Cirkulære nr. 14. Sikring af teleanlæg mod overspændinger

Cirkulære nr. 14. Sikring af teleanlæg mod overspændinger

Formålet med de i nærværende cirkulære omhandlede sikkerhedsforanstaltninger er at beskytte personer og materiel imod farlige virkninger hidrørende fra stærkstrømsanlæg under normal drift og under fejltilstande samt hidrørende fra lyn.

Indholdsfortegnelse

A. Generelle forhold over for stærkstrøm.

B. Generelle forhold over for lyn og lynstrømme.

C. Områder med mulighed for forhøjet jordpotentiale.

D. Elektromagnetisk induktion (og elektrostatisk påvirkning) fra højspændingslinier.

Kommentarer til A., B., C. og D.

A. Generelle forhold over for stærkstrøm

1. Baggrund Grundlæggende er Stærkstrømsreglementet (af 1962 (* 1) §§ 339, 340, 347, 373, 378, 657 med flere) og CCITT's »Handbook on earthing« (p.t. under udgivelse).

2. Sikkerhedsforanstaltninger

2.1. I husinstallationer skal let tilgængelige dele af anvendte telefonapparater og øvrigt abonnentmateriel være udført af isolerende materialer eller være isoleret fra indgående ledninger. Kravet til gennemslagsspænding sættes til mindst 2000 Veff.

2.2. Privatledninger sikres i henhold til cirkulære 12.

2.3. Teleluftledninger og teleluftkabler må ikke krydse traceer for højspændingsluftledninger med driftsspænding over 60 kV. Krydsningen skal udføres som jordkabel. (Se i øvrigt C. 2.2.).

2.4. I telebygninger skal alle anlægsdele med forbindelse til den omgivende jord forbindes elektrisk indbyrdes. Det gælder således: Kabelkapper til såvel svag- som stærkstrøm, vand-, gas-, fjernvarmer o.l., jordelektroder, eventuel lynaflederjord og elektrisk sammenhængende armeringsjern. Denne således etablerede fælles jord skal udformes som en samleskinne, for større centraler dog som en indre ringleder. Forbindelse til lynaflederjord må kun etableres under jordplan, og samleskinnen skal derfor placeres i jord- eller kælderplan. Til den fælles jord skal sluttes driftjorde og i videst muligt omfang alle større frit tilgængelige metallegemer som stativjern, ledende gulve, radiatorer, ventilationskanaler o.l. Stærkstrømsnettets nul tilsluttes efter gældende regler og efter aftale med det lokale el-selskab. I telebygningen bør jordelektroder og disses tilledninger ikke have høj selvinduktion og bør ikke bestå af et enkelt jordspyd, men af flere spyd fordelt over bygningsarealet, eller af en ringjordelektrode om bygningen under frostfri dybde. Samleskinne, ringleder og forbindelser til disse skal kontrolleres ved periodiske eftersyn.

2.5. I telelokaler skal alt apparatur, der tilsluttes stærkstrøm (220/380 V), være udført eller installeret således, at der opnås et sikkerhedsniveau svarende til, hvad der opnås ved ekstrabeskyttelse ifølge Stærkstrømsreglementet. Stærkstrømsforsynet teleudstyr uden for ovennævnte lokaler skal ligeledes udføres eller installeres således, at der opnås et tilsvarende sikkerhedsniveau.

B. Generelle forhold over for lyn og lynstrømme

1. Baggrund Grundlæggende er CCITT's håndbøger: »Handbook on the protection of telecommunication lines and equipment against lightning discharges« og Handbook on earthing' (p.t. under udgivelse).

2. Teleluftledninger og teleluftkabler Teleledninger, der forløber helt eller delvis i luften, forsynes i begge endepunkter af luftledningsstrækningen med overspændingsafledere. For kortere luftledninger (mindre end ca. 300 m), og hvor forholdene i øvrigt taler derfor, vil det være tilladt kun at anbringe afledere i ledningens ene endepunkt.

3. Telekabler med metalkappe I telekabler skal den elektriske kontinuitet i metalkapperne bevares. a) Ved splidsninger skal metalkapperne forbindes. b) I fordelere og lignende knudepunkter skal metalkapperne på alle indgående kabler forbindes indbyrdes. c) I telebygninger skal metalkapperne på alle indgående kabler forbindes indbyrdes og yderligere forbindes til jord i henhold til A. 2.4. I områder, hvor telekabler er særligt udsatte for lynpåvirkninger, kan metalkapperne yderligere jordforbindes med mellemrum (f.eks. for hver 1-4 km) herunder f.eks. i fordelere og lignende knudepunkter. Alle forbindelser skal udføres lavohmigt og lavimpedanset.

4. Telekabler uden metalkappe Det er muligt at beskytte kabler og tilsluttet udstyr tilstrækkeligt ved hjælp af overspændingsafledere. Såfremt der ønskes beskyttelse med overspændingsafledere, skal disse anbringes i begge ender af den pågældende kabelstrækning uden metalkappe, mellem hver kore og jord. Overspændingsafledere kan anbringes ved abonnentinstallationen og på centralen eller ved overgangen mellem kabel med og kabel uden kappe. For kortere strækningers vedkommende (ca. 300 m) vil det være tilstrækkeligt at anbringe overspændingsaflederne ved kabelindføringen til abonnenten. Ved helt korte stikledninger kan de undværes.

5. Håndbøger I telefonbøgerne skal det over for abonnenterne oplyses, at »det kan være farligt at benytte telefonen i tordenvejr«. I instrukser til personalet skal det oplyses, at det kan være farligt at berøre ledningsnettet og de til ledningsnettet forbundne anlægsdele i tordenvejr.

6. Bygninger Hvis der ønskes lynaflederbeskyttelse på telebygninger, skal der tilstræbes et sikkerhedsniveau svarende til det, der kræves for bygninger med brandfarligt indhold. H- og I-centraler bør lynaflederbeskyttes.

C. Områder med mulighed for forhøjet jordpotentiale

1. Baggrund Grundlæggende er Stærkstrømsreglementet (af 1962 (* 1) § 415) samt de af CCITT foreslåede retningslinier (Recommendations K. 1-K. 16 og »Directives concerning the protection of telecommunication lines against harmful effects from electricity lines«).

2. Tekniske krav Bygninger med udbredt telekabelnet må ikke anlægges nærmere end ca. 500 m fra en højspændingsstation med defineret sikkerhedsafstand som nævnt under C. 2.1. Det gælder f.eks. telefoncentraler, forstærkerstationer o.l. Tilgængelige teleanlægsdele, hvori der med mellemrum foretages indgreb, må ikke anlægges inden for sikkerhedsafstande (C. 2.1. og C. 2.2.) og må heller ikke anlægges inden for 15 m fra tracemidterne af højspændingsluftlinier med driftsspænding større end 60 kV. Dette gælder f.eks. fordelerskabe, mellemforstærkere, pupinbrønde o.l. Øvrige teleanlæg, der etableres inden for højspændingsanlægs fastsatte sikkerhedsafstande, skal sikres i henhold til dette cirkulære. Teleanlægsdele, hvortil der kræves lokal driftsjordforbindelse, og som anlægges inden for 3 gange højspændingsstationens fastsatte sikkerhedsafstand, skal ligeledes sikres i henhold til dette cirkulære.

2.1. Sikkerhedsafstande ved højspændingsstationer o.l. Ved hver højspændingsstation, hvor jordpotentialet i forhold til fjern jord kan overstige 430 Veff, skal der defineres en sikkehedsafstand fra hegn eller anden ydre afgrænsning. Ved højspændingsstationer i net med nominel driftsspænding større end 60 kV og med effektivt jordet nulpunkt skal dog altid defineres en sikkerhedsafstand. Sikkerhedsafstanden sættes til 35 m, når størst forekommende jordpotentiale i forhold til fjern jord er mindre end 1500 Veff og stationsarealet er mindre end 20.000 kvadratmeter. Ved større jordpotentiale eller større stationsareal fastsættes eventuelt større sikkerhedsafstand ved hjælp af nomogrammet, fig. 1. Ved højspændingsstationer i slukkespolejordet net og ved højspændingsstationer med driftsspænding mindre end eller lig med 60 kV fastsættes ingen sikkerhedsafstand. Ved nybygning og ombygning af teleanlæg anbefales det at forberede beskyttelse, hvis det formodes, at højspændingsanlægget senere vil blive ændret til systemer uden slukkespole.

2.2. Sikkerhedsafstand ved højspændingsmaster. Enhver højspændingsmast, der hører til et højspændingsanlæg uden slukkespoler og med effektivt jordet nulpunkt (driftsspænding større end 60 kV), skal have defineret en sikkerhedsafstand. Denne afstand er 15 m fra mastefundament.

3. Administrative krav

3.1. Krav til el-selskab. Til fastsættelse af sikkehedsafstande skal indhentes nedenstående oplysninger fra det pågældende el-selskab: a) Stationens jordovergangsmodstand og driftsspænding. b) Geografisk placering af stationens ydre afgrænsning (hegn) eventuelt med angivelse af bygninger o.l. samt stationens hegn. c) Størst forekommende stationsjordpotentiale sammen med en tilkendegivelse om at teleadministrationen vil blive underrettet, såfremt ovennævnte punkter ændres, og specielt såfremt jordpotentialet i forhold til fjern jord vil kunne overstige 1500 Veff. d) Placering af højspændingskabler med uisoleret metalkappe eller uisoleret armering indtil en afstand målt langs kablet af 3 gange stationens sikkerhedsafstand, normalt 105 meter, målt fra stationens hegn.

3.2. Krav til teleadministration. Teleadministrationen skal protokolføre alle højspændingsstationer med fastsatte sikkerhedsafstande. Protokollen skal for hver station indeholde: a) El-selskabets oplysninger som krævet i henhold til C. 3.1. b) Oplysning om installerede teleanlæg og foretagne sikkerhedsforanstaltninger. c) Oplysninger om foretagne kontrolundersøgelser i henhold til C. 8.

4. Principper for sikkerhedsforanstaltninger på højspændingsstationer o.lign.

4.1. Generelt. Teleanlæg med apparatinstallationer o.lign. anbragt inden for sikkerhedsafstande skal beskyttes ved hjælp af: Et specielt indføringskabel med ekstra ydre isolation (C 4.2.) og a) isoleringsudstyr på stationen (C. 4.3.) eller b) overspændingsafladere (C. 4.4.), der dog kun tillades anvendt, når beskyttelse med isoleringsudstyr ikke kan gennemføres.

4.2. Kabelindføring. Indføringskablet og dettes ekstra ydre isolation skal gå helt ubrudt mellem de 2 endepunkter. Det ene endepunkt skal være inden for det egentlige stationsområde (inden for hegnet), det andet skal være uden for sikkerhedsafstanden. I hvert endepunkt skal kablet terminere fast i klemrækker. Klemrækken inde på højspændingsstationen benævnes stationsklemrækken, den anden, den ydre klemrække. Den ydre klemrække anbringes i en tilgængelig klemkasse (enkeltfordeler eller kabelfordelerskab), der benyttes til skille- og målepunkt, og som i det følgende benævnes kontrolboks. Denne skal anbringes mindst 2 m fra nærmeste højspændingskabel og mindst 15 m fra nærmeste højspændingsmast. Hvis der er flere indføringskabler til en station, skal deres stationsklemrækker sammenbygges, eventuelt anbringes ved siden af hinanden. Er der flere indføringskabler i samme trace, skal deres kontrolbokse anbringes ved siden af hinanden. Hvis indføringskablet har metallisk skærm, skal denne ved montering i endepunkterne være under den ekstra isolation og skal isoleringsmæssigt betragtes som en kore i kablet. Den må derfor ikke forbindes til jord ved stationsklemrækken og skal yderligere, af hensyn til kontrolmåling, kunne adskilles fra jord ved kontrolboksen. I jorden skal kablet nedlægges særligt omhyggeligt, således at den ekstra isolation ikke beskadiges. I indføringsrør o.lign. må ikke forekomme skarpe kanter, hvor kablets isolation kan beskadiges. I indføringsrør o.lign. må ikke forekomme skarpe kanter, hvor kables isolation kan beskadiges. I bygninger skal kablet føres fuldt synligt, medmindre det føres i særlige rør eller paneler med særskilt spor.

4.3. Beskyttelse med isoleringsudstyr.

4.3.1. Beskyttelse med skilleudstyr. Benyttes isoleringsudstyr, hvor isoleringsevnen klart er afgrænset til et lille område, som det f.eks. er tilfælde i en højisoleret skilletransformator, skal alt isoleringsudstyret anbringes inden for en afstand af 1 m fra stationsklemrækken og i samme rum som denne. Benyttes i forbindelse med en skilletransformator eventuelt batteri eller anden strømforsyning, skal disse dimensioneres, så der er sikkerhed for, at anlægget kan fungere efter længere tids stilstand.

4.3.2. Beskyttelse med fuldisoleret udstyr. Benyttes isoleringsudstyr, hvor isoleringsevnen er udstrakt som f.eks. ved højspændingsisoleret telefonapparat med højspændingsisoleret apparatledning, skal alt isoleringsudstyr anbringes: a) i samme rum som stationsklemrækken, og b) inden for en afstand af højst 5 m fra denne, og c) således at apparatledninger overalt er fuldt synlige.

4.4. Beskyttelse med overspændingsafledere. I indføringskablet anbringes overspændingsafledere i begge ender mellem alle tråde og lokal jord. I specielle tilfælde skal der også anbringes afledere i telefoncentralens krydsfelt. (Se C. 4.4.2.). Det specielle sikringsudstyr på højspændingsstationen skal befinde sig inden for en afstand af 1 m fra stationsklemrækken og i samme rum som denne. De overspændingsafledere, der anbringes uden for stationen, skal anbringes mindst 3 gange stationens sikkerhedsafstand fra hegn. Det anbefales at forlænge det specielt isolerede kabel til denne afstand og anbringe overspændingsaflederne i kontrolbokse. Inden for samme højspændingsstation og installation skal bruges samme type overspændingsafledere med samme nominelle tændspænding. Overspændingsafledere skal anbringes på kabelsiden af eventuelle smeltesikringer på stationen.

4.4.1. Krav til jordleder. På stationen forbindes overspændingsaflederne til stationens jordsystem. Ved kontrolboksen forbindes overspændingsaflederne til en jordelektrode, der eventuelt kan være forbundet til blykappejord på kabler, der ikke kommer inden for sikkerhedsafstanden. Forbindelserne til jordelektroden skal foretages således, at der er minimal risiko for afbrydelse som følge af korrosion og mekanisk beskadigelse.

4.4.2. Krav til kablets ledere. Der skal opsættes overspændingsafledere på telefoncentralen mellem de pågældende ledere og centraljord, når de enkelte tråde i det specielt isolerede kabel har en modstand, der er mindre end ((V -430) RN/430) -X) ohm, hvor V er det størst forekommende stationspotentiale i Veff, R er jordovergangsmodstanden i ohm ved kontrolboks, N er antallet af tråde i kablet, og X er værdien af den modstand, der eventuelt er indskudt i hver enkelt tråd. Sådanne modstande skal indskydes i L1 og L2 mellem stationsklemrække og tilslutningsstedet for overspændingsaflederne. Såfremt tilstrækkeligt store modstande ikke kan indskydes af hensyn til f.eks. gældende transmissionsregler, tillades i stedet samme sted indskudt reaktor i hvert par som vist på fig. 2.

Fig. 2: Reaktorer indskudt i trådpar med overspændingsafledere.

Fig. 3: Måleopstilling til test af reaktorer. Reaktorerne skal dimensioneres således, at de kan opfylde følgende krav: I en måleopstilling som på fig. 3 må spændingen V2 ikke overstige 430 Veff, når V er det størst forekommende stationspotentiale i Veff, R1 = R2 er de forekommende trådmodstande incl. evt. indskudte modstande i det specielle kabel, og

N R3 = R x ---, hvor R er den opnåede jordovergangsmodstand 2

ved kontrolboks, og N er antallet af tråde i kablet. Langsgående signalering (f.eks. medløbstæller 50 Hz) kan ikke påregnes at kunne fungere. 5. Principper for sikkerhedsforanstaltninger omkring højspændingsstationer

5.1. Kabler. Afgreningssplidsninger må ikke etableres inden for sikkerhedsafstande. Telekabler, der passerer igennem arealer inden for en sikkerhedsafstand om en højspændingsstation, skal kun beskyttes, såfremt højspændingsstationens potentiale i forhold til fjern jord kan overstige 1500 Veff. Kan jordpotentialet oversige 1500 Veff, skal kablet beskyttes som anført i afsnit 6 på hele den del, der ligger inden for sikkerhedsafstanden.

5.2. Tilgængelige teleanlægsdele. Abonnentinstallationer, mønttelefoner etc. anbragt inden for sikkerhedsafstande men uden for hegn, skal beskyttes ved hjælp af overspændingsafledere. Ved abonnentinstallationer er det den pågældende bygnings geografiske tyngdepunkt, der er kriteriet for, om installationen skal regnes for at være uden for eller inden for sikkerhedsafstanden. Overspændingsaflederne skal anbringes mellem samtlige anvendte tråde i tilslutningskablet og lokal jord såvel ved installationen (kabelindføringen) som i en afstand af mindst 3 gange sikkerhedsafstanden fra højspændingsstationens hegn. Installationens lokale jord kan være radiatorrør eller jordelektrode ved indføringen. Overspændingsafledere uden for sikkerhedsafstanden skal føres til fjern jord, det vil sige til telekabelkapper eller speciel jordelektrode på stedet.

6. Principper for sikkerhedsforanstaltninger ved master Hvor telekabler på en strækning føres inden for sikkerhedsafstanden ved master, skal de beskyttes ved isolering. Isoleringen af kabler kan f.eks. foretages ved bevikling med 3 lag 50% overlappende, klæbende plasttape med en gennemslagsspænding på mindst 4000 Veff eller ved, at kablerne trækkes i isolerende rør af en tilsvarende kvalitet.

7. Krav til materiel Telefonapparater i forbindelse med beskyttelsesudstyr skal være forsynet med knækdæmper. De specielt isolerede kabler skal udføres for en prøvespænding, der med sikkerhed overstiger det størst forekommende potentiale, dog mindst 4000 Veff, og skal mærkes således, at det fremgår, at der er tale om beskyttede kabler. Alt isoleringsudstyr og alt overspændingsaflederudstyr skal være mærket således, at det tydeligt fremgår, at der er tale om specielt sikringsudstyr. Isoleringsudstyr skal udføres for en prøvespænding, som med sikkerhed overstiger det størst forekommende stationspotentiale, dog mindst 4000 Veff. Overspændingsafledere skal have en nominel tændspænding, der ligger med en margen på mindst 50 V under de maksimalt tilladelige 430 Veff. De skal kunne bære den maksimalt forekommende strøm, dog mindst 20 A. Det anbefales at anvende overspændingsafledere af vacuum typen.

8. Krav til inspektion og reparation

8.1. Højspændingsstationer med isoleringsudstyr. Umiddelbart efter installation og reparation af beskyttelsesudstyr og efter hver reparation af det specielt isolerede indføringskabel skal der foretages målinger, der sikrer, at installationen er korrekt, og at eventuel metalskærm ikke utilsigtet er i berøring med jord.

8.2. Højspændingsstationer med overspændingsafledere på telesiden. Umiddelbart efter installation og reparation af beskyttelsesudstyr og efter hver udbygning og reparation af det specielt isolerede indføringskabel skal der foretages en måling af kablets isolation som anført under C. 8.1. Overspændingsaflederne skal udskiftes en gang årligt til nye overspændingsafledere eller til brugte overspændingsafledere, der ved en undersøgelse har vist sig at have en tændspænding, der er inden for de tilladelige grænser.

8.3. Protokolføring. Alle ovenstående installationer, udbygninger, reparationer og målinger skal føres i protokollen (C. 3.2.), der skal oplyse om

a) Hvad der er foretaget.

b) Resultat af måling.

c) Eventuelle kommentarer til beskyttelsesudstyrets stand.

d) Navn og underskrift på den der har ansvaret for, at installationen er korrekt beskyttet.

8.4. Forholdsregler ved fejlretning og indgreb. Ved stationsklemrækken skal findes en skriftlig instruks for arbejde på anlægget sammen med en tegning eller anden angivelse af, hvilket beskyttelsesprincip der er anvendt. Ved kontrolboksen (den ydre klemrække) skal være angivet, at der er tale om et beskyttet anlæg. Instruksen skal oplyse om, hvilke dele af det pågældende udstyr der kan blive berøringsfarlige, og at disse dele ikke må berøres, medmindre alle kablets korer og eventuel kappe er fraisoleret ved begge klemrækker. Instruksen skal ved anlæg med overspændingsafledere anføre, at alle anlægsdele skal betragtes som berøringsfarlige, når overspændingsaflederne ikke er isat. Instruksen kan endvidere oplyse om, at arbejdet på berøringsfarlige anlægsdele skal foregå med gummihandsker eller på anden måde isoleret.

9. Regler for dispensation Teleanlæg på eksisterende højspændingsstationer, hvor der skal defineres en sikkerhedsafstand, skal bringes i overensstemmelse med dette cirkulære, så snart det er praktisk muligt. Alle højspændingsstationerne skal dog straks registreres af teleadministrationerne, og en eventuel udsættelse skal anføres og begrundes i den i afsnit C. 3.2. krævede protokol. Den enkelte teleadministration kan dispensere fra kravene i dette afsnit C., såfremt det skønnes rimeligt og er forsvarligt, dog med følgende begrænsninger

a) Der må ikke dispenseres fra stærkstrømsreglementets krav.

b) En eventuel dispensation fra de i C. 2. fastsatte sikkerhedsafstande må kun give mindre sikkerhedsafstand end den, der i det aktuelle tilfælde fremgår af nomogrammet fig. 1, hvis den ved dispensation specielt fastsatte sikkerhedsafstand er baseret på omfattende målinger om det pågældende højspændingsanlæg. Enhver dispensation skal noteres i den i afsnit C. 3.2. krævede protokol tillige med begrundelse for dispensationen, herunder eventuelle beregninger eller målerresultater.

D. Elektromagnetisk induktion (og elektrostatisk påvirkning) fra højspændingslinier

1. Baggrund Grundlæggende er Stærkstrømsreglementet (af 1962 § 416) og CCITT's »Directives concerning the protection of telecommunication lines against harmful effects from electricity lines«.

2. Yderligere krav For parterne i Nærføringsoverenskomsten af november 1965 (FkT, JTAS, KTAS, P & T m.fl.) gælder yderligere Nærføringsudvalgets vejledninger i behandling af nærføringsproblemer, bekendtgørelse nr. 1 g 2.

KOMMENTARER

Cirkulærets opbygning De 4 afsnit, som cirkulæret er delt op i, udgør selvstændige enheder, der behandler hver sit emne. Det har ofte været ønsket, at man på eet sted, f.eks. i dette cirkulære, havde samlet regler for alle relevante stærkstrømsforhold. Dette er grunden til, at bl.a. det rent henvisende afsnit D om nærføringer er taget med, og det er også grunden til, at der i indledningen af hvert afsnit er henvist til en del paragraffer i stærkstrømsreglementet. Uden at de øvrigt omtales nærmere, og uden at alle relevante paragraffer nødvendigvis er nævnt. Stærkstrømsreglementet blev revideret samtidigt med at dette cirkulære blev udarbejdet. De paragrafnumre der henvises til i reglementets første udgave kan være blevet ændret i anden udgave. Der har imidlertid været kontakt med Elektricitetsrådet, og meningsindholdet i paragrafferne skulle være uændret.

Kommentar til afsnit A. Generelle forhold over for stærkstrøm Kravene er her stort set overført fra det gamle cirkulære 14 (juni 1961 med ændringsblad af maj 1972), men det er som noget nyt anført, at teleluftledninger og specielt 120-400 kV luftledninger ikke må krydses. Det har i flere år været praksis at lade sådanne krydsninger foregå i jordkabel, da el-selskaberne ellers ifølge stærkstrømsreglementet skulle beskoste ekstra forstærket fag ved krydsningen. Anvendelse af luftkabler til foreløbige teleinstallationer på byggepladser o.lign. har imidlertid gjort denne regel nødvendig. Kravene i relation til brandsikring er taget bort, idet disse forhold behandles i cirkulære 26. Kravene i relation til teleanlæg i højspændingsstationer og i relation til induktion fra højspændingslinier fremgår af afsnit C. og D. P & T's master regnes ikke for almindelige telebygninger og omfattes ikke af A. 2.4. Kravet i det gamle cirkulære om, at der ikke måtte være ledende gulvbelægninger i større telefoninstallationer, er blevet overflødiggjort i forbindelse med de forstærkede krav til jordforbindelse og ekstrabeskyttelse, der er anført i A. 2.4. og A. 2.5.

Ad A. 2.4. Der er følgende argumentationer for at forbinde alle stel til jord

1) Der kommer mere og mere transistoriseret og følsomt udstyr på centralerne.

2) En kortslutning mellem minus og stel i en isoleret stelgruppe vil lægge den fulde batterispænding over eventuelle utilsigtede forbindelser mellem plus og stel. I uheldige tilfælde vil strømmen ikke være stor nok til at overbrænde foranliggende sikring, hvilket vil indebære såvel brand- som personrisiko.

3) Ved at integrere stellene i jordnettet reduceres dettes impedans og dermed eventuelle støjspændinger og deres indflydelse. Hvis man imidlertid etablerer effektiv forbindelser mellem alle stel og jord, få man følgende ulempe

4) Hvis en plusleder bliver afbrudt, vil den pågældende del af centralen gå i stå, og minus vil via centraldelen komme frem til den afbrudte del af pluslederen. Den fulde batterispænding vil altså komme over eventuelle utilsigtede forbindelser mellem plus og stel. Disse utilsigtede forbindelser kan i så fald give anledning til brand. Til denne ulempe kan anføres følgende: Plusskinner i telebygninger har traditionelt altid været forbundet til jord tæt ved batteri. Det har ikke været muligt at finde nogen særlig argumentation for dette. Jordforbindelsen til plussen kunne formentligt lige så godt foretage i de enkelte stativer via et separat jorddistributionsnet. Dermed ville risikoen for brand reduceres, fordi en stativsikring gennemgående brænder af ved samme strøm som den, hvor en 0,5 mm tråd gløder (15-20 A). Hvis man yderligere forbinder alle således - via plus - jordforbundne stel indbyrdes (på etagen), vil en pluslederafbrydelse blot bevirke, at den pågældende centraldel »låner« plus i nabodelen, og at risikoen for brand dermed elimineres. Bliver for mange plusledere med tiden afbrudt eller får for stor kontaktmodstand, kan man få stigende støjgener. Det bliver derfor nødvendigt med periodisk eftersyn af alle plusledere. Strømforsyningssystemet til visse nyere centraler følger princippet: Plus og minus føres i kabler parvis frem til de enkelte stativer. I stativerne forbindes alle plusledere til stel og til et fælles plus-stel-jordnet. Ved telebygninger med indgående metalledninger, kabler o.lign. kan man få problemer med hensyn til 1) støj, 2) berøringssikkerhed og 3) korrosion. For støjens vedkommende vil en systematisk indbyrdes elektrisk forbindelse - som det også fremgår af »Handbook on earthing« - bringe eksisterende støj ned, eller gøre det lettere og mere overskueligt at nedbringe senere opstående støj. Berøringssikkerhed ved internt opståede overspændinger tilgodeses med afsnit A. 2.5. Eksterne overspændinger i jord vil ikke give anledning til interne spændingsforskelle mellem forskellige anlægsdele, når alt er forbundet indbyrdes. For lynoverspændinger anbefaler CCITT's »Handbook on the protection of telecommunication lines and equpment against lighting discharges« indbyrdes forbindelse. Om korrosion kan anføres følgende: Kobberelektroder kan give anledning til korrosion på andre genstande i jorden (blykabler). Det der er afgørende for, om der opstår større korrosion, end man kan acceptere, er størrelsen af den jævnstrøm, der kommer til at løbe i udligningsforbindelsen. Strømmens størrelse afhænger af lokale jordbundsforhold, men afhænger især af forholdet mellem arealet af frit kobber i jorden og - hvis der er tale om blykabler - arealet af bly. Er kobberarealet meget lille i forhold til blyarealet, vil forbindelsen til kobberelektroderne næppe give anledning til nogen særlig forøgelse i blykapernes naturlige korrosionshastighed. Det er næppe muligt at afklare disse forhold fuldstændigt på forhånd, og det er derfor sikrest at standse den korroderende jævnstrøm ved hjælp af arrangementer, der ikke hindrer udligningsforbindelsen i at fungere vekselstrømsmæssigt. Da den elektromotoriske kraft, der giver anledning til en eventuel korrosionsstrøm, kan regnes for at være mindre end 1 V DC, kan man f.eks. anvende en diode med et spændingsfald i lederetningen på noget under 1 V indskudt i den udligningsforbindelse, der er mellem kabelkapperne og jordingssystemet i øvrigt. Der bør parallelt over dioden sættes en tilsvarende diode, men modsat rettet, således at eventuelle overspændinger frit kan passere uanset deres polaritet. Der kan også anvendes forskellige former for katodisk beskyttelse. I Stærkstrømsreglementet er nævnt, at afstanden 30 cm (under nærmere beskrevne omstændigheder) er tilstrækkelig som mindsteafstand til højspændingskabler. Når man tager i betragtning, hvilke krav der i øvrigt (f.eks. i dette cirkulæres afsnit C.) stilles med hensyn til afstande, er det forståeligt, at de 30 cm umiddelbart kan virke påfaldende lidt. Det, der forårsager farlige potentialestigninger i forbindelse med eenfasede jordslutninger i højspændingsledninger, er den strøm, der i fejlstedet går ud i jorden for at gå gennem jord tilbage til kraftværket. Når der er tale om højspændingskabler, vil en meget stor del af strømmen imidlertid følge kablets egen kappe, og på grund af varmeudvikling og lysbue vil en eenfaset fejl i langt de fleste tilfælde udvikle sig til en trefaset fejl, hvor der ikke sendes større strømme ud i jorden. Med større effekter på højspændingsnettene er det imidlertid spørgsmålet, om denne lille afstand på 30 cm overalt vil være nok. For kabler med driftsspændinger på 400 kV eller derover vil det muligvis være rimeligt at holde en større sikkerhedsafstand eller eventuelt lægge telekablerne termisk og elektrisk isoleret nogle meter til hver side for krydsningen. Dette gælder især, hvis de enkelte faser føres i hvert sit kabel.

Ad A. 2.5. Bestemmelserne om ekstrabeskyttelse findes i Stærkstrømsreglementets afsnit 10, der definerer ekstrabeskyttelse som »en foranstaltning, der tilsigter beskyttelse mod, at der ved isolationsfejl opstår farlig berøringsspænding på tilgængelige metaldele«. Der er følgende tilladte former for ekstrabeskyttelse (Stærkstrømsreglementets paragraf 1002)

1) Nulling (paragraf 1010).

2) Jording (paragraf 1011).

3) Fejlspændingsrelæ (paragraf 1012).

4) Fejlstrømsrelæ (paragraf 1013).

5) Ekstraisolation (paragraf 1015).

6) Isolationsled (paragraf 1016).

7) Sekundær strømkreds (paragraf 1017). Som ekstrabeskyttelse kan generelt anbefales nr. 4, en installation udført med beskyttelsesleder kombineret med fejlstrømsrelæer. Som ekstrabeskyttelse på mindre strømforsyninger og f.eks. helt små PABC'er kan ekstraisolation (nr. 5) anvendes. Stærkstrømsreglementet stiller ikke krav om, at almindeligt teleudstyr skal have et sikkerhedsniveau som det, ekstrabeskyttelse giver, men der er følgende argumenter for at forøge det almindelige niveau

a) Et ønske om generel sikkerhed på arbejdspladsen.

b) Den omfattende jording af metalstativer o.lign. (pkt. A. 2.4.).

c) At der ofte arbejdes alene og ofte på stiger.

Kommentar til afsnit B. Generelle forhold over for lyn og lynstrømme

Da man kan regne med, at der ikke længere findes centralledninger på stangrækker, er det gamle cirkulæres pkt. B.2.c udgået. De nyere centraltyper med meget elektronisk udstyr og integrerede kredse er meget mere følsomme over for ødelæggelser fra overspændinger end elektromekaniske centraler. Den samme tendens henimod mere følsomt udstyr gør sig gældende for abonnentudstyr. Men samtidigt med at man på central- og abonnentsiden således indfører mere følsomt udstyr, er man på liniesiden begyndt at indføre nye kabeltyper med ringere skærmvirkning (tyndere kappe med højere modstand og kapper, der er isoleret fra jord samt kabler helt uden metalkappe). Man kan derfor frygte, at disse 2 udviklingstendenser muligvis tilsammen vil bevirke en stor stigning i antallet af lynødelæggelser. Dette er ikke blot et fænomen, der er typisk for Danmark, og man er da også fra flere sider (f.eks. CCITT og datamaskinleverandører) gået i gang med at undersøge hele spørgsmålet omkring det elektriske miljø. Der henvises i denne forbindelse til »Lightning Effects on Telecommunication Plant«, Teleteknik, engelsk udgave nr. 1 1974, J. Allesen-Holm, idet denne artikel indeholder argumentationer, der er benyttet ved udformningen af dette afsnit. Et skærmløst kabel kan få en vis skærmvirkning, når man jorder nogle af trådene i begge ender af kablet, ligesom man kan få en beskyttelse ved at grave eller pløje stålwire eller uisoleret kobberleder ned langs kablet. Da skærmløse kabler i reglen vil være under 100 par, vil begge dele formentlig være en forholdsvis kostbar nødløsning og er derfor ikke anført i selve cirkulæret. Det er heller ikke anført, at der muligvis vil være enkelte egne af landet, hvor jordbundsforholdene er så dårlige, at det på grund af for mange beskadigelser bliver for kostbart at anvende skærmløse kabler. Generelt om lynbeskyttelse kan siges, at den bedste lynbeskyttelse får man ved at sprede lynenergien over så mange ledere som muligt, således at den energi, der løber i den enkelte leder, er så lille, at den ikke kan skade. Da der er mange indgående kabler til en central, men i reglen kun een jordelektrode, er det vigtigste således at få mellemforbundet kabelkapperne, men en forbindelse til jordelektroden vil naturligvis kunne forbedre forholdet. Kravene i afsnit B. 3. harmonerer med dette og i øvrigt også med kravene i A. 2.4. I forbindelse med udarbejdelsen af cirkulæret er der indsamlet og bearbejdet en del materiale om lyn og kabelødelæggelser i abonnentledninger forårsaget af lyn. Materialet fremgår af tabel 1.

ad kolonne 1. Tallene er et gennemsnit over 9 år. Der findes ca. 22 lyntællestationer spredt over hele landet. Talmaterialet bearbejdes af Danske Elværkers Forenings Udredningsafdeling (DEFU).

ad kolonne 2. En stor del af disse lyn går fra sky til sky og ikke fra sky til jord. Kun de sidstnævnte har betydning for de her omtalte forhold. De såkaldte fronttordenvejr har et større antal lyn til jord end tordenvejr, der skyldes lokal luftopvarmning. Den sydlige halvdel af Jyllands vestkyst samt Bornholm skulle have et noget større antal fronttordenvejr end resten af landet.

Tabel 1

---------------------------------------------------------------- 1 2 3 4 Område Gennemsn. antal Gennemsn. Gennemsn. Formodet kabelfejl i antal dage antal lyn- antal lyn med tællinger mellem sky papir/bly- tordenvejr pr.år og jord pr. kabler pr. pr. år km2 pr. år 100 km kabelgrav- ning pr. år ----------------------------------------------------------- 01 17,2 1350 2 0,3 03 16,2 1211 2 0,7 Bornholm 19,2 1734 3 1,9 04 26,4 1689 3 1,4 05 20,2 1268 2 (* 1) 06 15,9 975 2 (* 1) 07 16,6 1348 2 (* 1) 08 16,7 944 2 (* 1) 09 17,0 1130 2 0,8 --------------------------------------------------------------

ad kolonne 3. Tællestationerne registrerer lyn inden for et areal på ca. 500 km2. Man regner almindeligvis med, at 70% af de talte lyn går til jord. Da begrebet »et lyn« er ret uklart, er tallene afrundet til nærmeste højere tal. ad kolonne 4. Det lave tal for 01-området skyldes, at der i tæt bebyggelse kommer betydelig skærmning fra bygninger, rør, elkabler o.lign., men skyldes også at den gennemgående kortere afstand mellem abonnent og central betyder forholdsvis større abonnentkabler. Store kabler, og specielt kabler uden pvc-kappe, kan give en vis afledning af (skærmning mod) lynstrømme. Det ligeledes noget lave tal for centralledningskabler i 05, 06, 07 og 08 områderne skyldes formodentlig, at der netop er tale om noget større kabler. Når et lyn slår ned i jorden, vil lynstrømmen brede sig i jordbunden omkring nedslagsstedet, og papirisolerede kabler i nærheden vil blive påvirket af en del af lynstrømmen, idet der sker en potentialestigning i jordbunden. Er der tale om et kraftigt lyn, og er afstanden mellem nedslagsted og kabel lille (f.eks. mindre end 10 m), vil påvirkningen måske være så stor, at der opstår en kabelfejl (hul i blykappe, overbrændte tråde o.lign). Er der tale om svagere påvirkning, kan der komme gennemslag, der blot giver anledning til sortsvidning af noget papirisolation, men IKKE giver permanente kabelfejl. Da kabler ikke tiltrækker lyn, må de fleste påvirkninger være svage, idet kablets gennemslagsspænding (ca. 2kV dc) sætter en undergrænse for registerbar påvirkning. Man må altså regne med, at der er et betydeligt højere antal overspændinger i kabelnettet, end antallet af kabelfejl giver udtryk for. Dette forhold har først givet anledning til vanskeligheder ved indførelse af nyere centraltyper, f.eks. Siemens og Kirk, der har transistorer tæt ved abonnentliniernes L1 og L 2. At der virkelig i kabelnettet optræder et meget større antal overspændinger end statistikkerne over lynkabelfejl i papirisolerede kabler lader formode, bekræftes også af, at der blandt de 140 lynkabelfejl, der var i den sjællandske provins i 1972, og de 48 ESK-lynskader, der registreredes i samme område, var der kun i 2 tilfælde mulighed for, at det var samme lynpåvirkning, der gav anledning til begge typer skade. For polyethylenisolerede kabler uden skærm foreligger kun følgende statistiske materiale

Område Gennemsnitligt antal abonnentlednings kabelfejl (forårsaget af lyn) i plastisolerede kabler pr. 100 km kabelgravning pr. år. 04 20,8 Område omkring Videbæk (07) 130

At der virkelig er tale om så hyppige ødelæggelser af polyethylenisolerede kabler bekræftes i øvrigt af JTAS's erfaringer. Da de polyethylenisolerede kabler har en gennemslagsspænding på formentlig 50 kV, vil det kun i beskedent omfang være potentialestigninger som ovenfor, der giver anledning til overspændingerne. På grund af den manglende skærm vil disse kabler imidlertid blive udsat for en betydelig elektrisk induktion fra ladninger i lynbanen, således at der også i disse kabler kommer et stort antal overspændingsbølger. Hvor et gennemslag gennem en papirisolation og blykappe kun sjældent giver anledning til permanent kabelfejl, vil gennemslag gennem polyethylenisolation uden metalskærm formentlig altid give en permanent fejl. Fejlene vil opstå, hvor isolationsniveauet er lavere, eller der er en eller anden form for uregelmæssighed i kablet, f.eks. i splidsninger, ved skarpe knæk eller i lynsløjfer. Lynsløjfer kan defineres som en eller flere 180 grader bøjninger af kablet i jorden med en bøjningsradius på omkring 0,5 meter. På centralerne vil overspændingerne give anledning til ødelæggelse af halvlederudstyr, men næppe til brand eller eksplosive virkninger. Da omkostningerne ved reparation af en centralfejl eller en abonnentinstallationsfejl og ved reparation af en kabelfejl f.eks. i en lynsløjfe er af samme størrelsesorden, og der indtil nu foreligger meget lidt konkret materiale om lynsløjfer, har arbejdsgruppen ikke kunnet foreskrive anvendelsen af lynsløjfer. Derimod ville det være rimeligt, om man forsøgte at udvikle kabeltyper, hvor gennemslag gennem plastisolering ikke gav anledning til permanent fejl. Brand eller eksplosive virkninger kan kun forventes, når lynet slår ned i centralbygningen eller umiddelbart op ad den. Den indbyrdes forbindelse af alle kabelkapper o.lign. som krævet i A. 2.4. og B. 3. er ikke mindst værdifuld i disse tilfælde. Hvor det er muligt at tilvejebringe en effektiv metallisk forbindelse mellem bygningens armeringsjern, bør dette udføres, og armeringsjernene tilsluttes jordinstallationen. Dermed kan lynaflederanlæg i mange tilfælde undværes. Hvor det ikke er muligt at forbinde armeringsjern (f.eks. i elementbyggeri o.lign.) skal der for større centralbygningers vedkommende etableres et ydre lynaflederanlæg. Dette er analogt til forholdene i A. 2.4. Hvor det er muligt at forbedre jordovergangsmodstanden ved at inddrage fundamentets armeringsjern i jordingssystemet, bør dette gøres. Er en sådan forbindelse kompliceret, og er det muligt på anden vis at få tilstrækkeligt lav jordovergangsmodstand, kan forbindelserne undværes. Da lave centralbygninger næppe tiltrækker lynet ud over et område svarende til deres eget grundareal, er det ikke rimeligt at etablere generelle lynaflederbeskyttelser af landcentraler. Sammenlign med lynhyppighederne pr. kvadratkilometer i ovenstående tabel.

Kommentarer til afsnit C. Områder med mulighed for forhøjet jordpotentiale

Ad C. 2. Tekniske krav. Der nævnes en minimumsafstand på ca. 500 m mellem telefoncentraler o.lign. og højspændingsstationer. Dette krav er hovedsagelig begrundet i, at to bygninger med udpræget stjernekabelnet omkring sig ikke må ligge for tæt, idet dette vil bevirke, at man ved enhver gravning i området skal tage hensyn til den anden part. Det nævnes, at teleanlægsdele med driftsjordforbindelse ikke må placeres inden for 3 gange sikkerhedsafstanden. At dette er rimeligt, ses bl.a. af kurven på fig. A. Det må her erindres, at mange mellemforstærkere etc. har overspændingsafledere mellem tråde og driftsjorden. De tyske krav i VDE 0800 anfører en grænse på 300 m. Det nævnes, at tilgængelige teleanlægsdele som kabelskabe ect. ikke må anlægges inden for sikkerhedsafstandene og heller ikke inden for 15 m's afstand fra tracemidten af disse højspændings-systemers luftledninger. Dette krav er begrundet i, man bør undgå hyppige arbejdspladser inden for sikkerhedsafstandene, og i at man bør undgå kabelkoncentrationer under traceerne. KTAS har haft en del skader som følge af, at byggekraner har berørt højspændingsluftledninger.

Ad C. 2.1. Sikkerhedsafstande ved højspændingsstationer o.lign. Det nævnes, at alle højspændingsstationer med driftsspænding større end 60 kV (det vil hovedsageligt sige alle 120 kV og 150 kV stationer) skal have teleinstallationen beskyttet, uanset om jordpotentialet overhovedet kan overstige 430 Veff. Der er 4 grunde til dette

1) Den teleledning, der fører ind på en højspændingsstation, kan ud over potentialestigning også blive udsat for induceret spænding fra den af højspændingslinierne, der er fejlramt. Disse spændinger adderes vektorielt, men arbejdsgruppen har ikke fundet materiale til at belyse hvordan, og heller ikke materiale der angiver beregningsmetoder for inducerede spændinger tæt ved højspændingsliniens endepunkt.

2) En lejet ledning, der - galvanisk - fører fra en højspændingsstation til en anden, vil, hvis der optræder fejl på en højspændingsledning mellem netop disse 2 stationer, blive udsat for potentialestigning og eventuel induktion i begge ender.

3) NESA har over for arbejdsgruppen ytret ønske om at få teleanlæggene på samtlige 120 kV stationer beskyttet, således at man var frit stillet med hensyn til hurtige ændringer i 120 kV nettets struktur og dermed i jordstrømmenes størrelse. Det formodes, at andre el-selskaber vil være interesseret i samme mulighed.

4) Hensynet til ensartetheden og hensynet til at højspændingsstationer med det voksende elforbrug vil få stadig større jordpotentiale, og at det derfor er lige så enkelt at installere beskyttelsesudstyr med det samme.

Der nævnes en »sikkerhedsafstand fra hegn eller anden ydre afgrænsning«. Det, der egentlig skulle måles til, var den yderste stationsanlægsdel, der var effektivt forbundet til stationens jordingsanlæg. Dette vil oftest være hegnet, men kan også være stationens jordelektroder (ringjordelektrode). Da hegnet er det eneste, teleadministrationernes personale umiddelbart kan se, benyttes dette. Det nævnes, at sikkerhedsafstanden for stationer med jordpotentialer op til 1500 Veff skal være 35 meter fra hegn. Dette valg skyldes hovedsageligt, at der fra NESA er modtaget oplysning om følgende 2 forhold

1) Der er højspændingstekniske grunde til, at man i videst muligt omfang ønsker at holde potentialerne under 1500 Veff. Det skulle overalt her i landet være muligt at få jordingsanlægget så godt, at værdien kan holdes. Der er udvikling i gang med at fremstille udstyr, der kan begrænse jordslutningsstrømmene selv på stationer med driftsspænding af 120 kV og derover.

2) Ud fra erfaringer med potentialefordelingen om et større antal stationer har NESA tegnet kurven på fig. A. Der er god overensstemmelse med den teoretiske kurve, man ville få, hvis man betragtede jorden som homogen og stationens jordingsanlæg som en cirkulær pladejordelektrode med en radius på ca. 50-75 m - en størrelse, der giver nogenlunde samme areal, som de fleste 120 kV stationer. Jordbundens absolutte resistivitet betyder ikke noget i denne forbindelse, kun variationer i resistiviteten. Stationens geografiske omfang har derimod stor betydning.

På fig. B er i nomogramform vist kurven fra fig A, idet det for forskellige stationspotentialer kan ses, hvilken sikkerhedsafstand der skal holdes for netop at få 650 Veff. På fig. C er vist det tilsvarende teoretiske forløb for en cirkulær pladeelektrode i nomogramform analogt til fig B, men som ekstra parameter er medtaget elektrodens areal. Det ses, at der er en overensstemmelse mellem det praktisk erfarede nomogram fig. B og det teoretisk fig. C. Uden et kendskab til størrelsen af de stationer NESA har målt på og fået gennemsnitskurven fra - fig. A - var en sammenbygning af de 2 nomogrammer ikke muligt. Nomogrammet i cirkulæret (fig. 1) er en sådan sammenbygning ud fra den forudsætning, at NESA's stationer har arealer svarende til arealet af en cirkel med radius på 50 meter. Denne værdi er muligvis ikke i overensstemmelse med stationernes totale grundareal, men dels ligger den tætteste del af jordingsanlægget nogle steder trukket lidt tilbage fra hegnet, dels har NESA en praksis med ikke at sætte hegnet helt ud i skel, men har 5-10 meters afstand. Nomogrammet i cirkulæret er bevidst tegnet så grovkornet, at ingen skulle kunne forledes til at aflæse for detaljeret. NESA nævnes en hel del gange i denne argumentation. Dette er vel også rimeligt, idet arbejdsgruppen har modtaget nævnte materiale fra NESA. Det må i denne forbindelse erindres, at netop NESA har et antal 120 kV stationer i tæt bebyggede område i den telefonmæssige tæt udbyggede omegn om København. Det vil i øvrigt være meget sjældent, at nomogrammet skal benyttes til at finde en større sikkerhedsafstand, idet en meget stor station normalt vil have let ved at få en lille jordovergangsmodstand, og dermed vil have et lavt jordpotentiale. Nomogrammet er i høj grad taget med for at få markedet, at stationspotentiale og stationsareal har lige stor betydning for fordelingen af potentialet i jorden omkring stationen. Nomogrammet forudsætter nogenlunde homogene jordbundsforhold under stationen. På Bornholm og lignende steder, hvor der er klippegrund et lille stykke nede, er det eneste rimelige at finde sikkerhedsafstanden ved målinger. Ældre stationer vil ofte have lavere jordovergangsmodstand, end helt nye stationer, på grund af det større antal stærkstrømskabler, der går ud fra stationen. Det nævnes, at der på 50 kV og 60 kV stationer ikke skal træffes beskyttelsesforanstaltninger. Dette er i overensstemmelse med nærføringsreglerne, og i øvrigt ganske rimeligt, på grund af den meget ringe sandsynlighed, der er for fejlkombinationer, som fører til store jordstrømme i disse højspændingsnet. Det kan måske virke paradoksalt, at stærkstrømsreglementet arbejder med maksimumsgrænsen 430 Veff INDEN FOR hegn, mens der udenfor arbejdes med grænsen 650 Veff. Der er ikke uoverensstemmelser med Stærkstrømsreglementet, og forholdet har været forelagt Nærføringsudvalget, der har godkendt værdien og godkendt, at man i princippet 35 m fra hegn kan komme op på denne værdi ved stationer med i C. 2.1. anførte maksimale areal og potentiale.

Ad C. 2.2. Sikkerhedsafstand ved højspændingsmaster. Der sættes en sikkerhedsafstand på 15 m fra alle master med driftsspænding over 60 kV. CCITT nævner et sted 10 m, 15 m har været brugt i praksis her i landet i en årrække og bør ikke ændres. Det drejer sig om alle master, uanset om de er forsynet med potentialestyring eller ej, idet en undersøgelse hos NESA havde vist, at den potentialefordeling man i praksis får om en mast, ikke påvirke så meget, som man kunne vente af potentialestyringen, og at denne på mange måder kunne betragtes som virkningsløs. De 15 m er tilstrækkelige. Ganske vist får en mast ved en given fejlstrøm (og endda fejlstrøm fra 2 sider) på grund af sin - i forhold til stationen - meget større jordovergangsmodstand et meget større potentiale, men på grund af størrelsesforholdene (et mastefundament kan opfattes som en station med en radius på 1 m) aftager potentialet, som antydet ovenfor, meget hurtigt med afstanden.

Ad C. 3.2. Krav til teleadministration. Det nævnes, at teleadministrationen skal protokolføre de enkelte stationer. Disse krav er analoge med de krav, der stilles, når der er tale om nærføringer (se Nærføringsudvalgets vejledninger). Der er stræbt at få udformet kravene, således at den administration, der bliver tale om, bliver så enkel og klar som mulig. Det anbefales, at teleadministrationerne i deres kortmateriale markerer de områder, der er inden for sikkerhedsafstande, da dette er en forudsætning for at kunne undgå at etablere grensplidsninger i områderne.

Ad C. 4.1. Principper for sikkerhedsforanstaltninger på

højspændingsstationer o.lign. Generelt. Overspændingsafledere må benyttes på stationer, når andre muligheder ikke er gennemførlige. Der tænkes her bl.a. på PABC'er inde på stationsområder, i tilfælde hvor telefonsystemet kræver jævnstrømssignalering fra central til PABC. En skilletransformator med dobbeltrettet højspændingssikret impulsoverdrager kan formentlig konstrueres, men da sådanne ikke har været afprøvet i praksis, må der efter gruppens mening levnes en udvej: Overspændingsaflederne. Overspændingsafledere synes i øvrigt i tidens løb at have været i miskredit. Dette skyldes bl.a., at man har anset dem for upålidelige, men de nye gas/vacuumtyper, f.eks. fail safe typerne synes at være et væsentligt teknologisk fremskridt. For at få erfaring med hensyn til denne usikkerhed foreskrives en periodisk udskifting, der vel så med tiden vil kunne vise, om den er berettiget. En anden grund til modviljen mod overspændingsafledere er den noget kritiske installation, der afspejles i de udførlige krav i afsnit C. 4.4.

Ad C. 4.2. Kabelindføring. Ordet kontrolboks: Det har ikke været muligt at finde et bedre ord. Kontrolbokse skal anbringes mindst 2 m fra nærmeste højspændingskabel og 15 m fra nærmeste mast, der hører til den pågældende station. Kravet med hensyn til højspændingskablerne skyldes, at disses metalkapper trækker stationspotentialet ud i en »tunge« langs med sig, væsentlig længere ud end angivet på kurven i fig. A. Disse tunger er heldigvis ikke særlig brede.

Ad C. 4.3.1. Beskyttelse med skilleudstyr. Det nævnes, at der højst må være 1 m mellem den klemrække, hvor det specielt isolerede kabel terminerer på stationen og skilletransformatorerne o.lign., samt at disse dele skal være i samme rum. Baggrunden for dette krav er ønsket om at få en let overskuelig og let kontrollerbar installation, men også et ønske om at undgå, at den specielle isolation spredes over et stort område og på for mange forskellige materialedele.

Ad C. 4.3.2. Beskyttelse med fuldisoleret udstyr. Det nævnes, at fuldisoleret udstyr, og det vil sige det helisolerede telefonapparat med tilhørende stik, apparatledning, klemkasser m.m., højst må være 5 m fra klemrækken, skal være i samme rum som denne, og at alt skal være fuldt synligt. Dette krav skyldes som ovenfor nævnt ønsket om at undgå, at den specielle isolation spredes over for stort et område og på meget forskelligt udstyr, med deraf følgende mulighed for at der et enkelt sted - ved en fejltagelse - bliver monteret almindeligt, ikke højspændingsisoleret materiel. Der kan altså vælges frit mellem skilletransformator med impulsoverdragelser og det fuldisolerede udstyr. Der er følgende 2 grunde til, at der ikke er anført, at transformatoren skulle være den eneste tilladte

1) Den eneste anlægsform, hvor transformatorløsningen ikke kan anvendes, men hvor det fuldisolerede apparat kan, er dobbeltomstiller. Der kan formentlig konstrueres en relækreds til transformatoren, således at denne også kan anvendes, men en sådan løsning har ikke været afprøvet i praksis. Dobbeltomstiller er netop en god telefonløsning for ubemandede transformatorstationer med en opsynsmand boende i nærheden.

2) På transformatorstationer hvor der ikke ønskes ekstraklokker, omstillingsmulighed eller lignende, men blot et enkelt apparat, virker transformatorløsningen noget omstændelig ikke mindst på grund af batterierne. Det kan i denne forbindelse nævnes, at materialepriserne for de 2 installationsformer er nogenlunde de samme.

Ad C. 4.4. Beskyttelse med overspændingsafledere. Overspændingsafledere i kontrolboks skal anbringes mindst 3 gange sikkerhedsafstanden fra hegn. Baggrunden for dette krav skulle fremgå af kurven på fig. A. Det ses, at tændte overspændingsafledere selv anbragt 3 gange sikkerhedsafstanden fra hegn vil kunne overføre potentialer til det fjerne ledningsnet.

Ad C. 4.4.2. Krav til kablets ledere. Her nævnes et mindstekrav til modstanden i kablet mellem overspændingsaflederne på station og udenfor. Baggrunden for dette krav er følgende: Fig. D viser en højspændingsstation under fejl. Der er vist en enkelt af trådene i indføringskablet. Det forudsættes, at trådene 2 overspændingsafledere fungerer, og der ses normalt bort fra det spændingsfald af størrelsesordenen 10 V, der da vil være over dem. Stationspotentialet er uafhængigt af teleinstallationen og er V volt. Montører ved kontrolboks eller på stationen vil være beskyttet af overspændingsaflederne (V1 og V2). Selve kontrolboksens potentiale kan imidlertid være stort (V3). Med de på figuren viste eksempler på modstandsværdier vil et 10 pars kabel (20 tråde) have en modstand på 0,25 ohm, og kontrolboksens potentiale bliver altså 95% af stationens. Er kontrolboksens overgangsmodstand til jord for stor eller har kablet for mange tråde med for lille modstand, vil personale på centralen altså kunne komme ud for en farlig spænding V4 og de må beskyttes med overspændingsafledere mellem de pågældende ledere og centraljord. Idet stationens jordovergangsmodstand og modstanden i det specielt isolerede kabel er kendte, kan kontrolboksens jordovergangsmodstand måles fra stationen. Det er muligt at forøge indføringskablets trådmodstande ved at indskyde modstande, men disse bør dimensioneres til de strømme, der vil kunne optræde, og således at koreparrenes modstandstolerance opfylder cirkulære 9 A. Det vil her være enklere at anvende et kabel med forholdsvis lille tråddiameter.

Ad C. 5.1. Principper for sikkerhedsforanstaltninger omkring højspændingsstationer. Kabler, der blot fører transit forbi en højspændingsstation, skal ikke beskyttes, før der er mulighed for, at jordpotentialet kan overstige 1500 Veff. Dette er en høj spænding, men den vil næppe give anledning til berøringsfare, idet telekabler har en gennemslagsspænding, der gennemgående ligger over denne værdi, og idet kabler med metalkappe i øvrigt selv vil medvirke til at trække potentialet umiddelbart omkring kablet noget ned. At der ikke bør være afgreningssplidsninger, er i overensstemmelse med, at der ikke må være hyppige arbejdspladser (afsnit C. 2.: »anlægsdele, hvori der med mellemrum foretages indgreb«) inden for sikkerhedsafstande.

Ad. C. 5.2. Tilgængelige teleanlægsdele. Der kræves en afstand på 3 gange sikkerhedsafstanden til de ydre overspændingsafledere i forbindelse med beskyttelse af almindelige abonnenter, der bor for tæt ved stationen hegn. Dette er i overensstemmelse med de ovenfor anførte krav til overspændingsafledere, se fig. A. Når der her tillades radiatorrør som jord, skyldes det, at man derved undgår farlige spændinger mellem teludstyr og de lettest berørlige metaldele i huset. Normalt (til ale andre formål) er radiatorrør en dårlig jord.

Ad C. 7. Krav til materiel. Telefonapparater på højspændingsstationer skal forsynes med knækdæmpere, når der anvendes overspændingsafledere. Baggrunden for dette er, at overspændingsaflederne på trådparret ikke nødvendigvis tænder helt samtidigt. Moderne telefonapparater har i øvrigt alle knækdæmpere.

Ad C. 8.1. Krav til inspektion og reparation ved højspændingsstationer med isoleringsudstyr. En installation skal, når den er etableret, ikke nødvendigvis kontrolmåles for isolationsfejl med den krævede prøvespænding (4 kV). Dette kan begrundes med, at der i afsnit C. 4.2. stilles ret strenge krav til selve indføringen af kabel og til dettes placering, og at der i afsnit C. 4.3.1. og afsnit C. 4.3.2. stilles ret stramme installationskrav. Det er fuldt tilstrækkeligt f.eks. med et ohmmeter at konstatere, at der er lavet direkte fejl eller skader på isoleringen under arbejdet.

Ad C. 8.2. Højspændingsstationer med overspændingsafledere. Overspændingsafledere skal udskiftes en gang årligt. Dette krav hænger sammen med den ovenfor nævnte usikkerhed over for overspændingsafledere.

Kommentarer til D. Elektromagnetisk induktion (og elektrostatisk påvirkning) fra Højspændingslinier Dette afsnit henviser blot til andre regler, men er taget med fordi arbejdsgruppen finder, at det for oversigtens skyld er vigtigt at have alle stærkstrømsforhold samlet i cirkulæret. Såfremt der her i landet indføres vekselstrømsdrevne jernbaner, eventuelt med tyristorstyrede lokomotiver, vil teleadministrationerne møde en ny type nærføring. CCITT har behandlet emnet ret indgående, men arbejdsgruppen har ikke fundet det rimeligt på nuværende tidspunkt at tage noget med om dette emne.

(* 1) Ikke tilstrækkeligt oplyst for abonnentkabler, men for centralledningskabler og Bf-kabler: 0,5 og i et område omkring Videbæk i 07-området for abonnentkabler: 4,9. Området omkring Videbæk havde i 1972: 2212 lyntællinger.

(* 2) I konsekvens af ændret arbejdsdeling på telekommunikationsområdet pr. 1.1.1991 ophæves cirkulæret som statslig forskrift, idet ansvaret for disse bestemmelser, der vedrører interne forhold i Tele Danmark A/S, er overgået til dette selskab.