Legislator Case Law & Legislation
C19750014860 DK

Vejledning til den mellem Danmark og Brasilien den 27. august 1974 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1975 148 Valid

Vejledning til den mellem Danmark og Brasilien den 27. august 1974 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat.

Indledning.

1. Ved en mellem Danmark og Brasilien den 27. august 1974 afsluttet overenskomst med protokol til undgåelse af dobbeltbeskatning m.m. er der fastsat en række bestemmelser, der medfører afvigelser fra skattelovgivningens regler i tilfælde, hvor en skatteyder ellers ville blive udsat for dobbeltbeskatning på grund af sammenstødende skattekrav fra Danmark og Brasilien.

Overenskomsten følger i store træk den af OECD i 1963 udarbejdede modelkonvention, som også er lagt til grund i de nyere aftaler, som Danmark har indgået med andre lande.

I det følgende vil der kun blive gjort bemærkninger til de artikler, der har særlig betydning, eller som afviger fra modelkonventionen.

Ikrafttræden.

(Artikel 30)

2. Overenskomsten trådte i kraft den 5. december 1974 og finder herefter anvendelse for så vidt angår skatter af indkomst, der er oppebåret fra og med den 1. januar 1975.

Skatter.

(Artikel 2)

3. De skatter, der omfattes af overenskomsten er i Brasilien den føderale indkomstskat, bortset fra skatten vedrørende visse merindtægter ("excess remittance tax") og vedrørende virksomhed af mindre betydning ("tax on activities of minor importance") og i Danmark indkomstskatterne til staten og de kommunale indkomstskatter.

"Excess remittance," der pålignes udbytte- og royaltyindtægter, er progressiv og pålægges de nævnte indtægter efter fradrag af kildeskat. En i Danmark hjemmehørende skatteyder, der er pålignet de nævnte, fra overenskomsten undtagne skatter, vil imidlertid kunne få nedsættelse af de danske skatter efter bestemmelsen i ligningslovens § 33.

Endvidere finder overenskomsten anvendelse på alle andre skatter af samme eller væsentlig samme art, der fremtidigt måtte blive indført som tillæg til eller i stedet for gældende skatter. Som danske skatter af nyere dato, der er omfattet af overenskomsten, kan anføres det særlige folkepensionsbidrag, bidraget til dagpengefonden og den amtskommunale indkomstskat.

Overenskomsten finder derimod ikke anvendelse på formueskatter.

Gensidig bistand.

4. I artikel 26 findes en bestemmelse om udveksling af oplysninger. Henvendelse til Brasilien om oplysninger skal ske gennem skattedepartementet.

Overenskomsten fastsætter derimod ikke pligt til bistand med hensyn til opkrævning af skatter, men aftale herom vil senere kunne træffes (artikel 25).

Definitioner.

(Artikel 3-5)

5. Almindelige definitioner findes i artikel 3. Udtrykket "hjemmehørende" er defineret i artikel 4 og begrebet "fast driftssted" i artikel 5. Det bemærkes, at overenskomsten for Danmarks vedkommende omfatter kontinentalsoklen, medens den ikke gælder for Færøerne og Grønland, jfr. artikel 3, stk. 1b). Overenskomsten kan dog ifølge artikel 29 udvides til at omfatte disse dele af riget.

Endvidere skal fremhæves, at stedet for et bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde med en varighed af mere end 6 måneder skal udgøre et fast driftssted, jfr. artikel 5, stk. 2g), medens der efter modelkonventionen kræves 12 måneder.

Endelig bemærkes, at forsikringsselskaber ifølge stk. 5 skal anses for at have et fast driftssted i den anden stat, når det gennem en repræsentant modtager præmier eller tegner forsikringer i denne stat.

6. I en meddelelse nr. 366 af 10. juli 1974 har det brasilianske finansministerium bekræftet, at artikel 76 i lov nr. 3470 af 28. november 1958 om beskatning af udenlandske kommittent-virksomheder, jfr. finansministeriel bekendtgørelse nr. 228 af 8. maj 1974, ikke vil kunne medføre beskatning i strid med dobbeltbeskatningsoverenskomstens bestemmelser, idet denne i eventuelle konfliktsituationer vil have fortrin. Bekendtgørelsen vedrører alene tilfælde af salg foretaget i Brasilien ved mellemkomst af en repræsentant, bosiddende i Brasilien, som har fuldmagt til at forpligte den udenlandske sælger overfor den brasilianske køber - eller ved mellemkomst af en filial, et datterselskab eller et agentfirma for sælgeren. Den finder derfor ikke anvendelse i de tilfælde, hvor den brasilianske agents indsats alene består i mellemkomst ved forretningen, indhentelse eller videresendelse af ordrer eller tilbud eller andre handlinger, der er nødvendige for udøvelsen af hvervet som mellemmand, selvom disse tjenesteydelser honoreres med kommissioner eller andre former for aflønning, så længe agenten ikke har fuldmagt til kontraktligt at forpligte sælgeren. Den blotte kendsgerning, at den udenlandske sælger har en kapitalanpart i agentens firma i Brasilien medfører ikke, at agenten anses at have fuldmagt til at forpligte sælgeren - og den omstændighed, at sælgerens befuldmægtigede (agenten), underskriver, eventuelt i Brasilien, en kontrakt i sælgers navn, er ikke tilstrækkelig til at medføre, at forholdet omfattes af ovennævnte artikel 76 i lov nr. 3470 af 28. november 1958.

Fordeling af beskatningsretten mellem kildestat og bopælsstat.

(Artikel 6-22)

7. Artikel 7 er i overensstemmelse med modelkonventionens regler om beskatning af fortjeneste ved forretningsvirksomhed. Udeladelsen af visse af modelkonventionens afsnit skyldes alene, at disse afsnit er anset for overflødige.

8. Et foretagendes fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik beskattes ifølge artikel 8 i den stat, hvori ledelsen har sit sæde. Ved "international trafik" forstås trafik mellem steder i det ene land under en rejse, der strækker sig over mere end et land, jfr. definitionen i artikel 3, stk. 1, h).

Beskatningsretten til de af SAS oppebårne indtægter er nærmere omtalt i den til overenskomsten knyttede protokol.

9. Beskatningen af aktieudbytter (artikel 10) sker i princippet i overensstemmelse med modelkonventionen, dog således at kildestaten skal begrænse sin udbytteskat til 25 pct. (af bruttoudbyttet). Denne sats gælder også i forholdet mellem moder- og datterselskaber.

Stk 5 indeholder en speciel bestemmelse, gældende for danske selskabers faste driftssteder i Brasilien. Sådanne driftssteder (filialer) beskattes ifølge brasiliansk lovgivning, som om de er datterselskaber. Reglen indebærer, at driftsstedets overskud først bliver beskattet med gældende selskabsskatteprocent, og at overskuddet, efter fradrag af selskabsskatten, derefter kan undergives kildebeskatning med 25 pct. Ved overskuddets overførsel til moderselskabet i Danmark belægges overførslen med "excess remittance tax", se ovenfor under punkt 3.

10. Renter kan ifølge artikel 11 beskattes med 15 pct. i kildestaten. Danmark er for tiden ikke i stand til at udnytte denne beskatningsret, medens Brasilien opkræver en kildeskat på normalt 25 pct. af renter. Det er i artikel 11, stk. 3, bestemt, at renter, der af en låntager i en af staterne betales til regeringen m.v. i den anden stat, er fritaget for beskatning i låntagerens stat. I protokollen til overenskomsten er det præciseret, at stk. 3 finder anvendelse på Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene.

Artiklens stk. 6, hvorefter begrænsningen af kildebeskatningen ophæves i visse tilfælde, er indsat efter brasiliansk ønske og skyldes brasiliansk domstolspraksis, hvorefter et selskabs faste driftssted i udlandet anses at have hjemsted i den stat, hvori selskabet er hjemmehørende.

11. Medens royalties ifølge modelkonventionen alene kan beskattes i modtagerens bopælsstat, har kildestaten ifølge artikel 12 ret til at beskatte royalties med som hovedregel 15 pct. For så vidt angår vederlag for benyttelsen af varemærker samt for royalties, der fra et selskab betales til en person, der kontrollerer mindst 50 pct. af selskabets kapital, er satsen dog 25 pct. Heller ikke denne beskatningsret er Danmark for tiden i stand til at udnytte, medens Brasilien beskatter royalties med en kildeskat på normalt 25 pct. Der er i artikel 12, stk. 5 - svarende til artikel 11, stk. 7, vedrørende renter - fastsat regler om, hvorfra royalties skal anses at hidrøre.

12. Beskatningsretten til fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, erhvervsformue i faste driftssteder og aktiver, som hører til et fast sted, tilkommer ifølge artikel 13 i overensstemmelse med modelkonventionens regler den stat, hvori aktivet befinder sig. Fortjeneste ved afståelse af skibe eller luftfartøjer beskattes i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

Fortjeneste ved afståelse af alle andre aktiver end de nævnte kan beskattes i begge stater, og dobbeltbeskatningen må ophæves af bopælsstaten i overensstemmelse med reglerne i artikel 23.

13. Ifølge artikel 14 tilkommer beskatningsretten kildestaten, hvis betalingen for et frit erhverv eller et andet selvstændigt arbejde afholdes af et fast driftssted i denne eller af et selskab, der er hjemmehørende der. Det kræves således ikke som i modelkonventionen, at det faste driftssted til stadighed skal stå til rådighed for udøvelse af virksomheden.

Det præciseres i protokollen, at artikel 14 finder anvendelse, selvom virksomheden udøves af et selskab eller en forening.

14. Artikel 15 om beskatning af personlige tjenesteydelser svarer til modelkonventionens artikel 15, således at hovedreglen er, at beskatningsretten tilkommer den stat, hvori arbejdet er udført.

I artikel 15, stk. 2, findes den såkaldte "183-dages regel", hvorefter vederlag, som en person, der er hjemmehørende i den ene kontraherende stat, oppebærer for tjenesteydelser udført i den anden kontraherende stat, beskattes i bopælsstaten, når modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage inden for vedkommende kalenderår. Det er en betingelse, at vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og at det ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

Ifølge stk. 3 tilkommer beskatningsretten til vederlag for arbejde om bord på skib eller luftfartøj i international trafik den stat, hvori virksomhedens virkelige ledelse har sit sæde. Kan en skibsfartsvirksomheds ledelse ikke stedfæstes, kan vederlaget beskattes i skibets registreringsstat.

Af stk. 4 fremgår, at i Danmark hjemmehørende personer, ansatte ved SAS, alene beskattes i Danmark af vederlag for arbejde udført om bord på luftfartøjer i international trafik.

15. Artikel 16 giver - i overensstemmelse med modelkonventionen - beskatningsretten til bestyrelseshonorarer m.v. til den stat, hvori selskabet er hjemmehørende.

16. Kunstneres og sportsfolks honorarer (artikel 17) kan beskattes i den stat, hvori virksomheden udøves. Ifølge stk. 2 gælder dette også, selvom honoraret udbetales til et foretagende i den optrædendes hjemland.

17. Pensioner, der er vederlag for tidligere tjenesteydelser - såvel private (artikel 18) som offentlige (artikel 19, stk. 1) - samt pensioner ifølge socialforsorgslovgivningen (artikel 19, stk. 2) kan alle som hovedregel kun beskattes i kildestaten. Denne hovedregel gælder også i tilfælde, hvor pensionen udbetales for tjenesteydelser i forbindelse med en statsdrevet erhvervsmæssig virksomhed (artikel 19, stk. 4).

Undtagelse gælder for så vidt angår offentlige pensioner (omfattede af artikel 19, stk. 1), hvis modtageren, foruden at være bosat i, også er statsborger i den anden stat. I disse tilfælde kan begge stater beskatte pensionen. Dobbeltbeskatningen må da ophæves af bopælsstaten i overensstemmelse med reglerne i art. 23.

18. Artikel 20 indeholder en "professorregel" der, i forhold til den tilsvarende regel i andre overenskomster, stiller strengere betingelser for skattefrihed i opholdsstaten. Det kræves, at besøget i den anden stat (end den pågældendes (tidligere) bopælsstat) skal ske enten a) efter invitation eller b) som led i en officiel kulturudveksling, og at vederlaget bliver beskattet i den pågældendes (tidligere) bopælsstat.

Reglen gælder også ophold i forskningsøjemed, og det er ikke en betingelse for dens anvendelse, at den pågældende er skattepligtig på grund af bopælsmæssig tilknytning til hjemstaten ("resident"). Han skal dog som anført ovenfor være skattepligtig der af professorvederlaget.

19. Ifølge artikel 21 er uddannelsessøgende fritaget for beskatning i studielandet af stipendier m.v. hidrørende fra en anden stat og er ligeledes i et vist omfang fritaget for beskatning af lønindtægter.

20. Indkomst, der ikke udtrykkeligt er omtalt i andre artikler, kan ifølge artikel 22 beskattes i

begge stater. Dobbeltbeskatningen må da ophæves af bopælsstaten i overensstemmelse med reglerne i artikel 23.

Metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning.

(Artikel 23)

21. Brasilien skal som bopælsstat ophæve dobbeltbeskatning ved anvendelse af den almindelige creditregel (svarende til ligningslovens § 33), medens Danmark som bopælsstat som hovedregel skal ophæve dobbeltbeskatning ved anvendelse af den såkaldte "ny exemptions-metode". For så vidt angår rente- og royaltyindtægter, hvortil Brasilien har beskatningsretten, skal Danmark dog anvende "creditmetoden", men således at den brasilianske skat altid skal anses at være pålignet med 25 pct. (såkaldt "matching credit"). Det bemærkes, at creditnedslaget - uanset ovennævnte 25 pct. regel - aldrig kan overstige den forholdsmæssige andel af den danske skat, der falder på indkomsten fra Brasilien.

Forskellige bestemmelser.

22. Artikel 24 indeholder en ikke-diskriminationsbestemmelse. Artikel 25 giver regler for indgåelse af gensidige aftaler, herunder i tilfælde, hvor en person anser sig beskattet i strid med overenskomsten, mens artikel 26 pålægger de to stater en gensidig oplysningspligt. Endelig indeholder artikel 27 en regel om privilegier for diplomater m.v.

Beskatning ved til- og fraflytning.

23. Der er ikke i overenskomsten givet særlige regler til løsning af de beskatningsproblemer, der kan opstå i forbindelse med flytning mellem de to stater, hvorfor de interne regler om indtræden og ophør af skattepligt finder anvendelse i disse tilfælde.

Overenskomstens praktisering.

24. Overenskomstens bestemmelser skal praktiseres ved selve skatteligningen. Forskudsregistreringer for indkomståret 1975 vil på begæring kunne ændres, jfr. kildeskattelovens § 53, såfremt den er foretaget i strid med overenskomsten.

25. Tvivlsspørgsmål med hensyn til overenskomstens praktisering skal forelægges for skattedepartementet.

Skattedepartementet, den 5. maj 1975.

Hans P. Gøtrik.

/ Erik Møller.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →