Instruks om dispensation fra pligt til at anvende sikkerhedssele (Til landets læger)

Instruks om dispensation fra pligt til at anvende sikkerhedssele

(Til landets læger)

1. januar 1976 træder bestemmelserne i færdselslovens § 50 a i kraft med pligt for fører og forsædepassager til at anvende sikkerhedssele under kørsel med motorvogn. Justitsministeren er bemyndiget til at fastsætte bestemmelser, der fritager for denne pligt, hvilket er sket med en bekendtgørelse, ifølge hvilken sundhedsstyrelsen i samråd med justitsministeriet fastsætter de nærmere retningslinier for dispensation motiveret af lægelige årsager.

Dispensation kan meddeles af en læge, normalt den pågældendes sædvanligt benyttede læge eller en speciallæge, evt. efter samråd med den stedlige bilinspektør.

Lægen udfylder ved dispensation en attestblanket i to eksemplarer.

Det ene udleveres til den pågældende, der skal medbringe det under kørsel, evt. opbevare det sammen med førerbeviset. Det andet indsendes til embedslægen.

Finder lægen, at den helbredsmæssige mangel ikke er tilstrækkelig til at imødekomme en dispensationsbegæring, kan den pågældende henvises til embedslægen, der træffer afgørelse i sagen og udfærdiger evt. dispensationsattest mod det fastsatte honorar.

Pligten til at anvende sikkerhedssele gælder ikke for personer under 15 år eller for personer med legemshøjde på under 150 cm.

Tvungen brug af sele må ikke medføre nogen nærliggende risiko for, at brugeren ved at følge lovens påbud udsættes for skade. Dispensation på grund af manglende førlighed eller anden helbredsmangel vil i en række tilfælde kunne gives, men under hensyn til lovbestemmelsernes formål må den størst mulige begrænsning heraf tilstræbes.

Unormale ekstremiteter eller andre fysiske handicap er dispensationsgrundlag, såfremt de medfører vanskelighed ved at fastgøre eller løsne selen eller bevirker, at køretøjet, hvis selen benyttes, ikke kan betjenes på forsvarlig måde. I tvivlstilfælde bør den stedlige bilinspektør medvirke ved vurderingen. Lammelse af eller mangel af begge underekstremiteter UDELUKKER fritagelse fra seleanvendelse.

Graviditet er ikke i almindelighed fritagelsesgrund. Derimod er det vigtigt, at den gravide instrueres af lægen i korrekt anbringelse af selen, således at den ved en pludselig påvirkning kommer til at hvile mod spinae iliacae ant. sup., og den diagonale del krydser thorax' forflade uden at trykke på abdomens forside. Vejledning i selens korrekte anbringelse gives bedst af lægen ved de sædvanlige svangerskabsundersøgelser. Svangre med meget stort abdominalomfang kan have vanskelighed ved at anbringe selen på rette måde. Det drejer sig her muligt om patologiske tilfælde (gemelli, hydramnion), og man må evt. fraråde at vedkommende transporteres på forsædet i en almindelig personbil.

Patienter med colostomi- eller ileostomipose vil i almindelighed uden større gener kunne anvende sele, især de såkaldte »rulleseler«; der vil imidlertid være en del tilfælde, hvor de almindelige seler vil være besværlige at regulere i vidde, især hos kortlivede og overvægtige personer, hvor selen vil virke generende, når posen er fyldt med tarmindhold eller luft. Sådanne patienter bør derfor kunne opnå dispensation.

Thorax-deformiteter er kun i undtagelsestilfælde og efter nærmere vurdering fritagelsesgrund.

Columna-deformiteter kan medføre fritagelse, hvis deformiteten har en sådan karakter eller grad, at den hindrer selens rette anbringelse eller funktion.

Rygsvagheder i almindelighed kan ikke medføre fritagelse. Tilstedeværelse af en organisk nervesygdom udelukker i visse tilfælde anvendelse af selen. Lægen bør derfor attestere tilstedeværelsen af sygdommen, såfremt den efter hans opfattelse motiverer, at der kan dispenseres fra tvungen brug af sele. Spørgsmålet bør evt. forelægges bilinspektøren med henblik på en vurdering af ansøgerens faktiske mulighed for at betjene køretøjet.

Patienter med pace-maker fritages, såfremt det overfor lægen godtgøres, at selen er til gene. Dispensation på grund af psykiske tilstande, hovedsagelig neuroser med klaustrofobiske symptomer, kan kun ske i tilfælde, hvor symptomerne er udtalte, således hvor tilstanden i forvejen er lægen bekendt, f.eks. har medført undladelse af brug af elevator, eller tilstanden har givet anledning til behandling hos en speciallæge i psykiatri. Dispensation bør højst gives for 1 år.

Ved fornyet ansøgning om dispensation skal attesten udstedes af en speciallæge i psykiatri, til hvem personen henvises af egen læge. Det kan forventes, at der vil komme en del henvendelser fra ældre personer, der ønsker dispensation. En generel undtagelse for denne persongruppe kan ikke gives ud fra et medicinsk synspunkt. Tolerancen for mekaniske påvirkninger hos ældre er lavere end hos andre voksne personer, hvilket bør være en særlig tilskyndelse til at bruge sele. Behovet for hjælp til ind- og udstigning etc. er ikke tilstrækkelig motivering for dispensation.

Embedslægen skal gennemgå de indsendte attestkopier og kan i særlige tilfælde forelægge dem for sundhedsstyrelsen.

Søren K. Sørensen

/H. Langvad

Ingen