Legislator Case Law & Legislation
C19760023309 DK

Cirkulære om lov om ændring af forskellige skattelove (morarenter m.v.).

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1976 233 Historic

Cirkulære om lov om ændring af forskellige skattelove (morarenter m.v.).

Ved lov nr. 216 af 28. april 1976 om ændring af forskellige skattelove (morarenter m.v.)er der i §§ 1-11 foretaget nogle ændringer vedrørende rentebestemmelser i følgende love: I Kildeskatteloven II Selskabsskatteloven III Afskrivningsloven IV Kapitaltilførselsafgiftsloven V Lov om totalisatorspil VI Lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme VII Pensionsbeskatningsloven

VIII Ligningsloven

Nærværende cirkulære indeholder en redegørelse for de ved §§ 1-11 i loven af 28. april 1976 foretagne ændringer vedrørende rentebestemmelser i ovennævnte love. Herudover indeholder loven af 28. april 1976 i § 12 en ændring vedrørende slutafregningen efter kildeskattelovens § 64 mellem staten og kommunerne for 1975. Denne ændring vil ikke blive nærmere omtalt i nærværende cirkulære, idet statsskattedirektoratet har informeret kommunerne om denne ændring i en skrivelse af 30. april 1976.

I. Ændringerne i kildeskatteloven.

1. Nedsættelse af rentesatsen i § 63, stk. 1, og i § 89.

Med virkning for beregningen af renter for tiden fra og med 1. juli 1976, er morarentesatsen vedrørende skyldig B-skat og restskat (herunder dødsboskat) nedsat fra 1 til 0,63 pct. pr. måned. Nedsættelsen gælder også renten i forbindelse med henstand efter kildeskattelovens § 3, stk. 4. Det gælder, uanset at sidstnævnte renter fremdeles er fradragsberettigede ved indkomstopgørelsen efter den ved lov nr. 646 af 19. december 1975 foretagne ændring af ligningslovens § 17A. Nedsættelsen gælder tillige for renter af restancer og henstandsbeløb, der er opstået før 1. juli 1976.

Nedsættelsen af morarentesatsen i kildeskattelovens § 63, stk. 1, fra 1 pct. til 0,63 pct. har endvidere tilsvarende virkning for renter af restancer af særlig indkomstskat, af afståelsesafgift i henhold til lov om frigørelsesafgift samt af tillægsskat efter pensionsbeskatningsloven, jfr. lov om særlig indkomstskat § 12, stk. 3, lov om frigørelsesafgift § 18, og den hertil hørende bekendtgørelse nr. 389 af 24. august 1970 § 8, samt pensionsbeskatningsloven § 48, stk. 5.

Derimod er morarentesatsen fortsat 1 pct. pr. måned, hvor det drejer sig om for sen indbetaling efter kildeskattelovens § 63, stk. 2, og § 66 fra de indeholdelsespligtige af indeholdt A-skat og udbytteskat.

2. Nedsættelse af rentesatsen i § 62, stk. 4, og § 62A, stk. 3.

Samtidig med at morarentesatsen er nedsat fra 1 pct. til 0,63 pct., er der sket en tilsvarende nedsættelse af den rentegodtgørelse, der ydes til en skatteyder ved tilbagebetaling af for meget betalt skat. Nedsættelse gælder for beregningen af renter for tiden fra og med 1. juli 1976. Nedsættelsen gælder for renteberegningen fra og med nævnte tidspunkt også ved tilbagebetaling af skat fra tidligere indkomstår under kildeskatteordningen, dog ikke for de to første kildeskatteår 1970 og 1971, hvor rentegodtgørelsen fortsat er 1 pct.

3. Om adgang til at kræve forhøjet rentegodtgørelse for tiden 1. juli 1973 til 31. august 1974 ved nedsættelse af skattebeløb, som ikke har været indbetalt rettidigt.

Den rentegodtgørelse, som ved nedsættelse af skattebeløb ydes for tiden 1. juli 1973 til 31. august 1974, udgør efter de gældende regler 0,50 pct. pr. måned. Har de pågældende skattebeløb ikke været indbetalt rettidigt (herunder tilfælde, hvor der er indrømmet henstand), skal der til gengæld betales morarenter, som for samme tidsrum udgør 1 pct. pr. måned. Skatteydere, der for hele det nævnte tidsrum eller en del af dette har skullet betale renter af skattebeløb, som senere nedsættes, vil derfor være kommet til reelt at betale en renteforskel på 0,50 pct. pr. måned.

Til afhjælpning af dette forhold er der ved ændringsloven af 28. april 1976 gennemført en undtagelsesbestemmelse om, at rentegodtgørelsen for tidsrummet 1. juli 1973 til 31. august 1974 af nedsættelser af ikke rettidig indbetalte skattebeløb skal beregnes med 1 pct. pr. måned, hvis den skattepligtige overfor skattemyndighederne fremsætter anmodning herom.

Hvor skattemyndighederne er bekendt med tilfælde af større betydning af denne art, skal de dog selv tage sagen op med henblik på omberegning af rentegodtgørelsen.

II. Ændringerne i selskabsskatteloven.

1. Nedsættelse af rentesatsen i § 30, stk. 3, 1. punktum.

Den hidtil gældende morarente ved for sen indbetaling af selskabsskatter er nedsat fra 1 pct. til 0,63 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne.

Den nedsatte rentesats finder anvendelse for beregningen af renter for tiden fra og med 1. juli 1976, også selv om skatten er forfalden før denne dato.

2. Nedsættelse af rentesatsen i § 30, stk. 4.

Den rentegodtgørelse, der ydes ved tilbagebetaling af for meget erlagt selskabsskat, er ligeledes nedsat til 0,63 pct. pr. påbegyndt måned fra indbetalingsdagen at regne af det for meget betalte skattebeløb.

Den nedsatte rentesats finder anvendelse for beregningen af renter for tiden fra og med 1. juli 1976.

III. Ændringerne i afskrivningsloven.

1. Nedsættelse af rentesatsen i afskrivningslovens § 29A.

Med virkning for beregningen af renter for tiden fra og med 1. juli 1976 er rentesatsen efter afskrivningslovens § 29A, stk. 3, vedrørende efterbetaling i anledning af den skattepligtiges genvundne afskrivninger på skadelidte bygninger eller installationer i tilfælde, hvor der ikke sker rettidig genopførelse eller genanskaffelse, nedsat fra 1 pct. til 0,63 pct.

Ligger en del af efterbeskatningsperioden før 1. juli 1976, må den hidtidige rente på 1 pct. benyttes for den forudliggende del af perioden.

2. Nedsættelse af rentesatsen i afskrivningslovens § 29P.

Med virkning for beregningen af renter for tiden fra og med 1. juli 1976 er endvidere renten efter afskrivningslovens § 29P, stk. 8, ved efterbeskatning i tilfælde, hvor de for forskudsafskrivninger efter afskrivningslovens afsnit IV A gældende forudsætninger ikke opfyldes, nedsat fra 1 pct. til 0,63 pct. pr. måned. Ligger en del af efterbeskatningsperioden før 1. juli 1976, må den hidtidige rente på 1 pct. benyttes for den forudliggende del af perioden.

Nedsættelsen af rentesatsen i § 29P, stk. 8, har tillige virkning for renteberegningen ved efterbeskatninger efter afskrivningslovens § 29R, der henviser til § 29P. Renteberegningsændringen gælder således på tilsvarende måde, hvor de tidligere ansættelser reguleres for den skattepligtige, fordi han dør eller går konkurs, inden samtlige af forskudsafskrivningerne efter afskrivningslovens afsnit IV A omfattede aktiver er leveret eller fuldført, eller hvis virksomheden likvideres uden konkursbehandling, ophører på anden måde eller afhændes.

IV. Ændringerne i kapitaltilførselsafgiftsloven.

Med virkning for beregningen af renter for tiden fra og med 1. juli 1976 er den i § 12, stk. 1, nævnte rente ved for sen indbetaling af afgift og den i § 12, stk. 4, nævnte rente i forbindelse med henstand med afgiftens betaling nedsat fra 1 pct. til 0,63 pct. Nedsættelsen af henstandsrenten efter § 12, stk. 4, gælder, uanset at denne rente fremdeles er fradragsberettiget ved indkomstopgørelsen efter den ved lov nr. 646 af 19. december 1975 foretagne ændring af ligningslovens § 17A.

V. Ændringen i lov om totalisatorspil.

Den i § 10, stk. 1, i lov om totalisatorspil nævnte rente ved ikke rettidig indbetaling af skyldig afgift er nedsat fra 1 pct. til 0,63 pct. pr. påbegyndt måned. Nedsættelsen har virkning for beregningen af renter for tiden fra og med 1. juli 1976.

VI. Ændringen i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.

Den i ovennævnte lovs § 27, stk. 2, nævnte morarente ved skatteydernes for sene indbetaling af kommunale ejendomsskatter er nedsat fra 1 pct. til 0,63 pct. Nedsættelsen har virkning for beregningen af renter for tiden fra og med 1. juli 1976.

Nedsættelsen har tillige virkning for morarenter, vedrørende skatteydernes for sene indbetaling af de amtskommunale ejendomsskatter, der efter lovens § 28 opkræves ved kommunernes foranstaltning.

Den morarente,der ifølge denne bestemmelse skal svares af en kommune til amtskommunen ved for sen indbetaling af de amtskommunale ejendomsskatter, udgør derimod uændret 1, pct. månedlig.

Nedsættelsen har også virkning for ejendomsskylden til staten, jfr. henvisningsbestemmelsen i § 10, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 183 af 30. april 1970 om ejendomsskyld til staten.

VII. Ændringen i lov om beskatningen af pensionsordninger m.v.

Ændringen er af redaktionel karakter og tager alene sigte på en tydeliggørelse af morarentereglerne i pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 3. Det er således blevet præciseret, at pligten til at svare morarenter påhviler den tilbageholdelsespligtige, dvs. forsikringsselskabet m.v., og at der gælder den samme rentesats som for indeholdelsespligtige efter kildeskatteloven.

VIII. Ændringen i ligningsloven.

Den ændrede affattelse af bestemmelsen i ligningslovens § 14C, stk. 3, 3. punktum, er alene af redaktionel karakter og tilsigter kun at tydeliggøre, at det er den indeholdelsespligtige, dvs. det i henhold til boligreguleringsloven oprettede institut, der skal svare morarenter, og at der gælder samme rentesats som for indeholdelsespligtige efter kildeskatteloven.

Skattedepartementet, den 9. december 1976.

Hans P. Gøtrik.

/ O. Skau Wogensen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →