Cirkulære om afgivelse af lægeerklæring ved tvangsindlæggelse af sindssyge personer (Til landets læger)

Cirkulære om afgivelse af lægeerklæring ved tvangsindlæggelse af sindssyge personer

(Til landets læger)

Til brug ved begæring om indlæggelse af en sindsyg person ved politiets medvirken, enten af hensyn til den fare, som den sindssyge frembyder for sig selv eller for andre, eller af hensyn til at udsigterne for den sindssyges helbredelse ellers væsentligt vil forringes, skal der afgives en lægeerklæring, hvori anføres begrundelsen for antagelsen af farlighed (rød blanket), henholdsvis begrundelsen for antagelsen af, at ikke-indlæggelse er uforsvarlig (gul blanket), jfr. § 2, stk. 2, i lov om sindssyge personers hospitalsophold.

Justitsministeriet har, foranlediget af en henvendelse fra politiet, henledt sundhedsstyrelsens opmærksomhed på, at begrundelsen for farlighedsdiagnosen i flere tilfælde er så intetsigende eller mangelfuld, at lægeerklæringen ikke kan godkendes, forend lægen er kontaktet på ny, hvilket kan medføre en unødig forsinkelse af indlæggelsen. Justitsministeriet meddeler endvidere, at en henstilling til lægerne om at skrive tydeligt og at gøre så udstrakt brug af dansk som muligt m.m. ville lette politiets arbejde betydeligt.

På den givne foranledning skal man herefter indskærpe, at de gældende bestemmelser om udfærdigelse af lægeerklæringer iagttages i forbindelse med afgivelse af lægeerklæring ved tvangsindlæggelse, jfr. lægelovens § 8, stk. 1, hvorefter en læge ved udfærdigelse af erklæringer, som han afgiver i sin egenskab af læge, skal udvise omhu og uhildethed og nøje følge de herom angivne almindelige og særlige regler. Der henvises endvidere til indenrigsministeriets bekendtgørelse af 20. juni 1935 angående almindelige regler for afgivelse af lægeerklæringer.

Det bør af erklæringer af nævnte art tydeligt fremgå, hvilke kriterier den attestudstedende læge har lagt til grund for antagelsen af farlighed, henholdsvis antagelsen af uforsvarlighed ved ikke-indlæggelse af hensyn til udsigterne for henbredelse.

Der kan, for så vidt angår antagelsen af farlighed, angives f.eks. forsøg på eller alvorligt lydende trusler om selvmord eller voldshandlinger mod andre. Det kan endvidere angives, at en bestemt handling af nærmere angivne grunde må frygtes, f.eks. at patienten lider af mani med vredes-affekt og tendens til voldshandlinger; når en farlig handling ikke ses at være umiddelbart truende, kan det angives, at patienten lider af en bestemt sygdom, som i den foreliggende form erfaringsmæssigt ofte giver anledning til nærmere angivne farlige handlinger. Det bør pointeres, hvilke iagttagelser der er lægens egne.

Hvad angår begrundelse for antagelsen af, at ikke-indlæggelse er uforsvarlig, kan anføres den formodede diagnose, sygdommens varighed, patientens sindstilstand, ytringer og handlinger, idet det bør pointeres, hvad der beror på lægens egne iagttagelser.

Man skal i øvrigt henlede opmærksomheden på, at i lægeerklæringer som de fornævnte, der bl.a. udstedes til brug for personer, der ikke kan forudsættes at være i besiddelse af lægelig viden, skal der i videst muligt omfang benyttes danske eller dog alment fattelige betegnelser for sygdomme m.m., ligesom erklæringen skal være udfærdiget med tydelig skrift.

SUNDHEDSSTYRELSEN, DEN 28. FEBRUAR 1975.

Søren K. Sørensen.

/Øhlenschlæger.

Ingen