og 2., forhøjes til nærmeste højere trin. Ved spirituskørsel uden fejl med en promille under 1,50 kan der herefter i gentagelsestilfælde akkviesceres ved hæfte i 10 dage, ved spirituskørsel uden fejl med en promille over 1,50 ved hæfte i 20 dage og så fremdeles. Dette gælder, hvadenten den tidligere dom angik spirituskørsel eller promillekørsel. I tilfælde af spirituskørsel efter forudgående spirituskørsel påstås dog forhøjet hæftestraf, hvis recidivet er hurtigt.

3.3.2. Ved spirituskørsel efter forudgående promillekørsel nedlægges påstand om frakendelse i 3 år. Har kørslen været forbundet med relevante kørselsfejl, eller har promillen været over 2, nedlægges som udgangspunkt påstand om frakendelse i 5 år, men er der gået lang tid siden den tidligere dom, kan der akkviesceres ved frakendelse i 3 år.

3.3.3. Ved spirituskørsel efter forudgående spirituskørsel nedlægges som hidtil påstand om frakendelse i 5 år.

3.3.4. Ved spirituskørsel, der er begået i frakendelsesperioden, rejses tillige tiltale efter § 117, stk. 4, og nedlægges påstand som hidtil.

3.3.5. Tidligere dom for knallertkørsel under indflydelse af alkohol fører som hidtil normalt ikke til skærpelse af reaktionen overfor spirituskørsel. Det samme gælder med hensyn til tidligere dom for forhold, der er omfattet af § 54, stk. 2.

Ved tidligere frakendelse i medfør af § 126 på grund af andet end kørsel under indflydelse af alkohol nedlægges påstand om en moderat forlængelse af frakendelsestiden.

4. Gentagelse efter dom forud for 1.7.1976.

4.1. Af overgangsreglen i § 138 fremgår, at tidligere frakendelser som hovedregel bevarer deres gyldighed og har retsvirkning efter færdselslov nr. 287 10.6.1976. Der må dog foretages en konkret vurdering af den tidligere dom i hvert enkelt tilfælde, hvor den kan udløse gentagelsesvirkning. Må det forhold, der tidligere er pådømt, efter de nu gældende regler bedømmes som promillekørsel, udløser den tidligere dom alene de retsvirkninger, der nu er knyttet til en dom for promillekørsel. En tidligere dom, der i førstegangstilfælde domfælder på grundlag af en tilbageregnet promille på under 1,20, som er resulteret i bøde, medfører mulighed for strafskærpelse i 5 år efter dommen og udløser ubetinget frakendelse for promillekørsel, der finder sted inden 3 år fra den endelige dom. Er disse tidsmæssige betingelser opfyldt, medfører efterfølgende promillekørsel således som udgangspunkt hæfte i 10 dage og frakendelse i 2 år. Den omstændighed, at tiltalte har haft førerretten frakendt ubetinget i en kortere eller længere tid før den 1.7.1976 kan ikke begrunde, at frakendelsestiden sættes lavere i gentagelsestilfælde, og anklagemyndigheden bør derfor også i disse tilfælde procedere til frakendelse i de perioder der er angivet under 3.

Som nævnt i de indledende bemærkninger tager disse anvisninger kun sigte på typiske tilfælde, og særlige omstændigheder i de enkelte sager kan begrunde fravigelse i skærpende eller formildende retning. Anvisningerne omfatter som nævnt ikke tilfælde, hvor der tillige foreligger uagtsomt manddrab eller uagtsom betydelig legmesbeskadigelse, de omfatter - bortset fra henvisningen til § 126, stk. 2, 2) - heller ikke tilfælde, hvor der foreligger flere kørsler til samtidig pådømmelse, og de tager for gentagelsessituationerne kun sigte på tilfælde af andengangs kørsel. Der er i § 125, stk. 2 og § 126, stk. 3 hjemmel til betinget frakendelse under særligt formildende omstændigheder i tilfælde, hvor frakendelse ellers skal ske ubetinget. Om anvendelsesområdet for disse bestemmelser henvises til meddelelse nr. 5/76 under pkt. 3 i slutningen.

Opmærksomheden henledes tillige på § 128 sidste pkt., hvorefter der under særlige omstændigheder kan fastsættes en prøvetid på indtil 5 år for den betingede frakendelse. Denne regel tager ifølge bemærkningerne navnlig sigte på tilfælde, hvor en tiltalt, som tidligere er frakendt førerretten betinget, f. eks. for promillekørsel, kort efter udløbet af den normale prøvetid på 3 år påny gør sig skyldig i et tilsvarende forhold.

B. Andre køretøjer.

Strafbestemmelserne i § 117 gælder også spirituskørsel med knallert, traktor, eller motorredskab. Lovændringerne kan ikke ventes at give anledning til ændring af praksis i disse tilfælde.

Per Lindegaard.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →