Skrivelse til stadsdyrlægerne (levnedsmiddelkontrolenhederne) (autorisation, virksomheder)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse til stadsdyrlægerne (levnedsmiddelkontrolenhederne)
(autorisation, virksomheder)
Som bekendt skal veterinærdirektoratets afdeling for levnedsmiddelkontrol dels meddele autorisation til tilvirkning af levnedsmidler i henhold til § 2, stk. 1, i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 368 af 27. juni 1974 om autorisation af virksomheder, der tilvirker levnedsmidler eller tilsætningsstoffer, dels meddele godkendelse til tilvirkning af kødvarer i henhold til § 16, stk. 1, i landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 482 af 27. september 1974 om kød m.m. til hjemmemarkedet.
Det fremgår af de hidtil til direktoratet indsendte ansøgninger om autorisation/godkendelse af virksomheder, at der hersker nogen uklarhed om, hvorledes fremgangsmåden, herunder den rent formelle, er ved fremsendelse af sagerne. Derfor har veterinærdirektoratet fundet det rimeligt at orientere stadsdyrlægerne om den rent praktiske fremgangsmåde ved indsendelsen.
Ansøgningsskema.
Det tidligere fremsendte ansøgningsskema findes i kopisæt, der for siderne 1, 2 og 3's vedkommende er præpareret således, at karbonpapir er unødvendigt. Originalarket fremsendes til veterinærdirektoratet, siderne 2 og 3 er til tilsynsmyndighedens disposition, medens side 4 er til ansøgerens eget brug. Veterinærdirektoratet har fundet det rimeligt, at tilsynsmyndigheden har 2 kopier til disposition, således at levnedsmiddelkontrolenheden har den ene kopi og vedkommende kommunalbestyrelse har den anden.
Tegninger.
Af de til ansøgningen ønskede tegninger i 2 eksemplarer skal kun det ene eksemplar fremsendes til veterinærdirektoratet, det andet eksemplar er til disposition for tilsynsmyndigheden. Som retningslinie for målestokforhold skal meddeles, at en oversigtstegning i størrelsesforholdet 1:50, 1:100 eller 1:200 (alt efter virksomhedens størrelse) i de fleste tilfælde er tilfredsstillende. Tegning af produktionsanlæg og inventar kan afgives på oversigtstegningen, såfremt dette er klart og overskueligt eller som separat tegning gerne i størrelsesforholdet 1:50. Da veterinærdirektoratet er bekendt med, at der for enkelte virksomheder ikke foreligger ajourførte tegninger, samt at opmåling m.v. med arkitekt/ingeniørbistand kan blive bekosteligt, vil man i almindelighed acceptere, at der fremsendes tegninger i korrekt målestokforhold udført af andre end arkitekt eller ingeniør.
Bemærkninger vedr. virksomhedernes indretning m.v.
Veterinærdirektoratet skal henstille, at den lokale tilsynsmyndighed ved besigtigelse af virksomhederne vurderer de enkelte lokalers indretning, produktionsanlæg, øvrigt inventar, drift, vedligeholdelse og renholdelse samt personalehygiejne i henhold til reglerne i veterinærdirektoratets cirkulære af 25. oktober 1974 om virksomheder, der tilvirker levnedsmidler, miljøministeriets bekendtgørelse nr 368. af 27. juni 1974 om autorisation af virksomheder, der tilvirker levnedsmidler eller tilsætningsstoffer og landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 482 af 27. september 1974 om kød m.m. til hjemmemarkedet, alt i det omfang bestemmelserne er relevante for den enkelte virksomhed. Ovennævnte vurdering bedes vedlagt som bemærkninger til ansøgningen.
Indstilling.
I indstillingen til veterinærdirektoratet om, hvorvidt og på hvilke vilkår en autorisation/godkendelse kan meddeles, bedes anført de efter tilsynsmyndighedens skøn nødvendige betingelser under hensyn til de for den enkelte virksomhed gældende bestemmelser. Indstillingen sendes derefter til veterinærdirektoratet bilagt ovennævnte bemærkninger samt det udfyldte ansøgningsskema og de dertil hørende tegninger.
Besigtigelse.
Ved denne fremgangsmåde gives der veterinærdirektoratet mulighed for at vurdere alle relevante oplysninger og afgøre, hvorvidt der er behov for yderligere besigtigelse af virksomheden, før en autorisation/godkendelse kan meddeles.
P.V.V.
E. Malling Olsen
Ingen