Cirkulære om udformningen af undervisningsplaner i folkeskolen (Til alle amtsråd, kommunalbestyrelser, skolekommissioner, fælleslærerråd, skolenævn og lærerråd uden for København)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om udformningen af undervisningsplaner i folkeskolen
(Til alle amtsråd, kommunalbestyrelser, skolekommissioner,
fælleslærerråd, skolenævn og lærerråd uden for København)
Efter § 16, stk. 1, i lov om folkeskolen (lov nr. 313 af 26. juni 1975) skal der udarbejdes en undervisningsplan for hver skole i kommunen - herunder også specialskoler og skoler, der er henlagt under en anden skoles ledelse. Undervisningsplanerne for de enkelte skoler kan imidlertid udformes således, at de er mere eller mindre enslydende.
Undervisningsplanerne skal efter den nævnte lovbestemmelse indeholde bestemmelser om følgende
1. Undervisningens ordning på hvert klassetrin, herunder timetallet for de enkelte fag eller faggrupper (timefordelingsplanen), jfr. afsnit I nedenfor.
2. Undervisningens indhold i de enkelte fag, faggrupper og emner, angivet ved centrale kundskabs- og færdighedsområder eller belyst ved eksempler (læseplaner), jfr. afsnit II nedenfor.
3. Det samlede ugentlige timetal på hvert klassetrin og for specialundervisning, jfr. afsnit I nedenfor.
4. Ferieplanen, jfr. afsnit III nedenfor.
Da det vil være hensigtsmæssigt, at undervisningsplanerne er ensartede af opbygning, skal man henstille, at skolemyndighederne så vidt muligt følger det mønster, der er anvendt i dette cirkulære med hensyn til undervisningsplanens inddeling i afsnit og afsnittenes rækkefølge.
Med hensyn til den formelle fremgangsmåde ved udarbejdelse og vedtagelse af undervisningsplaner henvises til skolestyrelseslovens § 2, stk. 2, § 22, stk. 1, § 27, stk. 14, § 61, stk. 1, nr. 2, og § 62, stk. 2, nr. 1.
I medfør af skolestyrelseslovens § 2, stk. 4, jfr. lovbekendtgørelse nr. 462 af 3. september 1974, fastsættes herved følgende regler om affattelsen af undervisningsplaner
AFSNIT I.
Undervisningens ordning, herunder timefordelingsplaner.
1. Timefordelingsplanen for 1.-10. klasse.
Timefordelingsplanen skal angive det ugentlige timetal i de enkelte fag på hvert klassetrin, herunder klassens time, og det samlede ugentlige timetal for eleverne, ligeledes på hvert klassetrin, jfr. i denne forbindelse folkeskolelovens § 14, stk. 1 og 3, og § 16, stk. 2.
Ved skoler, hvor der er betydelige udsving i klassernes elevtal fra år til år, kan der i undervisningsplanen optages flere timefordelingsplaner, hver for sig gældende for klasser, hvis forventede elevtal ligger inden for nærmere angivne rammer, - eller eventuelt for klassetrin, hvis forventede gennemsnitlige elevtal pr. klasse ligger inden for sådanne rammer. Disse løsninger forudsætter, at det i undervisningsplanen bestemmes, på hvilket tidspunkt elevtallene skal gøres op, og at der hvert år som bilag til planen optages en oversigt over elevtallene og de timetal, som herefter skal anvendes. Optagelsen af et sådant bilag er ikke underkastet den sædvanlige procedure for ændringer af undervisningsplaner. (En genpart af den »timetalsplan«, der indgår i ministeriets særlige skemasæt for folkeskolen, kan eventuelt benyttes).
Timefordelingsplanen bør fremtræde i skemaform. I skemaerne kan timetallene for tilbudsfag og valgfag angives med et samlet timetal for eleverne, således at de enkelte tilbudsfags og valgfags timetal angives særskilt, for valgfagenes vedkommende eventuelt i forbindelse med den nærmere omtale af disse fag, jfr. afsnit I, punkt 4.
Beslutninger om at gennemføre ikke-fagdelt undervisning i henhold til folkeskolelovens § 4, stk. 3, eller en valgordning i henhold til § 4, stk. 4, kan ligeledes fremgå af timefordelingsplanen, men sådanne ordninger bør tillige omtales særskilt, jfr. afsnit I, punkt 6 og 7.
Om anvendelse af »normaltimeplanen« og om udarbejdelse at timeplaner, der afviger herfra, henvises til ministeriets vejledning af 16. september 1975 om udarbejdelse af timefordelingsplaner i folkeskolen.
Med hensyn til timefordelingsplaner for specialklasser henvises til afsnit I, punkt 10.
2. Deletimer.
Om anvendelse af deletimer, herunder den nære sammenhæng mellem det ugentlige timetal for eleverne (elevskematimerne ifølge timefordelingsplanen) og antallet af deletimer, henvises til vejledningen af 16. september 1975.
Antallet af deletimer skal fremgå af undervisningsplanen, men bestemmelserne herom kan udformes på forskellig måde, f. eks. således
a. Deletimernes antal kan anføres direkte i selve timefordelingsplanen, som vist i vejledningen side 2, eller i et særligt skema, der svarer til timefordelingsskemaet. Denne mulighed vil navnlig være hensigtsmæssig, hvor der i undervisningsplanen er optaget flere timefordelingsplaner, hver for sig gældende for klasser hvis elevtal ligger inden for nærmere angivne rammer.
b. En anden mulighed vil være, at der i undervisningsplanen optages en regel, hvorefter antallet af deletimer på hvert klassetrin sættes i forhold til antallet af elever i den enkelte klasse. Denne løsning forudsætter, at der optages en bemyndigelse for skolenævnet til efter indstilling fra lærerrådet at fordele timerne på de enkelte fag.
I begge tilfælde vil der kunne være behov for at fravige fordelingen af deletimer i begrænset omfang, og man skal derfor pege på den mulighed, at der i undervisningsplanen (yderligere) optages en generel bemyndigelse for skolenævn og lærerråd til at foretage en sådan ændret placering af deletimer inden for de givne rammer.
Såfremt man i stedet for deletimer ønsker i større eller mindre omfang at gennemføre timer, hvor hele klassen undervises af to lærere i fællesskab (to-lærer ordning), må denne mulighed fremgå af undervisningsplanen. Det bør i denne forbindelse præciseres, at gennemførelsen af to-lærer ordningen i de enkelte tilfælde forudsætter de pågældende læreres tilslutning.
3. Obligatoriske emner, jfr. folkeskolelovens § 6, stk.1.
Der henvises herom til bekendtgørelse af 27. november 1975 om undervisning i visse emner som led i folkeskolens obligatoriske fag og til bekendtgørelse af 15. juni 1972 om seksualoplysning i folkeskolen.
Som det fremgår heraf, skal de nærmere bestemmelser om disse emners placering i fag og på klassetrin og (eventuelt) om undervisningens tidsmæssige omfang fastsættes i undervisningsplanen eller »i henhold til denne«. Den sidstnævnte mulighed sigter til, at der i undervisningsplanen kan optages en bemyndigelse for skolenævnet til efter indstilling fra lærerrådet at fastsætte disse nærmere bestemmelser, jfr. bekendtgørelsen af 27. november 1975, § 16 og bekendtgørelsen af 15. juni 1972, § 3, stk. 1.
Fastlæggelsen af undervisningens indhold henhører under undervisningsplanens afsnit om læseplaner, jfr. afsnit II nedenfor.
4. Valgfag.
Det må fremgå af undervisningsplanen, hvilke fag der kan tilbydes eleverne og på hvilke klassetrin, herunder eventuelt ved henvisning til andre skoler eller til ungdomsskolen, jfr. afsnit I, punkt 5, og i hvilket omfang tilbuddet kan være fælles for elever fra flere klassetrin. De enkelte valgfags timetal på hvert klassetrin skal ligeledes anføres. Der henvises i øvrigt til bekendtgørelse af 28. november 1975 om undervisningen i folkeskolens valgfag.
5. Eventuelt samarbejde med andre skoler eller med ungdomsskolen.
Såfremt det i kommunens skoleplan er fastsat, at skolen er omfattet af et samarbejde med andre skoler eller med den kommunale ungdomsskole, jfr. folkeskolelovens § 22, stk. 2 og 3, må det af undervisningsplanen fremgå, inden for hvilke fag eller fagområder og på hvilke klassetrin dette samarbejde kan finde sted.
6. Eventuelle ordninger med ikke-fagdelt undervisning, jfr. folkeskolelovens § 4, stk. 3.
Såfremt der tilrettelægges ikke-fagdelt undervisning i henhold til folkeskolelovens § 4, stk. 3, bør dette anføres i undervisningsplanen.
7. Eventuelle valgordninger i forbindelse med undervisningen i formning, musik, håndarbejde, sløjd og hjemkundskab, jfr. folkeskolelovens § 4, stk. 4.
Såfremt der er etableret delvis valgfri undervisning inden for de i folkeskolelovens § 4, stk. 4, nævnte fag, må det i undervisningsplanen anføres, hvilke fag - og eventuelt hvilke discipliner inden for et fag - samt hvilke klassetrin valgordningen omfatter, og i hvilket omfang undervisningen kan være fælles for flere klassetrin. Eventuelle kortere undervisningsperioder end et helt skoleår bør ligeledes angives. Der henvises i øvrigt om sådanne ordninger til undervisningsministeriets cirkulære af 22. august 1975 om gennemførelse af lov om folkeskolen, afsnit II. 3. B, punkt 1 og 2.
8. Eventuel undladelse af kursusdeling, jfr. folkeskolelovens § 8, stk. 3.
I tilfælde, hvor undervisningsministeriet har godkendt, at kursusdelingen i visse fag på 8. og 9. klassetrin undlades, bør dette fremgå af undervisningsplanen ved, at godkendelsesskrivelsen optages som tillæg.
Med hensyn til spørgsmålet om læseplanernes anvendelse i disse tilfælde henvises til afsnit II nedenfor.
9. Praktikophold, lejrskoler m. v.
Det anføres i undervisningsplanen, i hvilket omfang skolen kan udnytte de i folkeskolelovens § 13, stk. 3, nævnte muligheder for at indstille undervisningen på de enkelte klassetrin. Der kan eventuelt angives en nærmere fordeling af denne tidsramme på de forskellige aktiviteter.
10. Specialundervisning.
Der udarbejdes særlige timefordelingsplaner for specialklasser. For hjælpeklasser bør antallet af deletimer på hvert klassetrin fremgå af undervisningsplanen. Dette kræves dog kun, hvis antallet overstiger det, der er fastsat i § 3 i ministeriets cirkulære af 21. februar 1975 om deletimer, jfr. cirkulærets § 5.
For observationsklinikker, læseklinikker, og skoleklinikker skal den ugentlige undervisningstid (åbningstid) fastsættes i undervisningsplanen.
Med hensyn til anden specialundervisning (holdundervisning, enkeltmandsundervisning, specialundervisning i klassen etc.) vil det indtil videre være tilstrækkeligt at anføre, at der gives sådan undervisning i henhold til de herom gældende bestemmelser.
11. Supplerende undervisning.
Det vil foreløbig kunne anføres i undervisningsplanen, at der kan gives supplerende undervisning eller anden faglig støtte til elever, der har været uden undervisning gennem længere tid, eller som har skiftet skole, jfr. folkeskolelovens § 4, stk. 6.
Der vil senere blive udsendt nærmere regler om denne undervisning, jfr. cirkulæret af 22. august 1975 om folkeskolelovens gennemførelse afsnit III. punkt 10.
12. Undervisning af fremmedsprogede elever.
Det vil foreløbig kunne anføres i undervisningsplanen, at der kan gives særlig undervisning af fremmedsprogede elever, jfr. folkeskolelovens § 4, stk. 6.
Der vil senere blive udsendt nærmere regler om denne undervisning, jfr. cirkulæret af 22. august 1975 om folkeskolelovens gennemførelse afsnit III, punkt 10.
13. Skolebiblioteket.
Antallet af åbningstimer i skolebiblioteket skal - direkte eller ved angivelse af et beregningsgrundlag - fremgå af undervisningsplanen, jfr. § 1 i undervisningsministeriets cirkulære af 8. april 1967 om aflønning af skolebibliotekarer i folkeskolen.
Der må i undervisningsplanen optages bestemmelser om elevernes indføring i biblioteks- og bogkundskab samt om biblioteksorientering på folkebiblioteket, jfr. bekendtgørelse af 21. maj 1965 om skolebiblioteker i folkeskolen, § 8, stk. 5.
Såfremt det måtte være pålagt skolebibliotekaren at give undervisning i bibliotekskundskab, skal antallet af timer til denne undervisning fremgå af undervisningsplanen, jfr. § 2 i det ovenfor nævnte cirkulære af 8. april 1967.
Eventuelle bestemmelser om indholdet af undervisningen i bibliotekskundskab henhører under undervisningsplanens afsnit om læseplaner, jfr. afsnit II nedenfor.
AFSNIT II.
Læseplaner.
Der skal i undervisningsplanen optages bestemmelser om undervisningens indhold i de enkelte fag (eller faggrupper) og emner, angivet ved centrale kundskabs- og færdighedsområder eller belyst ved eksempler.
Undervisningsplanen skal således indeholde læseplaner for hvert enkelt obligatorisk fag, tilbudsfag og valgfag og for hvert enkelt obligatorisk emne. For emnernes vedkommende gælder dog, at man i selve undervisningsplanen kan optage en bemyndigelse for skolenævnet til - efter indstilling fra lærerrådet - at fastsætte de nærmere bestemmelser om undervisningens indhold (jfr. bekendtgørelsen af 27. november 1975, § 16, og bekendtgørelsen af 15. juni 1972, § 3, stk. 1).
Læseplanernes bestemmelser må udformes således,
at det af ministeriet fastsatte formål med undervisningen i faget eller emnet kan opfyldes (jfr. bekendtgørelse af 24. september 1975, 27. november 1975, 28. november 1975 og 15. juni 1972).
at kravene ved eventuelle afgangsprøver kan opfyldes, jfr. folkeskolelovens § 16, stk. 3, og
at der indrømmes lærere og elever tilstrækkelige muligheder for valg af undervisningsstof inden for læseplanens rammer, jfr. folkeskolelovens § 16, stk. 4.
I det omfang, der er etableret samarbejde mellem flere skoler eller med den kommunale ungdomsskole, jfr. afsnit I, punkt 5, må endvidere skolernes læseplaner for de pågældende fag være indbyrdes koordinerede.
I tilfælde, hvor undervisningsministeriet har godkendt, at kursusdelingen i visse fag på 8. og 9. klassetrin undlades, jfr. afsnit I, punkt 8, forudsættes det, at undervisningen tilrettelægges inden for rammerne af de allerede foreliggende læseplaner for grundkursus og udvidet kursus, således at det ikke af den grund skulle være nødvendigt at foretage formelle ændringer af planerne.
Man henviser i øvrigt til de vejledende forslag til læseplaner i de enkelte fag, som udsendes af undervisningsministeriet, jfr. cirkulæret af 22. august 1975 om folkeskolelovens gennemførelse, afsnit III, punkt 12.
AFSNIT III.
Ferieplanen.
Såfremt den vejledende ferieplan, der hvert år udsendes fra undervisningsministeriet, ønskes anvendt som skolens (kommunens) ferieplan, anføres det i undervisningsplanen, at undervisningsministeriets vejledende ferieplan følges.
Det kan eventuelt fastsættes. at den vejledende ferieplan følges med visse nærmere angivne afvigelser, eller med de ændringer, der måtte blive vedtaget år for år. I sidstnævnte tilfælde bør disse ændringer optages som (midlertidige) tillæg til undervisningsplanen.
Endelig kan man i undervisningsplanen hvert år optage en fuldstændig ferieplan for skolen (kommunen).
Det samlede antal ferie- og fridage samt sommerferiens begyndelsestidspunkt fastsættes hvert år af ministeriet i forbindelse med den vejledende ferieplan. jfr. folkeskolelovens § 13, stk. 2. På disse to punkter kan planen således ikke fraviges.
AFSNIT IV.
Ikrafttræden.
Cirkulæret har virkning for affattelsen af undervisningsplanbestemmelser, der skal træde i kraft den 1. august 1976 eller senere.
Det bør ved affattelsen af ikrafttrædelsesbestemmelser i de enkelte undervisningsplaner tages i betragtning, at folkeskolelovens bestemmelser om undervisning på 9. og 10. klassetrin først træder i kraft henholdsvis den 1. august 1977 og den 1. august 1978, jfr. lovens § 49, stk. 2.
Undervisningsministeriet, den 9. december 1975.
Ritt Bjerregaard.
/Henrik Helsted.