Cirkulære om sejlads gennem danske farvande med skibe med en dødvægtstonnage over 40.000 tons eller med 13 m dybgang og derover
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
§ 1. For at betrygge store skibes sejlads og for at nedsætte risikoen for den forurening af danske kyster og farvande, som store, lastede tankskibes grundstødning eller kollision kan medføre, er der oprettet en meldetjeneste med nedenstående formål
a. At informere store skibe om hinandens positioner, for at de derved kan undgå risiko ved et møde i et vanskeligt passabelt farvandsområde.
b. At informere store skibe om afvigelser fra normale strøm-, vandstands- og bølgeforhold og om pludselig opståede sejladsmæssige hindringer.
c. At underrette færgeoverfarten syd for Sprogø om store skibes passage.
Kontakt med meldetjenesten opnås ved et telegram til SHIPPOS Aarhus over en dansk kystradiostation.
Telegramkorrespondancen er afgiftsfri for skibene.
§ 2. Meldetjenesten gælder for alle skibe med en dødvægtstonnage over 40.000 tons eller med 13 m dybgang og derover, som er på rejse til eller fra danske havne, eller som passerer danske farvande.
Reglernes § 6 om passage af færgeruterne i Store-Bælt syd for Sprogø kan benyttes af alle skibe med en dybgang på 10 m og derover, uanset tonnagens størrelse.
§ 3. Oplysninger om skibes positioner vil af SHIPPOS Aarhus blive videregivet til andre skibe, der er omfattet af meldetjenesten, såfremt det kan forudses, at sådanne skibe vil møde hinanden i området mellem Sjællands Rev og Keldsnor, ved Gedser Rev og i Kadetrenden samt i farvandet nord for Fyn (jfr. bilag 1, pkt. 6). I førstnævnte område skal specielt fremhæves farvandene ved Hatterrev, ved Sprogø og ved Vengeancegrund ud for Agersø, hvor et møde mellem to store skibe må anses for særlig risikabelt (jfr. bilag 2). Oplysningerne vil være af ren informativ karakter, og der vil ikke i noget tilfælde blive udstedt sejlanvisninger eller sejlordrer.
Oplysninger om skibes positioner vil endvidere blive givet af SHIPPOS Aarhus for andre steder end i nævnte områder, såfremt dette i enkelte tilfælde anses for påkrævet. Skibe omfattet af meldetjenesten vil til enhver tid ved henvendelse til SHIPPOS Aarhus kunne indhente oplysninger om positioner for andre i meldetjenesten deltagende skibe.
Skibene vil efter afgivelse af første melding eller efter afgivelse af afgangsmelding modtage en situationsmelding (SITREP) fra SHIPPOS Aarhus indeholdende oplysning om, hvilke andre store skibe der befinder sig under sejlads i danske farvande. Oplysningerne vil blive givet i samme form som ved meldinger »ved forudberegnet møde«. Såfremt ingen andre store skibe befinder sig under sejlads i danske farvande, vil dette blive oplyst. En »SITREP« vil endvidere indeholde oplysninger om eventuelle afvigelser fra normale strøm-, vandstands- og bølgeforhold og om eventuelle opståede sejladsmæssige hindringer.
§ 4. Ethvert skib med en dødvægtstonnage over 40.000 tons eller med 13 m dybgang og derover, som kommer fra Nordsøen på rejse til eller gennem danske farvande, skal senest 2 timer før forventet passage af Skagens Rev sende melding til SHIPPOS Aarhus.
Denne første melding (jfr. bilag 1, pkt. 3) skal indeholde oplysninger om forventet passagetidspunkt af Skagens Rev, forventet passagetidspunkt af næste meldepunkt, skibets destination (dansk havn eller transit), samt på hvilken frekvens skibet vil kunne kaldes under sejlads i danske farvande.
Under den videre sejlads sydover skal skibet afgive positionsmeldinger (jfr. bilag 1, pkt. 2) ved passage af følgende breddeparralleller (meldepunkter) (jfr. bilag 2).
a. 56 grader 45 minutter N.
b. 56 grader 00 minutter N.
c. 55 grader 40 minutter N.
d. 54 grader 40 minutter N samt
e. ved passage af positionen for Kadetrenden Fyrskib.
Skibe kommende fra Østersøen skal senest 2 timer før forventet passage af positionen for Kadetrenden Fyrskib sende en første melding og under den videre sejlads nordover afgive positionsmeldinger ved passage af de under a.-d. nævnte punkter i modsat rækkefølge. Sidste melding afgives ved passage af Skagens Rev.
Skibe på rejse til eller fra pladser i Lille-Bælts-området skal afgive melding ved passage af Vesborg Fyr.
Skibe til dansk havn skal i passagemelding ved passage af sidste meldepunkt før ankomsthavn give oplysning om forventet ankomsttidspunkt.
Skibe, som på rejse til eller gennem danske farvande ikke passerer Skagens Rev eller positionen for Kadetrenden Fyrskib, skal i god tid sende en første melding med angivelse af forventet passagetidspunkt af det første meldepunkt, der vil blive passeret (jfr. bilag 1, pkt. 3).
Almindelige positionsmeldinger skal indeholde oplysninger om tidspunktet for passage af det meldepunkt, som passeres, og forventet passage af næste meldepunkt.
Såfremt der efter meldingens afgivelse indtræffer ændringer, der bevirker tidsforskel ud over 30 minutter fra det i meldingen oplyste forventede passagetidspunkt af næste meldepunkt, skal dette hurtigst muligt meldes til SHIPPOS Aarhus (jfr. bilag 1, pkt. 4.).
§ 5. Ca. 2 timer før afgang fra dansk havn skal skibe sende afgangsmelding til SHIPPOS Aarhus med oplysninger om afgangshavn, forventet passagetidspunkt af det første meldepunkt, der vil blive passeret, skibets destination (anden dansk havn eller transit), samt på hvilken frekvens skibet vil kunne kaldes (jfr. bilag 1, pkt. 5).
§ 6. På grund af den intensive øst- og vestgående færgetrafik i Store-Bælt syd for Sprogø gælder følgende særlige regler for besejling af dette område
Ca. 1 time før passage af området anmeldes denne så vidt muligt til Store-Bæltsfærgeoverfarten på VHF, kanal 16 (jfr. bilag 1, pkt. 7).
Skibe, som ikke kan benytte VHF, anmodes om ca. 2 timer før passage af færgeoverfarten at underrette SHIPPOS Aarhus om det forventede passagetidspunkt.
Ved modtagelse af nævnte anmeldelse vil de øst- og vestgående færger søge at sejle således, at det så vidt muligt undgås, at der opstår fare for kollision. Hvis der alligevel skulle opstå fare for kollission, vil de internationale søvejsregler til enhver tid være gældende.
Den 30. januar 1976.
Handelsministeriet
Bilag 1.
Bestemmelser for udfærdigelse af positionsmeldinger.
1. Positionsmeldinger, som afgives i henhold til reglernes §§ 4 og 5, skal afsendes som telegrammer over dansk kystradiostation til SHIPPOS Aarhus.
For at gøre meldingerne kortfattede anvendes følgende betegnelser for meldepunkter
Skagens Rev: SKAGEN Breddeparallellen 56 grader 45 minutter N.: ANHOLT Breddeparallellen 56 grader 00 minutter N.: HATTER Breddeparallellen 55 grader 40 minutter N.: ASNAES Breddeparallellen 54 grader 40 minutter N.: KELDSNOR Pos. for Kadetrenden Fyrskib: KADETRENDEN
Alle tidspunkter angives i zonetid ved 4 tal.
2. Almindelige positionsmeldinger skal indeholde følgende oplysninger
Passagetidspunkt: Tidspunkt for passage af meldepunktet.
Meldepunkt: Det ved meldingens afgivelse passerede meldepunkt.
Forventet passagetidspunkt: Forventet passagetidspunkt af næste meldepunkt.
Næste meldepunkt: Betegnelsen for næste meldepunkt.
Eks. 1.: SHIPPOS Aarhus = 0930 Anholt 1400 Hatter
3. Første melding skal indeholde oplysninger om forventet passagetidspunkt af Skagens Rev/Kadetrenden Fyrskib, forventet passagetidspunkt af næste meldepunkt, destination (vedkommende danske havn eller transit), samt på hvilken frekvens skibet vil kunne kaldes under sejladsen i danske farvande.
Eks. 2.: SHIPPOS Aarhus = 1800 Skagen 2345 Anholt Kalundborg 2182 KCS
Eks: 3.: SHIPPOS Aarhus = 0130 Kadetrenden 0815 Keldsnor transit channel 16
Såfremt skibet ikke passerer Skagens Rev/Kadetrenden Fyrskib, afgives første melding i god tid inden passage af første meldepunkt.
Eks. 4.: (Et skib afgår fra Gøteborg kl. 0600 på vej til Østersøen)
SHIPPOS Aarhus = 1100 Anholt 1600 Hatter transit channel 16
4. Ændringsmelding sendes, såfremt det af skibet oplyste passagetidspunkt af næste meldepunkt ændres mere end 30 minutter, og skal indeholde ordet »CHANGE« samt det ændrede tidspunkt.
Eks. 5.: (Skibet i eks. 2 vil komme 45 minutter tidligere end oplyst til punkt Anholt).
SHIPPOS Aarhus = Change 2300 Anholt
5. Afgangsmelding sendes ca. 2 timer før afgang fra dansk havn og skal indeholde oplysninger om afgangstidspunkt, afgangshavn, forventet passagetidspunkt af første meldepunkt, destination (anden dansk havn eller transit), samt på hvilken frekvens skibet vil kunne kaldes under sejladsen i danske farvande.
Eks. 6.: SHIPPOS Aarhus = 1000 Kalundborg 1400 Hatter Transit 2182 KCS
6. Ved forudberegnet møde mellem to i meldetjenesten deltagende skibe vil der via dansk kystradiostation blive sendt melding i form af et telgram til de pågældende skibe, indeholdende oplysninger om det andet skibs position (tid og sted) og navn, samt på hvilken frekvens dette vil kunne kaldes.
Eks. 7.: Master Eli Maersk Lyngby Radio = 0545 Keldsnor Sine Maersk OULU Channel 16 = SHIPPOS
Eks. 8.: Master Sine Maersk Lyngby Radio = 0600 Asnaes Eli Maersk OZIX 2182 KCS = SHIPPOS
7. Ved passage af færgeoverfarten syd for Sprogø afgives melding på VHF, kanal 16 til færgeoverfartsledelsen, kaldesignal FERRY-LEADER, ca. 1 time før passagen.
Eks. 9.: Ferryleader her er Spica = Jeg forventer at passere Sprogø kl. 0830.
Bilag 2.
Cirkulære om sejlads gennem danske farvande med skibe med en dødvægtstonnage over 40.000 tons eller med 13 m dybgang og derover
For at betrygge store skibes sejlads gennem danske farvande og for bl.a. derved at nedsætte risikoen for olieforurening forårsaget af tankskibes grundstødning eller kollision, er der mellem Skagen og området nordøst for Gedser oprettet en transitrute med en minimum vanddybde på 17 m. Ruten benævnes »Rute T«.
Ruten er afmærket med lystønder og fyr, der er god deccadækning, og dansk lodsassistance er til rådighed. Transportabelt deccaudstyr kan lejes til brug under sejlads i danske farvande og kan tages om bord ved lodsstationerne ved Skagen, Gedser eller Allinge (Bornholm). Under isforhold ydes, i det omfang det er muligt, vederlagsfri assistance til skibsfarten af danske statsisbrydere.
For større skibe frembryder sejladsen gennem danske forvande, uanset den etablerede afmærkning, imidlertid visse steder vanskeligheder på grund af snævre farvandsområder, skarpe drej og ringe vanddybder. Dertil kommer en intensiv øst- og vestgående færgetrafik i Store-Bælt, særlig i området umiddelbart syd for Sprogø.
For yderligere at betrygge store skibes sejlads er der oprettet en radiomeldetjeneste. Radiomeldetjenesten har til formål at informere store skibe om hinandens positioner, for at de derved kan undgå risiko ved et møde i et vanskeligt passabelt farvandsområde, at informere om afvigelser fra normale strøm-, vandstands- og bølgeforhold og om pludselig opståede sejladsmæssige hindringer og at underrette færgeoverfarten syd for Sprogø om store skibes passage. Meldetjenesten vil alene tjene informative formål, og der vil ikke i noget tilfælde blive udstedt sejlanvisninger eller sejlordrer. Ved store skibes passage af den nævnte færgeoverfart ved Sprogø vil øst- og vestgående færger søge at sejle således, at det så vidt muligt undgås, at der opstår fare for kollision.
For sejlads gennem danske farvande ind i Østersøen har den mellemstatslige rådgivende søfartsorganisation (IMCO) vedtaget en rekommandation, ifølge hvilken skibe med en dødvægtstonnage over 40.000 tons eller med 13 m dybgang og derover skal opfylde en række betingelser om udstyr, sejlads m.m.
En detaljeret beskrivelse af 17 m transitruten - Rute T - med de for ruten gældende sejladsbetingelser forhandles af Farvandsdirektoratet, Kortudsalget, Esplanaden 15, 1263 København K.
Dette cirkulære træder i kraft den 1. april 1976 og ophæver cirkulære nr. 94 af 28. maj 1971 om sejlads gennem danske farvande med skibe over 40.000 tons dødvægt.
Reglerne for radiomeldetjenesten er optrykt i det følgende.
Handelsministeriet, den 30. januar 1976.
Erling Jensen.
/äT. R. Funder.
Regler for radiomeldetjenesten i danske farvande.
Ingen