Cirkulæreskrivelse om tinglysning af pantebreve for rentetilpasningslån.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om tinglysning af pantebreve for rentetilpasningslån.
Ved lov nr. 290 af 10. juni 1976 er der sket en ændring af tinglysningsloven, der er trådt i kraft i dag.
Ved loven er der tilvejebragt hjemmel for tinglysning af de såkaldte rentetilpasningslån til realkreditinstitutioner.
Rentetilpasningslån vil blive ydet inden for særlig realkredit. Det karakteristiske for den nye låneform er, at de til grund for lånet liggende obligationer har kortere løbetid end lånet. Ordningen indebærer, at rente og afdrag hvert 5. år tilpasses de på dette tidspunkt gældende markedsrentevilkår i modsætning til de traditionelle låneformer, hvor rentevilkårene for hele lånets løbetid fastlægges efter markedsrenten på tidspunktet for lånets optagelse, uden at der, medens dette løber, er mulighed for at ændre renten i takt med den almindelige udvikling.
Den nye låneform indebærer, at beregning af rente og afdrag kun dækker lånets første 5-årige periode. Rente og ydelse i de senere 5-års perioder vil være afhængig af renteniveauet på refinansieringstidspunktet og er således i princippet ukendt på tidspunktet for lånets optagelse.
Loven fastslår endvidere, at den senere fastsættelse af rente- og afdragsvilkår i overensstemmelse med de herfor i pantebrevet fastsatte vilkår ikke behøver at tinglyses.
Loven omfatter foruden rentetilpasningslån de hidtil kendte kontantlån uden rentetilpasning (fastforrentede kontantlån). Det har hidtil i vidt omfang været praksis at tinglyse en påtegning på kontantlånspantebrevet om den endelige fastsættelse af lånets rente- og afdragsvilkår, som finder sted umiddelbart efter pantebrevets tinglysning. Bestemmelsen fastslår udtrykkeligt, at dette ikke er nødvendigt.
Til markering af at der for rentetilpasningslån gælder særlige vilkår, skal man efter aftale med Den danske Dommerforening henstille, at der i tingbogen og i tingbogsattester anføres: Rentetilpasningslån.
Særtryk af ændringsloven vil blive udsendt snarest muligt.
P.M.V.
E.B.
Kornerup
(Til tinglysningsdommerne)
Ingen