Skrivelse vedrørende risikomomenter ved undervisningen i formning (Til rektorerne for samtlige gymnasieskoler, studenterkursus og Statens Kursus til HF samt amtsrådene og kommunalbestyrelserne i Frederiksberg og Københavns kommune)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse vedrørende risikomomenter ved undervisningen i formning
(Til rektorerne for samtlige gymnasieskoler, studenterkursus og
Statens Kursus til HF samt amtsrådene og kommunalbestyrelserne i
Frederiksberg og Københavns kommune)
I fortsættelse af undervisningsministeriets cirkulære af 22. januar 1973 vedrørende risikomomenter i undervisningen i fysik, kemi og astronomi og direktoratets cirkulærskrivelse af 27. februar 1973 vedrørende risikomomenter i undervisningen i faget biologi skal direktoratet meddele nedenstående vedrørende risikomomenter ved undervisningen i faget formning.
Følgende punkter i »Vejledning vedrørende risikomomenter i undervisningen i fysik, astronomi og kemi« skal følges for så vidt angår undervisningen i faget formning idet kravene i vejledningen skal følges, og henstillingerne såvidt muligt skal efterkommes. (Vejledningen kan købes på Statens Trykningskontor, Frederiksholms Kanal 26, 1220 København K. tlf.: (01) 13 28 85): Punkt 2.1.5. vedrører placering af kemikalier. Punkt 2.1.5. vedrørende stålflasker med komprimerede gasser. Punkt 2.1.6. vedrørende tekniske installationer. (Specielt henledes opmærksomheden på, at anvendelse af flaskegas i mindre beholdere ikke er tilladt i henhold til justitsministeriets bekendtgørelse fra 1971). Punkt 2.1.7. vedrørende nødhjælpsudstyr. Punkt 2.1.10. vedrørende rengøring af lokalet. Punkt 2.31., 2.3.2. og 2.3.6. vedrørende sikkerhedsudstyr. Ansigtsskærm og sikkerhedstavler anbringes efter behov. Punkt 3.2.1. vedrørende indkøb af kemikalier. Punkt 3.2.2. vedrørende kemisk arbejde.
Udover de i risikovejledningen nævnte forsigtighedsregler, som overføres fra fagene fysik, astronomi og kemi fastsættes følgende særlige regler for formning
Arbejdet med kemikalier bør foregå under passende udluftning eventuelt i form af en emhætte.
Ved glasurfremstillingen må ikke anvendes uranoxyder og cadmiumholdige forbindelser, der advares mod at anvende blyholdige glasurer, ligesom der generelt advares mod fremstillingen af glaserede genstande, som kan anvendes til opbevaring af levnedsmidler og genstande som kan anvendes til at spise eller drikke af.(Jvf. undervisningsministeriets cirkulære af 27. maj 1955 og ministeriet for forureningsbekæmpelses bekendtgørelse af 11. oktober 1972 vedrørende anvendelse af glasurer).
Med hensyn til anvendelse af eldrevne maskiner henvises til undervisningsministeriets cirkulære af 26. oktober 1973.
Brændbare materialer må ikke henlægges til tørring på ovntop. Der er i almindelighed altid kort afstand fra ovn til mindst en vægflade i lokalet. Et sådant mellemrum må ikke anvendes til lagerrum. Man skal fra brænding til brænding sikre sig, at der ikke ved en tilfældighed er henlagt eller opstillet brændbart materiale på eller op ad ovn.
P.D.V.
Stig Obel
undervisningsinspektør