Cirkulære om nye ansættelsesbreve m.v. for tjenestemænd i staten
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om nye ansættelsesbreve m.v. for tjenestemænd i staten
(Til samtlige ministerier m.v.)
1. I tilslutning til finansministeriets cirkulæreskrivelse
af10. september 1975 vedrørende nye ansættelsesområder for tjenestemænd skal man meddele, at finansministeriet har foranlediget fremstillet nye trykte formularer til ansættelsesbreve i henhold til tjenestemandslovens § 9, stk. 1, til brug ved kongelig udnævnelse af tjenestemænd i staten og til brug ved ansættelse af tjenestemænd i staten i øvrigt.
Disse formularer, Fi 31 og Fi 32, skal anvendes i forbindelse med ansættelser og udnævnelser, der sker 1. oktober 1975 eller derefter. Til brug ved kongeligt udnævnte tjenestemænds afgivelse af løfteerklæring i henhold til grundlovens § 27, stk.1, benyttes den hidtil anvendte formular, Fi 33.
Eksemplarer af formularer til ansættelsesbreve og løfteerklæring kan som hidtil rekvireres hos statens trykningskontor.
2. Opmærksomheden henledes på, at det ved udarbejdelsen af
bestemmelserne i tjenestemandslovens § 9 er forudsat, at ansættelsesbreve indeholder tydelig præcisering af ansættelsens form (ansættelse på prøve, varig ansættelse eller ansættelse på åremål), jfr. lovenes § 2, sammenholdt med § 2 i lov nr. 173 af 28. april 1971 om kongelig udnævnelse og åremålsansættelse af visse tjenestemænd.
I overensstemmelse hermed må det i kongelige ansættelsesbreve anføres, om ansættelse finder sted i form af varig ansættelse eller som ansættelse på åremål. Ved andre ansættelser angives i ansættelsesbrevet, om ansættelse sker på prøve, som varig ansættelse eller som ansættelse på åremål.
3. Den udfyldende tekst i de nye formularer til ansættelsesbreve affattes efter de retningslinier, der er angivet i følgende eksempler
a. Ansættelse på prøve.
»....... som (stillingsbetegnelse) på prøve
med et ansættelsesområde, der omfatter (vedkommende ministerium med tilhørende institutioner)». For administrative tjenestemænd, der ved ansættelsen får tjenestested i hovedstadsområdet, desuden: »(og samtlige andre ministeriers departementer) ......«.
b. Varig ansættelse.
»....... som (stillingsbetegnelse) med varig ansættelse
med et ansættelsesområde, der omfatter (vedkommende ministerium med tilhørende institutioner)». For administrative tjenestemænd, der ved ansættelsen får tjenestested i hovedstadsområdet, desuden:»(og samtlige andre ministeriers departementer) ......«.
c. Åremålsansættelse.
»....... som (stillingsbetegnelse) på åremål i ... år
med et ansættelsesområde, der omfatter (vedkommende ministerium/institution) ......«.
d. Ansættelsesbrevets fod.
»Ansættelsesbrev for (navn) som (stillingsbetegnelse) på prøve/med varig ansættelse/på åremål«.
4. I ansættelsesbreve angives datoen, fra hvilken ansættelsen i
den pågældende tjenestemandsstilling finder sted, og ansættelsesbrevet forsynes med dato for underskrivelsen.
Ved enhver ansættelse i tjenestemandsstilling bedes påset, at
ansættelsen sker med virkning fra den 1. i en måned, og det må tilstræbes, at ansættelsesbrev foreligger underskrevet før den dato, fra hvilken ansættelsen regnes.
Ansættelse - regnet fra den 1. i en måned - kan dog finde sted i de nedenfor anførte tilfælde med virkning fra et tidspunkt, der ligger forud for ansættelsesbrevets datering, når den, der ansættes, har varetaget de med stillingen forbundne arbejdsopgaver fra det tidspunkt, fra hvilket ansættelsen regnes
a) Ansættelse ifølge ansættelsesbrev, der er underskrevet mellem den 1. og den 15. i en måned, kan som hidtil ske med virkning fra samme måneds begyndelse.
b) Ansættelse i en nyoprettet tjenestemandsstilling kan ske med virkning fra det tidspunkt, fra hvilket stillingens oprettelse er godkendt af bevillingsmyndighederne.
c) Ansættelse i en omklassificeret tjenestemandsstilling kan ske med virkning fra det tidspunkt, fra hvilket den foretagne omklassificering har virkning.
d) Ansættelse, som har afventet resultatet af en bedømmelse fra Nævnet for helbredsbedømmelser i tjenestemandssager, kan ske med virkning fra den 1. i den måned, hvori Nævnet er anmodet om en udtalelse med henblik på tjenestemandsansættelse.
5. Ifølge tjenestemandslovens § 9, stk. 2, meddeles det samtidig
med ansættelsen tjenestemanden, efter hvilken lønramme han for tiden aflønnes, og på hvilket tjenestested han indtil videre skal forrette tjeneste.
I denne meddelelse kan endvidere anføres andre særlige forhold vedrørende ansættelsesforholdet, f.eks. om eventuelle til stillingen knyttede generelle og særlige tillæg, om forkortet prøvetjeneste ifølge §§ 6 og 7 i økonomi- og budgetministeriets bekendtgørelse nr. 96 af 20. marts 1972, om forhøjet løn- eller pensionsanciennitet m.v. eller om en af Nævnet for helbredsbedømmelser i tjenestemandssager fastsat lønafkortning, ligesom der i meddelelsen eventuelt vil kunne ske en nærmere præcisering af, hvilke institutioner m.v. ansættelsesområdet for tiden omfatter.
8. økonomi- og budgetministeriets cirkulære nr. 176 af 25. juli
1973 om nye ansættelsesbreve m.v. for tjenestemænd i staten ophæves.
Finansministeriet, den 26. september 1975
P. M. V.
K. J. Christensen
/ P. H. Matson