Legislator Case Law & Legislation
C19750921453 DK

Civilforsvarsstyrelsens retningslinier for teknisk tjeneste (vandforsyningen)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Retningslinier 1975 9214 Historic

Civilforsvarsstyrelsens retningslinier for teknisk tjeneste

(vandforsyningen)

INDHOLDSFORTEGNELSE

Indledning ....................................................... A. Opbygning af civilforsvaret for vandværker ....................... 1. Bygningsmæssige civilforsvarsforanstaltninger ................. 2. Driftsmæssige civilforsvarsforanstaltninger ................... a. Opretholdelse af pumpekapacitet............................. b. Prøvetagning ............................................... c. Forholdsregler mod radioaktiv forurening ................... d. Forholdsregler mod bakteriologiske og andre mikrobiolo- giske forureninger ......................................... e. Forholdsregler mod forurening med krigsgas ................. 3. Organisation af værkernes egenbeskyttelse ..................... B. Opbygning af civilforsvaret for ledningsnettet ................... 1. Ledningsnettets opbygning...................................... 2. Organisation af lukketjenesten................................. 3. Reparation af skade på ledningsnettet ......................... 4. Rekvisition af motorkøretøjer ................................. C. Nøddrikkevandsforsyning........................................... 1. Anvendelse af private vandforsyninger og reservoirer........... 2. Vandforsyning fra transportable beholdere m.v.................. 3. Kontrol m.v. af nøddrikkevand ................................. D. Kommandoforhold................................................... 1. Kommandostationer m.v.......................................... 2. Signaltjenesten ............................................... E. Tilvejebringelse og uddannelse af personel .......................

INDLEDNING

I medfør af § 22 nr. 1 i lov nr. 122 af 1. april 1962 om civilforsvaret påhviler det civilforsvarskommisionen efter nærmere af indenrigsministeren givne retningslinier i fredstid at organisere og opretholde en teknisk tjeneste og en beskyttelse af kommunale, livsvigtige virksomheder som led i den kommunale hjælpetjeneste.

I henhold hertil vil det blandt andet være nødvendigt at træffe foranstaltninger med hensyn til vandforsyning, særlig med henblik på befolkningens forsyning med drikkevand, der er af afgørende betydning.

Det er desuden nødvendigt, at der oprettes en egenbeskyttelse efter principperne for bedriftsværn på samtlige vandværker.

Endvidere er det nødvendigt at træffe særlige foranstaltninger til imødegåelse af skader på ledningsnettet.

Det påhviler i henhold til civilforsvarslovens § 25, stk. 2, vedkommende kommune at afholde udgifterne ved organisering og opretholdelse af den tekniske tjeneste, vandforsyningen.

De opgaver, teknisk tjeneste, vandforsyningen, vil blive stillet over for som følge af krigshandlinger, vil være

a. Beskyttelse mod og afhjælpning af eventuelle skader på vandværket og ledningsnettet.

b. Beskyttelse af vandforsyningen mod følgerne af forurening med kemiske og bakteriologiske eller radioaktive våben.

c. Etablering af nøddrikkevandsforsyning.

Det har under udbredte og volsomme luftangreb vist sig at være uheldigt, at den væsentligste del af vandforsyningen er knyttet til et enkelt vandværksanlæg med herfra udgrenende hovedledningsnet, navnlig når vandværket er beliggende i eller i nærheden af bykærnen. Hvor vandforsyninger er baseret på indvinding af grundvand, og hvor forsyningen er knyttet til flere vandindvindingsanlæg beliggende uden for byområdet, må risikoen for samtidig total eller overvejende ødelæggelse af selve vandværkerne derimod antages at være ringe, med mindre vandværkerne udvælges som direkte krigsmål.

En meget væsentlig del af de skader, der må ventes at opstå på vandværksanlæggene under større bombeangreb, vil derfor bestå af brud og lækage på hovedledningsnettet, hvorved vandet løber ud, og vandtrykket forsvinder. Det er derfor af afgørende betydning, at de ledningsstrækninger, der beskadiges på denne måde, hurtigt kan aflukkes fra det øvrige ledningsnet.

I det efterfølgende er der for sikring af vandforsyningen angivet visse principper, der nødvendigvis må afpasses efter de lokale forhold, da det ikke er muligt at opstille faste, almengyldige regler. Man understreger betydningen af en vandforsyning baseret på flere spredte værker, der forsyner et fælles ledningsnet.

A. OPBYGNING AF CIVILFORSVARET FOR VANDVÆRKER

1. BYGNINGSMÆSSIGE CIVILFORSVARSFORANSTALTNINGER.

Det vil ikke være muligt at beskytte vandværker og pumpestationer mod bombefuldtræffere, hvorfor man kan indskrænke sig til at sprængstyksikre anlægget i det omfang, dette er påkrævet af hensyn til vandværkets beliggenhed (udsathedsgrad) og i det omfang, det skønnes gennemførligt under hensyn til de hermed forbundne omkostninger.

2. DRIFTSMÆSSIGE CIVILFORSVARSANSTALTNINGER.

A. OPRETHOLDELSE AF PUMPEKAPACITET.

Da oppumpning fra grundvandsanlægget og udpumpning til forbrugerne for de fleste værkers vedkommende er afhængig af tilførelsen af elektricitet, vil det være nødvendigt. at der på vandværkerne findes reservedrivkraft i et sådant omfang, at der hermed af såvel råvand som rent-vand kan oppumpes fra 30 til 50% af det gennemsnitlige døgnforbrug.

Som reservedrivkraft for elektrisk drevne anlæg kan der i visse tilfælde anvendes benzin- eller oliedrevne motorer til direkte drift af pumperne, medens det i andre tilfælde vil være hensigtsmæssigt at opstille oliedrevne generatorer til produktion af den fornødne elektriske strøm. De lokale værkers indretning vil i hvert enkelt tilfælde være afgørende for, hvilken metode der mest praktisk kan anvendes. Nødvendig beholdervolumen for 3 ugers drift for benzin- eller oliereserve må tilvejebringes. Efter denne periode må nødvendigt brændstof rekvireres gennem beredskabslagrene.

B. PRØVETAGNING.

Under hensyn til, at forurening af drikkevand på vandværkerne må betragtes som en mulighed i den totale krigsførelse, vil det være nødvendigt, at der i givet tilfælde foretages de nødvendige undersøgelser af drikkevandet, fx. efter »Dansk standard«, ligesom værkerne må være forberedt på i det omfang, det er muligt, at uskadeliggøre sådan forurening.

C. FORHOLDSREGLER MOD RADIOAKTIV FORURENING.

Vandforsyningsanlæg, der helt eller delvis er baseret på overfladevand, må såvidt muligt standse driften af overfladevandsanlægget ved alarm for radioaktivt nedfald over værkets område.

Da vandforsyningen her i landet næsten udelukkende er baseret på det grundvand, der findes i jordlagene, og som normalt indtages i dybder fra ca. 20-100 m, må det antages, at selve forsyningskilden almindeligvis er ret beskyttet mod forurening med radioaktivitet, hvorfor værkerne bør indrettes således, at iltnings- og filteranlæg enten forsynes med luftfiltre eller frakobles, således at råvand kan udpumpes direkte til forbrugerne. Højdebeholdere og rentvandsbeholdere med åbent vandspejl skal kunne forsynes med luftfiltre. Beholdere, der måtte være forurenet, fralukkes forsyningsnettet. Der bør ved større værkers afgangsledninger installeres måleapparater til løbende kontrol med vandets radioaktivitet i overensstemmelse med de herom gældende regler.

D. FORHOLDSREGLER MOD BAKTERIOLOGISKE OG ANDRE MIKROBIOLOGISKE FORURENINGER.

Tilsætning af bakterie- og viruskulturer anses for mulig. Til beskyttelse mod infektion bør der anvendes tilsætning af klor i så store mængder, at vandet ved tapstederne så vidt muligt kommer til at indeholde 0,5-1 mg/l frit aktivt klor. Det vil være nødvendigt, at der på værkerne forefindes apparater til måling af nævnte klorrest.

Klortilsætning kan enten foretages ved brug af færdigindkøbte transportable apparater, der anvender klorgas fra flasker, eller med mere primitive anordninger, hvorved natriumhypochlorit eller koncentreret kalciumhypochlorit opløses i kar og tilsættes i vandig opløsning.

De angivne stoffer bør forefindes på lager til 3-4 ugers drift.

Udover den her nævnte desinfektionsmulighed med klor, som så vidt muligt bør foretrækkes, kan man med de nedenstående forbehold påpege muligheden af i katastrofesituationer at anvende jod eller i sjældnere tilfælde sølvion.

Ved anvendelse af jod som desinfektionsmiddel skal der benyttes præparater, hvor jodet er bundet som micellært jod, hvorved jodet har ringe tendens til sublimering.

Desinfektion med jod kan således gennemføres ved tilsætning af præparatet Jodosan i en mængde af 55 mg til en liter vand. En sikring af god opblanding af præparatet i vandet er nødvendigt, og blandingen skal antage en svag sherryfarvning. Virkningen indtræder på 2 1/2 minut. Ved tilstedeværelse af større mængder urenheder i vandet affarves blandingen totalt, og der kan evt. i sådant meget dårligt vand suppleres med Jodosan, til sherryfarven holdes.

Anvendelsen af sølvion bør kun anvendes, når andre metoder er slået fejl, og da kun når desinfektionseffektiviteten kan kontrolleres af et kvalificeret laboratorium.

Som en praktisk metode for anvendelse af sølvion kan anvises tilsætning af sølvnitrat. Sølvnitrat kan leveres af apoteket i en fortyndet opløsning svarende til 1/10 normal opløsning. Denne opløsning tilsættes i en mængde af 2 1/2 ml pr. kubikmeter vand, svarende til ca. 25 myg Ag-ion pr. liter.

Forurening af vand med bakterier og andre mikroorganismer vil kunne ske i alle faser af vandbehandlinger i brønde, rentvandsbeholdere eller højdebeholdere (vandtårne) og gennem ledningsnettet. Det vil derfor være rigtigt, at anlæggene indrettes således, at forurenede dele af anlægget kan fralukkes.

Det bør i givet fald bringes til forbrugernes kundskab, at kogning af vandet giver effektiv beskyttelse mod bakteriologiske forureninger, ligesom botulinusgiften ødelægges ved kogning.

E. FORHOLDSREGLER MOD FORURENING MED KRIGSGAS.

Forurening med krigsgas vil kunne forårsages af gasregn (»spray«), hvorfor forholdsreglerne nævnt foran under pkt. c »overfladevandværker« må gennemføres ved konstatering af angreb med krigsgas. Forurening af vandet kan ligeledes opstå, hvis luften i de rum, der indeholder værkernes iltnings- og filteranlæg bliver blandet med krigsgas eller andre giftige luftarter, hvorfor filtrene for luftindtag til disse rum og til beholdere også bør kunne forsynes med aktivt kul som filtermateriale.

Vandværkerne bør ved omløbsledninger indrettes således, at vandet fra boringer og brønde kan udpumpes uden iltnings- og filteranlæggene.

3. ORGANISATION AF VANDVÆRKERNES EGENBESKYTTELSE.

Egenbeskyttelsen, som på vandværket bør opbygges efter principperne for bedriftsværn, omfatter følgende

a) Tilrettelæggelse af brandslukningsforanstaltninger, som gør det muligt for personalet ved egen hjælp umiddelbart at optage bekæmpelsen af opståede brande.

b) Befrielse og transport af personer, der kommer til skade eller indespærres under indtrufne skader på vandværket, samt ydelse af førstehjælp.

Vedrørende de nærmere enkeltheder om egenbeskyttelsens organisation og om det fornødne materiel og den personlige udrustning henvises til Civilforsvarsstyrelsens »Vejledning om bedriftsværn«.

Hvor det skønnes forsvarligt, kan løsning af de under egenbeskyttelsen henhørende pågaver overlades til frivillige under ledelse af værkets personale.

Der skal på værket indrettes beskyttelsesrum i fornødent omfang for personalet i henhold til gældende bestemmelser herom.

B. OPBYGNING AF CIVILFORSVARET FOR LEDNINGSNETTET

1. LEDNINGSNETTETS OPBYGNING.

For at undgå, at brud på ledningsnettet medfører store oversvømmelser, hvilket kan medføre fare for personer, der opholder sig i lavt liggende beskyttelsesrum og kældre, og for i det hele taget at forhindre vandets udstrømning, er det af største vigtighed, at der findes passende inddeling af ledningsnettet i småsektioner. Dette kan ske ved anbringelse af afspærringsventiler, som under normale forhold er åbne, men som hurtigt kan lukkes i tilfælde af ledningsbrud.

Placeringen og antallet af ventiler må afhænge af ledningsnettets almindelige opbygning og de byplanmæssige forhold, hvorfor der ikke kan gives generelle retningslinier herfor.

For at undgå unødig udstrømning vil det endvidere være af væsentlig betydning, at højdebeholdere kan fralukkes meget hurtigt, fx ved rørbrudsventil.

Det bemærkes, at opretholdelse af værkernes pumpning og udeladelse af aflukning af en ledningsstrækning uanset relativt store ledningsbrud kan være afgørende for slukningsarbejdet, ligesom opretholdelse af tryk i vandledningerne modvirker forurening. Det må derfor i hvert tilfælde overvejes, om forhindring af vandtab og oversvømmelse er vigtigere end fremskaffelse af vand til brandslukning og modvirkning af forurening.

2. ORGANISATION AF LUKKETJENESTEN.

Lukketjenestens mandskab bør være sammensat af værkets sædvanlige »ledningspersonel« suppleret med frivilligt mandskab og organiseres i »lukkehold«.

Et »lukkehold« bør almindeligvis bestå af 2 mand, hvoraf den ene skal være kendt med ledningsnettets opbygning.

Foruden med almindelig personlig udrustning for hjælpetjenestens personel (arbejdsdragt, stålhjelm m.v.) udstyres et hold med fornødent lukkeværktøj m.v. (kortmateriale, ventilnøgle, stophanenøgle, båndmål, let håndværktøj samt håndlygte evt. minelygte).

Lukkeholdene bør have bedst mulige transportmuligheder.

Ledningernes beliggenhed i gaderne skal være nøje kendt, og kortmateriale herover skal forefindes. Specielt må dækslerne for afspærringsventilerne være indmålt og angivet på særlige kort (»lukkebøger«), hvoraf ekstra eksemplarer bør være fremstillede og tilgængelige for lukkeholdene.

3. REPARATION AF SKADER På LEDNINGSNETTET.

Egentlige reparationsarbejder på vandledninger kan i reglen ikke finde sted under et angreb, men må iværksættes snarest muligt efter angrebet.

Reparationsholdenes størrelse afhænger af den konkrete opgave. Vandværkets lager af rør og formstykker bør stå i rimeligt forhold til ledningsnettets udstrækning. Til orientering kan anføres, at der pr. 1000 m ledning af en bestemt dimension til enhver tid bør haves et reservelager på mindst 1 stk. rør, 1 stk. skydemuffe, 1 stk. bandagemuffe, og 1/2 stk. slutmuffe, dog mindst for hver dimension henholdsvis 4, 4, 4 og 2 stk. samt en efter de lokale forhold rimelig mængde af T-stykker, spidsstykker, bøjninger, afspærringsventiler, stikledningsrør og stophaner m.v.

Materiel (pumper, treben, taljer evt. nødbelysningsanlæg m.v.) og værktøj (grave- og rørlægningsværktøj m.v.) bør forefindes i så stort omfang, at der kan foretages flere reprationer samtidig.

Vandværket bør kunne disponere over mindst 2 stk. personvogne/kassevogne samt 1 stk. 1 1/2-2 tons lastvogne for hvert dobbelt sæt materiel og værktøj.

4. REKVISITION AF MOTORKØRETØJER.

De for lukke- og reprationsholdene nødvendige motorkøretøjer rekvireres gennem vedkommende civilforsvarskommisson i overensstemmelse med de af Civilforsvarsstyrelsen udgivne bestemmelser herom.

Det vil være hensigtsmæssigt, om vandværkets personale lader deres motorkøretøjer registrere til brug for det lokale civilforsvar, vandforsyningen.

C. NØDDRIKKEVANDSFORSYNING

Sikring af befolkningens drikkevandsforsyning, når den normale forsyningsmåde ikke kan benyttes, er af den største vigtighed.

Som ovenfor nævnt vil det ved vandforureneng i visse tilfælde være tilstrækkeligt at foretage en kloring af vandet. For de tilfælde, hvor dette ikke kan anses for tilstrækkeligt, må der være truffet foranstaltninger til en nøddrikkevandsforsyning. I denne forbindelse må der regnes med et vandbehov til drikkebrug og madlavning på mindst 5 l pr. person pr. døgn i kortere perioder.

En sådan nødforsyning må etableres, såvel når normalforsyning er afbrudt, som når forurening af vandet er konstateret og ikke kan afhjælpes.

Hvor afhentning af nøddrikkevand påregnes, må fornødne rørarrangementer med taphaner til påfyldning af vogne eller reservoirer deponeres i tildannet og afpasset stand, således at de kan tages i brug med kort varsel. De nødvendige håndpumper og lignende må være anskaffet og tilpasset.

Fordeling af nøddrikkevand på udleveringsstederne varetages af indkvarterings- og forplejningstjenesten, og tilrettelægningen af nøddrikkevandsforsyning må derfor ske i samråd med denne tjenestegren.

1. ANVENDELSE AF PRIVATE VANDFORSYNINGER OG RESERVOIRER.

Der bør foretages undersøgelse af, i hvilket omfang der inden for området forefindes private boringer og brønde, fx tilhørende industrianlæg. I det omfang, vandet i disse brønde eller reservoirer efter en undersøgelse viser sig anvendeligt som drikkevand, bør de pågældende brønde optages på en fortegnelse vedlagt kort med angivelse af beliggenhed.

I visse tilfælde vil private vandforsyninger med tilstrækkelig pumpekapacitet eventuelt kunne tilsluttes det offentlige ledningsnet. I det omfang, disse pumper er afhængige af ude fra kommende drivkraft, bør der så vidt muligt tilvejebringes reservedrivkraft.

For egnede private vandforsyningsanlægs vedkommende bør der foretages sådanne arrangementer, at de vil kunne anvendes ved påfyldning af vandvogne.

I områder, hvor det kan forudses, at drikkevandsforsyningen i en katastrofesitution vil være særlig vanskelig, kan det være tilrådeligt at udføre enkelte boringer, hvori håndpumper kan anbringes.

2. VANDFORSYNING FRA TRANSPORTABLE BEHOLDERE M.V.

Der bør foretages en undersøgelse af, hvilke antal køretøjer af egnet type, der findes inden for det enkelte område. samt hvilket personel der kræves til deres betjening. Foruden de egentlige vandvogne, som måtte tilhøre kommunens tekniske tjeneste, vil køretøjer med egnede beholdere af forskellig art kunne anvendes.

Forinden brugen og med regelmæssigt mellemrum bør der foretages desinfektion af tankene.

På egnede steder, der ligger for langt fra andet udleveringssted (ca. 1 km), bør der placeres mindre beholdere, der kan fyldes af tankvogne og lignende. Med henblik på, at befolkningen skal afhente vandet herfra, bør beholderne indrettes med et passende antal (helst selvlukkende) taphaner.

3. KONTROL M.V. AF NØDDRIKKEVAND.

Nøddrikkevand skal så vidt muligt holdes under bakteriologisk kontrol.

Det bør i givet fald bringes til forbrugernes kundskab, at der til desinfektion og konservering af nøddrikkevand vil kunne anvendes kloramintabletter.

Vand fra søer, vandløb og havet kan anvendes til WC-skylning o.l.

Er man nødsaget til at bruge vand fra søer og vandløb til drikkevand og madlavning, må dette altid koges, evt. efter forudgående filtrering gennem et stykke lærred.

D. KOMMANDOFORHOLD

1. KOMMANDOSTATIONER M.V.

De taktiske dispositioner vedrørende teknisk tjeneste træffes af Teknisk Sektion eller, såfremt en sådan ikke er oprettet, af Operationssektionen jfr. »Retningslinier for indsats af civilforsvarets styrker i skaderamte områder«, afsnit II.1.

Afhængig af de lokale forhold kan Teknisk Sektion være placeret i eller uden for kommandocentralen, men uanset sektionens placering skal alle meldinger om opståede skader på vandledningsnettet indgå direkte til Teknisk Sektion, der på grundlag heraf i samråd med Operationssektionen vil træffe afgørelse om udsendelsen af lukke- og reparationshold.

I teknisk Sektion skal forefindes planer over ledningsnettet m.v., således at der i sektionen kan træffes bestemmelse om, hvorledes indtrufne skader afbødes bedst muligt under hensyn til den foreliggende situation.

I forsyningsområder, eventuelt på et eller flere af værkerne, oprettes der udrykningsstationer for »lukkehold« og reparationshold.

Størrelsen af det på udrykningsstationerne placerede mandskab kan fastlægges ud fra den forudsætning, at alt rydningsarbejde foretages af rydningstjenesten, hvorfor et snævert samarbejde med denne tjenestegren forudsættes iværksat i påkomne tilfælde.

Antallet af udrykningsstationer bør fastsættes i rimeligt forhold til det af værket betjente område.

Der bør tilstræbes 2-holdsvagt.

2. SIGNALTJENESTEN.

Til formidling af ordrer og meldinger kan Teknisk Sektion disponere over de i kommandocentralen etablerede signalmidler, telefon, radio og ordonnanser, herunder de direkte telefonforbindelser til de tekniske værker.

Vedrørende melding om opståede skader etc. gælder følgende regler

skader på et vandværk meldes omgående af vandværkets leder til Teknisk Sektion.

Lederen af et reparationshold holder løbende Teknisk Sektion orienteret om arbejdets gang, og lederen af et lukkehold underretter Teknisk Sektion, så snart de befalede lukninger er foretaget.

E. TILVEJEBRINGELSE OG UDDANNELSE AF PERSONEL

Det mandskab, der vil være til rådighed for opbygning af teknisk tjeneste, vandforsyningen, er dels værkets og ledningsafdelingens personale, dels et antal frivillige, hvor sådanne måtte være til rådighed.

Det vil næppe være muligt ved hjælp af eget mandskab af formere alle de nødvendige tekniske hold, og det kan i almindelighed ikke påregnes, at der blandt de frivillige er et tilstrækkeligt antal uddannede teknikere og håndværkere, hvorfor det tilrådes at søge nærmere samarbejde med lokale V.V.S. virksomheder.

Alt frivilligt personel i teknisk tjeneste skal gennemgå den herfor fastsatte uddannelse, ligesom det personel, der er tilknyttet værkernes egenbeskyttelse, skal uddannes efter de for bedriftsværn fastsatte retningslinier.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →