Skrivelse vedrørende destruktion af praktiserende lægers efterladte journalmateriale (Til embedslægeinstitutionerne/embedslægerne)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse vedrørende destruktion af praktiserende lægers efterladte journalmateriale
(Til embedslægeinstitutionerne/embedslægerne)
Foranlediget af en folketingsdebat i begyndelsen af 1974 har indenrigsministeriet anmodet sundhedsstyrelsen om sammen med den almindelige danske lægeforening at undersøge, om der er anledning til at foretage ændringer i indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 244 af 26. juli 1937 om lægers pligt til at føre optegnelser med henblik på situationen ved en læges død.
Lægeforeningen og sundhedsstyrelsen fandt, at spørgsmålet måtte besvares benægtende, også for så vidt angår den situation, at en afdød læges arvinger ikke overdrager praksis og i forbindelse hermed journalmaterialet til en anden læge, men pegede dog på, at der eventuelt kunne skabes større sikkerhed end den beskyttelse for patienter mod misbrug af journalmaterialet, som fremgår af borgerlig straffelovs kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser, ved at der etableres en ordning, hvorefter det påhviler vedkommende embedslægeinstitution/embedslæge at være behjælpelig med en forsvarlig destruktion af materialet.
Da indenrigsministeriet har fundet en sådan ordning ønskelig, skal man herved efter brevveksling med den almindelige danske lægeforening og embedslægeforeningen anmode embedslægeinstitutionerne/embedslægerne om i tilfælde, hvor man efter henvendelse herom eller iøvrigt er bekendt med, at en afdød praktiserende læges journalmateriale ikke overdrages eller overgår til en anden læge, f.eks. ved overdragelse af praksis eller fordi afdøde har været deltager i en kompagniskabspraksis, at tilbyde boet (arvingerne) assistance med gennemførelsen af en effektiv destruktion ved brænding eller makulering under betryggende form.
Det er herved forudsat, at embedslægeinstitutionen/embedslægen gennem sin virksomhed iøvrigt er bekendt med institutioner eller virksomheder, hvor destruktion kan finde sted.
Det tilføjes, at man finder det rimeligt, at der, såfremt anmodning herom fremsættes af en læge, der ophører med at praktisere og derfor ikke længere er forpligtet til at opbevare sit journalmateriale, ydes tilsvarende assistance.
Sundhedsstyrelsen har samtidig hermed anmodet redaktionen for Ugeskrift for Læger om optagelse af nærværende skrivelse.
Søren K. Sørensen
/Øhlenschlæger