Cirkulære om statens seruminstituts organisation
Table of Provisions (12)
Statutory Text (12 Articles)
§ 1. Statens seruminstitut, der er landets centrallaboratorium for så vidt angår human bakteriologivirologi og serologi m.v., har til opgave at udføre undersøgelser for landets sygehuse og praktiserende læger samt at foretage produktion og forskning inden for disse og beslægtede områder.
Stk. 2. Instituttet skal bistå sundhedsstyrelsen i spørgsmål, der falder inden for instituttets virksomhedsområde.
Stk. 3. Væsentlige ændringer i instituttets virksomhedsområde kan kun ske med indenrigsministeriets godkendelse og efter forud indhentet udtalelse fra instituttets tilsynsråd.
DIREKTIONEN.
§ 2. Instituttets daglige ledelse varetages af en direktion, bestående af en faglig direktør og en administrativ direktør.
Stk. 2. I direktionen behandles alle væsentlige spørgsmål med relation til begge direktørers kompetenceområder, herunder spørgsmål om budgetlægning, udformning af instituttets organisatoriske opbygning og udbygnings- og arbejdsplaner for instituttets virksomhed, samt sager der iøvrigt skal forelægges instituttets tilsynsråd.
Stk. 3. Direktionen behandler spørgsmål om ansættelse og afskedigelse af det akademiske laboratoriepersonale.
Stk. 4. Såfremt der i direktionsanliggender ikke kan opnås enighed mellem de to direktører, skal sagen forelægges for tilsynsrådet til udtalelse. Såfremt der fortsat ikke kan opnås enighed mellem de 2 direktører, skal sagen vedlagt en udtalelse fra tilsynsrådet forelægges for indenrigsministeriet til endelig afgørelse, jfr. § 6, stk. 3.
Stk. 5. Det påhviler direktionen at informere instituttets medarbejdere om arbejdet i tilsynsrådet.
DEN FAGLIGE DIREKTØR.
§ 3. Den faglige direktør har ansvaret for instituttets diagnostiske virksomhed (undersøgelse af de fra sygehusene og de praktiserende læger modtagne prøver) og for produktionen af vacciner, sera m.v. samt for varetagelsen af instituttets forskningsopgaver.
Stk. 2. Den faglige direktør skal forestå tilrettelæggelsen af opgavefordelingen mellem instituttets laboratorieafdelinger indbyrdes og i relation til laboratoriehjælpeafdelingerne.
Stk. 3. Den faglige direktør har ansvaret for, at instituttets arbejdsopgaver afpasses efter udviklingen og de behov for instituttets virksomhed, der til enhver tid registreres i den samlede sundhedssektor.
Stk. 4. I spørgsmål om prioritering, koordinering og planlægning af instituttets faglige virksomhed skal den faglige direktør informere og rådføre sig med instituttets faglige planlægningsgruppe.
DEN ADMINISTRATIVE DIREKTØR.
§ 4. Den administrative direktør har ansvaret for instituttets økonomi og personale, jfr. dog § 2, stk. 3.
Stk. 2. Den administrative direktør har ansvaret for de administrative service- og hjælpefunktioner (administrationsafdelinger, ekspedition, kørselsafdelinger og værksteder m.v.).
Stk. 3. Den administrative direktør skal i fornødent omfang tilvejebringe planer for instituttets udbygning.
Stk. 4. Den administrative direktør skal sikre den fornødne kontakt mellem instituttets ledelse og dets personale gennem samarbejdsudvalget. Direktøren skal herunder sørge for den fornødne gensidige orientering om ledelsens og personalets synspunkter med hensyn til spørgsmål, der omfattes af den gældende samarbejdsaftale.
Stk. 5. Den administrative direktør har ansvaret for instituttets sikkerhedsorganisation.
TILSYNSRÅDET.
§ 5. Instituttets tilsynsråd består af medicinaldirektøren som formand samt to medlemmer udpeget af indenrigsministeren, det ene efter indstilling fra sundhedsstyrelsen.
§ 6. Tilsynsrådets hovedopgave er sammen med direktionen at sikre, at instituttets virksomhed i videst muligt omfang integreres i planlægningen for den samlede sundhedssektor.
Stk. 2. Tilsynsrådet skal afgive udtalelser om sager af væsentlig betydning for instituttet, herunder instituttets forslag til bidrag til finanslov og tillægsbevillingslov samt om udbygnings- og arbejdsplaner (spørgsmål om udbygning af instituttets virksomhed, væsentlige ændringer i instituttets arbejdsopgaver og oprettelse henholdsvis nedlæggelse af afdelinger), til brug ved indenrigsministeriets behandling af de pågældende spørgsmål.
Stk. 3. I det omfang, der mellem de to direktører ikke kan opnås enighed om en sag, der vedrører et direktionsanliggende, skal sagen forelægges for tilsynsrådet til udtalelse. Såfremt der fortsat ikke kan opnås enighed mellem de to direktører, skal sagen vedlagt en udtalelse fra tilsynsrådet forelægges for indenrigsministeriet til endelig afgørelse, jfr. § 2, stk. 4.
DEN FAGLIGE PLANLÆGNINGSGRUPPE.
§ 7. Der nedsættes en faglig planlægningsgruppe bestående af medlemmer, der vælges af det videnskabelige personale i instituttets laboratorieafdelinger og laboratoriehjælpeafdelinger, men som yderligere har repræsentanter for det øvrige personale. Indenrigsministeriet godkender efter indstilling fra direktionen de nærmere regler om valget af medlemmer til planlægningsgruppen samt nærmere regler om gruppens virksomhed. Direktionens indstilling sker efter forudgående forhandlinger med personalet.
Stk. 2. Planlægningsgruppen har til opgave at være rådgivende og initiativtagende over for den faglige direktør i spørgsmål om prioritering, koordinering og planlægning af instituttets faglige virksomhed. Inden væsentlige spørgsmål inden for dette område forelægges for instituttets tilsynsråd, skal den faglige direktør indhente en udtalelse fra planlægningsgruppen.
SAMARBEJDSUDVALGET.
§ 8. Samarbejdsudvalget udøver sine funktioner i overensstemmelse med de herom til enhver tid gældende regler, jfr. økonomi- og budgetministeriets cirkulære nr. 18 af 16. februar 1972 om samarbejde og samarbejdsudvalg i statens virksomheder og institutioner.
SIKKERHEDSORGANISATIONEN.
§ 9. Instituttets arbejde for sikkerhed og sundhed organiseres i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler herom.
REVISION.
§ 10. Nærværende cirkulære om statens seruminstituts organisation, der efter ikrafttræden af lov nr. 203 af 28. maj 1975 om ændring af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse (statens seruminstitut) træder i stedet for indenrigsministeriets bestemmelser af 15. april 1932 om statens seruminstituts administrative forhold m.v. tages op til revision senest den 1. januar 1980.
Stk. 2. Direktionen og personalet skal i forening forberede denne revision.
INDENRIGSMINISTERIET, DEN 17. DECEMBER 1976.
Egon Jensen.
/Ebbe Sørensen.
Cirkulære om statens seruminstituts organisation
I medfør af § 10, stk. 4, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, som ændret ved lov nr. 203 af 28. maj 1975, fastsættes følgende
Ingen