Legislator Case Law & Legislation
C19751200210 DK

Cirkulæreskrivelse om flytning af urner

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1975 12002 Historic

Cirkulæreskrivelse om flytning af urner

Som led i den i disse år stedfindende decentralisering af dele af kirkeministeriets sagsområde bemyndiger ministeriet herved kirkegårdsbestyrelserne til fra den 1. november 1975 at regne, at træffe afgørelse i de i § 20 i kgl. anordning nr. 143 af 20. april 1953 om kirkegårde omhandlede sager angående flytning af askeurner, der er nedgravet på kirkegårde, i overensstemmelse med nedenstående retningslinier.

1.a. Afdødes ønske med hensyn til valg af begravelsessted bør normalt respekteres. Der bør derfor som hovedregel gives tilladelse til flytning af en urne, når det godtgøres, at afdødes ønske ikke er efterkommet, uanset at dette havde været muligt. Dette gælder således i tilfælde, hvor afdøde havde udset sig et andet gravsted, hvortil han havde erhvervet brugsret, eller hvor afdøde i testamente, skriftlige optegnelser eller på anden måde havde givet udtryk for ønske om valg af et andet gravsted eller et gravsted af anden art, end det, hvori urnen er nedsat.

b. Tilladelse til flytning af en urne bør ligeledes normalt gives, hvis urnen af en fejltagelse er nedsat i et forkert gravsted.

c. I de under a og b nævnte tilfælde kan urneflytning tillades, uanset hvor kort tid der er hengået siden urnens nedsættelse.

2. Af hensyn til gravfreden bør der i andre tilfælde vises mere tilbageholdenhed med hensyn til flytning af jordfæstede urner.

Da afgørelse om urners anbringelse ofte må træffes i løbet af få dage, og da dødsfald ikke sjældent medfører uforudsete forandringer af de efterlevendes forhold, vil der dog i en del tilfælde kunne foreligge omstændigheder, der gør det rimeligt at imødekomme en anmodning om tilladelse til flytning af en urne. Har til eksempel den eller de nærmeste pårørende skiftet bopæl efter dødsfaldet, kan det være rimeligt at tillade, at urnen overflyttes til en kirkegård i nærheden af den nye bopæl. Det vil ligeledes ofte kunne være rimeligt at imødekomme et ønske om flytning af en urne til fællesgrav eller til et familiegravsted på samme eller anden kirkegård.

I de her omhandlede tilfælde bør tilladelse normalt først gives, når der er forløbet mindst 1 år fra urnens nedsættelse, således at der haves nogenlunde sikkerhed for, at anmodningen om tilladelse til urneflytning er velovervejet og ikke beror på en forhastet beslutning fra de pårørendes side, forinden disses forhold har stabiliseret sig efter dødsfaldet.

3. Tilladelse kan gives, selv om urnen helt eller delvis er gået til grunde, når blot asken kan påvises.

4. Der kan normalt ikke gives tilladelse til flytning af en urne, der tidligere er flyttet. Undtagelse herfra kan kun ske med kirkeministeriets godkendelse.

Udenlandske soldaters og flygtninges urner må ikke flyttes uden kirkeministeriets samtykke. Det samme gælder frihedskæmperes urner, der er nedsat i grave, der er fredet i henhold til kirkeministeriets cirkulære af 18. juni 1968 om fredning m.v. af frihedskæmperes grave.

5. Andragende om eller samtykke til flytningen skal foreligge fra afdødes med ham til hans død samlevende ægtefælle eller - hvis sådan ikke findes - afdødes efterladte børn (eventuelt en for umyndige børn beskikket værge). Efterlader afdøde sig hverken ægtefælle eller børn, skal andragende eller samtykke foreligge fra afdødes forældre eller - hvis disse ikke er i live - afdødes søskende.

I andre tilfælde må sagen forelægges kirkeministeriet til afgørelse.

6. Såfremt den, der fremsætter anmodning om flytning af en urne, ikke er i besiddelse af gravfæstebrevet, må han over for kirkegårdsbestyrelsen skriftligt bevidne, at der foreligger samtykke til urnens opgravning fra samtlige personer, der har dispositionsret over gravstedet, eller at han er den eneste dispositionsberettigede.

Fremsættes anmodningen ved personlig henvendelse, må andrageren legitimere sig, såfremt han er kirkegårdsbestyrelsen ubekendt.

Hvis andrageren ikke er en af de i kirkegårdsprotokollen opførte gravstedsbrugere, skal kirkegårdsbestyrelsen så vidt muligt indhente erklæring fra disse, medmindre det fremgår af kirkegårdsprotokollen, at de pågældende er afgået ved døden eller andrageren afgiver erklæring herom.

Det er i alle tilfælde en forudsætning for at give tilladelse til opgravning af en urne, at der foreligger tilladelse fra vedkommende kirkegårdsbestyrelse til urnens nedsættelse i det gravsted, hvortil den ønskes flyttet.

7. I tvivlstilfælde vil sagen kunne forelægges kirkeministeriet til afgørelse.

8. Kirkegårdsbestyrelsens afgørelse meddeles skriftligt. I tilfælde, hvor, tilladelse gives - bortset fra berigtigelse af fejltagelser - må det i skrivelsen anføres, at det ikke kan forventes, at der, efter at den ønskede urneflytning er foretaget, vil blive givet tilladelse til fornyet flytning af urnen.

I skrivelser, hvori der gives afslag på andragender om tilladelse til urneflytning, skal det anføres, at afgørelsen kan indbringes for kirkeministeriet.

9. Om tilladelser og afslag foretages tilførsel til kirkegårdsprotokollen med angivelse af datoen for kirkegårdsbestyrelsens skrivelse. I tilfælde, hvor tilladelse gives, anføres tillige oplysning om urnens nye anbringelsessted.

Jørgen Peder Hansen

Arne Truelsen

Til kirkegårdsbestyrelserne.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →