Cirkulære om ændring af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om ændring af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v.
Ved lov nr. 238 af 12. juni 1975, der er optrykt som bilag til nærværende cirkulære, er der gennemført forskellige ændringer i selskabsskatteloven.
Der vil senere blive udsendt ny lovbekendtgørelse af selskabsskatteloven, som senest er optrykt ved lovbekendtgørelse nr. 533 af 28. oktober 1974.
1. I forhold til ovennævnte lovbekendtgørelse er følgende bestemmelser ændret
1) § 3, stk. 1, nr. 6, om foreninger og institutioner, der er undtaget fra skattepligt.
2) § 17, stk. 2, om nedsættelse af indkomstskatten for de i § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte selskaber, når en del af den skattepligtige indkomst hidrører fra virksomhed i udlandet.
3) § 25 om fremgangsmåden ved udarbejdelse af listen over de i skattekredsen hjemmehørende skattepligtige selskaber og foreninger m.v.
4) § 30, stk. 4, om forrentning ved tilbagebetaling af for meget erlagt selskabsskat.
Om de enkelte ændringer bemærkes følgende
2. Ad § 3, stk. 1, nr. 6.
Dansk Eksportfinansieringsfond er inddraget i kredsen af skattefrie foreninger og institutioner på linie med tilsvarende finansieringsinstitutter.
Samtidig er bestemmelsen omformuleret, således at den dækker de efter gennemførelsen af loven om realkreditinstitutter eksisterende institutter. Der henvises derfor i bestemmelsen til institutter, der er godkendt i medfør af den nævnte lov, samt institutter, der ikke er godkendt, men som hidtil har været omfattet af bestemmelserne om skattefrihed.
Endvidere er ordene "spare- og lånekasser" erstattet af "sparekasser", der er et mere tidssvarende udtryk.
Der er ikke tilsigtet nogen realitetsændring ved denne omformulering.
Bestemmelsen har virkning fra den 1. april 1975, fra hvilket tidspunkt Dansk Eksportfinansieringsfond har påbegyndt sin virksomhed.
3. Ad § 17, stk. 2.
Det er tilføjet bestemmelsen, at denne ikke finder anvendelse på indtægter hidrørende fra Færøerne og Grønland.
Ved anvendelse af reglen i § 17, stk. 2, om selskabers fradrag for virksomhed i udlandet er Grønland og Færøerne hidtil ikke anset for omfattet af udtrykket "udlandet". Denne forståelse er for så vidt angår Grønland tiltrådt ved højesteretsdom af 16. juni 1965, der er truffet på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen form for grønlandsk beskatning, og som ifølge sine præmisser bl.a. lagde vægt herpå. Lov for Grønland om kommuneskat er trådt i kraft med virkning fra den 1. januar 1975, og ændringen tager derfor alene sigte på at opretholde hidtidig praksis efter indførelse af kommuneskat i Grønland, og såvel for Færøerne som for Grønland klart at fastslå, at virksomhed i disse dele af riget ikke berettiger til fradrag for virksomhed i udlandet.
Bestemmelsen har virkning fra den 1. januar 1975.
4. Ad § 25.
Reglerne om tilvejebringelse af mandtalslister over skattepligtige selskaber og foreninger m.v. fastsættes fra den 1. januar 1975 af ministeren for skatter og afgifter.
Ændringen tager sigte på at få tilvejebragt mulighed for at forenkle den hidtil fulgte forretningsgang, navnlig for så vidt angår mandtalsoptagelsen for selskaber.
Meddelelse om de nærmere regler vil udgå dels fra skattedepartementet, dels fra kildeskattedirektoratet.
5. Ad § 3 , stk. 4.
Den rentegodtgørelse, der ved tilbagebetaling af for meget erlagt selskabsskat tilkommer et selskab eller en forening, er ændret til 1 pct. pr. påbegyndt måned fra indbetalingsdagen at regne af det for meget betalte skattebeløb.
Rentegodtgørelsen svarer herefter til rentesatsen ved for sen indbetaling af forfaldne selskabsskattebeløb, jfr. lovens § 30, stk. 3.
Den forhøjede rentesats finder anvendelse med hensyn til renter, der påløber fra og med den 1. juli 1975.
Skattedepartementet, den 1.juli 1975.
Hans P. Gøtrik.
/O. Skau Wogensen.
Bilag.
Lov nr. 238 af 12. juni 1975 om ændring af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v.
(Udelades her.)
Ingen