Meddelelse om straffelovsændringer vedrørende psykisk abnormitet og narkotikakriminalitet.
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse om straffelovsændringer vedrørende psykisk abnormitet og narkotikakriminalitet.
Ved lov nr. 268 af 26. juni 1975 er med virkning fra den 1. juli 1975 bl.a. straffelovens kapitel 3 om strafbarhedsbetingelserne blevet ændret.
1.1. De væsentligste bestanddele af § 16 er opretholdt, men bestemmelsen har fået en ændret formulering.
1.2. For så vidt angår sindssyge og personer, der på gerningstiden befandt sig i en dermed ligestillet tilstand, gælder samme regel som hidtil.
1.3. Straffelovens § 18 om beruselse er ophævet, men som en modifikation til reglen om utilregnelighed i den ny § 16, stk. 1, er indsat en bestemmelse om tilfælde, hvor gerningsmanden befandt sig i en sindssygelig eller dermed ligestillet tilstand som følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler. Straf kan i sådanne tilfælde idømmes, dersom særlige omstændigheder taler derfor. Hermed sigtes ifølge straffelovrådets betænkning om strafferetlige særforanstaltninger, bet. 667/1972 side 49 og bemærkningerne til lovforslaget navnlig til tilfælde, hvor gerningsmanden tidligere har reageret usædvanligt som følge af indtagelse af spiritus eller andre rusmidler, og hvor det derfor kan bebrejdes ham, at han påny har indladt sig på spiritusnydelse eller indtagelse af andre rusmidler. Ved efterforskningen og ved spørgsmålsstillelsen i forbindelse med mentalundersøgelse bør opmærksomheden være henvendt på, om sådanne særlige forhold foreligger. Sager, hvor der opstår spørgsmål om at anvende den ny § 16 som følge af sindssygelig reaktion på indtagelse af rusgifte, forelægges for mig henblik på anklagemyndighedens påstand.
1.4. Også åndssvage i lettere grad er nu straffri efter § 16, men straf kan pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor. Der tilsigtes ikke herved nogen ændring af gældende praksis, jfr. bet. 667/1972 side 56. Bøde og kortvarig frihedsstraf f.eks. i anledning af spirituskørsel kan således fortsat anvendes overfor personer, om hvem det er oplyst, at de er åndssvage i lettere grad.
2.1. § 17 er ophævet. Denne bestemmelse omfattede bl.a. åndssvage i lettere grad. Om denne persongruppe henvises til 1.4.
2.2. § 17 omfattede tillige karakterdefekte lovovertrædere (psykopater). Gerningsmænd hørende til denne persongruppe, der fandtes strafuegnede, idømtes tidligere forvaring. Reglerne herom ændredes ved lov 320 13.6.1973. Bestemmelsen om forvaring af farlige kriminelle findes nu i straffelovens § 70.
2.3. Desuden omfattede § 17 enkelte andre afvigende tilstande. Disse tilfælde kan nu henføres under § 69. Ifølge denne bestemmelse kan de i § 68 (tidligere § 70) nævnte foranstaltninger anvendes i stedet for straf, såfremt det findes formålstjenligt. Bestemmelsen må navnlig ventes at finde anvendelse på psykiske afvigende lovovertrædere, som ved retspsykiatrisk erklæring anbefales anbragt på statshospital eller dømt til psykiatrisk behandling på et statshospital eller under tilsyn heraf. Redegørelsen for foranstaltninger overfor sindssyge lovovertrædere i Anklagemyndighedens Årsberetning for 1973 side 33 ff indeholder eksempler på sådanne tilfælde. Dømmes en person i medfør af denne bestemmelse f.eks. til anbringelse i sindssygehospital eller til sindssygeforsorg, skal der fastsættes en længstetid for institutionsopholdet.
Sager, hvor der kan være spørgsmål om at anvende denne bestemmelse, bedes forelagt for mig inden tiltalerejsning.
3. Ved samme lov er tilføjet en sidestrafferamme til § 191 om narkohandel, der giver mulighed for at anvende fængsel indtil 10 år. Denne strafferamme finder ikke anvendelse, hvis den strafbare handling alene angår hash og marihuana. Da et forslag om at undtage dette delikt fra nævningebehandling ikke blev gennemført, finder retsplejelovens § 687 anvendelse, når tiltale rejses efter denne bestemmelse.
Den forhøjede strafferamme skal ifølge forarbejderne alene finde anvendelse i de allergroveste, normalt internationalt prægede sager, og lovændringen bør ikke medføre nogen almindelig forhøjelse af strafniveauet for narkotikakriminalitet. Der sker således ingen ændring af principperne for tiltalerejsning som fastsat i mit cirkulære nr. 144 af 15.7.1969.
Sager, hvor der kan være spørgsmål om at henføre forholdet under den forhøjede strafferamme, bedes forelagt for mig inden tiltalerejsningen.
Per Lindegaard.