Skrivelse om vikarbetaling (* 1) (Handelsskoler)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om vikarbetaling (* 1)
(Handelsskoler)
Vikarbetaling.
Spareforliget, der er indgået mellem Handelsskolernes Lærerforening og undervisningsministeriet, omfatter en nedsættelse af vikarbetalingen med 15% med virkning fra 1. august 1973.
Inden for erhvervsskoleområdet har man som bekendt ikke tidligere anvendt en særlig vikarbetaling, og det har derfor været nødvendigt at fastsætte vikarsatser for »løse« vikartimer.
Efter forhandling med Handelsskolernes Lærerforening er der opnået enighed om følgende regler for beregning og anvendelse af disse vikarsatser
Beregning af vikarbetaling.
Vikarbetalingen udgør 85% af overtimebetalingen for læste enkelte timer.
For så vidt angår vikarbetalingen til handelslærere og handelsoverlærere i lønramme 13/21/23 beregnes denne dog på grundlag af overtimebetalingen uden 20% tillæg.
Vikarbetalingen til overenskomstansatte adjunkter og lektorer, der underviser ved handelseksamen, beregnes på samme måde som vikarbetalingen til handelslærere og handelsoverlærere i lønramme 18/26/28, og vikarbetalingen til overenskomstansatte ved højere handelseksamen som adjunkter og lektorer i lønramme 16/21/29/31, jf. nedenfor.
Anvendelse af vikarbetaling.
Vikarbetaling anvendes ved honorering af løse vikartimer læst af faste lærere og lærere ansat på prøve. Varer vikariatet 2 uger eller derover, ydes der dog efter 2 ugers forløb fuld overtimebetaling.
Da overtimebetalingen danner grundlag for beregningen af vikarbetalingen, har direktoratet fundet anledning til at redegøre for beregningsmetoden for overtimebetaling.
Handelslærere og handelsoverlærere i lønramme 13/21/23
Overtimebetalingen ydes som et månedligt beløb for hver ugentlig overtime, beregnet som 1/28 af den pågældendes månedsløn, incl. stedtillæg og særligt tillæg på 720 kr., der reguleres med det midlertidige tillæg og dyrtidstillæg, alt med et tillæg på 20%. Tillægget på 20% ydes dog kun for de første 5 overtimer. For den 6. og følgende overtime ydes kvotaløn.
Fra 1. august 1975 nedsættes antallet af ugentlige lektioner fra 28 til 27 for handelslærere og handelsoverlærere i lønramme 13/21/23. Dette betyder, at overtimebetalingen fra dette tidspunkt udregnes på grundlag af kvotadelen 1/27 svarende til det nye undervisningstimetal.
Handelslærere og handelsoverlærere i lønramme 18/26/28
Overtimebetalingen ydes som et månedligt beløb for hver ugentlig time beregnet som 1/24 af månedslønnen på skalatrin 34 incl. dyrtidstillæg, men excl. stedtillæg.
Adjunkter og lektorer i lønramme 16/21/29/31
Overtimebetalingen beregnes på samme måde, dvs. 1/22 af månedslønnen på skalatrin 37 incl. dyrtidstillæg, men excl. stedtillæg.
Lektorer i lønramme 34
Overtimebetalingen beregnes på samme måde, dvs. 1/22 af månedslønnen på skalatrin 45 incl. dyrtidstillæg.
Betaling pr. læst time for enkelte timer udgør 1/4 af de månedlige beløb.
Skolerne anmodes om fremtidig på grundlag af ovennævnte beregningsmetoder selv at foretage reguleringer af vikarbetalingssatserne i overensstemmelse med udsving i pristallet.
P.D.V.
Ida Dybdal