Cirkulære om samarbejdet mellem de sociale myndigheder og arbejdsformidlingen efter § 30, stk. 1, i bistandsloven.

Cirkulære om samarbejdet mellem de sociale myndigheder og arbejdsformidlingen efter § 30, stk. 1, i bistandsloven.

I. Indledning.

1.

Med henblik på opfyldelse af det offentliges forpligtelser efter § 1 i lov nr. 333 af 19. juni 1974 om social bistand anføres det i lovens § 30, stk. 1, at det sociale udvalg eller revaliderings- og pensionsnævnet søger vejledning hos den offentlige arbejdsformidling i tilfælde, hvor ydelse af økonomisk støtte med henblik på at tilvejebringe, bevare eller forbedre en persons erhvervsmuligheder kan komme på tale.

De sociale myndigheder og arbejdsformidlingen vil imidlertid gensidigt have behov for at samvirke i en række andre af bistandsloven omfattede situationer.

Målet for såvel de sociale myndigheder som arbejdsformidlingen er inden for lovgivningens rammer at yde den bedst mulige betjening af borgerne. Dette forudsætter fuldt gensidigt kendskab til og benyttelse af de ressourcer, som er til rådighed for henholdsvis arbejdsformidlingen og socialforvaltningen. Såvel ud fra hensynet til borgerne som ud fra en mere økonomisk betragtning er det vigtigt, at så mange personer som muligt får et tilstrækkeligt grundlag for at klare sig selv ved erhvervsmæssig beskæftigelse fremfor ved offentlig hjælp eller pension. Det er derfor af den største betydning, at samarbejdet mellem de sociale myndigheder og arbejdsformidlingen bliver så effektivt som muligt.

2.

Efter bistandsloven er den kompetence, som efter den tidligere lovgivning var henlagt til revalideringscentre, mødrehjælpsinstitutioner, sociale udvalg samt børne- og ungdomsværn, til at yde bistand i form af hjælp til uddannelse og revalidering, nu samlet hos det sociale udvalg. I det følgende nævnes de bestemmelser i bistandsloven, der især medfører behov for et samvirke mellem arbejdsformidlingen og social- og sundhedsforvaltningen.

Efter § 26, stk. 1, nr. 1 og 2, vil der for det sociale udvalg være behov for oplysninger fra arbejdsformidlingen i forbindelse med udvalgets beslutning om tilbagebetaling af hjælp ydet i anledning af ubegrundet opgivelse af eller vægring ved at tage anvist arbejde, samt når den hjælpsøgende eller ægtefællen er indblandet i en kollektiv arbejdsstrid.

Efter §§ 38, nr. 1 og 44, vil det - som efter forsorgsloven - fortsat påhvile det sociale udvalg at sørge for den fornødne kontakt med arbejdsformidlingen i forbindelse med ydelse af henholdsvis forbigående og varig hjælp, idet det er en forudsætning, at der ikke kan anvises ansøgeren eller ægtefællen arbejde.

Efter § 42, stk. 1, træffer det sociale udvalg - når det må anses for påkrævet af hensyn til en persons mulighed for fremtidig at klare sig selv og familien - afgørelse om hjælp til uddannelse, der ikke dækkes gennem Statens Uddannelsesstøtte eller efter andre regler uden for sociallovgivningen, og det følger af § 30, stk. 1, at der må søges forudgående vejledning hos arbejdsformidlingen.

Efter § 46, stk. 2, der svarer til den hidtidige regel i børne- og ungdomsforsorgslovens § 27, stk. 2, nr. 4, kan det sociale udvalg yde hjælp til afholdelse af udgifter, der står i direkte sammenhæng med henstilling eler pålæg meddelt af en offentlig myndighed, med hensyn til et barns pleje, uddannelse eller arbejde. Det sociale udvalg vil også i disse tilfælde kunne have behov for vejledning fra arbejdsformidlingen.

Ved anvendelse af § 47, stk. 1, der svarer til forsorgslovens § 50, bør det sociale udvalg desuden i tilfælde, hvor det med henblik på forbedring af en persons eller families bolig eller erhvervsmæssige forhold kan komme på tale at yde hjælp til flytning, søge oplysning hos arbejdsformidlingen om, hvorvidt der af denne kan ydes flyttehjælp og bolighjælp m.v. efter reglerne i kap. 4 i arbejdsløshedsloven.

Om samarbejdets tilrettelæggelse på denne baggrund og tilrettelæggelsen af det i § 30, jfr. § 42, stk. 1, omtalte samvirke mellem på den ene side det sociale udvalg og arbejdsformidlingen på den anden side fastsættes efter forhandling med arbejdsministeriet, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening samt Københavns og Frederiksberg kommuner følgende principper

II. Hovedprincipper for samarbejdet.

3.

På den ene side vil de sociale myndigheder have behov for at rette henvendelse til arbejdsformidlingen i en række tilfælde, hvor der kan være spørgsmål om arbejdsprøvning, erhvervsvejledning, optræning, uddannelse og arbejdsplacering.

Til arbejdsformidlingen henvender sig på den anden side en del arbejdssøgende, som ud over beskæftigelsesmæssige problemer og spørgsmål om ret til arbejdsløshedsunderstøttelse kan have andre sociale problemer, som bør løses sammen med de kommunale, sociale myndigheder. Dette gælder f.eks. personer, som på grund af langvarig ledighed, hyppige afskedigelser, invaliditet eller alder ikke umiddelbart kan placeres på arbejdsmarkedet, eller som i forbindelse med arbejdsplacering kan have behov for bistand i hjemmet eller anbringelse af børn i vuggestue og børnehave m.v.

Det er derfor væsentligt at finde frem til de klienter, for hvem det vil være en fordel eller nødvendighed, at man samarbejder.

I en række tilfælde, som udvalgene får forelagt, hvor der ikke er tale om anvisning af arbejde, eller hvor en arbejdsplacering (for klienten selv eller ægtefællen) - selv på længere sigt - på forhånd må anses for udelukket, er der således ikke anledning til at medinddrage arbejdsformidlingen. Det henstilles derfor, at man ved samarbejdets tilrettelæggelse forlods søger sådanne sager udskilt. Dette gælder bl.a. sager, hvor afgørelsen - f.eks. i tilfælde af ansøgning om forlænget skolegang, deltagelse i høj- og efterskole samt enklere kursus, f.eks. hjemmehjælperkursus - kan træffes af det sociale udvalg selv, eventuelt i samarbejde med amtskommunens socialcenter. Det samme gælder endvidere sådanne tilfælde, hvor arbejdsformidlingen - f.eks. fordi flere tidligere forsøg på arbejdsmæssig placering efter henvisning fra socialforvaltningen har været mislykkede - har måttet afvise at gøre yderligere forsøg på at skaffe den pågældende beskæftigelse.

Som almindeligt princip bør det sociale udvalg dog hellere søge arbejdsformidlingens råd i nogle sager, hvor det kun er svagt begrundet, end risikere, at der i en sag, hvor arbejdsformidlingen kunne have ydet bistand, er uløste beskæftigelsesmæssige problemer.

Anvisning af arbejde uden erhvervsmæssig optræning.

4.

I en del tilfælde vil der hos de sociale myndigheder være ønske om, at arbejdsformidlingen undersøger mulighederne for - uden iværksættelse af videregående foranstaltninger - at anvise en person arbejde.

Skønnet over, hvorvidt en person konkret kan anses for arbejdsegnet og mulig at anvise, tilkommer arbejdsformidlingen. Arbejdsformidlingskontoret er derfor ikke forpligtet til at gøre forsøg på at anvise en person arbejde, når kontoret skønner, at forudsætningerne for at pågældende kan påtage sig et arbejde ikke er til stede.

Til brug for arbejdsformidlingens skøn vil det være hensigtsmæssigt, at social- og sundhedsforvaltningen oplyser, i hvilket omfang klienten efter det for forvaltningen foreliggende kan anses for at være arbejdsduelig.

Ved henvendelse om personer, som af social- og sundhedsforvaltningen kun anses for at være betinget arbejdsduelige, bør det sociale udvalg meddele arbejdsformidlingen oplysning om, på hvilket grundlag (alder, helbred eller andre personlige forudsætninger) den hjælpsøgende kun i betinget grad skønnes arbejdsduelig, således at arbejdsformidlingen får et reelt grundlag for vurderingen af pågældendes arbejdsevne over for foreliggende erhvervsmæssige placeringsmuligheder, enten umiddelbart eller betinget af særlige uddannelses- eller optræningsforanstaltninger m.v.

5.

Arbejdsformidlingskontoret underretter social- og sundhedsforvaltningen om resultatet. Skønner arbejdsformidlingen, enten at anvisning ikke kan finde sted, eller at den vil være betinget af sådanne særlig foranstaltninger, f.eks. lægebehandling eller anskaffelse af nødvendige proteser, som eventuelt vil gøre anvisning mulig på et senere tidspunkt, bør arbejdsformidlingen give social- og sundhedsforvaltningen underretning om baggrunden for afgørelsen. Det må herunder oplyses, om det fortrinsvis er den almindelige situation på arbejdsmarkedet eller forholdene inden for et bestemt lokalt eller fagligt område, der er afgørende, eller om det er pågældendes personlige eller helbredsmæssige forhold, som medfører, at en arbejdsmæssig placering er vanskelig eller umulig.

Det sociale udvalg kan ikke stille krav om, at arbejdsformidlingen skal forsøge anvisning i tilfælde, hvor arbejdsanvisning efter arbejdsformidlingskontorernes skøn eller erfaring må anses for resultatløs.

På den anden side er det sociale udvalg ikke bundet af et skøn udøvet af arbejdsformidlingen om, at anvisning i og for sig er mulig, hvis det efter de sociale myndigheders opfattelse er bedre i en hjælpsøgendes samlede sociale situation at undlade øjeblikkelig arbejdsanvisning.

6.

Har det sociale udvalg i forbindelse med ydelse af kontanthjælp - jfr. ovenfor under pkt. 2 - behov for en vurdering af ansøgerens, eventuelt ægtefællens arbejdsmuligheder, bør der tages kontakt med det lokale arbejdsformidlingskontor (afdelingskontor). Samtidig bør det sociale udvalg give arbejdsformidlingskontoret oplysninger, der foreligger for socialforvaltningen om de pågældendes forhold, og som skønnes at kunne være af betydning for arbejdsformidlingskontorernes anvisningsvirksomhed.

Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på, at oplysninger, der af de sociale myndigheder gives til arbejdsformidlingen, er omfattet af tavshedspligten i medfør af § 22, stk. 1, i arbejdsløshedsloven, ligesom oplysninger givet af arbejdsformidlingen til de sociale myndigheder efter de almindelige regler i straffeloven er undergivet tilsvarende tavshedspligt, jfr. bistandslovens § 22.

Arbejdsformidlingskontorets meddelelse om, at anvisning ikke har kunnet finde sted, vil kunne ske telefonisk eller skriftligt (f.eks. - som det i et vist omfang hidtil har været praktiseret - ved afstempling af et fremmødekort udleveret af socialforvaltningen).

Finder anvisning sted, giver arbejdsformidlingskontoret det sociale udvalg meddelelse herom ved at sende en genpart af kontorets anvisningskort.

Bliver der ikke etableret et arbejdsforhold, eller afbrydes det umiddelbart efter påbegyndelsen, vil arbejdsformidlingskontoret straks lade meddelelse herom gå videre til det sociale udvalg.

Hvis det sociale udvalg som grundlag for at rejse krav om tilbagebetaling efter § 26, stk. 1, pkt. 1, har ønske om fra arbejdsformidlingen at modtage attestation om, at den hjælpsøgende ubegrundet har opgivet eller har nægtet at påtage sig anvist arbejde, jfr. pkt. 36 i cirkulæret om bistandslovens almindelige bestemmelser, kan arbejdsformidlingen i almindelighed afgive en sådan attestation.

Sager om behandlings- og optræningsproblemer.

7.

For en del klienter, der henvender sig enten til det sociale udvalg eller til arbejdsformidlingen, vil det på grundlag af de foretagne undersøgelser af de pågældendes sociale og arbejdsmæssige forhold m.v. ikke være muligt eller hensigtsmæssigt at foretage en umiddelbar anvisning til erhvervsmæssig beskæftigelse. Dog kan der i en række tilfælde ved iværksættelse af forskellige relativt enkle foranstaltninger, f.eks. i form af op- og omskoling eller en kortvarigere uddannelse, tilvejebringes grundlag for en erhvervsplacering på lidt længere sigt. Iværksættelsen af sådanne foranstaltninger må ske i fornøden kontakt mellem det sociale udvalg og arbejdsformidlingen.

I tilfælde, hvor erhvervsmæssig støtte på grund af handicap og sygdom, fysisk eller psykisk, eller alvorligere sociale vanskeligheder begrunder en mere omfattende indsats indbefattende tilrettelæggelsen af en egentlig behandlingsplan, er det af den største betydning, at der etableres et så snævert samarbejde som muligt mellem socialforvaltningen og arbejdsformidlingen. Socialforvaltningen og arbejdsformidlingen må i fællesskab under hele sagens forløb følge og bistå den hjælpsøgende og dennes familie fra optræningens påbegyndelse, og indtil endelig erhvervsplacering kan ske. Henvendelse til arbejdsformidlingen om inddragelse af bistand herfra, bl.a. i form af erhvervsvejledning, bør således i disse tilfælde rettes allerede på sagens planlæggende stadier.

III. Arbejdsgangens tilrettelæggelse.

Samarbejdet med de sociale udvalg.

8.

Arbejdsgangen mellem det sociale udvalg og arbejdsformidlingen må tilrettelægges efter aftale med arbejdsformidlingskontoret, således at der under fornøden hensyntagen til de lokale forhold kan tilvejebringes grundlag for et smidigt og så vidt muligt uformelt samarbejde, hvorved et flertal af de forholdsvis ukomplicerede sager vil kunne behandles og løses på basis af telefoniske - eventuelt skriftlige - informationer og kun i mere komplicerede tilfælde på grundlag af personlig mødevirksomhed om den enkelte sag.

Det sociale udvalg må snarest muligt træffe aftale med arbejdsformidlingschefen som den ansvarlige for arbejdsformidlingens funktioner inden for sit område om, hvorvidt henvendelse fra udvalget skal rettes til arbejdsformidlingskontoret, eller opgaven i visse tilfælde vil kunne varetages af vedkommende afdelingskontor.

Samarbejdet i de mere komplicerede tilfælde henstilles i øvrigt tilrettelagt på grundlag af forud aftalte retningslinier, eventuelt ved en fællesaftale omfattende flere kommuner i området.

Indkaldelse af arbejdsformidlingens medarbejdere vil under disse omstændigheder kunne ske ved opsamling af et antal sager, og hvor det er hensigtsmæssigt, til drøftelse i samråd med passende mellemrum.

Samarbejde med socialcentrene.

9.

Navnlig i sådanne sager, som kræver en mere langvarig og omfattende behandling med henblik på genoprettelse af en persons muligheder for at få arbejde, vil det sociale udvalg efter bestemmelsen i bistandslovens § 12 i påkrævet omfang kunne få støtte og vejledning fra amtskommunens socialcenter.

I tilfælde, hvor socialcentret eventuelt ønskes direkte inddraget i sagsbehandlingen, vil kontakten med arbejdsformidlingen og tilrettelæggelsen af arbejdsgangen mest hensigtsmæssigt kunne ske på det regionale plan på grundlag af en på socialcentrets foranledning truffet aftale med arbejdsformidlingskontoret. Samarbejdet mellem centret og arbejdsformidlingen vil med fordel kunne koordineres ved opsamling af et antal sager, og hvor det er praktisk, til drøftelse i samråd i møder, f.eks. i socialcentret eller vedkommende arbejdsformidlingskontor, med passende mellemrum.

På tilsvarende måde kan der forholdes i de tilfælde, hvor det er revaliderings- og pensionsnævnet, som efter § 42, stk. 3, sammenholdt med § 30, stk. 1, skal tage stilling i sager om hjælp til etablering m.v. med vejledning fra den offentlige arbejdsformidling.

IV. Samarbejdet på andre områder.

10.

Såvel i bistandsloven som i den øvrige sociallovgivning - f.eks. dagpenge- og pensionslovgivningen - er der en række berøringspunkter mellem de sociale myndigheder og arbejdsformidlingen, som enten allerede eer eller vil blive nærmere omtalt i særlige forskrifter, og som derfor ikke er nævnt i dette cirkulære.

For bistandslovens vedkommende gælder dette således visse situationer i lovens afsnit II om rådgivning og tilsyn samt i begrænset omfang afsnit V om hjælpemidler, når ydelse af støtte, f.eks. til erhvervelse af motorkøretøj, er nødvendig af hensyn til muligheden for at udøve et erhverv. Der henvises i denne forbindelse til de særlige cirkulærer herom. Om behovet for et samvirke med bl.a. arbejdsformidlingen vedrørende optagelse og beskæftigelse m.v. af personer på de i lovens afsnit VII omhandlede revalideringsinstitutioner henvises endvidere til cirkulæret om institutioner under amtskommunerne og de i forbindelse hermed udstedte forskrifter.

For så vidt angår fortrinsadgangen til visse offentligt regulerede beskæftigelser for personer, der på grund af invaliditet har vanskeligt ved at få almindeligt arbejde, henvises endelig til de regler, der udfærdiges af arbejdsministeriet i medfør af lovens § 30, stk. 2.

Socialministeriet, den 18. november 1975

Eva Gredal

/Birthe Frederiksen

Ingen