Vejledning om folkeskolens specialundervisning af læseretarderede elever
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om folkeskolens specialundervisning af læseretarderede elever
UNDERVISNINGSMINISTERIET
Direktoratet for folkeskolen, folkeoplysning, seminarier m.v.
Maj 1974
Forord
Det nu foreliggende cirkulære af 22. maj 1974 om folkeskolens specialundervisning af læseretarderede elever afløser cirkulæret af 4. august 1961 og er nødvendiggjort af den pædagogiske udvikling, der har fundet sted igennem de sidste 10 år. Cirkulæret er optrykt som bilag til vejledningen.
Specialundervisningen af læseretarderede bygger på et bredt erfaringsgrundlag og en omfattende faglitteratur, hvorfor den efterfølgende vejledning alene har til formål at pege på de muligheder, som det nye cirkulære rummer, og deres udnyttelse i praksis.
Det har ved udarbejdelsen af cirkulæret været magtpåliggende at skabe muligheder for at imødekomme elevernes varierede behov for specialundervisning under forhold, der er forskellige fra kommune til kommune.
Specielt er der grund til at fremhæve læseklinikkerne, som i de senere år har været en foretrukken undervisningsform. De er hidtil etableret som forsøg, men kan nu oprettes som permanent ordning.
I øvrigt skal man understrege betydningen af, at der skabes hensigtsmæssige rammer omkring specialundervisningen for læseretarderede, og at undervisningen varetages af lærere med fornøden specialuddannelse. Dette gælder i særlig grad undervisningen i læseklinikker og læseklasser.
København, maj 1974.
A. Baunsbak-Jensen
Indhold
Indledning .......................................... 5 1. Eleverne ............................................ 6 2. Tidspunktet for iværksættelse af specialundervisning. 8 3. Specialundervisningens forskellige former ........... 9 3.1. Specialundervisning i klassen .................. 9 3.2. Læsehold ....................................... 9 3.3. Læseklinik ..................................... 9 3.4. Læseklasse .................................... 10 3.5. Enkeltmandsundervisning ....................... 10 3.6. Skoleklinik ................................... 10 4. Undervisningens indhold ............................ 11 5. Lærernes uddannelse ................................ 12 6. Lokaler ............................................ 13 Bilag: Undervisningsministeriets cirkulære af 22. maj 1974 om folkeskolens specialundervisning af læseretarderede elever ................................ 14 Indledning
Da læse- og stavevanskeligheder i alle forhold er et alvorligt handicap, må det være skolens opgave gennem en individualiserende undervisning, specielt ved begynderundervisningen i dansk, at støtte elever med sådanne vanskeligheder bedst muligt og endvidere, hvor det skønnes nødvendigt, at sørge for henvisning til egnede specialundervisningsformer. Det bør dog altid ved tilrettelæggelsen af sådanne særlige foranstaltninger tilstræbes, at disse mindst muligt griber ind i skoleforløbet, ligesom det må påses, at eleven vender tilbage til den almindelige undervisning, så snart det skønnes forsvarligt.
1. Eleverne
Almindeligvis vil den læseretarderede elevs præstationsniveau ligge betydeligt lavere i sproglige end i ikke-sproglige fag; men da læsning er en stærkt integrerende del af skolens undervisning i almindelighed, vil en læseretardering dog ofte generelt forringe elevens udbytte af skolegangen.
En afgrænsning af de læseretarderede på grundlag af specielle fejltyper synes ikke mulig, idet de fejl, som præger deres læsning og stavning, også forekommer hos andre elever, blot i mindre omfang. Afgrænsningen må derfor bero på en samlet vurdering af elevens intellektuelle og sproglige udvikling og af elevens faglige standpunkt, der altid må ses på baggrund af hidtidig undervisning og sprogligt miljø.
I visse tilfælde kan et dårligt standpunkt i læsning og retskrivning skyldes sygdom eller sansemæssige handicap, som i så fald må søges korrigeret samtidig med, at den pædagogiske behandling iværksættes. Men når der ses bort fra sådanne somatiske faktorer, vil årsagsforholdet ofte være svært at udrede, bl.a. fordi vanskelighederne kun sjældent kan henføres til en enkelt faktor, men ofte skyldes et samspil mellem flere.
Foruden fysiske handicap kan bl.a. manglende motivation og dårlig følelsesmæssig tilpasning til skolemiljøet gøre det vanskeligt for barnet at følge begynderundervisningen i læsning, og i ganske særlig grad vil dets sproglige udviking og forudsætninger være af betydning.
Ved diagnosticering af handicappet må det søges klarlagt, hvilke delfunktioner inden for læsningen og stavningen der er særlig svagt udviklede, samt hvilke forudsætninger hos eleven der primært vil kunne bygges på ved tilrettelæggelsen af et undervisningsprogram.
Ved en bedømmelse af, hvorvidt henvisning til specialundervisning er påkrævet, må der ud over hensynet til de faglige vanskeligheder lægges vægt på, hvorledes eleven fungerer pædagogisk og socialt. Hvis handicappet forringer elevens udbytte af undervisningen som helhed eller medfører dårlig trivsel i klassemiljøet, vil der i særlig grad være grund til at overveje iværksættelse af specialpædagogiske foranstaltninger.
Foruden i dansk kan der, jfr. cirkulærets § 1, stk. 3, gives specialundervisning i fremmedsprog og i regning og matematik.
Hvad angår fremmedsprog må det erindres, at dansk i væsentlig grad tjener som »redskab« ved indlæringen af disse, hvorfor den læseretarderede alene som følge heraf vil have særlige vanskeligheder. I øvrigt vil de vanskeligheder, den læseretarderede har ved indlæringen af dansk, ofte gøre sig gældende på tilsvarende måde ved indlæring af fremmedsprog.
Undervisningen i fremmedsprog bør tilrettelægges i nært samarbejde med faglæreren og skal så vidt muligt ikke træde i stedet for elevens undervisning i klassen, men have karakter af en støtteforanstaltning i tilknytning til denne. For elever, der er svært sprogligt hæmmede, vil hele undervisningen i pågældende sprog dog kunne gives som specialundervisning. I særlige tilfælde vil eleven kunne fritages for undervisning i fremmedsprog, jfr. nærmere cirkulærets § 7, stk. 2.
Elevens sproglige udvikling vil ligeledes være af betydning ved indlæring af regning og matematik, hvorfor den læseretarderede kan have behov for en specielt tilrettelagt undervisning i disse fag.
Cirkulærets bestemmelser på dette område tager alene sigte på tilfælde, hvor der foreligger specielle indlæringsvanskeligheder, og vedrører således ikke problemer, der er opstået på grund af skole- eller klasseflytning eller som følge af en elevs fravær fra undervisningen. Disse problemer må søges løst på anden måde.
Specialundervisning i regning og matematik må navnlig sigte mod at give eleverne fornøden sikkerhed i de almindelige regningsarter og i funktioner, der er af grundlæggende betydning ved indlæringen af fagene.
Undervisningen kan gives i forbindelse med specialundervisningen i læsning og stavning, men kan også tilrettelægges på særlige regnehold.
2. Tidspunktet for iværksættelse af specialundervisning
Mens flere handicap kan konstateres allerede ved skolestarten, viser læsevanskeligheder sig først et stykke tid efter, at læseindlæringen er påbegyndt. Hvor tidligt specialundervisningen bør iværksættes, vil altid kunne diskuteres; men da det er vigtigt at undgå, at vanskelighederne kommer til at præge elevens indstilling til faget - og dermed eventuelt til undervisningen som helhed - kan det ofte være hensigtsmæssigt at sætte tidligt ind.
I øvrigt er det vigtigt, at der på de tidlige alderstrin, herunder bl.a. i børnehaveklasser, lægges vægt på sproglig stimulering som forberedelse til læseindlæringen.
3. Specialundervisningens forskellige former
Cirkulæret anviser forskellige former for specialundervisning af læseretarderede. Hvilke former det enkelte skolevæsen bør vælge, afhænger i nogen grad af lokale forhold, herunder skolestørrelse og klassekvotient. Der bør imidlertid ikke ensidigt lægges vægt på en enkelt form. Tilbudene må kunne varieres under hensyn til elevernes forskellige behov.
Hvor forholdene taler derfor, vil undervisningen kunne etableres ved et samarbejde mellem flere kommuner eller ved amtskommunens foranstaltning.
Specialundervisningen af læseretarderede kan tilrettelægges på følgende måder
3.1. Specialundervisning i klassen
Erfaringerne inden for denne form for specialundervisning er for sparsomme til at danne grundlag for opstilling af en generel metodik; men da det er den form, der griber mindst ind i elevens skoleforhold og tilknytning til egen klasse, og som samtidig giver de bedste muligheder for samarbejde mellem specialundervisningslærer og klasselærer, bør den omfattes med interesse. Det vil dog være nødvendigt, at anden form for specialundervisning er til rådighed, således at man periodevis kan henvise eleven hertil.
3.2. Læsehold
Læseholdsundervisningen har gennem en årrække været den almindeligst anvendte form for specialundervisning af læseretarderede; men den er skemamæssigt vanskelig at administrere, specielt hvor der kun er få timer til rådighed, idet det da ikke vil være muligt i alle tilfælde at få timerne på læseholdet til at falde sammen med klassens dansktimer, og det derfor ikke kan undgås, at andre fag berøres af ordningen. Om end læseholdsundervisningen således ikke er nogen helt ideel form for specialundervisning, vil den fortsat være nødvendig især ved mindre skoler, og ulemperne kan da søges begrænset ved, at undervisningen tillægges en enkelt lærer, der således kan være til rådighed i et betydeligt antal timer.
Det forudsættes ved holdundervisning, at eleven stadig i et vist omfang følger sin klasses undervisning i det pågældende fag, og at klassens lærer fortsat har ansvaret for elevens undervisning i faget. Et nært samarbejde mellem klassens lærer og læseholdslæreren er derfor nødvendigt.
3.3. Læseklinik
Principielt overtager læseklinikken i henvisningsperioden det fulde ansvar for elevens undervisning i det (de) fag, hvori specialundervisningen gives; men det kan være hensigtsmæssigt at lade eleven følge enkelte af klassens timer inden for området som forberedelse til elevens tilbageføring til den almindelige undervisning.
Ud over at varetage undervisningen af de enkelte handicappede elever vil læseklinikken kunne få betydning ved at give vejledning med hensyn til undervisning af læseretarderede i de almindelige klasser og anvise egnede undervisningsmaterialer til disse. En nærliggende opgave i så henseende vil være at følge de elever, der udskrives fra klinikken, med henblik på at fremme deres tilpasning til undervisningen i klassen.
Læseklinikker skal være åbne i mindst 25 timer ugentlig, d.v.s. i normalt 5 timer daglig, således at eleverne kan få deres timer i klinikken samtidig med, at klassen undervises i det pågældende fag. Skulle der undtagelsesvis forekomme ledige timer i klinikken, vil disse kunne udnyttes til at give »specialundervisning i klassen«. Omvendt vil timer, hvor elevtallet i klinikken overstiger 6, kunne varetages af to lærere i fællesskab.
Undervisningen i en læseklinik bør i øvrigt ikke fordeles mellem flere end to, undtagelsesvis tre lærere. Disse må have gennemført den nødvendige (teoretiske) specialuddannelse, jfr. afsnit 5 nedenfor.
3.4. Læseklasse
Elever, der henvises til læseklasse, modtager al deres undervisning i denne. Der er således tale om et alvorligt indgreb i skoleforløbet, og dette bør ikke foretages, medmindre elevens situation pædagogisk og socialt er af en sådan karakter, at en flytning til et beskyttet miljø med specielt tilrettelagt undervisning skønnes nødvendig, for at skolegangen kan få et for ham meningsfyldt indhold.
Om end behovet for oprettelse af læseklasser herefter ikke vil være stort, er det dog ønskeligt, at de fortsat er til rådighed i et vist omfang. Det vil formentlig være hensigtsmæssigt at oprette sådanne klasser i store kommuner og i tilknytning til amternes undervisningscentre for svært handicappede.
En begrænsning af læseklassernes elevmateriale til kun at omfatte de sværest handicappede, hvis læsevanskeligheder ofte er forbundet med psykiske blokeringer, betyder, at der må stilles store krav til lærerkvalifikationer, ligesom klasserne bør være højt prioriterede med hensyn til bevillinger til undervisningsmaterialer og pædagogiske hjælpemidler.
For et større område - som regel på amtsbasis - kan der etableres en særlig læseklasse med henblik på kursus af indtil 6 måneders varighed. Ved et sådant »læsekursus« koncentreres undervisningen om fag, der er direkte berørt af elevens handicap, mens undervisningen i de øvrige fag får karakter af at være vedligeholdende. Eleverne optages normalt samtidig ved kursets begyndelse, men kan udskrives enkeltvis i løbet af kursusperioden.
Læseklassernes undervisning kan i fornødent omfang suppleres med enkeltmands- eller holdundervisning.
3.5. Enkeltmandsundervisning
Denne undervisningsform kan undtagelsesvis tages i anvendelse, f.eks. hvor andre hensigtsmæssige former for specialundervisning ikke er til rådighed samt i svære tilfælde, hvor den eventuelt kan gives som et supplement til anden specialundervisning.
3.6. Skoleklinik
Skoleklinikker har hidtil kun kunnet oprettes i henhold til § 4 i cirkulære om observationsundervisning af 4. februar 1972 og har således altid omfattet elever med adfærdsproblemer og psykiske lidelser. Efter cirkulæret om specialundervisning af læseretarderede elever kan skoleklinikker oprettes også med denne handicapgruppe som grundlag og behøver således ikke at omfatte elever med adfærdsproblemer og psykiske lidelser. Dette betyder imidlertid ikke, at der skal oprettes to klinikker, hvis der er behov for begge arter af klinikundervisning, idet skoleklinikken netop er karakteriseret ved, at den modtager elever med forskellige handicap.
4. Undervisningens indhold
Specialundervisningen af læseretarderede må i særlig grad lægge vægt på elevens motivering. Det barn, der er kommet til kort i læsning i den almindelige klasse, vil ofte møde med en modvilje, der må overvindes, før læseprocessen kan komme i gang. Speciallæreren må derfor have kendskab til forskellige pædagogiske metoder og have et alsidigt udvalg af hjælpemidler til sin rådighed. Undervisningen må tage sit udgangspunkt i den enkelte elevs aktuelle standpunkt og sigte mod at udvikle hans læsefærdighed på en sådan måde, at han kan tilegne sig indholdet af skriftligt materiale og - ud fra sine forudsætninger i øvrigt - kan engageres i klassens modersmålsundervisning og øvrige sproglige aktiviteter.
Lærerne arbejder i nært samarbejde med den skolepsykologiske rådgivning og andre, der har betydning for elevernes pædagogiske udvikling. Der afholdes jævnligt møder mellem de lærere, der underviser læseretarderede, og andre sagkyndige. Ved disse møder, hvor forældre og klasselærer samt faglærere kan deltage, stilles iagttagelser og synspunkter op til sammenligning og diskussion, og der udarbejdes individuelle undervisningsprogrammer med hensyntagen til elevernes forudsætninger og behov.
På møderne tages der endvidere stilling til, om mere omfattende pædagogiske foranstaltninger er påkrævede, og i tilfælde, hvor specialundervisningen kan afsluttes, drøftes det, hvorvidt elevens tilbagevenden til klassens danskundervisning og eventuelle fremmedsprogsundervisning kræver særlige foranstaltninger eller særlig hensyntagen. I disse drøftelser må klasselæreren altid deltage.
5. Lærernes uddannelse
Undervisning af læseretarderede gives af folkeskolelærere, der har gennemgået pædagogisk speciale C på seminariet eller den hertil kvalificerende uddannelse ved Danmarks Lærerhøjskole. Ud over denne uddannelse vil erfaring i begynderundervisning i dansk være af værdi.
For undervisningen på læsehold og for enkeltmandsundervisning, der ikke omfatter alle elevens timer i det pågældende fag, vil der dog indtil videre ikke blive stillet krav om specialuddannelse, såfremt læreren hidtil har arbejdet inden for dette område i en sådan udstrækning, at han kan siges at have den fornødne praktiske erfaring.
Specialundervisningen bør koncentreres hos færrest mulige lærere, således at disse hver især kan varetage denne undervisning som en væsentlig del af deres arbejdsområde på skolen.
Konsulenter for undervisning af læseretarderede bør have gennemgået årskursus i specialpædagogik på Danmarks Lærerhøjskole.
6. Lokaler
Til læseklasser bør der, under hensyn til undervisningens individualisering med et heraf følgende større materialebehov, beregnes et lokale af almindelig klassestørrelse. Tekniske hjælpemidler, spil og tilsvarende stimulerende undervisningsmaterialer bør være til rådighed i lokalet i fornødent omfang, og opbygningen af et klassebibliotek, der dækker såvel faglige emner som skønlitteratur og er afpasset i sværhedsgrad efter elevernes læsestandpunkt, er af afgørende betydning for undervisningen.
Til en læseklinik vil arealbehovet være nogenlunde det samme som til læseklasser. Foruden at fungere som undervisningslokale for læseretarderede og rumme de for denne undervisning og for eventuel specialundervisning i de almindelige klasser nødvendige materialer og hjælpemidler skal klinikken tillige tjene som idecenter for dansklærere med hensyn til hjælpemidler og metoder ved undervisningen af sprogligt hæmmede elever og i begynderundervisning.
Det vil være ønskeligt, at letforskydelige skillevægge, f.eks. fritstående reoler på hjul, er til rådighed, således at lokalets struktur kan tilpasses skiftende elevtal og arbejdsformer. Ved opdeling af lokalet bør der dels afsættes et område, hvor læreren kan koncentrere sig om arbejdet med den enkelte elev eller mindre grupper af elever, og dels et frilæsningsområde. Det kan endvidere være hensigtsmæssigt at indrette afskærmede arbejdspladser til enkeltmandsundervisning, såkaldte »studiebokse«.
Med henblik på maksimal udnyttelse af de muligheder, en læseklinik indebærer, bør den placeres centralt i skolen.
Til holdundervisning beregnes et lokale af mindst halv klassestørrelse.
Bilag. Bilaget er udeladt her.
Ingen