Skrivelse om overtimebetaling samt time- og vikarbetaling (* 1) (Tekniske skoler)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om overtimebetaling samt time- og vikarbetaling (* 1)
(Tekniske skoler)
Med henvisning til direktoratets skrivelser af 21. marts 1974 I-282 om overtimebetaling og I-283 om time- og vikarbetaling samt til undervisningsministeriets cirkulære af 2. april 1974 om ansættelse aflønning m.v. af timelærere ved tekniske skoler og maskinmesterskoler skal man, da de heri fastsatte regler har givet anledning til fortolkningstvivl, supplere disse med følgende vejledende bemærkninger
I. Overtimebetaling
1. Der anvendes 1/28 ved beregning af overtimebetaling inden for al lærlingeundervisning, fra 1. august 1975 dog 1/27.
2. Overtimebetalingen til faglærere og overlærere i lønramme 13/21/23 ydes efter lønrammen, jf. punkt a i direktoratets skrivelse af 21. marts 1974, I-282. Overtimebetalingen til disse lærere beregnes således på grundlag af lønrammeforløbet 13/21/23, uanset om timerne læses ved lærlinge- eller eksamensskoleafdelinger.
I det omfang faglærere og overlærere i lønramme 13/21/23 læser overtimer ved eksamensskoleafdelinger anvendes dog 1/24 ved beregning af overtimebetalingen. Der kan ikke ydes tilsagnstillæg til lærere i lønrammeforløbet 13/21/23.
3. Progressionen ved overtimebetaling til lærere i lønrammerne 18/26/28 og 16/21/29/31 er uændret.
4. Som bekendt nedsættes tilsagnsordningen fra 1. august 1974 som et led i spareforliget til kun at omfatte 3 timer med en forholdsmæssig nedsættelse af tilsagnstillægget.
Herefter udgør tilsagnstillægget til lærere og overlærere i lønramme 18/26/28 samt til overenskomstansatte ved eksamensskoleafdelingerne 1.107,00 kr. årligt + 67% + 344,9%. Tilsagnstillægget til adjunkter og lektorer i lønramme 16/21/29/31 samt overenskomstansatte udgør 1.228,50 kr. + 67% + 344,9%.
De tre timer, tilsagnet omfatter, vederlægges med 30% af grundovertimesatsen.
Progressionen er uændret, d.v.s., at der beregnes
Tillæg på 5% for 7.-8. overtime
Tillæg på 10% for 9.-10. overtime
Tillæg på 15% for 11. overtime og derudover.
5. Ved lærlingeskoleafdelingerne anvendes kvotaløn med 20% tillæg for den del af det samlede, årlige antal skemaovertimer og enkelttimer, der er lig med det enkelte fags faktiske antal undervisningsuger x 5 ugentlige overtimer.
I denne opgørelse indgår ikke de overtimer, der ydes betaling for i ferien, men derimod overtimer, der læses ved efteruddannelseskursernes dagundervisning.
Overtimebetalingen reguleres, når skoleåret er afsluttet, d.v.s. den 31. juli.
Når det maksimale antal overtimer (fagets faktiske skoleårsuger x 5 ugentlige overtimer) er nået, udbetales overskydende overtimer i det pågældende skoleår med reduceret overtimebetaling, d.v.s. kvotaløn uden 20% tillæg.
Praktikantvejledertimer vederlægges med kvotaløn + 20% tillæg. Betalingen for praktikantvejledertimer betragtes som et honorar og indeholdes følgelig ikke i det maksimale antal overtimer.
Skemalagte ugentlige overtimer - enkelte overtimer.
6. Der kan tildeles skemalagte ugentlige overtimer for en kursusperiode af 5 ugers varighed og derover.
Vederlaget for disse overtimer udbetales i hele kursusperioden (5 uger og derover) med den pr. måned gældende sats eller dele heraf, og vederlaget ydes på skæve helligdage og i hele perioden uanset fravær på grund af sygdom i indtil 3 måneder.
7. Der ydes overtimebetaling til en lærer, som deltager i kursus i en skemalagt kursusperiode. Dette gælder dog ikke SEL's 14 ugers pædagogiske grundkurser.
Der kan derimod ikke udbetales overtimebetaling til en lærer, der deltager i kurser i en undervisningsfri periode. Dette gælder også kurser arrangeret af SEL.
8. En lærers overtimer betragtes som skemalagte, når det endelige skema for den pågældende lærer er udarbejdet.
9. Som omtalt under punkt 6 kan der kun tildeles skemalagte ugentlige overtimer for kursusperioder af 5 ugers varighed og derover. Såfremt en kursusperiode grænser op til en ferieperiode, kan der dog også for denne periode ydes overtimebetaling. Dette gælder kun, hvis det for læreren gældende pligtige årlige antal undervisningsuger er opfyldt. Opmærksomheden henledes på, at der for sammerferien gælder særlige regler, jf. direktoratets skrivelse af 21. marts 1974 (I-282).
Der kan i øvrigt ikke udbetales overtimer i undervisningsfrie perioder.
Ferie.
10. Der ydes 1 1/2% feriegodtgørelse af de overtimer, der udbetales i ferieperioden (4 uger), og af de vikartimer, der ydes betaling for til fastansatte lærere.
11. Har en lærer ikke været ansat ved skolen i et helt år, udbetales der i sommerferien læreren et antal overtimer, som er beregnet forholdsmæssigt på grundlag af ansættelsesperiodens varighed og antallet af overtimer i denne periode.
II. Timebetaling.
Indplacering og beregninger.
1. Som bekendt træder cirkulæret af 2. april 1974 i kraft den 1. august 1972. Afgørende for indplaceringen i det ny aflønningssystem er i henhold til cirkulærets § 3, stk. 3 de pr. 31. juli 1972 gældende timelønssatser, jf. direktoratets skrivelse af 21. november 1972, I-266.
2. En kvotatimelønnet lærer, der underviser ved såvel eksamensskoleafdeling som lærlingeskoleafdeling, indplaceres i den lønramme, der svarer til den skoleafdeling, hvor han har sin hovedbeskæftigelse, d.v.s., der hvor han læser flest timer.
Læser han lige mange timer ved begge afdelinger, indplaceres han i begge lønrammer.
En lønrammeindplacering kan ændres, såfremt der sker forskydninger i fordelingen af lærerens timer på skoleafdelingerne.
3. En kvotatimelønnet lærer oprykkes til højere skalatrin med 2-årige intervaller, uanset hvor mange timer han har læst, jf. cirkulærets § 3, stk. 4.
4. En kvotalønnet lærer aflønnes med samme sats uanset antallet af timer, jf. cirkulærets § 2, stk. 1.
5. Udgangspunktet for aflønning af timelærere er en kvotatimeløn. Skolen kan dog, såfremt det som følge af en timelærers varierende antal ugentlige undervisningstimer ikke er praktisk muligt at anvende kvotatimeløn, aflønne timelæreren pr. læst time, jf. cirkulærets § 5.
6. En timelærer, der aflønnes pr. læst time, får i modsætning til en kvotatimelønnet lærer ingen betaling ved deltagelse i kursus.
7. Der må ikke inden for erhvervsskoleområdet anvendes andre timelønssatser end de af direktoratet godkendte.
Ferie.
8. En kvotatimelønnet lærer behandles ferielønsmæssigt som en fastansat, d.v.s. med sædvanlig lønafkortning for ikke optjent ferieret.
9. En kvotatimelønnet lærer får i sommerferien pr. uge betaling for et gennemsnit af det antal timer, han har haft pr. uge i det forudgående skoleår.
Optagelse i pensionskassen
10. Kvotatimelønnede lærere kan ikke optages i Pensionskassen for tekniske undervisningsvirksomheder og handelsskoler m.v.
En lærer, der ansættes på deltidsbasis i et varigt ansættelsesforhold, vil fortsat kunne ansættes med kvotaløn, jf. undervisningsministeriets cirkulære af 12. januar 1968, afsnit IV, § 37.
En sådan lærer vil, når han underviser halvdelen eller derover af det pligtige timetal for en tilsvarende fastansat lærer, kunne søge optagelse i pensionskassen.
Vikarbetaling.
Vikarbetaling anvendes ved sygdom under 2 ugers varighed. Ved sygdom, der må antages at ville vare ud over 2 uger, ydes dog overtimebetaling allerede fra første vikartime. Sidstnævnte bestemmelse er en ændring i forhold til det i direktoratets skrivelse af 21. marts 1974 (I-283) anførte.
Vikarbetaling anvendes endvidere som honorering for det antal undervisningstimer, der i perioder af max. 2 ugers varighed kan aftales med allerede ansatte lærere til løsning af undervisningsopgaver m.v. som følge af lærerfrigørelser eller lign., der ikke er indeholdt i skolens godkendte årsbudget.
En timelærer, der læser vikartimer aflønnes med normal timeløn. Denne er som bekendt som et led i spareforliget reduceret med 15%.
En kvotatimelønnet lærer, der læser vikartimer, aflønnes med normal kvotatimeløn, da denne ligeledes er reduceret med 15%.
P.D.V.
Ida Dybdal