Cirkulære om nye ansættelsesområder for tjenestemænd (* 1)
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
§ 1. For tjenestemænd i staten er ansættelsesområdet vedkommende ministerium med tilhørende institutioner, jfr. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Ministerier, som med tilhørende institutioner er af betydelig størrelse, kan ved aftale opdeles i flere ansættelsesområder.
Stk. 3. For administrative tjenestemænd, der ved ansættelsen får tjenestested i hovedstadsområdet, jfr. stk. 4, omfatter ansættelsesomradet desuden samtlige andre ministeriers departementer.
Stk. 4. Hovedstadsområdet anses som omfattende Københavns og Frederiksberg kommuner, Københavns amt samt Birkerød, Farum og Hørsholm kommuner.
§ 2. For tjenestemænd i folkeskolen er ansættelsesområdet kommunerne i amtsrådskredsen, herunder amtskommunen. For tjenestemænd i folkeskolen i Frederiksberg kommune er ansættelsesområdet dog kommunen.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 indebærer ingen ændring i reglen i § 11, stk. 2, i undervisningsministeriets cirkulære af 4. februar 1972 om folkeskolens specialundervisning af elever med adfærdsproblemer og psykiske lidelser (observationsundervisning).
Stk. 3. Overflytning af en tjenestemand i folkeskolen til tjeneste i en anden kommune eller et andet skoleforbund kan ikke finde sted, når det godtgøres, at der kan anvises tjenestemanden tilsvarende tjeneste inden for den kommune eller det skoleforbund, hvor tjenestemanden hidtil har gjort tjeneste.
§ 3. For tjenestemænd i folkekirken er ansættelsesområdet folkekirken. Stiftsøvrigheder og bispekontorer betragtes dog i henseende til nærværende aftale som institutioner under kirkeministeriet, jfr. § 1, stk. 1 og 3.
§ 4. Reglerne i §§ 1-3 kan ikke medføre nogen indskrænkning i bestående ansættelsesområder.
§ 5. Omflytninger af tjenestemænd i medfør af denne aftale bevirker ikke, at tjenestemanden skal have nyt ansættelsesbrev.
§ 6. For tjenestemænd, der er ansat eller udnævnt i anden stilling efter 1. juli 1969, har bestemmelserne i denne aftale virkning straks, når der ved ansættelsen eller udnævnelsen er taget forbehold om udvidelse af ansættelsesområdet.
Stk. 2. Såfremt der ikke er taget forbehold ved ansættelse eller udnævnelse i anden stilling efter 1. juli 1969 som nævnt i stk. 1, har aftalen virkning
a) for statstjenestemænd fra tidspunktet for ansættelsen eller udnævnelsen, når denne sker 1. oktober 1975 eller derefter,
b) for folkeskolens tjenestemænd, der ansættes eller udnævnes i anden stilling efter det tidspunkt, da § 27 i den gældende folkeskolelov (lovbekendtgørelse nr. 172 af 8. maj 1972) måtte blive ophævet,
c) for folkekirkens tjenestemænd, der ansættes eller udnævnes i anden stilling efter det tidspunkt, der for de enkelte tjenestemandsgrupper fastsættes af finansministeren.
København, den 15. august 1975.
Statstjenestemændenes Centralorganisation I
Børge Aanæs
Statstjenestemændenes Centralorganisation II
Jens Christensen
Akademikernes Centralorganisation
Erik Holst
Danmarks Lærerforening
Jørgen Jensen
Finansministeriet
P. M. V.
K. J. Christensen
/ I. Egeberg
Cirkulære om nye ansættelsesområder for tjenestemænd (* 1)
Vedrørende nye ansættelsesområder for tjenestemænd
1. Hermed fremsendes et eksemplar af aftale om ansættelsesområder for varigt ansatte tjenestemænd og tjenestemænd på prøve i staten, folkeskolen og folkekirken, indgået mellem finansministeren og tjenestemændenes centralorganisationer.
2. Aftalen har i overensstemmelse med betænkningen fra tjenestemandskommissionen af 1965 til formål at medvirke til at skabe et smidigere tjenestemandssystem gennem etableringen af bredere ansættelsesområder, der gør det muligt i en hastigt skiftende udvikling at tilpasse og effektivisere den offentlige virksomhed, bl.a. med henblik på i videst muligt omfang at undgå udbetaling af rådighedsløn eller pension.
Omflytninger, som tjenestemændene har pligt til at affinde sig med, bør som påpeget i den nævnte betænkning foretages med rimelig hensyntagen til tjenestemændenes behov for beskyttelse mod alt for voldsomme og uforudseelige ændringer.
3. Som nævnt i aftalens § 5 medfører omflytninger af tjenestemænd i medfør af denne aftale ikke, at tjenestemanden skal have nyt ansættelsesbrev, jfr. i øvrigt tjenestemandslovens § 9.
Fremtidige ansættelsesbreve må derfor udfyldes med anvendelse af teksten i aftalen, således at ansættelsesområdets afgrænsning fremgår af ansættelsesbrevets indhold, jfr. i øvrigt tjenestemandslovens § 12.
For statstjenestemænd betyder dette, at teksten i aftalens § 1, stk. 1, anvendes, men således at ansættelsesbrevet for administrative tjenestemænd, der ved ansættelsen får tjenestested i hovedstadsområdet, suppleres med teksten i aftalens § 1, stk. 3.
I den i tjenestemandslovens § 9, stk. 2, og økonomi- og budgetministeriets cirkulære af 25. juli 1973 om nye ansættelsesbreve m.v. for tjenestemænd i staten, pkt. 4, nævnte meddelelse bør det eventuelt præciseres, hvilke institutioner m.v. ansættelsesområdet for tiden omfatter.
4. Som det fremgår af aftalens § 1, stk. 2, kan det aftales, at ministerier af betydelig størrelse kan opdeles i flere ansættelsesområder.
Eventuelle forslag herom bedes fremsendt til finansministeriet, der herefter vil forhandle spørgsmålet med centralorganisationerne.
5. Man skal endelig henlede opmærksomheden på ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 6.
For tjenestemænd, der er ansat inden 1. juli 1969, og som ikke efter dette tidspunkt er ansat eller udnævnt i en anden stilling, sker der ingen ændring i det hidtidige ansættelsesområde, så længe de pågældende forbliver i den hidtidige stilling.
Det forudsættes, at der indtil videre tages forbehold om udvidelse af ansættelsesområdet ved fremtidige ansættelser og udnævnelser af tjenestemænd i folkeskolen og folkekirken. Ved anvendelse afde hidtidige formularer til ansættelsesbreve, Fi 31 og 32, i forbindelse med fremtidige ansættelser og udnævnelser af statstjenestemænd må det i formularen indeholdte forbehold om udvidelse af stillingens ansættelsesområde i henhold til aftaler, der måtte blive indgået med tjenestemændenes centralorganisationer, erstattes med angivelse af stillingens ansættelsesområde, jfr. ovenfor pkt. 3. Nye trykte formularer til ansættelsesbreve vil snarest blive fremstillet.
6. Yderligere eksemplarer af aftalen, der tillige med denne skrivelse optages i Ministerialtidende, kan i begrænset omfang rekvireres af vedkommende ministerier i finansministeriet, lønnings- og pensionsdepartementets betjentstue, Torvegade 2, 1400 Kbhv. K., tlf. nr. 11 12 33, lokal 4202 eller 4286.
P. M. V.
E. B.
I. Egeberg
Aftale
om
ansættelsesområder for varigt ansatte tjenestemænd
og tjenestemænd ansat på prøve i
staten, folkeskolen og folkekirken
mellem finansministeriet
og
Statstjenestemændenes Centralorganisation I, Statstjenestemændenes Centralorganisation II,
Akademikernes Centralorganisation og
Danmarks Lærerforening