Cirkulære om brandsikring af beboelsesbygninger med begrænset levetid. Finansiering af brandsikringsudgifter m.m.

Cirkulære om brandsikring af beboelsesbygninger med begrænset levetid. Finansiering af brandsikringsudgifter m.m.

Lov nr. 53 af 25. februar 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. (brandsikringsloven) trådte i kraft den 1. marts 1976. Efter loven har ejere af bygninger med mere end 2 etager, som benyttes til beboelse eller ophold for mennesker, pligt til at brandsikre deres bygninger i overensstemmelse med de krav, der i medfør af loven fastsættes af boligministeren. For bygninger, der helt eller delvis benyttes til beboelse, er sådanne krav fastsat i boligministeriets bekendtgørelse nr. 81 af 27. februar 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. Loven og bekendtgørelsen er optrykt som bilag til cirkulæret. Undtaget fra disse bestemmelser er fritliggende en- og tofamiliehuse, uanset om de indeholder mere end 2 etager.

Loven indeholder regler, der specielt tager sigte på hurtig brandsikring af 2 kategorier af beboelsesbygninger, nemlig dels bygninger, der er opført før år 1900, dels - uanset opførelsestidspunktet - bygninger, der kun har en begrænset levetid, fordi de forventes saneret eller kondemneret inden 6 år fra lovens ikrafttræden, dvs. inden den 1. marts 1982.

Der er i loven og bekendtgørelsen fastsat bestemmelser om den praktiske fremgangsmåde i relation til den procedure, der går forud for udførelsen af brandsikringsforanstaltniger, herunder om ejerens gennemgang af bygningen, om udfyldning af et særligt indberetningsskema vedrørende de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde de påbudte brandsikringskrav, om eventuel sagkyndig bistand ved gennemgangen og udfyldningen af skemaet samt om beboernes medvirken og rettigheder i forbindelse hermed. Disse bestemmelser gælder for begge de ovenfor nævnte bygningskategorier. Der henvises herom nærmere til boligministeriets cirkulære af 10. marts 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v., pkt. 1-3.

I det følgende gennemgås de særlige regler om boligtilsynets krav til omfanget af den brandsikring, som skal udføres ved bygninger med begrænset levetid. Bestemmelserne herom er fastsat i lovens kap. II. Endvidere omhandler cirkulæret bestemmelserne i lovens kap. III om finansiering af brandsikringsudgifter ved alle bygninger, der er omfattet af loven. Der er endelig optaget bestemmelse om genhusning af husstande, der må rømme de bygninger, som boligtilsynet kræver nedrevet.

Cirkulæret er inddelt i følgende afsnit

Afsnit I. Boligtilsynets krav til brandsikring af bygninger med begrænset levetid.

Afsnit II. Finansiering af brandsikringsudgifter.

Afsnit III. Genhusning.

Afsnit IV. Forskellige bestemmelser.

Bilag.

Afsnit I.

Boligtilsynets krav til

brandsikring af bygninger med

begrænset levetid.

Særlig fremgangsmåde og behandling.

1. Loven har fastsat regler om en særlig behandling af bygninger med begrænset levetid. Efter lovens kap. II er det boligtilsynet, der skal tage stilling til, hvilke foranstaltninger der skal gennemføres for den enkelte bygning. Endvidere indeholder loven særlige regler om finansiering af brandsikringsudgifterne i disse bygninger.

2. De bygninger, der er omfattet af disse særlige regler, er ifølge lovens § 3 - uanset opførelsestidspunktet - dels beboelsesbygninger, som efter en saneringsplan eller kommunens planlægning af den fremtidige saneringsvirksomhed må forventes nedrevet eller ombygget væsentligt inden den 1. marts 1982, dels beboelsesbygninger, som er eller må forventes at blive omfattet af en beslutning i medfør af § 12 i lov om boligtilsyn, hvorefter det forbydes at benytte bygningen til beboelse eller ophold efter denne dato. Det er pålagt kommunalbestyrelsen at udpege de bygninger, der omfattes af disse bestemmelser, og ejerne af bygningerne skal have meddelelse herom inden den 15. maj 1976. Vejledende retningslinier om afgrænsningen af de bygninger, som kommunalbestyrelsen skal udpege efter § 3, er indeholdt i boligministeriets cirkulæreskrivelse af 27. februar 1976. Hvis ejeren af en beboelsesbygning ikke har modtaget en sådan meddelelse fra kommunalbestyrelsen inden 15. maj 1976, skal han lade bygningen brandsikre efter lovens almindelige regler.

3. En ejer, der inden den 15. maj 1976 har modtaget meddelelse fra kommunalbestyrelsen om, at bygningen er omfattet af lovens § 3, skal snarest lade foretage en gennemgang af bygningen og derefter udfylde det skema »Indberetning om brandsikring«, som skal være udsendt sammen med meddelelsen fra kommunalbestyrelsen. Skemaet skal indsendes til det stedlige boligtilsyn inden den 1. september 1976. Da det herefter er overladt til boligtilsynet i henhold til lovens § 7, stk. 2 eller 3 at træffe beslutning om, hvilke foranstaltninger der skal træffes med henblik på brandsikring af bygningen, må ejeren ikke påbegynde brandsikringen, før han har modtaget boligtilsynets afgørelse herom. Afgørelsen skal meddeles ejeren ved rekommanderet brev.

4. Når brandsikringsloven overlader det til boligtilsynet at træffe afgørelse om brandsikringen af disse bygninger, skyldes det, at de efter deres hele tilstand og indretning naturligt falder ind under den bygningsmasse, som er omfattet af boligtilsynets virksomhed. Det har også været et ønske at kunne inddrage boligtilsynenes sagkundskab og erfaring i vurderingen af den brandmæssige behandling af disse særlige bygninger. Hertil kommer, at boligtilsynet i øvrigt på grundlag af dets tilsynsvirksomhed må forudsættes på forhånd at være bekendt med en del af disse bygningers tilstand og indretning.

Boligtilsynets beslutninger.

5. Når boligtilsynet har modtaget indberetningsskemaerne i udfyldt stand fra ejerne, bør det kontrolleres, om gennemgangen af bygningen er sket med sagkyndig bistand, og om beboerne har haft bemærkninger til de foreslåede brandsikringsforanstaltninger. Det må også undersøges, om bygningen er fredet i medfør af lovgivningen om bygningsfredning. Hvis dette sidste er tilfældet, må boligkommissionen forelægge sagen for kommunalbestyrelsen, idet spørgsmålet om brandsikring af sådanne bygninger af kommunalbestyrelsen skal indsendes til Fredningsstyrelsen til forelæggelse for Det særlige Bygningssyn. Først når der foreligger en udtalelse herom, kan boligtilsynet træffe beslutning om, hvilke foranstaltninger der skal træffes.

Efter lovens § 16 er byggearbejder i forbindelse med brandsikring fritaget for byggesagsbehandling efter byggelovgivnigen, men kommunalbestyrelsen kan dog bestemme, at der skal ske sædvanlig byggesagsbehandling. Boligtilsynet må være opmærksom på, om sådanne beslutninger er truffet eller eventuelt bør træffes, f.eks. i tilfælde, der vedrører brandsikring af fredede eller i øvrigt bevaringsværdige bygninger, eller hvor der ved større ombygninger gøres indgreb i bygningens bærende dele.

6. Efter brandsikringslovens § 7 skal boligtilsynet som tidligere nævnt afgøre, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes med henblik på brandsikring af de enkelte bygninger. Boligtilsynets beslutning skal meddeles ejeren inden 3 måneder efter modtagelsen af denne indberetning.

Boligtilsynets beslutning om de foranstaltninger, der skal iværksættes, træffes efter en konkret vurdering af den enkelte bygning. Beslutningen må først og fremmest baseres på ejerens oplysninger og brandsikringsforslag, som fremgår af indberetningsskemaet. I vurderingen bør imidlertid også indgå andet materiale om bygningen, som boligtilsynet måtte være i besiddelse af i kraft af den almindelige tilsynsvirksomhed, ligesom det i nogle tilfælde kan vise sig nødvendigt at indhente oplysninger om ejendommens økonomiske forhold og foretage besigtigelse af bygninger, inden der træffes beslutning om brandsikring. Man skal i denne forbindelse henlede opmærksomheden på boligministeriets cirkulæreskrivelse nr. 231 af 30. oktober 1972 om boligtilsynsrådenes sekretariatsforretninger, hvoraf fremgår, at det i almindelighed må forudsættes, at der finder indvendig besigtigelse sted, forinden der nedlægges forbud mod, at en ejendoms lokaliteter benyttes.

Boligtilsynet har 3 muligheder med hensyn til de krav, der kan stilles til ejerne af disse bygninger, nemlig

a. Krav om fuld brandsikring i overensstemmelse med kravene i boligministeriets bekendtgørelse af 27. februar 1976.

b. Krav om lempet brandsikring, eventuelt kombineret med krav om anden form for brandsikring end fastsat i bekendtgørelsen af 27. februar 1976.

c. forbud mod benyttelse af bygningen efter i almindelighed højst 6 måneder og samtidig påbud om nedrivning af bygningen.

Hvis beslutningen går ud på, at bygningen under den ene eller den anden form skal brandsikres, skal boligtilsynet samtidig over for ejeren fastsætte en frist for udførelsen af brandsikringen. Denne frist bør i hvert enkelt tilfælde fastsættes under hensyntagen til arbejdets omfang, således at der gives ejeren en rimelig tid til at få arbejdet udført, men således at man samtidig tilgodeser lovens formål: snarest muligt at tilvejebringe en forbedring af beboernes redningsmuligheder i tilfælde af brand.

Det forudsættes, at ejeren underretter beboerrepræsentanterne eller lejerne om boligtilsynsrådets beslutning og om den samtidig fastsatte frist for udførelse af brandsikring.

7. Boligtilsynets beslutninger om, hvilke krav der skal stilles til ejerne af de bygninger, som kommunalbestyrelsen har udpeget efter lovens § 3, må tage udgangspunkt i, at brandsikringsloven og de krav til brandsikring, som er fastsat i bekendtgørelsen af 27. februar 1976, som tidligere nævnt også gælder for disse bygninger. Selv om der er tale om bygninger, som må forventes saneret eller kondemneret inden den 1. marts 1982, og som derfor kun har en begrænset levetid, skal de altså brandsikres, men således, at det netop på grund af den begrænsede levetid, er overladt til boligtilsynet at afgøre omfanget og karakteren af den brandsikring, som skal gennemføres. Der henvises herom nærmere til pkt. 8.

Der vil imidlertid også være bygninger, hvis hele tilstand og indretning er af en sådan art, at det ud fra en helhedsvurdering må skønnes urimeligt overhovedet at kræve dem brandsikret. I disse tilfælde skal boligtilsynet meddele forbud mod bygningens benyttelse inden for en frist på normalt højst 6 måneder og samtidig kræve den nedrevet, så snart den er rømmet, og forbudet er trådt i kraft. Der henvises herom nærmere til pkt. 9.

8. Hvor boligtilsynets beslutning går ud på at kræve gennemført brandsikring af de heromhandlede bygninger, må kravene som nævnt fastsættes på grundlag af en konkret vurdering af forholdene i og omkring den enkelte bygning og må tage sigte på at sikre bygningens beboere rimelig mulighed for redning i tilfælde af brand.

De brandsikkerhedskrav, som er fastsat i boligministeriets bekendtgørelse af 27. februar 1976, vil rent teknisk kunne opfyldes i en stor del af disse bygninger. Udgangspunktet må derfor være, at kravene i bekendtgørelsen skal opfyldes. Dette synes i hvert fald at måtte gælde i de tilfælde, hvor tidspunktet for den forventede sanering eller kondemnering ligger så langt ude i fremtiden, at den pågældende bygning efter planerne vil kunne anvendes i størstedelen af den resterende periode frem til 1982. Det samme gælder de tilfælde, hvor der tidligere er nedlagt forbud i medfør af boligtilsynslovens § 12, men hvor opfyldelsen af brandkravene vil afhjælpe de mangler, som har dannet grundlag for forbudet.

Man må imidlertid regne med, at der inden for denne kategori af bygninger, der er udpeget efter § 3, vil være en del, som på grund af deres beliggenhed, konstruktion, indretning m.v. ikke vil kunne opfylde brandsikringskravene fuldt ud, uden at det forudsætter en gennemgribende ombygning. Der vil også kunne være tilfælde, hvor udgifterne til opfyldelse af kravene i boligministeriets bekendtgørelse af 27. februar 1976 - selv om der ikke skal ske en sådan gennemgribende ombygning - vil vise sig uforholdsmæssigt store, når bygningens begrænsede levetid tages i betragtning. Uanset disse forhold kan og bør langt størstedelen af disse bygninger brandsikres på en sådan måde, at der tilvejebringes en under hensyn til forholdene rimelig grad af sikkerhed for redning af beboerne ved brand. Dette er forudsat derved, at boligtilsynet efter lovens § 7, stk. 2, kan lempe de krav, der i bekendtgørelsen er fastsat til brandsikring under hensyn til bygningens begrænsede levetid. Tilsynet kan som betingelse herfor stille krav om anden form for brandsikring.

Dette fremgår af lovens § 7, stk. 3, hvor der peges på, at en bygnings hele tilstand og indretning kan være af en sådan beskaffenhed, at det ud fra en sundhedsmæssig og socialhygiejnisk vurdering skønnes urimeligt at brandsikre bygningen, når herved tillige henses til bygningens begrænsede levetid og de udgifter, der er forbundet med udførelsen af brandsikringen. Det vil f.eks. dreje sig om bygninger, der som følge af sanering eller kondemnering har en meget begrænset levetid - højst 2-3 år - eller bygninger, som ikke blot i brandmæssig henseende er så mangelfulde, at en afhjælpning alene af de brandmæssige mangler ikke vil kunne gøre bygningen acceptabel i brugsmæssig henseende. Der vil f.eks. også kunne være tale om bygninger, for hvilke det ikke vil være muligt at tilvejebringe en efter forholdene rimelig mulighed for brandvæsenet til at få adgang til ejendommen i tilfælde af brand.

I boligtilsynets vurdering bør naturligt også indgå mulighederne for finansiering af udgifterne samt størrelsen af eventuelt forventede lejeforhøjelser, sammenholdt med det gældende lejeniveau for bygningen, jfr. afsnit II. Ved afgørelsen af, om det skal kræves, at brandsikring gennemføres, eller bygningen nedrives, må det derfor også tillægges vægt, om de krævede brandsikringsforanstaltninger kan finanseres, eventuelt delvis gennem rente- og afdragsfri lån, og om de ydelser på lån, der skal erlægges af udlejeren, kan dækkes af lejeforhøjelse og af beløb på ejendommens vedligeholdelseskonto, hvor en sådan findes, jfr. pkt. 19 og 20.

Hvis boligtilsynet skønner det åbenbart urimeligt at kræve brandsikring, skal tilsynet i stedet for meddele forbud mod benyttelse af bygningen efter udløbet af en frist, der i almindelighed ikke må overstige 6 måneder, og tilsynet skal samtidig påbyde bygningen nedrevet, så snart den er rømmet, og forbud er trådt i kraft.

Det må være naturligt, at et så radikalt indgreb som krav om nedrivning af en bygning kun bringes i anvendelse over for den allerringeste bygningsmasse. Krav herom vil formentlig navnlig kunne blive aktuelle over for visse bag- og sidehuse, idet det i de fleste tilfælde vil være muligt - selv med en begrænset brandsikring - at tilvejebringe rimelige muligheder for at redde beboere fra forhuse. Der skal i denne forbindelse tillige peges på, at meddelelse af forbud indebærer, at kommunen har pligt til at sikre genhusning af de husstande, der bliver husvilde. Mulighederne for at skaffe det nødvendige antal erstatningsboliger bør derfor naturligt indgå i boligtilsynets overvejelser om omfanget af nedrivning af bygninger. Dette hensyn gør sig iøvrigt også gældende, for så vidt angår krav om så indgribende ombygninger, at det vil nødvendiggøre genhusning af beboerne.

Hvis boligtilsynet meddeler forbud mod benyttelse af en bygning, er der som allerede nævnt fastsat en frist på højst 6 måneder for rømning af bygningen. Loven åbner dog adgang for boligtilsynet til undtagelsesvis og i særlige tilfælde at forlænge denne frist med indtil yderligere 6 måneder, således at fristen kan udgøre indtil 1 år. Det skal dog præciseres, at det forudsættes, at en sådan fristforlængelse kun meddeles i ganske særlige tilfælde, og der tænkes herved først og fremmest på den situation, at det ikke er muligt for kommunalbestyrelsen at genhuse alle beboerne fra bygningen inden for fristen på 6 måneder.

Efter § 8, 3. pkt., anses et forbud efter brandsikringsloven som meddelt i medfør af § 12 i boligtilsynsloven med de virkninger, der følger heraf med hensyn til tinglysning, begrænsning af prioriteringsmulighedrne, ændret ansættelse af ejendomsværdi, genhusning, økonomisk støtte til brugerne m.v. I et vist omfang vil cirkulære nr. 202 af 29. oktober 1975 om ændringer af boligtilsynsloven og kondemneringer m.v. kunne være vejledende for boligtilsynene med hensyn til den praktiske fremgangsmåde ved nedlæggelse af forbud.

I saneringslovens § 55 er der hjemmel til i visse tilfælde at foretage udlejning på »midlertidig kontrakt« af lejligheder i saneringsområder med den virkning, at kommunalbestyrelsen ikke har genhusningspligt, når lejemålene opsiges. Det fremgår af betænkningen fra folketingets boligudvalg over forslaget til denne lov, at boligministeren over for udvalget har givet udtryk for, at det må forudsættes, at der i de ejendomme, hvor der i medfør af § 7, stk. 3, meddeles forbud mod benyttelse af bygningen efter udløbet af en frist, der ikke må overstige 6 måneder, ikke sker genudlejning på »midlertidig kontrakt« efter reglerne i saneringslovens § 55. Dels forekommer det uforsvarligt midlertidigt at lade personer flytte ind i en ejendom, der er så brandfarlig, at man ser sig nødsaget til at lade den rømme indenfor så kort en frist, dels vil genudlejningen kunne sinke rømningen og dermed nedrivningen af bygningen.

Påklage af forbud mod benyttelse.

10. Har boligtilsynet efter § 7, stk. 3, nedlagt forbud mod benyttelse af en bygning, kan ejeren og eventuelle panthavere i ejendommen efter lovens § 8 påklage forbudet til boligtilsynsrådet inden 4 uger efter, at de er blevet bekendt med tilsynets beslutning. Boligtilsynets meddelelse om forbudet skal indeholde oplysning om denne adgang til at påklage beslutningen til boligtilsynsrådet.

Boligtilsynsrådet kan enten stadfæste det benyttelsesforbud, som boligtilsynet har nedlagt, eller beslutte, at der skal foretages brandsikring efter lovens § 7, stk. 2. Dette sidste indebærer, at boligtilsynsrådet på grundlag af en konkret vurdering af forholdene enten kan kræve bygningen fuldt brandsikret i overensstemmelse med kravene i boligministeriets bekendtgørelse af 27. februar 1976 eller kan beslutte at lempe disse krav under hensyn til bygningens begrænsede levetid. Boligtilsynsrådet kan på samme måde som det stedlige boligtilsyn som betingelse for eventuelle lempelser af brandsikringskravene kræve udført anden form for brandsikring. Hvis boligtilsynsrådet ophæver forbudet og i stedet kræver bygningen brandsikret, skal rådet fastsætte en frist for udførelsen af brandsikringen. Det samme gælder, hvor boligtilsynsrådet stadfæster forbudet.

Der er ikke i loven fastsat nogen frist for boligtilsynsrådets behandling af en klage, men det må - ud fra lovens hovedhensyn om en hurtig brandsikring af denne kategori af bygninger - tilstræbes, at rådets afgørelse træffes inden for en rimelig tid.

Dækning af nedrivningsudgifter. Eventuel erstatning for tab som følge af påbud om nedrivning.

11. Efter lovens § 9 har ejeren af en bygning, som er krævet nedrevet af boligtilsynet, ret til at få dækket rimelige udgifter ved nedrivningen og ved ryddeliggørelse af grunden. Ejeren må indsende en opgørelse over disse udgifter til kommunalbestyrelsen, der afgør, i hvilket omfang udgifterne vil kunne refunderes.

Efter § 9 vil ejeren endvidere kunne få erstatning for det tab, han måtte lide som følge af nedrivningen. Der skal herved peges på, at et forbud mod en bygnings benyttelse meddelt i medfør af brandsikringslovens § 7, stk. 3, ikke i sig selv vil kunne udløse noget erstatningskrav fra ejeren. Der gælder på dette område de samme regler som efter boligtilsynsloven, hvor ejeren ved en bygningskondemnering ikke vil kunne gøre erstatningskrav gældende som følge af selve forbudets nedlæggelse. Den adgang til erstatning, som er indsat i lovens § 9, vedrører alene det tab, der måtte opstå for ejeren som følge af påbudet om nedrivning af bygningen, f.eks. fordi han herved hindres i en ellers lovlig udnyttelse af bygningen til andet formål end beboelse eller ophold, f.eks. til anvendelse som lagerbygning. Der vil eventuelt også kunne blive tale om erstatning i den situation, hvor en allerede tidligere kondemneret bygning før udløbet af den tidligere fastsatte frist nedrives som følge af et påbud efter lovens § 7, stk. 3, men det må dog herved tages i betragtning, at der er til gengæld for den øjeblikkelige nedrivning ikke påføres ejendommen udgifter til brandsikring.

De beløb, der vil kunne tillægges ejeren efter den nævnte bestemmelse, udbetales af kommunalbestyrelsen, og staten godtgør kommunen halvdelen af beløbet.

Afsnit II.

Finansiering af brandsikringsudgifter.

12. Bestemmelser om finansiering af udgifter, som det har været nødvendigt at afholde for at opfylde de krav til brandsikring, der er fastsat i medfør af loven, er indeholdt i dennes §§ 10-12. Af disse bestemmelser finder reglerne i § 10 i princippet anvendelse for alle ejendomme, der brandsikres i medfør af loven, medens §§ 11 og 12 specielt indeholder regler om finansiering af udgifter til gennemførelse af sådanne krav til brandsikring, som måtte være besluttet af boligtilsynet i medfør af lovens § 7.

De almindelige regler i lovens § 10 er behandlet i cirkulærens pkt. 13-17, medens de særlige regler i §§ 11 og 12 er omtalt i cirkulærets pkt. 19-22.

Almindelige ejendomme. Uden lån.

13. Brandsikring vil selvsagt kunne finansieres ved, at ejeren selv betaler udgiften uden at optage lån hertil.

Såfremt ejeren har bundne beløb i Grundejernes Investeringsfond, kan han efter boligreguleringslovens § 33, stk. 4, forlange frigivet et til udgiften svarende beløb.

Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på, at udgiften til brandsikring anses for en forbedringsudgift, således at de hertil frigivne midler, der bliver skattepligtig indkomst for ejeren i udbetalingsåret, ikke modsvares af en driftsudgift, der kan fradrages i ejerens indkomst.

Såfremt der ikke optages lån, vil ejeren i ejendomme, hvor der findes opretningskonto efter § 15, stk. 2, i lov om midlertidig regulering af boligforholdene, kunne afskrive den udgift, der er afholdt til ejendommens beboelseslejligheder, på denne konto. (Se nærmere pkt. 17).

Lånefinansiering.

14. Brandsikringsudgifter, der ikke finansieres af ejerens egenkapital, kan lånefinansieres. Der tænkes herved navnlig på bank- og sparekasselån.

Da udførelsen af brandsikringsmæssige foranstaltninger betragtes som en forbedring, vil der endvidere være grundlag for, at udgifterne kan finansieres ved optagelse af lån i Grundejernes Investeringsfond efter reglerne i §§ 36 og 38 i lov om midlertidig regulering af boligforholdene. Der vil i investeringsfonden kun indestå beløb fra ejendomme, der er opført før år 1900, dersom ejeren i 1966 begærede afholdt lejevurdering, og den herved ansatte lejeværdi oversteg dagældende leje.

Lån fra Grundejernes Investeringsfond ydes for tiden til de ejendomme, der har ydet bidrag til fonden.

Lån kan kun ydes, hvis forbedringerne og udgifterne skønnes rimelige.

Lånet kan højst udgøre 90 pct. af forbedringsudgiften.

Lånet udbetales til parikurs, forrentes med 6,5 pct. p.a. og skal normalt afvikles over 15 år.

En indskyder i investeringsfonden, der fortsat har midler i fonden, kan normalt få frigivet den del af forbedringsudgiften, der ikke dækkes af lånet.

Hvor udgifterne til brandsikring ikke finansieres ved egenkapital, herunder frigivelse af bundne midler fra Grundejernes Investeringsfond, eller ved midler fra opretningskontoen, forudsættes finansieringen som nævnt at ske ved optagelse af lån i ejendommen over det almindelige lånemarked eller i Grundejernes Investeringsfond. Vedrørende forholdet til lejerne henvises til pkt. 17.

Lån med kommunegaranti.

15. I de særlige tilfælde, hvor lån, som det er nødvendigt at optage til dækning af udgifterne, kun kan forventes ydet i tilstrækkeligt omfang mod supplerende sikkerhedsstillelse, åbnes der adgang for kommunalbestyrelsen til med tilsynsmyndighedens samtykke at yde garanti for sådanne lån, jfr. lovens § 10, stk. 4. For lån, der ydes med garanti efter denne bestemmelse, hæfter låntageren såvel personligt som med den pantsatte ejendom.

Da gennemførelsen af brandsikring i almindelighed må forudsættes at medføre en værdiforøgelse af ejendommen, svarende til de afholdte udgifter, og da de pågældende lån i de alt overvejende tilfælde må påregnes ydet på sådanne vilkår, at lånene vil kunne færdigamortiseres inden for den pågældende bygnings tilbageværende levetid, vil der næppe i almindelighed være behov for denne supplerende garantistillelse, ligesom kommunerne i de tilfælde, hvor garanti ydes, kun i helt specielle tilfælde vil blive påført tab som følge heraf.

Behov for ydelse af kommunegaranti må navnlig forventes at kunne opstå i forbindelse med långivning i ejendomme, der i forvejen er højt prioriteret. Der kan f.eks. være behov for, at kommunen yder sikkerhedsstillelse for lån til nyetablerede andelsboligforeninger, som endnu ikke har kunnet oparbejde en rimelig egenkapital.

Om ydelse af kommunegaranti for lån i ejendomme, der brandsikres i medfør af boligtilsynets beslutninger i medfør af lovens § 7, stk. 2, henvises til pkt. 21-22.

Ophævelse af prioriteringsforbud.

16. Efter § 26 i lov om boligtilsyn må en ejendom, for hvilken boligtilsynet har nedlagt forbud mod benyttelse, som udgangspunkt ikke prioriteres eller omprioriteres ud over ejendommens grundværdi med offentlige midler eller med midler fra offentligt anerkendte eller godkendte selskaber, institutter m.v. For at denne bestemmelse ikke skal være til hinder for, at finansieringen til gennemførelse af brandsikringsforanstaltninger af kondemnerede ejendomme kan ske ved låneoptagelse på det organiserede lånemarked, er det i brandsikringslovens § 10, stk. 5, bestemt, at det nævnte belåningsforbud i boligtilsynsloven ikke finder anvendelse på lån, der optages til dækning af udgifter til brandsikring, der gennemføres efter brandsikringsloven.

Forholdet til lejerne.

17. Da brandsikring af en ejendom efter loven anses for en forbedring, føler heraf, at udgiften i princippet kan danne grundlag for en lejeforhøjelse, der svarer til den gennem forbedringen øgede brugsværdi af det lejede.

For lejemål der er omfattet af kap. II i boligreguleringsloven (lejemål, der helt eller delvis anvendes til beboelse i kommuner med huslejeregulering), er der i brandsikringsloven regler, der tager sigte på gennemførelse af forbedringer i form af brandsikring uden lejeforhøjelse eller med en mere begrænset lejeforhøjelse end for forbedringer iøvrigt.

Hvor ejeren afholder udgiften kontant, herunder med frigivne midler fra investeringsfonden, kan han afskrive udgiften på ejendommens opretningskonto, jfr. boligreguleringslovens § 15, stk. 2. Kan udgiften ikke dækkes af kontoen i det regnskabsår, hvori den er afholdt, kan det manglende beløb afskrives senere, idet der er adgang til at overføre en negativ saldo på kontoen. I disse tilfælde kan brandsikring gennemføres uden lejeforhøjelse.

Dækkes udgifterne til brandsikringen ved optagelse af lån, herunder lån til lav rente i Grundejernes Investeringsfond, skal de årlige ydelser til renter og afdrag på lånet i muligt omfang afholdes over ejendommens opretningskonto. I det omfang, de årlige ydelser afholdes over ejendommens opretningskonto, kan udgiften til gennemførte brandsikringsarbejder ikke medføre krav om huslejeforhøjelser.

Såfremt den årlige ydelse på det optagne lån overstiger det beløb, der årligt indgår på opretningskontoen, vil der efter reglerne i boligreguleringslovens § 13 kunne gennemføres en lejeforhøjelse til dækning af den stigning af ejendommens driftsudgifter, der er en følge heraf. Ejeren vil ikke kunne indregne merudgifter i den omkostningsbestemte leje, jfr. boligreguleringslovens § 11.

Opmærksomheden henledes på, at opretningskontoen i ejendomme, hvor i der foruden beboelseslejemål også er erhvervslokaler - der jo ikke er omfattet af boligreguleringslovens kap. II - er beregnet som 1 pct. af den del af ejendomsværdien, der vedrører lejlighederne, og at udgifterne kun må afskrives på kontoen i det omfang, de vedrører beboelseslejlighederne. I disse ejendomme må den del af brandsikringsudgifterne, der vedrører erhvervslokalern, således fradrages, inden beløbet afskrives på opretninskontoen.

Udgiften til brandsikring - eller til afdrag og renter på lån, der optaget til dækning heraf - kan derimod ikke afskrives på ejendommens vedligeholdelseskonto, jfr. § 15, stk. 1, i boligreguleringsloven. (Dette skal derimod ske i de særligt udpegede bygninger, jfr. pkt. 19).

Efter boligreguleringslovens regler er vedligeholdelseskontoen forbeholdt til dækning af udgifterne til vedligeholdelsesarbejder, medmindre det mellem udlejeren og lejerne (boerrepræsentanterne) aftales, at brandsikringsudgifter afholdes af kontoen, hvorved lejerne giver afkald på at kunne kræve vedligeholdelse udført i tilsvarende omfang.

Såfremt brandsikringen medfører følgearbejder, der kan karakteriseres som vedligeholdelse, f.eks. maling af trappegange, døre eller vinduer, kan udgifterne hertil afholdes af vedligeholdelseskontoen.

eksempel.

En ejendom består af en opgang med 10 lejligheder på hver 70 kvadratmeter - ialt 700 kvadratmeter.

Ejendommensværdien er 250 kr. pr. kvadratmeter - ialt 175.000 kr.

På opretningskontoen afsættes fra 1. juli 1975 årligt 1.750 kr.

Hvis brandsikringsud giften udgør .................. 30.000 kr. og der lånes .................. 27.000 kr. ----------- må ejeren selv skaffe ......... 3.000 kr.

eventuelt ved at hæve af sit indestående i investeringsfonden.

Hvis lånet optages i investeringsfonden, er ydelsen 11,5 pct. eller 3.105 kr. årligt.

Hvis der optages et banklån over 10 år, bliver ydelsen 5.400 kr. årligt.

Den årlige tilgang til opretningskontoen skal anvendes til at dække renter og afdrag på lånet. Til dækning af resten af ydelsen og til forrentning af egne midler kan ejeren kræve lejeforhøjelse, medmindre ejeren og lejerne aftaler, at vedligeholdelseskontoen anvendes til dækning af denne udgift.

For de lejemål der ikke er omfattet af ka. II i boligreguleringsloven finder de almindelige regler om lejeforhøjelse for forbedringer i lejelovens § 35, stk. 5, anvendelse.

Bygninger med begrænset levetid.

18. For ejendomme, der af kommunalbestyrelsen er udpeget i medfør af lovens § 3, og for hvilke boligtilsynet i medfør af § 7, stk. 2, har besluttet, at der skal gennemføres brandsikring, gælder særlige finansieringsbestemmelser, der tager sigte på at undgå, at lejerne i disse bygninger bliver belastet økonomisk hårdere end beboerne i andre ejendomme, der skal brandsikres. Det har herved været lagt til grund, dels at brandsikring af disse bygninger i almindelighed må forventes at blive dyrere end sikring af andre ejendomme, dels at disse bygningers restlevetid er meget begrænset samtidig med, at lejlighedernes brugsværdi er relativ lav, såldes at den vanskeligt kan bære en væsentlig forhøjelse.

De særlige finansieringsregler går ud på, at udgifterne skal søges finansieret og afskrevet på en sådan måde, at det mindst muligt påvirker lejeniveauet. Endvidere gives der mulighed for, at der kan ydes offentlig støtte til brandsikringen, dels i form af kommunegaranti for lån, dels i form af ydelse af rente- og afdragsfrit lån, som stilles til rådighed af kommune og stat i forening.

19. Ejerne af bygninger, for hvilke brandsikringskrav er besluttet i medfør af lovens § 7, stk. 2, har i de huslejeregulerede kommuner pligt til i videst muligt omfang at søge de udgifter, der vedrører beboelseslejligheder, dækket med beløb, der ved arbejdets fuldførelse henstår på ejendommens vedligeholdelseskonto, jfr. § 15, stk. 1, i boligreguleringsloven.

Endvidere skal der ske frigivelse af bundne beløb i Grundejernes Investeringsfond i muligt omfang. Denne del af udgiften kan samtidigt afskrives på ejendommens opretningskonto, jfr. boligreguleringslovens § 15, stk. 2, ligesom ejeren vil kunne afskrive yderligere udgifter, han har afholdt til brandsikring, på denne konto.

Såfremt de beløb, der ved arbejdets fuldførelse indestår på ejendommens vedligeholdelses- og opretningskonti, ikke er tilstrækkelige til at dække udgifterne, kan ejeren, hvis han selv afholder udgiften, løbende afskrive beløbet, efterhånden som der afsættes yderligere midler på kontiene. Han kan i så fald ikke få lejeforhøjelse for brandsikringsforanstaltningerne.

Hvis han finansierer brandsikringsudgiften ved lån, skal de årlige ydelser så vidt muligt afskrives på de nævnte konti. I det omfang, dette er muligt, kan foranstaltningerne ikke medføre lejeforhøjelse.

Det bemærkes herved, at det ikke har været tanken, at hele ejendommens opretnings- og vedligeholdelseskonto over en årrække skal beslaglægges til forrentning og afdrag på brandsikringslån, idet der fortsat bør være mulighed for at afskrive udgifter til nødvendig vedligeholdelse på kontoen. I ejendomme, der består af flere bygninger, bør afskrivning således kun ske af den del af vedligeholdelseskontoen, der vedrører den del af bygningen, der skal brandsikres efter § 7, stk. 2, idet brandsikringen heraf ikke bør medføre forringede vilkår for lejerne i ejendommens øvrige bygninger.

Som vejledende udgangspunkt for det skøn, der af boligtilsynet skal udøves over, hvorvidt nedrivning bør ske eller brandsikring kræves (jfr. pkt. 9), og til brug for kommunalbestyrelsens skøn over, hvorvidt der bør ydes offentlig støtte (jfr. pkt. 21-22), skal man oplyse, at lejeniveauet i 1976 (inden forhøjelsen pr. 1. juli 1976) for ikke centralvarmeopvarmede ejendomme i København er ca. 60 kr. pr. kvadratmeter.

Hensættelser til udvendig vedligeholdelse er i disse ejendomme 9 kr. pr. kvadratmeter årligt. Til opretningskontoen hensættes i disse ejendomme 2-4 kr. pr. kvadratmeter.

Eksempel.

En ejendom består af en opgang med 10 lejligheder på hver 70 kvadratmeter, ialt 700 kvadratmeter. Lejen udgør 60 kr. pr. kvadratmeter, ialt 42.000 kr. Indestående på ejendommens vedligeholdelseskonto ......... 10.000 kr. Indestående på ejendommens opretningskonto ............... 2.000 kr. Indestående i Grundejernes Investeringsfond .............. 18.000 kr. På ejendommens vedligeholdelseskonto hensættes årligt .... 6.300 kr. På ejendommens opretningskonto hensættes årligt .......... 1.750 kr. Brandsikringsudgift 60.000 kr. Brandsikringsudgifterne kan finansieres således: Årlig ydelse Indestående på vedligeholdelseskonto ... 10.000 kr. Indestående på opretningskonto ......... 2.000 kr. ------------ 12.000 kr. 0 kr. Fra Investeringsfonden skaffes ......... 18.000 kr. 2.500 kr. Lån fra Investeringsfonden (5 år) ...... 22.200 kr. 5.550 kr. ---------------------------- 52.200 kr. 8.050 kr. De årlige ydelser af 52.200 kr. dækkes af de årlige hensættelser på de to konti. Herefter tager kommunalbestyrelsen stilling til, om lejen kan bære en forhøjelse, svarende til forrentning og afskrivning af den resterende del af den nødvendige finansiering, 7.800 kr., eller om den vil yde et rente- og afdragsfrit lån på højst 7.800 kr. Hvis der ikke kan skaffes midler fra Investeringsfonden, kan brandsikringsudgiften finansieres således: Årlig ydelse Indestående på vedligeholdelseskonto ... 10.000 kr. Indestående på opretningskonto ......... 2.000 kr. ------------ 12.000 kr. 0 kr. Bank eller sparekasselån ............... 26.800 kr. 8.050 kr. ----------------------------- 38.800 kr. 8.050 kr. De årlige ydelser af de 38.800 kr. dækkes af de årlige hensættelser på de to konti.

Herefter tager kommunalbestyrelsen stilling til, om lejen kan bære en forhøjelse, svarende til forrentning og afskrivning af den resterende del af den nødvendige finansiering, 21.20 kr., f.eks. 6.400 kr. årligt, svarende til 640 kr. årligt pr. lejlighed, eller om den vil yde et rente- og afdragsfrit lån på højst 21.200 kr., således at brandsikringen kan gennemføres uden lejeforhøjelse.

20. For de lejemål, der ikke er omfattet af reglerne i boligreguleringslovens kap. II (beboelseslejligheder i de frie kommuner og rene erhvervslokaler i hele landet), findes der ikke vedligeholdeles- og opretningskonti.

Derimod vil der for ejendomme, der var omfattet af lejevurderingen i 1966, i Grundejernes Investeringsfond kunne indestå bundne beløb, der kan frigives til dækning af brandsikringsudgifterne.

I overvejelserne af, hvorvidt et rente- og afdragsfrit brandsikringslån bør ydes til delvis dækning af udgiften, eller om nedrivning bør kræves straks (jfr. pkt. 9), bør det iøvrigt for disse lejligheder og lokaler bl.a. indgå, om man anser det for rimeligt, at udlejeren med en mulig lejeforhøjelse efter § 35 i lov om leje kan gennemføre den fornødne brandsikring uden at få urimelige tab på driften af ejendommen i de år, den endnu skal bestå.

Offentlig støtte til brandsikring.

21. Støtteordningen, for så vidt angår de særligt udpegede bygninger, indeholder 2 elementer. Dels kan kommunen med tilsynsmyndighedens samtykke yde garanti for lån i ejendommen, der måtte være nødvendig til hel eller delvis finansiering af brandsikringen, dels kan kommunen, når særlige forhold taler derfor, yde rente- og afdragsfrit lån med pant i ejendommen. Et sådant rente- og afdragsfrit lån kan højst udgøre halvdelen af de udgifter, det tilbagestår at finansiere, efter at brandsikringsomkostningerne i videst muligt omfang er søgt dækket med beløb som nævnt i lovens § 11, stk. 1, dvs. beløb på ejendommens vedligeholdelseskonto og bundne beløb i Grundejernes Investeringsfond, som frigives. I det omfang, brandsikringsforanstaltninger finansieres gennem ydelse af et rente- og afdragsfrit lån, kan ejeren ikke kræve lejeforhøjelse.

I modsætning til, hvad der gælder ved ydelse af kommunegaranti efter de almindelige finansieringsregler i lovens § 10, hæfter låntager ikke personligt, men alene med den pantsatte ejendom for lån, der ydes med kommunegaranti efter de særlige finansieringsregler i §§ 11 og 12. Ej heller for rente- og afdragsfri lån, der ydes af kommunen, hæfter låntager personligt.

Boligministeren kan inden for de midler, der bevilges i henhold til lov om sanering, yde statslån til dækning af halvdelen af kommunens udgifter til rente- og afdragsfri lån, ligesom staten godtgør kommunen halvdelen af de eventuelle tab, som kommunen lider ved tab på garantier, der ydes efter lovens særlige støtteregler. Sådanne tab kan bl.a. opstå, hvor en indgået garantiforpligtelse for lån optaget på det almindelige lånemarked bliver aktualiseret, f.eks. som følge af, at bygningen nedrives som led i en sanering, inden lånet er fuldt tilbagebetalt.

Hvis der til brandsikring af en bygning er ydet rente- og afdragsfrit lån, og bygningen derefter, inden en sanering er gennemført, eller inden lånet efter foranstående regler er tilbagebetalt, undergives forbud mod benyttelse i medfør af boligtilsynslovens § 12, medfører forbudets ikrafttræden ikke i sig selv, at lånet forfalder til indfrielse. Baggrunden herfor er den, at ejeren ved en bygnings kondemnering efter boligtilsynsloven ikke vil kunne gøre erstatningskrav gældende som følge af selve forbudets nedlæggelse. Der vil således ikke i disse tilfælde være tale om, at de bygningsforbedringer, der er finansieret med de offentlige lån, har tilført ejeren en økonomisk fordel, som kan kapitaliseres ved forbudets nedlæggelse. Lånet forbliver derfor indestående i ejendommen, indtil det efter foranstående regler forfalder til tilbagebetaling. Hvis ejendommen ikke inden udløbet af ovennævnte frister gøres til genstand for sanering, og kommunen skønner, at lånet - for hvilket låntager alene hæfter med den pantsatte ejendom - ikke vil kunne dækkes af pantets realisationsværdi, kan kommunalbestyrelsen beslutte at afskrive sit tilgodehavende helt eller delvis. I dette tilfælde vil kommunen i almindelighed kunne forvente, at staten afskriver sit tilgodehavende i tilsvarende omfang.

22. Brandsikringslovens bestemmelser om adgang til at yde offentlig støtte skal som nævnt ses på baggrund af, at der her er tale om den allerdårligste bygningsmasse, hvor gennemførelse af brandsikring i nogle tilfælde kan være så bekostelig, at det under hensyn til ejendommens meget begrænsede levetid kan forekomme urimeligt at pålægge ejendommens ejer og lejere i fuldt omfang at afholde udgifterne til brandsikringen. Kommunens stillingtagen til, om der til nedbringelse af udgifterne bør ydes garanti for lån og/eller rente- og afdragsfri lån, må ske ud fra en vurdering af, om omkostningerne ved de gennemførte brandsikringsforanstaltninger uden en sådan støtte gennemsnitlig vil stille ejeren og beboerne økonomisk dårligere end ejere og beboere i andre ejendomme eller vil resultere i lejeforhøjelser, der ikke kan siges at modsvares af en tilsvarende øget brugsværdi. Kommunen bør i denne forbindelse være opmærksom på de problemer, der vil kunne opstå i de frie områder, hvor det ikke er muligt at afholde udgifterne til brandsikring over særlige konti m.v., og hvor udlejeren, selv med en mulig lejeforhøjelse efter § 35 i lov om leje, eventuelt ikke vil kunne gennemføre den fornødne brandsikring uden at få urimelige tab på driften af ejendommen i de år, den endnu skal bestå.

Omvendt må det være udgangspunktet for kommunens administration af lovens støttebestemmelser, at en eventuel offentlig støtte ikke stiller ejer og lejere gunstigere end ejere og lejere i tilsvarende ejendomme, der ikke falder ind under de særlige støttebestemmelser. Ud fra disse betragtninger bør der eksempelvis ikke ydes offentlig støtte i form af lån til bygninger, for hvilke den kondemnable tilstand alene er begrundet i brandmæssige forhold, og hvor opfyldelsen af brandkravene vil afhjælpe disse mangler, således at kondemneringen kan ophæves. I disse tilfælde vil bygningen nemlig fortsat i en længere årrække kunne benyttes til beboelse.

Ved kommunalbestyrelsens afvejning af omfanget og karakteren af den offentlige støtte, der i det enkelte tilfælde bør ydes, vil det ofte kunne tænkes, at støtten må ydes som en kombination af garanti for lån og direkte ydelse af rente- og afdragsfrit lån. Det må således påregnes, at der for den her omhandlede kategori af bygninger formentlig ofte vil vise sig nødvendigt, at der - som supplement til ydelse af offentlige lån - stilles særlig sikkerhed i form af kommunegaranti for låneoptagelse over det almindelige lånemarked. Endvidere vil det, som en yderligere støtte til nedbringelse af omkostningerne ved brandsikringen, kunne komme på tale, at garantien ydes for lån med længere løbetid end den pågældende bygnings forventede restlevetid. Dette vil eksempelvis kunne blive aktuelt for bygninger, der kun skal stå meget kort tid, eller for hvilke brandsikringsudgifterne har været uforholdsmæssigt store, og hvor de årlige ydelser på lånet ellers - uanset at der ydes rente- og afdragsfri lån til nedbringelse af omkostningerne - vil kunne være meget tyngende.

23. Kommunens afgørelser af, om der i det konkrete tilfælde ydes støtte til udførelse af brandsikring og i bekræftende fald omfanget af denne støtte, kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed og kan således heller ikke indbringes for boligministeriet.

Udbetaling af rente- og afdragsfrit lån kan først finde sted, når der er modtaget dokumentation for, at de i medfør af § 7, stk. 2, påbudte brandsikringsforanstaltninger er udført. I øvrigt fastlægger den enkelte kommune selv de nærmere retningslinier vedrørende fremgangsmåden ved ansøgning om og ydelse af offentlig støtte, herunder om rente- og afdragsfrit lån bør ydes på grundlag af et meddelt forhåndstilsagn eller efter ansøgning fra ejeren efter brandsikringsarbejdernes udførelse. Det bemærkes herved, at boligtilsynets krav om brandsikring af en bygning efter § 7, stk. 2, skal opfyldes, uanset om der ydes offentlig støtte til dækning af de hermed forbundne udgifter. Afgivelse af et forhåndstilsagn om ydelse af rente- og afdragsfrit lån må derfor i almindelighed i relation til ejeren skønnes ufornødent.

Ansøgerens andragende om offentlig støtte skal bilægges oplysninger om arbejdets omfang med tilhørende udgifter, ejendommens økonomiske forhold, herunder størrelsen af indestående på opretnings- og vedligeholdelseskonti m.v. Ejeren bør herudover indsende et driftsbudget for ejendommen med oplysning om, hvorledes den resterende del af udgifterne agtes finansieret, genpart af den ansøgning, han måtte have indsendt til Grundejernes Investeringsfond, bank eller sparekasse, samt vilkår for allerede optagne lån eller for imødekommelse af ansøgninger om lån.

Afsnit III.

Genhusning.

Hvis boligtilsynet i medfør af brandsikringslovens § 7, stk. 3, nedlægger forbud mod en bygnings benyttelse, påhviler det kommunalbestyrelsen at sikre genhusning af de hustande, der som følge af forbudets nedlæggelse må fraflytte deres lejligheder. Dette fremgår af lovens § 8, hvorefter et sådant forbud betragtes som meddelt i medfør af § 12 i lov om boligtilsyn med de virkninger, der følger heraf med hensyn til bl.a. genhusning af beboerne, jf. kap. XI i saneringsloven.

Fremskaffelse af lejligheder.

24. Husstanden kan selv skaffe sig en anden lejlighed. I så fald er kommunalbestyrelsens pligt til genhusning bortfaldet.

Genhusning kan ske inden for det almennyttige nybyggeri, hvor anvisning kan finde sted af ledige lejligheder, som ved tilsagn om statsstøtte er forbeholdt anvendt til husstande, der bliver husvilde bl.a. som følge af beslutninger i medfør af boligtilsynsloven.

Også genhusningsreglerne i § 15, stk. 7 og 8, i bekendtgørelse nr. 157 af 24. april 1975 om almennyttig boligvirksomhed vil i et vist omfang kunne finde anvendelse. Efter disse regler har de almennyttige boligselskaber pligt til at stille hver 5. ledige lejlighed i den ældre boligmasse til rådighed for genhusning. Denne genhusningsforpligtelse gælder imidlertid kun, hvor der er tale om husstande, der er blevet husvilde som følge af egentlig saneringsvirksomhed, og genhusning i denne boligmasse vil derfor kun kunne ske i forbindelse med nedlæggelse af forbud i medfør af brandsikringsloven, dersom det tillige vil være nødvendigt at rømme lejlighederne af hensyn til en saneringsplans gennemførelse.

Genhusning af husstande, der bliver husvilde ved nedlæggelse af lejligheder som følge af forbud i medfør af § 7, stk. 3, vil endvidere kunne ske i kommunens egne ejendomme.

Endelig er der i brandsikringslovens § 13 fastsat særlige regler om fremskaffelse af lejligheder til genhusning af husstande, der må fraflytte deres hidtidige bolig som følge af beslutninger i medfør af lovens § 7. Ifølge disse bestemmelser åbnes der mulighed for kommunalbestyrelsen til at indgå aftaler med sammenslutninger af grundejere og af almennyttige boligselskaber om fremskaffelse af lejligheder til genhusning.

Som et led i indgåelsen af sådanne aftaler kan kommunalbestyrelsen give tilsagn om at ville udbetale et beløb til dækning af omkostninger m.v. i forbindelse med genhusningen til den sammenslutning, der ifølge aftalen formidler genhusningen. Af dette beløb kan sammenslutningen stille en del til rådighed for udlejeren af den lejlighed, der benyttes til genhusning. Efter brandsikringslovens § 13, stk. 3, refunderer staten inden for nærmere fastsatte rammer kommunen halvdelen af det udbetalte beløb. Det fastsættes herved, at statens andel af et af kommunalbestyrelsen udbetalt beløb højst kan andrage 450 kr. for hver gennemført genhusning, der finder sted i medfør af aftalen. Statens udgifter hertil afholdes inden for de midler, der bevilges i henhold til lov om sanering.

De lejligheder, der fremskaffes ved aftaler mellem kommunalbestyrelsen og sammenslutninger, kan efter kommunalbestyrelsen beslutning herom tillige bruges til genhusning af lejere, der må fraflytte en lejlighed i en beboelsesbygning, som kommunalbestyrelsen i medfør af boligreguleringslovens § 60 har givet samtykke til at nedrive som følge af, at bygningen er brandfarlig.

Økonomisk støtte til beboerne

25. Af bestemmelsen i § 8 om, at boligtilsynets beslutning efter § 7, stk. 3, anses som meddelt i medfør af § 12 i lov om boligtilsyn, følger, at de husstande, der skal genhuses, har mulighed for at opnå støtte til betaling af indskud m.v. i en ny lejlighed samt boligsikring efter særlig gunstige regler.

Kommunalbestyrelsen (eller samarbejdsudvalget) kan i medfør af saneringslovens § 64 betale eller yde lån til hel eller delvis betaling af depositum, boligandel, boligindskud eller forudbetalt leje, såfremt husstanden skønnes at have behov herfor.

Endvidere kan ydes lån til betaling af indskud i almennyttigt boligbyggeri efter reglerne i kap. XI i lov nr. 83 af 19. marts 1975 om boligbyggeri. Disse regler er særlig gunstige for boligtagere, som har måttet fraflytte den hidtidige lejlighed som følge af sanering, kondemnering eller gennemførelse af offentlige anlæg. Der henvises herom til cirkulære af 24. juni 1975 om organisation og udlejning af almennyttigt byggeri, afsnit III.

Endelig kan der i medfør af § 3 a i lov om boligsikring ydes en særlig boligsikring til husstande, der må flytte som følge af sanering, kondemnering m.v. Der henvises herom til cirkulære om boligsikring af 25. november 1975, afsnit IV.

Ovennævnte bestemmelser i saneringslovens § 64 og boligsikringslovens § 3 a finder tillige anvendelse i de tilfælde, hvor der sker genhusning i medfør af brandsikringslovens § 14 som følge af, at en udlejer får tilladelse til at nedrive en beboelsesejendom, jfr. brandsikringslovens § 14 som følge af, at en udlejer får tilladelse til at nedrive en beboelsesejendom, jfr. brandsikringslovens § 14, stk. 2.

Reglerne i saneringslovens § 64, boligbyggerilovens kap. XI og boligsikringslovens § 3a gælder såvel, når bolig anvises, som når husstanden selv skaffer sig anden lejlighed.

Afsnit IV.

Forskellige bestemmelser.

Finansielle virkninger.

26. Kommunens udgifter og garantistillelser ved gennemførelsen af brandskringsforanstaltninger i medfør af loven er ikke omfattet af de gældende regler om investerings- og lånerammer. De brandsikringsarbejder, der udføres med kommunal støtte, kan derfor af kommunen lånefinansieres fuldt ud og kan endvidere gennemføres uden for kommunens investeringsrammer.

Statsrefusion.

27. Inden for de midler, der på de årlige finanslove bevilges i henhold til lov om sanering, godtgør staten kommunen halvdelen af de udgifter, denne har afholdt i medfør af brandsikringslovens §§ 9, 11 og 12, samt refunderer efter forskrifterne i cirkulærets pkt. 24 udgifter afholdt efter lovens § 13. Refusionsopgørelse fremsendes efter udgangen af hvert kvartal til Kongeriget Danmarks hypotekbank og Finansforvaltning, Landgreven 4, 1301 København K, hvorfra udbetaling vil finde sted.

Det påhviler kommunen hvert kvartal at aflægge regnskab for udlån til brandsikring, eventuelle udgifter i forbindelse med tab som følge af stillede garantier, udgifter til - og eventuel erstatning i forbindelse med - nedrivning af en bygning som følge af påbud efter lovens § 7, stk. 3, samt afholdte udgifter til dækning af omkostninger m.v. i forbindelse med genhusning af husstande, der har måttet fraflytte deres hidtidige bolig som følge af beslutninger i medfør af lovens § 7. Desuden påhviler det kommunen at aflægge regnskab for modtagen afdrag på lån samt indfrielse af lån i forbindelse med en ejendoms sanering, jfr. § 12, stk. 3.

Kommunalbestyrelsens gennemførelse af brandsikring.

28. Bestemmelserne i afsnit II om finansiering af brandsikringsudgifter finder i princippet tilsvarende anvendelse, hvor kommunen i medfør af lovens § 15, stk. 2, har måttet udføre brandsikringen på ejerens bekostning, herunder med hensyn til afholdelse af udgifter over ejendommens konti m.v. Det forudsættes endvidere, at kommunen i sådanne tilfælde yder støtte til gennemførelse af brandsikringen efter samme kriterier, som hvis ejeren selv havde gennemført brandsikringen.

Boligministeriet, den 5. maj 1976.

Helge Nielsen.

/Keld Christiansen.

Bilag 1.

Lov nr. 53 af 25. februar 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.

(Udelades her).

Bilag 2.

Bekendtgørelse nr. 81 af 27. februar 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.

(Udelades her).