Skrivelse om beregningsgrundlaget for overtimebetalingssatserne ved børnehave- og fritidspædagogseminarier (Til samtlige børnehave- og fritidspædagogseminarier)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om beregningsgrundlaget for overtimebetalingssatserne ved børnehave- og fritidspædagogseminarier
(Til samtlige børnehave- og fritidspædagogseminarier)
I en cirkulærskrivelse af 30. oktober 1974 om overtimebetalingssatser m.v. har direktoratet i grundlaget for beregningen af overtimesatserne medtaget det i medfør af bekendtgørelse nr. 278 af 23. maj 1973 af aftale om justering af tjenestemandslønninger m.v. § 4 ydede almindelige ikke pensionsgivende tillæg på 1 1/2% af den aftale årsløn.
Det er nu blevet direktoratet bekendt, at nogle seminarier forud for den omhandlede cirkulærskrivelse har modtaget beregnede overtimebetalingssatser, i hvis beregningsgrundlag det omhandlede tillæg ikke er medtaget, således at beregningsgrundlaget består af grundløn og dyrtidstillæg.
Direktoratet må efter fornyet undersøgelse finde, at det rette beregningsgrundlag består af grundløn og dyrtidstillæg, og dette beregningsgrundlag vil blive anvendt ved beregningen af fremtidige overtimebetalingssatser.
For så vidt angår overtimebetaling i de af cirkulærskrivelsen omhandlede perioder, d.v.s. perioderne i tidsrummet fra den 1. august 1972 indtil ny satsberegning udsendes, senest 1. august 1975, da det pligtige timetal nedsættes til 880 lektioner årligt, jfr. direktoratets skrivelse af 17. april 1973, vil man efter omstændighederne finde det rigtigst, at de i cirkulærskrivelsen optagne satser anvendes. Såfremt nogle seminarier måtte have anvist overtimebetaling efter de forud for cirkulærskrivelsen meddelte satser efter beregningsgrundlaget grundløn og dyrtidstillæg, skal man dog ikke udtale sig imod, at det får sit forblivende ved denne anvisning.
Man beklager det stedfundne.
P.D.V.
Michael Ørnø