Cirkulære om midlertidigt investeringsfradrag for maskiner,inventar og lignende driftsmidler.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om midlertidigt investeringsfradrag for maskiner,inventar og lignende driftsmidler.
Eksemplarer af lov nr. 443 af 16. september 1975 om midlertidigt investeringsfradrag for maskiner, inventar og lignende driftsmidler er tidligere udsendt.
Eksemplarer af ministeriet for skatter og afgifters bekendtgørelse nr. 677 af 22. december 1975 om kontroloplysninger i henhold til lov om midlertidigt investeringsfradrag for maskiner, inventar og lignende driftsmidler fremsendes hermed.
Med hensyn til praktisering af lovens bestemmelser skal man meddele følgende
1. Lovens § 1, stk. 1, 1. pkt., giver ret til et skattemæssigt fradrag for skatteydere, der anskaffer maskiner, inventar og lignende driftsmidler, som afskrives under et efter afskrivningslovens afsnit I. Herved udelukker man investeringsfradrag for småaktiver med en anskaffelsessum på 1.200 kr. og derunder samt driftsmidler, hvis levetid ikke antages at overstige 3 år, og som fradrages fuldt ud i den skattepligtige indkomst for anskaffelsesåret, jfr. § 3 i lovbekendtgørelse nr. 628 af 30. november 1973 om skattemæssige afskrivninger m.v.
Hvis den skattepligtige vælger at aktivere disse anskaffelser og afskrive dem under et med de øvrige driftsmidler, jfr. afskrivningslovens § 3, stk. 3, vil han opnå ret til investeringsfradrag.
Ifølge lovens § 1, stk. 1, 2. pkt., kan fradrag heller ikke foretages ved anskaffelser af automobiler, der indregistreret som nævnt i afskrivningslovens § 6A, således som denne bestemmelse er ændret ved § 1 i lov nr. 291 af 26. juni 1975 om ændring af lov om skattemæssige afskrivninger m.v. Efter denne ændring falder hyrevogne (droscher, lillebiler), der udelukkende benyttes til erhvervsmæssig personbefordring, og som svarer registreringsafgift med 20 pct. af den afgiftspligtige værdi, uden for § 6A fra og med indkomståret 1975, hvorfor adgangen til at foretage investeringsfradrag også omfatter sådanne køretøjer. De køretøjer, for hvilke der efter bestemmelserne i loven om investeringsfradrag herefter ikke kan foretages fradrag, er automobiler, som af ejeren udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, men som er indregistreret
a) til privat personbefordring,
b) til udlejning uden fører,
c) som skolevogne,
d) som last- eller varemotorkøretøjer, der er berigtiget med halv omsætningsafgift efter de indtil den 1. november 1971 gældende afgiftsbestemmelser, hvilket også gælder, selv om bilen har skiftet ejer efter nævnte dato.
De nævnte automobiler er undtaget fra investeringsfradragsordningen, hvad enten anskaffelssummen er over eller under 40.000 kr.
2. Det er efter lovens § 1, stk. 2, en betingelse for retten til investeringsfradrag, at anskaffelsen af de under punkt 1 nævnte aktiver har fundet sted i perioden fra den 20. september 1975 til 31. december 1976.
3. Ifølge lovens § 2, stk. 1, opnår den skattepligtige i det indkomstår, hvori driftsmidlerne er anskaffet, ret til et fradrag på 20 pct. af det beløb, hvormed anskaffelsessummen for de i indkomståret anskaffede driftsmidler overstiger salgssummen for de i året afhændede driftsmidler af den foran under punkt 1 anførte art. Der tages dog kun hensyn til anskaffelses- og salgssummer for den del af indkomstårets anskaffelser og afhændelser, som er foretaget inden for perioden 20. september 1975- 31. december 1976.
Med anskaffelsessum må sidestilles nettoudgifter for den anskaffende ved en byttehandel, ligesom ved salgssum må sidestilles nettooverskud for modtageren i bytteforholdet, svarende til det beløb det afgivne er mere værd end det modtagne.
Da der som nævnt ikke kan opnås fradrag for anskaffelsessummer for automobiler, der er indregistreret som nævnt i afskrivningslovens § 6A og anskaffelsessummer for driftsmidler, hvis anskaffelssum fuldt ud er fradraget i den skattepligtige indkomst for anskaffelsesåret, skal anskaffelsessummer og salgssummer for sådanne driftsmidler dog ikke medregnes ved opgørelsen af det beløb, der giver ret til investeringsfradrag.
Efter lovens § 2, stk. 2, skal anskaffelsessummer og salgssummer opgøres efter reglerne i lov om skattemæssige afskrivninger. Udgifter til forbedring sidestilles med anskaffelsessummer. Med salgssummer sidestilles ekspropriationserstatninger samt forsikrings- eller erstatningssummer for skadelidte driftsmidler, der udgår af driften på grund af skaden.
Efter lovens § 2, stk. 2, 4. punkt, skal afskrivningslovens regler om, hvornår et driftsmiddel anses for anskaffet, også anvendes i forbindelse med reglerne om det midlertidige investeringsfradrag. Det betyder, at et driftsmiddel betragtes som anskaffet, når levering har fundet sted, jfr. afskrivningslovens § 7.
Ifølge lovens § 2, stk. 3, 1. pkt., ydes der ikke investeringsfradrag ved erhvervelse ved arv, arveforskud eller gave. Det samme gælder efter § 2, stk. 3, 2. pkt. ved overdragelser mellem en person og et selskab eller mellem selskaber indbyrdes, hvis den ene af parterne i overdragelsen har en bestemmende indflydelse på den anden parts handlemåde på grund af aktiebesiddelse, vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse. Der tænkes herved navnlig på overdragelser i form af omdannelse af en virksomhed fra personligt eje til selskab eller fra en selskabsform til en anden, samt på overdragelse af driftsmidler fra et selskab til et andet selskab under samme koncern eller fra hovedaktionæren til selskabet. Såfremt leverandøren af et driftsmiddel er i økonomisk fællesskab med køberen, men overdragelsen er udtryk for et normalt salg, vil der alligevel kunne ydes fradrag, idet lovens § 2, stk. 4, undtager overdragelser, der er sket som led i overdragerens almindelige erhvervsmæssige virksomhed, fra begrænsningen i § 2, stk. 3, 2. pkt.
4. Efter lovens § 3 berører investeringsfradraget ikke størelsen af de afskrivninger, der kan foretages iflg. lov om skattemæssige afskrivninger m.v. Investeringsfradraget berører heller ikke reglerne i afskrivningslovens §§ 4 og 5 om tab på solgte og beskadigede driftsmidler og om negative afskrivningssaldi. Skatteyderen har således krav på investeringsfradrag, selvom hans afskrivningssaldo er negativ.
Fradraget berører heller ikke opgørelsen af fortjeneste og tab efter lov om særlig indkomstskat m.v. eller efter § 5, stk. 1, litra a, i statsskatteloven nr. 149 af 10. april 1922.
Har den skattepligtige anvendt investeringsfondshenlæggelser eller etableringskontoindskud til forlods afskrivning på anskaffelsessummen for maskiner, inventar og lignende driftsmidler, medfører det ikke nedsættelse af den anskaffelsessum, hvoraf investeringsfradraget beregnes.
5. Har den skattepligtige i medfør af bestemmelsen i § 1, stk. 2, i lov nr. 292 af 26. juni 1975 om en ekstraordinær afskrivning og om forhøjede ordinære afskrivninger for 1975 og 1976 tilkendegivet, med hvilken pct. af anskaffelssummen, denne ekstraordinære afskrivning på indtil 15 pct. skal foretages, er investeringsfradrag udelukket i det pågældende indkomstår, jfr. lovens § 3, stk. 2.
6. Investeringsfradraget kan ikke beskæres eller annuleres efter ligningslovens § 28. Fradraget vil derimod på linie med andre fradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst begrænse den skattepligtiges muligheder for at afskrive, nedskrive og henlægge til investeringsfonds i tilfælde, hvor privatforbruget overstiger indkomsten.
7. Det midlertidige investeringsfradrag beregnes som nævnt af anskaffelsessummen for driftsmidler, der er anskaffet i det pågældende indkomstår (og efter den 19. september 1975) med fradrag af salgssummen for driftsmidler, der er afhændet i indkomståret (efter den nævnte dato), d.v.s. af nettoanskaffelsessummen i det pågældende indkomstår.
Investeringsfradrag gives som nævnt for driftsmidler, som afskrives under et efter afskrivningslovens afsnit I. Det betyder, at det pågældende driftsmiddel enten straks eller senere skal indgå i virksomhedens drift. I relation til afskrivningsreglerne er der normalt ikke grund for ligningsmyndighederne til at foranstalte nærmere undersøgelse for at sikre, at denne betingelse er opfyldt. I relation til det midlertidige investeringsfradrag kan der derimod være anledning til at sikre, at driftsmidlet er anskaffet med henblik på at indgå i virksomhedens drift og ikke blot med henblik på videresalg eller tilbagesalg til leverandøren efter den 31. december 1976 eller efter udløbet af det sidste indkomstår, hvor virksomheden kan benytte reglerne om investeringsfradrag.
I bemærkningerne til lovforslaget er det i denne forbindelse nævnt, at der kan være grund til nøjere at efterprøve, om der er tale om køb af et driftsmiddel, hvis aktivitet er købt umiddelbart før den 31. december 1976 og solgt kort tid efter denne skæringsdag. Som yderligere eksempler på tilfælde, hvor der kan være særlig anledning til at have opmærksomheden henvendt på, om den betingelse er opfyldt, at driftsmidlet er anskaffet med henblik på at indgå i virksomhedens drift, kan nævnes
Anskaffelse af driftsmidler, der normalt ikke anvendes i virksomheder af den pågældende art.
Anskaffelse af overtallige driftsmidler eller driftsmidler, som er meget kostbare i forhold til virksomhedens omfang.
Anskaffelser, der begrundes med, at der påtænkes etableret en ny virksomhed eller en væsentlig udvidelse eller ændring af en bestående virksomhed, men hvor der ikke er foretaget andre dispositioner, som ville være et naturligt led i en sådan etablering m.v. Her og i andre situationer kan der være grund til at undersøge, hvorledes virksomheden har finansieret indkøbet. Køb af et driftsmiddel med ret til at lade handelen gå tilbage, medmindre returretten er et sædvanligt vilkår i aftaler om køb af driftsmidler af den pågældende art.
Det tilføjes, at ligningsmyndighederne bør tage spørgsmål om ændring af indkomstansættelsen op til overvejelse, såfremt de efterfølgende konstaterer, at et driftsmiddel, hvis anskaffelse har givet grundlag for investeringsfradrag, er afhændet uden på noget tidspunkt at være indgået i virksomhedens drift.
Loven er trådt i kraft den 20. september 1975.
Skattedepartementet, den 22. december 1975.
Hans P. Gøtrik.
/ Fl. Kock.
Ingen