Legislator Case Law & Legislation
C19752201432 DK

Meddelelse om censuren af de skriftlige besvarelser af handelsskolernes statskontrollerede prøver (Lærer og censor)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Meddelelse 1975 22014 Historic

Meddelelse om censuren af de skriftlige besvarelser af handelsskolernes statskontrollerede prøver

(Lærer og censor)

Bedømmelsen af de skriftlige arbejder ved handelsskolernes statskontrollerede prøver foretages af een, henholdsvis to af direktoratet beskikkede censorer. I de tilfælde, hvor der kun beskikkes en censor, betragtes faglæreren som anden censor.

Fordelingen af censuren foretages af direktoratet for erhvervsuddannelserne, der ved hjælp af censor/lærerkort giver censorerne meddelelse om den tildelte censur. Skolerne får meddelelse om censorernes navne og adresse gennem eksamensplaner. Såfremt en censor er forhindret i at påtage sig den tildelte censur, returneres censor/lærerkortet til direktoratet med en påtegning herom.

Ved gennemførelse af censorarbejdet er der følgende ting at bemærke

1. Straks efter prøvens afholdelse sendes opgavebesvarelserne som anbefalede pakker til den, der på eksamensplanen er angivet som første censor.

2. Censorerne kontrollerer om de modtagne opgaver svarer til den tildelte censur.

3. Hver censor skal personlig udføre det censorarbejde, der er tildelt ham hende.

4. I eksamensbesvarelserne må censorerne ikke foretage rettelser eller tilføje bemærkninger, ligesom understregninger af fejl ikke må finde sted.

5. Når censor har tilendebragt rettearbejdet, sendes opgavebesvarelserne i anbefalet pakke til anden censor.

6. I fag, hvori der gennemføres forcensur, foretages rettearbejdet, idet de udarbejdede råscoringslister anvendes som vejledning. Råscoringslisten vil blive tilsendt censorerne samme dag som prøverne finder sted. Samtidig vil der blive tilsendt pointfordelingslister. Opgaverne bedømmes ved, at der til hver opgave tildeles et bestemt antal point. Pointene sammentælles og opføres på pointfordelingslistene, der tilsendes direktoratet senest 12 dage efter prøvens afholdelse. På baggrund af pointfordelingslisterne udarbejder direktoratet vejledende omsætningstabeller, der tilsendes censorerne, hvorefter karakterfastsættelsen finder sted.

7. Karakterfastsættelsen kan foretages som telefoncensur eller ved møde mellem de enkelte censorpar. Ved censureringen skal hver censor møde med sine optegnelser om hvert enkelt arbejde og med den på dette grundlag fastsatte særkarakter.

8. Efter karakterfastsættelsen indføres karaktererne på de af skolerne fremsendte karakterlister, som underskrives af begge censorer og fremsendes til skolerne.

9. Såfremt en censor finder, at en eksamen ikke afholdes forskriftmæssigt, eller resultatet af eksaminationen afviger væsentligt fra det sædvanlige, skal censorindberetning indsendes til direktoratet. Skulle en censor i øvrigt ønske at afgive en skriftlig udtalelse i forbindelse med mundtlig eksamination eller i forbindelse med censur af skriftlige opgaver, anvendes en censorindberetning i stubsæt. Der anvendes samme type formularer til samtlige eksamensformer inden for handelsskolerne. Censorerne kan efter ønske rekvirere censorinberetninger på hjemskolen eller på den eksamensafholdende skole.

10. Ved udførelse af censorhvervet må der iagttages fornøden diskretion. Således bør der ikke gives udenforstående adgang til at gøre sig bekendt med de til bedømmelse modtagne eksamensarbejder, ligesom der heller ikke bør meddeles udenforstående nogen oplysning om den enkelte censors bedømmelse af disse arbejder.

11. Efter endt censorarbejde fremsender de handelskyndige censorer afregning for censuren til direktoratet, der foranlediger, at beløbet refunderes gennem købmandsskolens edb-udbetalinger. Censorerne, der er tilknyttet handelsskolerne som lærere, afregner gennem hjemstedsskolen.

P.D.V.

Arne Højsteen

undervisningsinspektør

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →