Cirkulæreskrivelse om anvendelse af og planlægning vedrørende skovarealer. (Til samtlige amtsråd og kommunalbestyrelser).

Cirkulæreskrivelse om anvendelse af og planlægning vedrørende skovarealer. (Til samtlige amtsråd og kommunalbestyrelser).

Det har gennem en række henvendelser til skovstyrelsen vist sig, at der er behov for oplysning om skovlovens regler og den af skovmyndighederne fulgte praksis med hensyn til anvendelse af skovarealer til andet formål end skovdrift.

I denne anledning skal følgende oplyses

De fleste af landets skove er undergivet fredskovspligt i medfør af lov nr. 164 af 11. maj 1935 om skove. Dette gælder således alle skove, der hører under statsskovbruget. For andre fredskoves vedkommende bemærkes, at fredskovspligten som regel vil være noteret i tingbogen, eller der vil være tinglyst fredskovsdeklaration, men man kan ikke med sikkerhed gå ud fra, at dette er tilfældet. I tvivlstilfælde bør sagen derfor forelægges for statens tilsynsførende med de private skove (skovtilsynet) i vedkommende skovtilsynskreds.

Efter skovloven er det hovedreglen, at fredskovspligtige arealer skal holdes bevokset med skovtræer i et sådant antal, at de danner eller vil komme til at danne sluttet skov, og anden anvendelse af arealerne vil normalt kræve skovstyrelsens tilladelse.

Skovstyrelsen har mulighed for at ophæve fredskovspligten. Hvis der ikke er tale om skov, som det på grund af dårlige jordbundsforhold eller lignende er rimeligt at opgive skovdriften på, vil ophævelsen i almindelighed blive betinget af, at et erstatningsareal pålægges fredskovspligt og tilplantes. Erstatningsarealet, som skal godkendes af skovtilsynet, vil ofte udgøre 1-2 gange størrelsen af det areal, hvorpå fredskovspligten ophæves, men må dog altid være af en sådan størrelse, at det kan drives som selvstændig skov, medmindre det udlægges i forbindelse med anden fredskov af passende størrelse.

Skovstyrelsen må dog nødvendigvis udvise en vis tilbageholdenhed med hensyn til imødekommelse af ansøgninger om ophævelse af fredskovspligt, ikke mindst når der er tale om løvskov.

Ifølge praksis forelægges sager om ophævelse af fredskovspligt for vedkommende fredningsplanudvalg. Er sagen af større omfang, f.eks. når den vedrører en hel skov eller plantage af ikke ubetydelig størrelse, indhentes tillige en udtalelse fra statens skovnævn.

Det skal særligt nævnes, at der med støtte af skovnævnet i en del tilfælde er blevet nægtet ophævelse af fredskovspligt med henblik på udstykning af skoven i sommerhusgrunde, selvom arealerne efter deres beliggenhed måtte anses for velegnede til dette formål.

I tilfælde, hvor indtagelse af en del af et fredskovsareal til anden anvendelse end skovdrift ønskes, vil den eventuelle tilladelse ofte blive meddelt i form af suspension af fredskovspligten. Sådanne tilladelser, der ofte tidsbegrænses, indebærer, at arealerne fortsat er undergivet fredskovspligt og skal gentilplantes, når den særlige anvendelse ophører. Udlægning af erstatningsareal kræves ifølge praksis ofte, såfremt arealet udgår af skovdriften for lang tid (f.eks. ved vejanlæg), eller der er fare for, at skovarealet til sin tid ikke vil være fuldt egnet til frembringelse af tilfredsstillende bevoksning (f.eks. efter grusgravning).

Hvad særligt angår indtagelse af fredskovsarealer til vejformål bemærkes, at man lægger vægt på, at vejprojekter, der berører fredskov, bliver forelagt for skovmyndighederne på det tidligst mulige tidspunkt, for at forstlige hensyn kan blive medbestemmende for linjeføringen og skadevirkningen på skoven om muligt begrænses, jfr. ministeriet for offentlige arbejders cirkulære nr. 91 af 25. april 1966.

Det bemærkes i denne forbindelse, at fredskovspligten ikke kan tilsidesættes ved ekspropriation.

I tilfælde, hvor den rekreative udnyttelse af en skov ønskes intensiveret, typisk ved at der anlægges åbne sletter, og den egentlige skovdrift træder i baggrunden, kræves der tilladelse efter skovloven til lystskovdrift.

Med hensyn til den fysiske planlægning bemærkes, at det er forekommet, at de planlæggende myndigheder har udlagt fredskovsarealer til bebyggelse uden på forhånd at sikre sig, at fredskovspligten vil vige for den påtænkte ændrede anvendelse af arealet. Det vil derfor kunne tænkes, at fredskovsarealer ikke vil kunne anvendes i overensstemmelse med stedfunden planlægning.

For at undgå sådanne uheldige situationer bør de planlæggende myndigheder allerede i de indledende faser af planlægningen søge forholdet til skovloven afklaret, således at man undgår at give skovejere en uberettiget forventning om, at fredskovspligten vil kunne ophæves på deres ejendom.

Det anførte gælder både i forbindelse med planlægningen i henhold til by- og landzoneloven, lands- og regionsplanloven og kommuneplanloven.

Miljøministeriet, skovstyrelsen, den 21. juli 1976.

H. Frølund.

/G. Vasa Hansen.

Ingen