Cirkulære om bistandslovens almindelige bestemmelser

§ 21, nr. 1 og 2, foreskriver straf for den, der i forbindelse med en sags oplysning fortier eller giver urigtige eller vildledende oplysninger.

§ 21, nr. 3, foreskriver - som omtalt i pkt. 31 - straf for tilsidesættelse af den særlige underretningspligt vedrørende vanrøgt af børn.

§ 22 fastslår, at straffelovens regler om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv kommer til anvendelse, selv om hvervet hviler på offentligt valg.

§ 23 om at tilskynde eller hjælpe et barn, der er anbragt uden for hjemmet, til at undvige m.v. svarer til den hidtidige bestemmelse i lov om børne- og ungdomsforsorg § 112.

§ 24 om anbringelse af et barn i pleje eller fjernelse fra familiepleje i strid med lovens regler svarer til den hidtidige bestemmelse i lov om børne- og ungdomsforsorg § 113, stk. 1.

Social- og sundhedsforvaltningen bør i situationer, der giver rimelig anledning hertil, virke for at udbrede kendskabet til disse straffebestemmelser.

33.

Ud over bistandslovens specielle straffebestemmelser kan der opstå spørgsmål om anvendelse af straffelovens regler, navnlig bedrageribestemmelsen i § 279 og bestemmelserne i §§ 161 og 163 om urigtige erklæringer og § 171 om dokumentfalsk.

For at værne om det tillidsforhold, der må bestå mellem den, der søger bistand, og de sociale myndigheder, og med henblik på at undgå indgribende kontrolforanstaltninger i den enkelte sag må de sociale myndigheder reagere over for en ansøger, der bryder dette tillidsforhold ved fortielser eller urigtige oplysninger. I åbenbare bedragerisituationer bør der derfor indgives politianmeldelse, således at det bliver anklagemyndigheden og domstolene, der træffer afgørelse om den strafferetlige reaktion.

Da det ofte vil dreje sig om mennesker i en belastet social situation, bør det imidlertid sikres, at alle rimelige sociale hensyn bliver medinddraget under overvejelserne af den enkelte sag. Det henstilles derfor, at de sociale myndigheder ledsager en politianmeldelse af udførlige oplysninger om den pågældendes forhold, herunder også om en eventuel behandlingsplan, som vil bringes i fare gennem en straffeforfølgning.

Man skal i øvrigt henlede opmærksomheden på, at social- og sundhedsforvaltningen har pligt til at anmelde tilfælde, hvor den bliver bekendt med forbrydelser mod børn og unge, navnlig i volds- og sædelighedssager. Social- og sundhedsforvaltningen har dog ikke altid pligt til at foretage anmeldelsen umiddelbart, idet det i visse tilfælde kan være rimeligt, at forvaltningen selv orienterer sig i sagen, hvis dette kan ske uden skade for en efterfølgende politimæssig efterforskning.

Tilbagebetaling (lovens kap. 6)

34.

Som hovedregel skal hjælp efter bistandsloven ikke tilbagebetales.

Bistandslovens kap. 6 (§ 25-27) indeholder dog regler om tilbagebetalingspligt i visse situationer.

35.

En ubetinget tilbagebetalingspligt påhviler efter § 25 den, der ved at undlade at oplyse om ændringer i sine forhold eller i øvrigt mod bedre vidende - f.eks. på grundlag af urigtige eller vildledende oplysninger ved ansøgningen - uberettiget modtager ydelser efter loven. Hvis det må anses for godtgjort, at ydelsen er modtaget mod bedre vidende, skal det sociale udvalgs afgørelse gå ud på, at det beløb, der er modtaget med urette, skal tilbagebetales.

36.

I § 26 omtales de situationer, hvor det sociale udvalg kan træffe bestemmelse om tilbagebetaling af hjælp. Opregningen, der er udtømmende, omfatter

1.

hjælp til en person på grund af pågældendes uforsvarlige økonomi, ubegrundede opgivelse af et arbejde eller nægtelse af at påtage sig anvist arbejde. At en person står uden økonomiske midler og arbejdsmuligheder af de nævnte årsager, kan ikke begrunde, at der gives afslag på hjælp, som pågældende i øvrigt opfylder betingelserne for at få, men har alene den virkning, at det sociale udvalg kan beslutte at yde hjælpen med tilbagebetalingspligt. Modtageren skal senest ved udbetalingen af hjælpen gøres bekendt med tilbagebetalingspligten. Reglen svarer til den hidtidige regel i forsorgslovens § 61, nr. 2. Ved afgørelsen af, om en vægring ved at påtage sig eller fortsætte med et arbejde har været ubegrundet, kan arbejdsløshedskassernes praksis vedrørende nægtelse af dagpenge efter § 63 i lov om arbejdsformidling og arbejdsanvisning være vejledende. Oplysning om anvisningsmulighederne kan indhentes fra arbejdsformidlingen.

2.

hjælp til en person, fordi pågældende eller ægtefællen er indblandet i en kollektiv arbejdsstrid. Heller ikke dette forhold kan begrunde, at hjælp afslås, men alene bevirke, at der træffes beslutning om at yde hjælpen med tilbagebetalingspligt. Dette skal modtageren gøres bekendt med senest ved udbetaling af hjælpen. Reglen svarer til den hidtidige regel i forsorgslovens § 61, nr. 3.

3.

hjælp på grund af øjeblikkelig økonomisk trang til en person, som må skønnes at blive i stand til at tilbagebetale hjælpen i løbet af kortere tid. Denne bestemmelse giver mulighed for at yde en art »lån« til en person, der i princippet skulle kunne klare sig selv, men er i »likviditetsvanskeligheder«, fordi pågældende venter på udbetaling af visse tilgodehavender, f.eks. en arbejdsløn, der betales bagud, eller et andet vederlag. Det skal senest ved hjælpens udbetaling tilkendegives over for modtageren, at der er tilbagebetalingspligt. Reglen svarer til den hidtidige regel i forsorgslovens § 62.

4.

hjælp til en person, der senere får en anden ydelse - f.eks. en erstatning, et underholdsbidrag eller en social pension - der dækker samme tidsrum og formål som den udbetalte hjælp. Reglen, der er begrundet i hensynet til at undgå »dobbeltforsørgelse«, svarer til den hidtidige regel i forsorgslovens § 63, 1. pkt.

Hvis der ved hjælpens ydelse er forhold, der peger i retning af, at en anden ydelse senere kan komme til udbetaling, bør pågældende orienteres om, at der kan blive tale om tilbagebetaling af hjælpen.

37.

Ifølge § 27, stk. 1, gennemføres tilbagebetalingskravet ved en betalingsordning, der fastsættes af det sociale udvalg. De enkelte afdrag fra den, der skal betale tilbage, fastsættes sådan, at pågældende kan udrede disse uden at komme til at mangle, hvad der må anses for nødvendigt til eget eller familiens underhold. Denne betingelse svarer til - det vil sige skal forstås på samme måde - som den hidtidige regel i forsorgslovens § 66.

Så længe pågældende slet ikke kan betale et afdrag uden at komme til at mangle det nødvendige til sig selv og familien, er der ikke grundlag for at gennemføre tilbagebetalingskravet.

38.

Hvis pågældende nok efter sine forhold er i stand til at betale, men alligevel ikke indbetaler beløbet til social- og sundhedsforvaltningen, følger det af § 27, stk. 2, at reglerne om inddrivelse af personlige skatter kan bringes i anvendelse.

39.

Ifølge § 27, stk. 3, bortfalder tilbagebetalingskravet, når der ikke har været økonomisk mulighed for at gennemføre det inden for en frist af 3 år. Fristen løber fra ophøret af den hjælp, der skal tilbagebetales og afbrydes, når der findes økonomisk mulighed for at fastsætte en betalingsordning. Hvis modtagerens økonomiske forhold giver mulighed for at fastsætte en betalingsordning, bliver der ikke basis for anvendelse af reglen i § 27, stk. 3, og pågældende må derfor betale, indtil gælden er bragt ud af verden.

Hvis pågældendes økonomiske forhold ændrer sig, efter at en tilbagebetalingsordning er fastsat, så han alligevel ikke kan overholde den, d.v.s. at han senere kommer i den situation, at han ikke kan betale resterende afdrag uden at komme til at mangle det nødvendige til sit eget eller familiens underhold, finder reglen i § 27, stk. 3, anvendelse på den måde, at den resterende del af tilbagebetalingskravet bortfalder, hvis hindringen for at betale vedvarer, indtil der er gået 3 år efter hjælpens ophør.

Reglen i § 27, stk. 3, finder også anvendelse i de tilfælde, hvor hjælp er ydet inden bistandslovens ikrafttræden med tilbagebetalingspligt efter forsorgsloven.

Socialministeriet, den 15. august 1975

Eva Gredal

/Birthe Frederiksen

Cirkulære om bistandslovens almindelige bestemmelser

Lovens område.

1.

Lov nr. 333 af 19. juni 1974 om social bistand, der træder i kraft den 1. april 1976, omfatter ifølge § 1 bistand i form af

rådgivning, økonomisk eller praktisk hjælp, støtte til udvikling eller genoprettelse af erhvervsevnen samt pleje, særlig behandling eller opdragelsesmæssig støtte.

Bistandsloven afløser - som det fremgår af § 139 -

lov om mødrehjælpsinstitutioner,

lov om revalidering,

lov om offentlig forsorg,

lov om børne- og ungdomsforsorg,

lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister,

lov om husmoderafløsning og hjemmehjælp.

Endvidere omfatter bistandsloven de situationer, hvor der hidtil er ydet hjælp til enker efter enkepensionslovens kap. II, som derfor også ophæves ved bistandslovens ikrafttræden.

Bistandslovens område er således den del af den sociale lovgivning, der giver regler om de individuelt udmålte ydelser - i modsætning til den del af sociallovgivningen, der vedrører faste ydelser, d.v.s. pensionslovene, sygesikringsloven, dagpengeloven, de sociale ulykkesforsikringslove og børnetilskudsloven.

Bistandslovens afsnit I (§§ 1-27) indeholder de bestemmelser af almindelig karakter, som er fælles for alle former for social bistand. Lovens afsnit II-VIII (§§ 28-132) indeholder specielle regler for de enkelte former for bistand. Regler om finansiering findes i afsnit IX (§§ 133-138), og endelig er der en række overgangs- og slutningsbestemmelser i afsnit X (§§ 139-146).

Uanset at en række bestemmelser er videreført fra den hidtidige lovgivning, er der i bistandsloven tilstræbt en sproglig forenkling og modernisering. At der er anvendt andre ord, kan derfor ikke tages som udtryk for, at der er sket en ændring af den hidtidige regel. Afgørende er, om det i bemærkningerne til den pågældende bestemmelse i lovforslaget - og i overensstemmelse hermed i cirkulærer om bistandsloven - er anført, at bestemmelsen svarer til en regel fra den tidligere lovgivning. Dette betyder, at bistandslovens regel skal forstås på samme måde som den tidligere regel.

Dette cirkulære vedrører bistandslovens almindelige bestemmelser.

Det offentliges forpligtelse over for den enkelte

(lovens kap. 1)

2.

I bistandslovens kap. 1 (§§ 1-5) fastlægges det offentliges forpligtelser over for danske statsborgere og andre.

Enhver der opholder sig her i landet, har under øjeblikkelige vanskeligheder ret til bistand af den art, der nævnes i lovens § 1.

3.

Personer med dansk indfødsret har videregående rettigheder. Det samme gælder kvinder, der ikke selv har dansk indfødsret, men som er eller senest har været gift med en dansk statsborger.

Af lovens § 2 fremgår, at denne persongruppe har ret til bistand i form af vedvarende hjælp til forsørgelse her i landet. Ved vedvarende hjælp til forsørgelse forstås en bistand i form af kontanthjælp eller institutionsophold, som må skønnes at ville vare mere end 1 år.

Det fremgår af lovens § 5, at denne persongruppe endvidere har mulighed for hjælp til forsørgelse under ophold i udlandet, når hjemsendelse herved kan undgås, og omstændighederne i øvrigt taler herfor. Der må i denne forbindelse lægges vægt på varigheden af pågældendes ophold på stedet, personlige tilknytning dertil og eventuelle helbredsmæssige hensyn, der tilsiger ophold i udlandet. Bestemmelse om ydelse af sådan hjælp træffes i hvert enkelt tilfælde af socialministeriet - som regel efter indstilling fra den danske repræsentation i vedkommende land - og udgifterne afholdes fuldt ud af statskassen, jfr. § 134, stk. 2.

Som det fremgår af § 146, gælder bistandsloven ikke for Færøerne og Grønland. Under ophold deer gælder reglerne i henholdsvis den færøske og den grønlandske sociallovgivning. Men hvis personer, der er hjemmehørende på Færøerne eller Grønland, tager ophold her i landet, er de i kraft af deres danske indfødsret berettiget til ydelser efter bistandsloven på lige fod med andre danske statsborgere.

4.

Personer, der ikke har dansk indfødsret, kan have samme ret til vedvarende hjælp til forsørgelse under ophold her i landet som danske statsborgere, fordi de er omfattet af aftaler med andre stater. Dette gælder

a. statsborgere i de andre nordiske lande, som i medfør af den nordiske konvention om social tryghed er berettiget til hjælp på lige fod med danske statsborgere, når de har opholdt sig 5 år her i landet uden at modtage vedvarende hjælp.

b. statsborgere i De europæiske Fællesskabers øvrige medlemslande, som i medfør af EF-reglerne er berettiget til hjælp som danske statsborgere, hvis de har opholdt sig her i landet i mere end 3 måneder, har haft lønnet beskæftigelse og fortsat må betragtes som reelt arbejdssøgende. Det samme gælder de pågældendes ægtefæller, børn under 21 år og slægtninge i opstigende linie (forældre, bedsteforældre). Ligestillingen med danske statsborgere omfatter også statsborgere i de øvrige EF-lande, der ikke længere er arbejdssøgende, men er ophørt med arbejde efter pensionsalderen eller på grund af arbejdsudygtighed og har haft ophold her i landet i henholdsvis 3 og 2 år.

c. statsborgere i de øvrige lande, der har ratificeret den europæiske konvention af 11. december 1953 om social og sundhedsmæssig bistand. De pågældende kan få hjælp som danske statsborgere, hvis de er kommet til landet før det fyldte 55 år og har opholdt sig her i 5 år (ellers kræves 10 års ophold).

Hjælp til personer, der ifølge de omtalte aftaler med andre stater er berettiget til vedvarende hjælp her i landet, refunderes efter samme regler som tilsvarende hjælp til danske statsborgere.

Berettiget til vedvarende hjælp til forsørgelse her i landet er endvidere personer uden dansk indfødsret, der er omfattet af De forenede Nationers konvention af 28. juli 1961 om flygtninges retsstilling eller modtages her, normalt efter aftale med internationale organisationer.

Det fremgår af lovens § 134, stk. 3, at udgifterne ved forsørgelse af personer, der kommer her til landet som flygtninge eller modtages til forsørgelse, afholdes fuldt ud af statskassen. Drejer det sig om personer, der har klaret sig selv her i landet uden bistand fra det offentlige i mindst 2 år, betragtes de dog ikke i refusionsmæssig henseende som flygtninge. Eventuel hjælp refunderes derfor efter samme regler som hjælp til danske statsborgere.

5.

Bliver der behov for vedvarende hjælp til forsørgelse af en person, der ikke har dansk indfødsret, og som ikke omfattes af en aftale med andre stater eller internationale organisationer, skal der ifølge lovens § 4 tages stilling til, om pågældende skal hjemsendes. Afgørelse af hjemsendelsesspørgsmålet træffes ifølge bistandsloven af socialministeren eller den myndighed, ministeren giver bemyndigelse hertil.

Socialstyrelsen er bemyndiget fra 1. april 1976 til at træffe afgørelse i disse sager.

Det sociale udvalg i den kommune, der yder hjælp til en person, som ikke har dansk indfødsret, må derfor, når det anses sandsynligt, at hjælpen vil vare mere end 1 år, sende en indberetning til socialstyrelsen med oplysning om forhold, der eventuelt kan tale for, at pågældende ikke hjemsendes. Der kan således lægges vægt på varigheden af pågældendes ophold her i landet, personlig og familiemæssig tilknytning hertil samt helbredsmæssige hensyn, der kan tale imod en flytning til hjemlandet.

Hvis socialstyrelsen herefter ikke finder det rimeligt at hjemsende pågældnede, får det sociale udvalg underretning herom, hvorefter hjælpen kan fortsætte og anmeldes til refusion efter samme regler som tilsvarende hjælp til danske statsborgere.

Den enkeltes forpligtelse over for det offentlige

(lovens kap. 2).

6.

I bistandslovens kap. 2 gives regler for den enkelte danske eller udenlandske statsborgers forpligtelse over for det offentlige i det øjeblik der opstår spørgsmål om at søge bistand hos de sociale myndigheder.

7.

Forsørgelsespligten i forhold til det offentlige er afgørende for, hvornår det offentlige skal træde til med hjælp, hvilke personers økonomiske forhold man skal tage hensyn til, og hvor meget der kan ydes ansøgeren.

8.

Ifølge lovens § 6, stk. 1, 1. led, er enhver forpligtet til at forsørge sig selv. Dette betyder, at den, der søger hjælp til forsørgelse, efter evne skal have forsøgt at udnytte sine arbejdsmuligheder. I afsnit III om kontanthjælp gives der i § 38 eksempler på, hvordan det kan anses for godtgjort, at arbejdsmulighederne er udnyttet i tilstrækkelig grad. Denne bestemmelse omtales nærmere i cirkulæret om kontanthjælp.

9.

Efter § 6, stk. 1 og 2, er der endvidere pligt til at forsørge ægtefællen. Det vil sige, at man ved bedømmelsen af, om ansøgeren har brug for hjælp til forsørgelse, skal tage hensyn til ægtefællernes samlede indtægter. Hvis ægtefællen er i stand til økonomisk at sørge for ansøgeren, men dog ikke stiller de nødvendige midler til rådighed, må de sociale myndigheder træde til. Bistandsloven indeholder imidlertid - i modsætning til lov om offentlig forsorg - ingen regler, der giver de sociale udvalg adgang til at fastholde forsømmelige forsørgere ved forsørgelsespligten gennem udfærdigelse af en bidragsresolution. I en sådan situation må det sociale udvalg, der yder hjælp til en ansøger, som må betragtes som svigtet i økonomisk henseende af ægtefællen, sørge for, at der snarest muligt rettes henvendelse til overøvrigheden om fastsættelse af bidrag efter de privatretlige regler - se nærmere nedenfor om bistandslovens § 8 (pkt. 12-17).

Der er efter bistandsloven - i modsætning til forsorgsloven - ingen forskel mellem en mands og en kvindes forsørgelsespligt over for ægtefællen. For begges vedkommende ophører forsørgelsespligten ved separation eller skilsmisse.

10.

Efter § 6, stk. 1 og 3, har enhver pligt til at forsørge sine børn. Dette betyder, at det sociale udvalg, når der opstår spørgsmål om at yde hjælp til børnenes forsørgelse, skal se på, om forældrene har midler til at forsørge dem. Hvis en af forældrene undlader at opfylde sin forsørgelsespligt, uanset at pågældende er i stand til det, må den anden af forældrene eller den, der afholder udgifterne ved barnets forsørgelse og lovligt har barnet i pleje, rette henvendelse til overøvrigheden om fastsættelse af bidrag efter de privatretlige regler. Et sådant bidrag til et barn under 18 år kan udbetales forskudsvis af det offentlige med normalbidraget efter reglerne i børnetilskudsloven.

Forældrenes forsørgelsespligt over for deres børn ophører, når børnene fylder 18 år.

Forsørgelsespligten ophører dog før det 18. år, hvis barnet gifter sig eller selv får et barn. Hjælp til en søn eller datter under 18 år, der er gift eller har et barn, ydes derfor uden hensyn til forældrenes økonomiske forhold. På samme måde anses forsørgelsespligten for ophørt, så længe der må ydes en datter hjælp i forbindelse med svangerskab. Også i denne situation skal det sociale udvalg derfor lade forældrenes forhold ude af betragtning, dog bortset fra den økonomiske fordel ved fælles husførelse, hvis datteren bor hos forældrene.

Andre end ægtefæller og forældre i forhold til deres børn under 18 år har ikke forsørgelsespligt, uanset om de har fælles husførelse. Hjælp skal derfor principielt ydes uden hensyn til indtægterne hos de øvrige medlemmer af husstanden, men således, at der efter en vurdering i det enkelte tilfælde tages hensyn til den økonomiske fordel for ansøgeren ved den fælles husførelse, herunder f.eks. kost og logi som vederlag for arbejde i hjemmet. Dette gælder f.eks. par, der lever i ægteskabslignende forhold uden at være gift med hinanden, samt forældre og voksne børn eller andre slægtninge, der bor sammen.

11.

I bistandslovens § 7, stk. 1, fastslås som almindeligt princip, at der skal ydes betaling for bistand fra det offentlige. En person hæfter for betaling for bistand såvel til sig selv som til dem, pågældende har forsørgelsespligt over for, d.v.s. ægtefælle og børn.

Når loven udtrykkelig omtaler betalingspligten, må det ses på baggrund af, at bistandsloven ikke alene giver regler for hjælp under økonomiske vanskeligheder, men i lige så høj grad omhandler mere servicebetonede ydelser, som stilles til rådighed for alle, uanset økonomiske forhold, f.eks. praktisk bistand i hjemmet og pladser til børn i daginstitutioner.

I § 7 anføres også den - i og for sig selvfølgelige - regel, at der ikke skal ydes betaling for kontanthjælp. Det samme gælder anden hjælp, der ydes under hensyn til økonomisk trang, f.eks. naturalhjælp efter § 49. Med hensyn til disse former for bistand, der falder uden for betalingspligten, kan der imidlertid i visse situationer, som beskrives i §§ 25-27, blive tale om tilbagebetaling - se herom nedenfor under pkt. 33-38.

Betalingsreglerne fastsættes særskilt for de enkelte former for bistand. Der henvises derfor til cirkulærerne om bistandslovens specielle afsnit. Reglerne forudsættes afpasset således, at der ved fastsættelsen af betalingen skal tages de nødvendige hensyn til den betalendes økonomiske situation. Som følge heraf findes der ikke i loven regler om eftergivelse af betaling.

Hvis den, der modtager bistand og skal betale herfor, kommer ud for en ændring i sine forhold, så pågældende ikke kan udrede den fastsatte betaling, må der ud fra det synspunkt, at forudsætningerne for betalingsfastsættelsen ikke har holdt stik, træffes en ny afgørelse af betalingsspørgsmålet.

I § 7, stk. 2, er der skabt hjemmel for, at betalingen kan inddrives efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter. Dette betyder, at det sociale udvalg altid over for modvillige betalere har mulighed for at anvende løntilbageholdelse m.v. uden at være henvist til at tilvejebringe inddrivelsesgrundlag gennem anlæggelse af retssag.

12.

I § 8 findes regler om det offentliges adgang til at indtræde i kravet efter en privatretlig bidragsresolution eller i retten til at kræve en resolution udfærdiget. Reglerne svarer med redaktionelle ændringer til de hidtidige regler i forsorgslovens § 33. De finder således anvendelse, når der efter bistandsloven ydes hjælp til forsørgelse af en voksen eller et barn, som er berettiget til underholdsbidrag efter den privatretlige lovgivning om retsforholdet mellem ægtefæller eller om børns retsstilling. Den fremgangsmåde, der beskrives i pkt. 13-17, finder anvendelse, når der ydes kontant hjælp til forsørgelse. Om specielle retningslinier, når forsørgelsen ydes i form af institutionsophold, henvises til cirkulærebestemmelserne for de enkelte institutionstyper.

13.

Findes der, når det sociale udvalg yder hjælp, en bidragsresolution, indtræder det offentlige, d.v.s. det sociale udvalg, i retten til bidraget fra den bidragspligtige for et beløb svarende til den hjælp, der er ydet.

Er hjælpen til underhold større end bidraget for samme periode, har det sociale udvalg endvidere mulighed efter § 8, stk. 2, for at rette henvendelse til overøvrigheden om at få bidraget efter resolutionen forhøjet.

14.

Er der ikke ved ydelsen af hjælpen udfærdiget nogen bidragsresolution, indtræder det sociale udvalg ifølge § 8, stk. 2, i retten til at kræve bidraget fastsat. Denne regel får nu større betydning end tidligere, idet der ikke i bistandsloven - som i forsorgsloven - findes regler, der giver det sociale udvalg adgang til selv at fastsætte en betaling fra en forsørger, der undlader at opfylde sin forsørgelsespligt. I situationer af denne art må forsørgelsespligten nu altid søges opfyldt gennem en privatretlig resolution.

Hvis der ydes en ægtefælle eller børn hjælp efter bistandsloven efter en samlivsophævelse, må det sociale udvalg i den kommune, der yder hjælpen, sørge for, at der rettes henvendelse til overøvrigheden om fastsættelse af bidrag. Efter justitsministeriets og overøvrighedens praksis vil bidrag til børnene normalt blive fastsat med virkning fra samlivsophævelsen, medens bidrag til ægtefællen kun vil få virkning fra dette tidspunkt, hvis begæring fremsættes i forbindelse med eller en vis kortere tid efter ophævelse af samlivet. Man skal derfor henstille, at det sociale udvalg sætter sig i forbindelse med overøvrigheden umiddelbart efter, at hjælpen første gang er udbetalt.

15.

Når det sociale udvalg indtræder i retten efter en privatretlig resolution, må udvalget sørge for, at resolutionen forsynes med en påtegning om, at bidraget tilkommer det offentlige, så længe der ydes hjælp derfra. Endvidere bør der sendes underretning til den bidragspligtige.

16.

Da bidragsresolutionerne er udfærdiget efter den privatretlige lovgivning, sker klage over bidragsfastsættelsen efter reglerne i denne lovgivning. Det betyder, at klage over overøvrighedens afgørelse må rettes til justitsministeriet. Det sociale udvalgs indtræden i den bidragsberettigedes stilling efter resolutionen indebærer, at udvalget er berettiget til at klage over afgørelsen af bidragsspørgsmålet.

17.

Det sociale udvalg indtræder endvidere i den bidragsberettigedes stilling med hensyn til inddrivelse. Reglerne om inddrivelsen findes i loven af 24. april 1963 om inddrivelse af underholdsbidrag og justitsministeriets cirkulære af 28. juni 1963. Inddrivelse kan ske ved løntilbageholdelse eller udpantning hos den bidragspligtige. Der kan endvidere iværksættes afsoning. Ifølge § 41 i justitsministeriets cirkulære påhviler det politiet - i København overpræsidiet - at yde de sociale udvalg bistand til inddrivelsen. Forinden begæring om inddrivelse fremsættes over for politiet (overpræsidiet), må det sociale udvalg dog have søgt bidraget inddrevet gennem afkrævning og tilsigelse af den bidragspligtige til at møde for udvalget med henblik på aftale om en afdragsordning til afvikling af restancen. Begæring til politiet (overpræsidiet) skal være ledsaget af de oplysninger, som udvalget er i besiddelse af vedrørende skyldnerens personlige og økonomiske forhold.

Retten til at bruge de særlige inddrivelsesmidler bortfalder ifølge § 40 i justitsministeriets cirkulære, hvis begæring om bidragets inddrivelse ikke fremsættes inden 1 år efter bidragets forfaldstid.

Hvis betingelserne i lov om børnetilskud og andre familieydelser for at udbetale et underholdsbidrag til et barn forskudsvis er opfyldt, sker inddrivelsen efter de særlige regler i denne lovs § 28.

Administration (loven kap. 3).

18.

I bistandslovens kap. 3 (§§ 9-14) omtales de organer, der deltager i administrationen af bistandsloven i kommunerne, amtskommunerne og på det centrale plan.

Ifølge § 9 ligger beføjelsen til at yde bistand hos kommunens sociale udvalg, medmindre andet er bestemt for enkelte former for hjælp. Hvis forvaltningen af en kommunes sociale anliggender efter en godkendt magistratsordning er henlagt til magistraten, er det dog denne, der varetager sager om social bistand.

Reglerne om nedsættelse af de sociale udvalg findes i loven af 31. maj 1968 om kommunernes styrelse.

Reglen i bistandslovens § 9 betyder, at enhver henvendelse fra en ansøger om bistand kan rettes til det sociale udvalg. Ved lovens ikrafttræden nedlægges børne- og ungdomsværnene, revalideringscentrene og mødrehjælpsinstitutionerne, og de sociale opgaver, der hidtil har hørt under disse organer, overføres - i hvert fald set i forhold til ansøgeren - til de sociale udvalg.

Pligten til at sørge for, at der ydes bistand, ligger hos det sociale udvalg. Man går dog ud fra, at såvel forberedelsen af de enkelte sager som en række løbende afgørelser - ligesom det har været praksis efter den hidtidige lovgivning - vil blive truffet af det administrative personale i kommunens social- og sundhedsforvaltning, der er omtalt i § 9 i lov af 27. maj 1970 om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender.

For så vidt angår hjælpeforanstaltninger over for børn efter bistandslovens § 33, fremgår det af § 34, at krav om, at beslutning skal træffes i et møde i det sociale udvalg, kun gælder, når forældremyndighedens indehaver ikke ønsker foranstaltningen iværksat.

Medens kompetencen til at afgøre sager om social bistand ligger hos det sociale udvalg, fremgår det af reglerne i bistandslovens afsnit VII om institutioner - se nærmere kap. 16 om institutioner under kommunerne - at ansvaret for, at der er det nødvendige antal institutionspladser, ligger hos kommunalbestyrelsen.

Man skal henlede opmærksomheden på, at der hverken efter loven om kommunernes styrelse eller loven om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender er noget til hinder for, at kommunalbestyrelsen og det sociale udvalg kan inddrage en bredere kreds af forbrugere til støtte i arbejdet med at planlægge og tilrettelægge et effektivt bistandssystem. Den enkelte kommunalbestyrelse vil således i det omfang, den finder det ønskeligt eller nødvendigt, kunne etablere en egentlig forbrugerrepræsentation, f.eks. i form af eet eller flere forbrugerråd, der repræsenterer forskellige interessegrupper, som kommunalbestyrelsen vil kunne høre i spørgsmål af mere generel eller principiel karakter vedrørende den sociale lovgivning. Det er det enkelte folkevalgte organ, som skønner, om der er behov for at inddrage en sådan bredere kreds af forbrugere i behandlingen af spørgsmål af mere generel karakter, og det må understreges, at forbrugerråd m.v. kun kan være rådgivende, og at de ikke kan inddrages i behandlingen af sager om bestemte personer.

19.

I bistandslovens § 10, stk. 1, fastslås den hovedregel, at det er det sociale udvalg i ansøgerens opholdskommune på ansøgningstidspunktet, der har pligt til at træde til med bistand.

Denne regel suppleres imidlertid i stk. 2 og 3 med regler, der kan sikre, at de enkelte familiemedlemmers problemer kommer til behandling i den samme kommune.

Ifølge stk. 2 anses ægtefæller for at have opholdskommune, hvor den fælles bopæl er, så længe samlivet består. Dette betyder, at det er den fælles bopæl, der er afgørende for, hvor hjælpen skal ydes, når ægtefæller opholder sig på hver sit sted på grund af f.eks. arbejde, uddannelse eller ferie.

For at denne regel ikke skal volde vanskeligheder i situationer med et akut hjælpebehov, er der i § 10, stk. 4, givet en regel, hvorefter øjeblikkelig bistand til en ægtefælle, der befinder sig uden for den fælles bopælskommune, skal ydes af det stedlige sociale udvalg (uden adgang til refusion fra bopælskommunen).

Har ægtefællen etableret sig med hver sin selvstændige bopæl, kan de få hver sin opholdskommune, selv om ophævelsen af samlivet ikke skyldes uoverensstemmelser.

Efter § 10, stk. 3, har et barn, der lever sammen med den ene eller begge forældre, opholdskommune, hvor forældrene eller den pågældende af forældrene bor. Denne regel får betydning, når barnet på grund af uddannelse, beskæftigelse, ferie m.v. midlertidigt opholder sig på et andet sted end forældrenes bopæl, og reglen finder anvendelse, uanset om forældrene i en sådan situation har anbragt barnet i privat familiepleje. Hvis der kræves plejetilladelse efter § 65, skal denne dog gives af det sociale udvalg i den kommune, plejehjemmet ligger i.

Også for barnet vil det imidlertid gælde efter § 10, stk. 4, at øjeblikkelig bistand altid må ydes af det stedlige sociale udvalg.

Hvis barnet vedvarende har skaffet sig en selvstændig bopæl, f.eks. i forbindelse med en beskæftigelse, der sætter det i stand til at klare sig selv, eller en uddannelse, som det gennemfører uden forældrenes mellemkomst eller støtte, anses barnet at have selvstændig opholdskommune, hvor dets egen bopæl er.

Hvis en familie, medens den modtager bistand fra social- og sundhedsforvaltningen, flytter til en anden kommune, går forpligtelsen til at yde bistand videre til den nye opholdskommune, der imidlertid bør tage kontakt med den tidligere opholdskommune med henblik på, at en eventuel behandlingsplan i videst muligt omfang kan opretholdes. Hvis det drejer sig om en familie, der hyppigt skifter opholdssted, kan de berørte kommuner træffe aftale om, at familiens sag bliver hos den kommune, der har lagt behandlingsplanen. Men familien vil ikke derved være afskåret fra at henvende sig om øjeblikkelig bistand til den aktuelle opholdskommune.

Når et medlem af en familie under medvirken af en offentlig

myndighed, f.eks. det sociale udvalg i familiens bopælskommune, får vedvarende ophold i en anden kommune, må der optages samarbejde mellem de to kommuner med henblik på den praktiske gennemførelse af den samlede indsats over for familien. Det pågældende familiemedlem får principielt selvstændig opholdskommune, men dette vil være uden større praktisk betydning, hvis det drejer sig om et barn, idet bistand til barnet tillige må opfattes som bistand til forældremyndighedens indehavere og det derfor er deres opholdskommune, der skal træffe beslutninger om de fremtidige hjælpeforanstaltninger for barnet.

20.

Medens opholdskommunen altid har pligt til at træde til med bistand, er det ikke i alle situationer denne kommune, der skal bære den kommunale andel af udgiften ved den bistand, der må ydes. Ifølge lovens § 11 kan denne del af udgifterne kræves refunderet af en tidligere opholdskommune i følgende tilfælde

a. når den anden kommune eller en offentlig institution har medvirket ved pågældendes anbringelse i en institution eller i et privat hjem i den nuværende opholdskommune. Reglen omfatter ikke alene de sociale institutioner, der er omhandlet i bistandsloven, men også f.eks. en uddannelsesinstitution eller en institution inden for kriminalforsorgen, hvor en person opholder sig efter beslutning fra politi eller retsvæsen. Hvis et institutionsophold afsluttes med, at pågældende får selvstændig bopæl under medvirken fra institutionen, kan bopælskommunen kræve refusion af udgiften til bistand fra den kommune, der hæftede for udgifterne under institutionsopholdet. Reglen finder tillige anvendelse på personer, der ved medvirken fra den tidligere opholdskommune som led i gennemførelsen af en erhvervsplan efter lovens § 42 har måttet skifte bopæl, f.eks. til et lejet værelse i nærheden af en revaliderings- eller uddannelsesinstitution.

b. når den pågældende opholder sig i kommunen på grund af indkaldelse til aftjening af værnepligt - herunder også tjeneste som militærnægter - eller indlæggelse i sygehus og lignende behandlingsinstitution.

I øvrigt følger det af § 47, stk. 2, at en tidligere opholdskommune, der har ydet hjælp til flytning til en anden kommune uden at sikre sig samtykke fra det sociale udvalg i denne kommune, fortsat betragtes som - betalende - opholdskommune, indtil pågældende i mindst 3 måneder har klaret sig uden bistand, dog længst i 2 år efter flytningen.

21.

I amtskommunerne skal de socialcentre, der oprettes i medfør af den sociale styrelseslovs § 17, stk. 2, yde kommunernes sociale udvalg vejledning i sager om social bistand, navnlig ved at stille sagkyndige til rådighed for udvalgene.

Det vil navnlig være hensigtsmæssigt at søge sådan vejledning i forbindelse med sagsområder, der ikke tidligere har været henlagt til kommunerne - især sager om hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning og omskoling efter bistandslovens § 42, stk. 1. Herudover skal socialcentret træde til i alle sager, hvor der er behov for udtalelser fra særligt sagkyndige, som i almindelighed ikke er tilknyttet den enkelte kommunes social- og sundhedsforvaltning. Man skal henstille, at kommunerne søger vejledning på de nævnte områder, og at kontakten til socialcentret formidles af personalet ved social- og sundhedsforvaltningen, således at ansøgeren i almindelighed ikke selv behøver at rette henvendelse til centret.

Ud over at yde denne konsulentbistand til kommunerne påhviler det socialcentrene at varetage sekretariatsopgaver i forhold til amtskommunens revaliderings- og pensionsnævn og amtsankenævnet, der ligeledes er oprettet i medfør af den sociale styrelseslov.

22.

På visse specielle områder er de sociale udvalg i kommunerne afskåret fra selv at træffe afgørelse, idet kompetencen er lagt hos revaliderings- og pensionsnævnet. Dette gælder således hjælp til iværksættelse af selvstændig virksomhed efter bistandslovens § 42, stk. 2, 2. pkt., godkendelse af varig hjælp med et beløb, der overstiger folkepensionsbeløbet, jfr. § 43, stk. 3, og støtte til motorkøretøjer, jfr. § 58, stk. 3.

23.

På det centrale plan har socialstyrelsen vejledende og rådgivende funktioner i forhold til kommuner og amtskommuner inden for hele bistandslovens område. Med hensyn til det nærmere indhold af socialstyrelsens virksomhed henvises til pkt. 5 og 24 og til cirkulærerne om bistandslovens specielle afsnit.

24.

Ifølge lovens § 14 er socialministeren øverste administrative myndighed vedrørende social bistand. Det følger heraf, at ministeren kan optage de lokale myndigheders behandling af en sag og andre spørgsmål vedrørende udøvelsen af bistandsfunktionerne til nærmere undersøgelse. En sådan undersøgelse foretages i almindelighed af socialstyrelsen. Derimod hører klager over afgørelser under amtsankenævnene og den sociale ankestyrelse - se nedenfor under pkt. 26.

25.

Det er en forudsætning efter det »eenstrengede system«, at

henvendelse om enhver form for social bistand kan rettes til det sociale udvalg - det vil i praksis sige til medarbejderne i kommunens social- og sundhedsforvaltning. Bistandsloven giver mulighed for en række forskelligartede hjælpetilbud, fra rådgivning alene, kontanthjælp, praktisk bistand i hjemmet og hjælpemidler til kortere eller længerevarende ophold på en af de dag- eller døgninstitutioner, der beskrives i lovens afsnit VII. Alle disse muligheder må tages i betragtning ved behandlingen af de enkelte henvendelser.

Det beror på den enkelte kommunes egen bestemmelse, hvorledes forvaltningen af de sociale- og sundhedsmæssige anliggender tilrettelægges, idet det dog følger af den sociale styrelseslovs § 9, at der skal findes en særlig forvaltningsgren, som kan adskilles fra den øvrige kommunale forvaltning.

Uanset om arbejdet tilrettelægges således, at de enkelte sager behandles af en enkelt medarbejder eller en gruppe, bør det påses, at den, der henvender sig om bistand, får mulighed for at drøfte sine problemer grundigt igennem med en medarbejder, der kan virke som kontaktperson for pågældende ved senere henvendelser, og at der i samråd med ansøgeren lægges en plan for, hvilke hjælpemuligheder der kan komme på tale.

Det er vigtigt, at ansøgerens egne forslag tages op til overvejelse, og at social- og sundhedsforvaltningen og pågældende i fællesskab søger at finde løsninger, som begge parter kan være indforstået med.

Med hensyn til fremskaffelse af de oplysninger, der er nødvendige ved sagens behandling, henvises til pkt. 28.

Klageadgang (lovens kap. 4).

26.

Efter bistandsloven er det hovedreglen, at afgørelser om social bistand træffes af det sociale udvalg, at der kan klages over udvalgets afgørelse til amtsankenævnet, og at amtsankenævnets afgørelse kan indbringes for den sociale ankestyrelse.

Fra denne regel gælder følgende undtagelser

1. I visse sager om mindre omfattende former for bistand, hvis tildeling i overvejende grad beror på kendskab til de lokale forhold, kan det sociale udvalgs afgørelse ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Dette gælder

ifølge § 57 afgørelser om tildeling af hjemmehjælp og om betalingen herfor,

ifølge § 62 hjælp til invaliderede og svagelige til indretning af boligen og støtte til udgifter til medhjælp eller særlige indretninger i kollektivboliger (§ 59) deltagelse i omsorgsarbejde (§ 60) samt tilskud til befordring med kollektive eller individuelle transportmidler (§ 61).

2. Nogle afgørelser af mere indgribende betydning, men på områder, hvor kendskab til lokale forhold er af afgørende betydning, kan indbringes for amtsankenævnet, men ikke for højere administrativ myndighed. Dette gælder

ifølge § 15, stk. 2, 3. pkt., afgørelser om optagelse i institutioner eller anbringelse i dag- og døgnpleje og om betalingen herfor,

ifølge § 27, stk. 1, skønnet over, om der er økonomisk mulighed for at gennemføre et tilbagebetalingskrav over for en person,

ifølge § 31, stk. 3, afgørelser om anvisning af husly,

ifølge § 62 (som ændret ved lov af 12. juni 1975) afgørelser om hjælpemidler (se om motorkøretøjer nedenfor under 3.)

3. I visse tilfælde kan det sociale udvalg ikke selv træffe afgørelse, men skal sende sagen med instilling til revaliderings- og pensionsnævnet, hvis afgørelse kan indbringes for ankestyrelsen. Dette gælder

ifølge § 42, stk. 3, afgørelser om hjælp til iværksættelse af selvstændig virksomhed,

ifølge § 43, stk. 3, afgørelser om varig hjælp, når der skal ydes en løbende hjælp til underhold, der overstiger folkepensionsbeløbet,

ifølge § 58, stk. 3, afgørelser om støtte til motorkøretøjer.

4. Det sociale udvalgs afgørelse om hjælpeforanstaltninger uden samtykke efter § 123, stk. 1 og 2, om hjemtagelse fra et privat plejehjem efter § 124 samt foreløbige foranstaltninger efter § 127 indbringes ifølge § 128 ikke for amtsankenævnet, men direkte for den sociale ankestyrelse. Ankestyrelsens beslutninger (om endelige foranstaltninger) kan ifølge § 129 kræves forelagt for landsretten.

5. Afgørelser, der er truffet af Københavns magistrat og Frederiksberg kommunalbestyrelse - bortset fra de sager, der er nævnt under 1. - kan ifølge § 15, stk. 1, indbringes for den sociale ankestyrelse.

6. Uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser efter bistandsloven afgøres efter § 16 af det amtsankenævn, hvorunder den kommune, mod hvem forpligtelsen gøres gældende, hører, og kan indbringes for den sociale ankestyrelse. Hvis forpligtelsen gøres gældende mod Københavns eller Frederiksberg kommuner, afgøres sagen af ankestyrelsen.

27.

I bistandsloven findes følgende regler om klagefrister

For klage til amtsankenævnet over det sociale udvalgs afgørelser gælder ingen frist.

For klage til ankestyrelsen over foreløbige hjælpeforanstaltninger for et barn uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver, der efter § 127, stk. 1, iværksættes af formanden eller næstformanden for det sociale udvalg, gælder en frist på 1 uge.

For klage til ankestyrelsen over det sociale udvalgs beslutning om sådanne hjælpeforanstaltninger er fristen 4 uger, jfr. § 128, stk. 1.

For klage til ankestyrelsen over Københavns magistrats eller Frederiksberg kommunalbestyrelses afgørelser gælder ingen frist.

For klage til ankestyrelsen over amtsankenævnets afgørelser gælder en

frist på 4 uger.

For klage til ankestyrelsen over revaliderings- og pensionssnævnets

afgørelse efter bistandsloven gælder en frist på 4 uger.

For klage til landsretten over ankestyrelsens beslutninger om hjælpeforanstaltninger uden samtykke er fristen 4 uger.

Klagefristen løber fra det tidspuntk, da klageren har fået meddelelse om afgørelsen, det vil sige fra det tidspunkt, da det kan anses for godtgjort, at meddelelsen er nået frem til pågældende. Ankestyrelsens chef kan ifølge § 15, stk. 3, se bort fra en overskridelse af fristen, når der i det enkelte tilfælde er særlig grund hertil.

Klage indgives ved skriftlig eller mundtlig henvendelse til den myndighed, der er kompetent til at optage klagesagen til behandling. Dog er det foreskrevet i § 129, stk. 1, at klage til landsretten over ankestyrelsens beslutninger om hjælpeforanstaltninger uden samtykke sker ved henvendelse til ankestyrelsen.

Berettiget til at indgive klage er den eller de personer, som afgørelsen vedrører, samt andre, der med rimelighed kan anses at handle på deres vegne. Om afgørelser vedrørende hjælpeforanstaltninger uden samtykke anføres specielt i § 128, stk. 2, at en sag kan indbringes for ankestyrelsen af forældremyndighedens indehaver, den, der faktisk udøver forældremyndigheden , eller, hvis den unge ikke står under forældremyndighed, den pågældende selv eller værgen. Endvidere anføres det, at plejeforældre er berettiget til at klage over afgørelser efter §§ 65, stk. 5, og 124 vedrørende flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje.

Det sociale udvalg kan indbringe amtsankenævnets afgørelser for ankestyrelsen.

Af hensyn til ansøgerens bedømmelse af klagemulighederne er det af betydning, at de myndigheder, der træffer afgørelse i l. eller 2. instans, i meddelelsen til pågældende omtaler den bestemmelse i bistandsloven, der danner grundlag for afgørelsen, og de forhold, der er afgørende for sagens udfald. Afgørelser af indgribende betydning bør forsynes med skriftlig begrundelse. Man skal i øvrigt henstille, at de kommunale sociale myndigheder, som et led i deres almindelige rådgivningsvirksomhed i forbindelse med afgørelsen giver den enkelte ansøger vejledning om klagemulighederne (herunder om eventuelle klagefrister og om udformningen af klagen).

Oplysningspligt (lovens kap. 5, §§ 17-20).

28.

I forbindelse med en ansøgning.

I bistandslovens § 17 findes regler om, hvordan den myndighed, der behandler en sag om bistand - det vil som oftest sige social- og sundhedsforvaltningen i kommunen - kan få oplysninger til brug for sagen.

1.

Oplysningerne må i første række komme fra ansøgeren selv. Pågældendes begrundelse for at søge en bestemt form for bistand vil som regel kunne danne udgangspunkt for bedømmelse af sagen. Herudover må sagsbehandleren bede ansøgeren om supplerende oplysninger. Det bør dog påses, at pågældende kun afkræves oplysninger om forhold af direkte betydning for den foreliggende sag. Hvis ansøgeren søger bistand til et begrænset formål, f.eks. et hjælpemiddel til personlig brug, der ydes uden hensyn til økonomiske forhold, er der i almindelighed ikke grundlag for at indhente oplysninger, som vedrører ægtefællen.

Hvis helbredsmæssige forhold er af betydning for, hvilken bistand der kan ydes, kan det pålægges pågældende at lade sig undersøge af en læge. Der vil først og fremmest være tale om undersøgelse hos en alment praktiserende læge (fortrinsvis ansøgerens egen læge). I visse sager, f.eks. om hjælp efter § 42 til uddannelse eller omskoling eller om visse hjælpemidler, kan der dog blive tale om at lade ansøgeren undersøge af en speciallæge.

Endvidere kan den sagsbehandlende myndighed pålægge en ansøger at lade sig indlægge til observation eller behandling. Som regel vil det dreje sig om indlæggelse på et sygehus, men også indlæggelse på andre behandlingsinstitutioner kan komme på tale, f.eks. en af de alkoholklinikker, der er godkendt af indenrigsministeriet.

Hvis ansøgeren afviser at give nødvendige oplysninger om sine forhold eller at lade sin helbredstilstand belyse gennem lægeundersøgelse eller indlæggelse, må sagen viderebehandles på det foreliggende grundlag.

2.

Oplysninger kan endvidere indhentes fra andre, der har kendskab til forhold, som er af betydning for sagen. Sagsbehandleren må i videst muligt omfang gøre ansøgeren bekendt med, hvem der indhentes oplysning fra, og sikre sig, at pågældende er indforstået hermed. Dette princip bør kun fraviges, hvis ansøgerens modvilje mod, at visse oplysninger indhentes, kan bevirke, at sagen som utilstrækkeligt oplyst må ende med et afslag.

Der kan navnlig være tale om at indhente oplysninger fra ansøgerens arbejdsgiver, børnenes skole, pågældendes læge - eventuelt under mundtlig drøftelse med sagsbehandleren - eller fra sygehuse, hvor pågældende har været indlagt.

Om journaloplysninger bemærkes, at der kun vil være basis for at indhente oplysninger om sygehusophold, der har betydning ved vurderingen af en ansøgers aktuelle helbredstilstand og arbejdsevne. Imidlertid vil de originale sygehusjournaler med arbejdsnotater om patientens tilstand under hospitalsopholdet m.v. ikke i almindelighed udgøre noget egnet materiale til brug for de sociale myndigheders sagsbehandling. Sådanne journaler bør derfor kun undtagelsesvis rekvireres og kun, når de skal benyttes af den lægelige medarbejder ved social- og sundhedsforvaltningen. Nødvendige oplysninger om sygehusophold i øvrigt bør tilvejebringes ved, at der indhentes journaludskrifter.

Pligten til at give oplysninger er undergivet samme begrænsninger som vidnepligten efter retsplejeloven. Begrænsninger gælder ifølge retsplejeloven i et vist mindre omfang,

for tjenestemænd og andre, der handler i offentligt eller dermed ligestillet hverv (§ 169)

for præster, læger, forsvarere og advokater og personer, der i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, samt deres medarbejdere (§ 170)

samt for redaktører, redaktionssekretærer og journalister (§ 172).

En parts nærmeste har ikke pligt til at afgive forklaring som vidne. Pligt til at afgive forklaring foreligger heller ikke, såfremt forklaringen antages at ville udsætte vidnet selv eller hans nærmeste for straf eller tab af velfærd eller påfører den anden væsentlig skade. Undtagelse kan dog i disse tilfælde gøres, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens beskaffenhed, og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil (retsplejelovens § 171). De beføjelser, der i de nævnte bestemmelser er tillagt retten til i et vist omfang at skønne over, om denne forklaring skal afgives, udøves i sager om social bistand af det sociale udvalg (social- og sundhedsforvaltningen).

3.

I § 17 findes en regel, der opretholder den gældende adgang til at få en sag belyst gennem optagelse af retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018. Henvendelse herom kan rettes til underretten i den retskreds, hvor den, der skal afhøres, bor eller opholder sig. Det må dog forudsættes, at denne adgang til at afholde forhør kun udnyttes i helt specielle situationer.

29.

Efter at afgørelse er truffet.

Når der er truffet beslutning om en bistand, der skal strække sig over en vis tid, har modtageren ifølge bistandslovens § 18 pligt til at underrette det sociale udvalg (social- og sundhedsforvaltningen) om forandringer i sine forhold, der kan medføre, at bistanden indskrænkes eller ophører. Det kan dreje sig om en forbedring af de økonomiske forhold på grund af arbejdsindtægter eller andre ydelser, f.eks. en arv, eller ændring af forsørgerbyrden f.eks. ved, at et barn flytter hjemmefra og klarer sig med egne indtægter.

Tilsidesættelse af underretningspligten kan medføre, at der efter lovens § 25 må rejses krav om tilbagebetaling af de ydelser, pågældende på grund af sine ændrede forhold ikke længere har været berettiget til. Under hensyn hertil må det sagsbehandlende personale i social- og sundhedsforvaltningen udtrykkelig gøre enhver, der får bistand i form af løbende ydelser, opmærksom på underretningspligten og på følgerne af at tilsidesætte den.

30.

Tavshedspligt.

Det følger af straffelovens §§ 152 og 264b, at enhver, som virker eller har virket i offentlig tjeneste har tavshedspligt med hensyn til, hvad der som hemmelighed - herunder privatlivet tilhørende hemmeligheder - er kommet til deres kendskab ved udøvelsen af deres virksomhed.

Tilsidesættelse af denne tavshedspligt, der er fælles for alle, der deltager i sagsbehandlingen, straffes med bøde, hæfte eller fængsel.

31.

Underretningspligt for andre.

Foruden ved henvendelse fra en person, der selv ønsker bistand, kan en sag rejses ved underretning fra andre, der skønner, at en person har behov for social bistand. Efter bistandslovens § 19 kan socialministeren fastsætte regler om underretningspligt for

a. personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv og herunder får kendskab til forhold, der giver formodning om, at en person har behov for social bistand,

b. andre grupper af personer, der under udøvelse af deres hverv får kendskab til forhold, som bevirker, at der kan være anledning til hjælpeforanstaltninger efter bistandsloven.

En bekendtgørelse om denne underretningspligt vil blive udsendt af socialministeriet.

En speciel regel om underretningspligt er udformet i lovens § 20. Der fastsættes ved denne bestemmelse en ubetinget pligt til at underrette det sociale udvalg for enhver, der får kendskab til, at et barn under 18 år fra forældrene eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare.

Tilsidesættelse af denne underretningspligt straffes ifølge lovens § 21, nr. 3, med bøde eller hæfte.

Når social- og sundhedsforvaltningen modtager underretning efter de omtalte bestemmelser, må det påses, at der i hvert enkelt tilfælde foretages undersøgelse af, om der er grundlag for at iværksætte hjælpeforanstaltninger - først og fremmest ved, at der etableres kontakt med den person, underretningen drejer sig om. I øvrigt henvises til bemærkningerne om opsøgende virksomhed i cirkulæret om rådgivning og tilsyn.

Straffebestemmelser (lovens kap. 5, §§ 21-24).

32.

Bistandslovens §§ 21-24 indeholder en række straffebestemmelser, der er overført fra den hidtidige lovgivning.

Ingen